Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Danske museer og kunsthaller

<
Danske kunstmuseer & kunsthaller
Danske gallerier
Danske kunstnersammenslutninger
Danske kunstforeninger
Ordbog
Johannes Larsen Museet
I 1901 byggede kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen deres nye hjem på Møllebakken i Kerteminde, og skabte dermed ikke alene en malerisk ramme om familiens liv, men tillige et gæstfrit kunstnerisk mødested for malere, forfattere, billedhuggere – med sine i alt 16 gæstesenge, et fristed for kunst og kultur, der skulle sætte sit præg på udviklingen og kulturlivet i Danmark igennem årtier. Ved Johannes Larsens død i 1961 satte kulturminister Julius Bomholt sig i spidsen for et af flere initiativer til at sikre Møllebakken som et centralt monument over en periodes kunst- og kulturliv. Museumstankerne måtte dog foreløbigt skrinlægges, da familien fortsat ønskede at beholde hjemmet, som den værnede pietetsfuldt. Et kvart århundrede efter var situationen dog ændret, og familien tilbød nu Kertemindeegnens Museer at overtage landets velnok smukkeste kunstnerhjem med tilhørende originalt inventar og malerier. På baggrund heraf åbnedes Johannes Larsen Museet for publikum i 1986.

I tilknytning til hjemmet opførtes i 1990 en nybygning, Samlingen, skabt til at huse museets permanente samling af kunst med relation til Kerteminde-miljøet. Hundredåret 2001 markeredes med indvielsen af en ny særudstillingsbygning, Vingen, der samtidig afslutter udbygningen af museet i henhold til den afholdte arkitektkonkurrence. Arkitekten bag nybyggeriet er Poul Ingemann, og det økonomiske grundlag er skabt ved storslåede donationer fra Velux Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Kerteminde husede i de første årtier af 1900-tallet en hel koloni af Fynbomalere, der hyldede det enkle liv i samklang med natur og familie, og som hentede deres motiver fra de nære omgivelser: Familiens liv, stuerne, blomsterne i vindueskarmen, havens vækster, fiskerbådene i havnen, markerne, kysten og klinterne, fuglelivet, vejret og årstiderne med lysets skiften. Bondemalere sagde kritikerne, og det var vel ikke så galt sagde Fynbomalerne. Udover Alhed og Johannes Larsen var de centrale skikkelser kunstnerparrene Anna og Fritz Syberg samt Christine og Sigurd Swane. Larsen-familiens nære venner Anna og Fritz Syberg boede på en gammel bondegård Pilegården – blot ti minutters gang fra Møllebakken, og på vejen kom man forbi Kærbyhus, hvor Johannes Larsens søster og svoger, Christine og Sigurd Swane boede i en årrække.

Adresse:
Møllebakken
5300 Kerteminde
Danmark
Tlf: +45 65 32 37 27
Åbningstider:
Åbningstider på museets website