Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Bob Dylan – The Brazil Series

4. september 2010 – 10. april 2011
Tirsdag-søndag 10-17, onsdag 10-20. Mandag lukket

Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50
1307 København K
www.smk.dk


Bob Dylan
Favela Villa Broncos, 2010
Akryl på lærred
106,7 x 142,2 cm
SMK Foto


Bob Dylan har arbejdet med billedkunst siden 1960’erne. Multikunstneren har dog længe holdt denne mere ukendte side af sit alsidige talent for sig selv, og det er først inden for de sidste tre år, at han offentligt har trådt frem i rollen som maler med udstillinger af akvareller og tegninger. På efterårets store udstilling på Statens Museum for Kunst viser Bob Dylan for første gang malerier i stort format under titlen The Brazil Series. Det er helt nye værker, der først ser offentlighedens lys ved åbningen i København.

Om end Bob Dylans malerier og sange på visse områder komplementerer hinanden, skal hans billedkunst betragtes som et selvstændigt univers. Søger man efter visuel assistance til sangene og musikken i malerierne, går man således forgæves. Værkerne synes i stedet at udspringe af et dybtfølt behov for at udtrykke sig alene på billedsprogets præmisser. Eller som Bob Dylan selv har understreget overfor museet under arbejdet med sine nye værker: ”Hvis jeg kunne have udtrykt de samme ting i en sang, så havde jeg skrevet en sang i stedet for.”


Bob Dylan
VingĂĄrden, 2010
Akryl på lærred
76,2 x 101,6 cm
SMK Foto


Bob Dylans billedkunst er vel at mærke præget af samme konstante trang til fornyelse, som kendetegner hans musik. Han synes ikke tilfreds med at lægge sig fast på en udtryksform, han én gang har rendyrket, men eksperimenterer hele tiden og afprøver nye kunstneriske greb og udtryk. Da Statens Museum for Kunst henvendte sig til ham i efteråret 2008, betragtede han sine tidligere akvareller og tegninger som et afsluttet kapitel. Den kommende udstilling på museet blev den konkrete anledning til et kunstnerisk sporskifte og en intens arbejdsperiode for Bob Dylan. Og som noget nyt har han kastet sig over akrylmaleriets større format, ligesom hans billedsprog har taget en ny drejning. Resultatet er The Brazil Series, en serie på omkring 50 malerier.

”Jeg har besøgt Statens Museum for Kunst, og det er helt klart et imponerende kunstmuseum. Det var noget af en overraskelse, da jeg blev spurgt, om jeg ville skabe værker specifikt til dette museum. Det var en stor ære og en meget spændende udfordring. Jeg valgte Brasilien som emne, fordi jeg har været i landet mange gange og godt kan lide stemningen der,” udtaler Bob Dylan.

Bob Dylans nye billedserie bærer præg af de miljøer og mennesker, han har krydset på sine rejser i Brasilien. Her er skildringer af hverdagsscener i byer og på landet. Vinbønder, sigøjnere, politikere, gamblere og gangstere. En broget motivgruppe, der understreger kunstnerens fascination af landets forskelligartethed. Værkerne fremstår næsten som antropologiske registreringer, blottet for romantisering, forudfattede meninger eller sociale kommentarer. Motivet, de kompositionelle muligheder og den bærende fortælling synes at være Bob Dylans altoverskyggende fokus.


Bob Dylan
Bahia, 2010
Akryl på lærred
121,9 x 91,4 cm
SMK Foto


Som billedkunstner fremstår Bob Dylan som en fænomenal iagttager, der ubesværet træder ud af rampelyset, så han både nøgternt og med en suveræn fornemmelse for maleriets muligheder kan skildre den almindelige såvel som ualmindelige hverdag. De fleste af motiverne er først hurtigt skitseret med blyant på det papir, han lige havde ved hånden, såsom papirposer, servietter eller tegneblokke. Tilbage i sit atelier har Bob Dylan derefter viderebearbejdet motiverne på lærred. Denne proces tilføjer et stærkt element af fortælling i billederne, hvilket også adskiller dem radikalt fra de øjebliksregistreringer, der kendetegner hans tidligere akvareller. Med denne nye udvikling knytter Bob Dylan sig til en figurativ tradition, der særligt inden for amerikansk maleri har holdt sig i live op gennem 1900-tallet trods avantgardekunstens forsøg på at aflive den. En tradition med rødder tilbage til malere som George Bellows og Thomas Hart Benton.

I alt 40 malerier og 8 tegninger fra The Brazil Series indgĂĄr i udstillingen pĂĄ Statens Museum for Kunst.

I anledning af udstillingen udgiver Statens Museum for Kunst Bob Dylan. The Brazil Series. Bogen er den første publikation, der for alvor gør Bob Dylans billedkunstneriske praksis til genstand for kunsthistorisk analyse og tolkning.
Forord af museumsdirektør Karsten Ohrt. Introduktion og hovedartikel af overinspektør Kasper Monrad. Specialartikel af John Elderfield, tidl. chefkurator på Museum of Modern Art, New York.