|
|
|
Carl-Henning Pedersen – Et Livsværk
|
|
Statens Museum for Kunst:
24. september - 4. januar 2004
http://www.smk.dk
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Herning Kunstmuseum
24. januar - 12. april 2004
|
|
Bog og katalog til udstillingen:
Mikael Wivel: Carl-Henning Pedersen, 2003
Udgivet af Statens Museum for Kunst og forlaget Bjerggaard.
I kommission hos Aschehoug. 336 s., 320 ill. 399,- kr.
Bestil bogen her
|
Fuglen og den faldne, 1938. Tuschtegning.
|
Carl-Henning Pedersen fylder 90 år den 23. september 2003. Dét er anledningen til den store udstilling af hans værk, som Statens Museum for Kunst arrangerer.
Udstillingen viser hovedværker fra en kunstner, der har været én af de mest markante i det tyvende århundrede. Han er også én af de mest velkendte, idet Carl-Henning Pedersens fantasifulde billedverden er lettilgængelig. Hans kunst handler jo om fabeldyr, himmelheste, sole, guder og fugle i alle afskygninger og farver.
Prometeus, Olie på lærred.
|
Himmelbåd. Egypten, 2000 akvarel.
|
Carl-Henning Pedersen mener heller ikke selv, at billedkunst skal hæves til et stade, hvor det bliver vanskeligt eller uforståeligt for almindelige mennesker. Han mener, at kunst er en kapacitet, som alle mennesker har i sig. Vi tegner og maler alle som børn, men holder op på et eller andet tidspunkt. Evnen ligger altså begravet et eller andet sted. Men hvorfor holder vi op?
Måske er det, fordi vi pludselig begynder at rette os efter alle de krav, der er til, at dét vi laver, skal ligne noget, at det skal opfylde et eller andet krav om "at kunne". Vi begynder at tro på, hvordan vi bliver bedømt, og ikke på os selv.
|
Heste ved slottet, 1952. Akvarel.
|
|
Fra den første begyndelse bruger Carl-Henning Pedersen barnetegningens energi. Hans dyr og mennesker i landskaber er bevidst rå og utilpassede, fordi han lige præcis aldrig har villet underkaste sin kunstneriske selvstændighed nogen skoling. Udgangspunktet for hans billeder er og bliver ham selv.
|
The blue Juggler, 1974. Olie på lærred.
|
Gennem besættelsestiden arbejdede Carl-Henning Pedersen sammen med en kreds af mennesker, der havde centrum i Nationalmuseet. Hans billedverden var tydeligt inspireret af de figurer, der kom hjem fra Oceanien i de år.
Han videreudviklede denne helt unikke figurverden efter krigen, og var medstifter af den bevægelse, der mere end nogen anden opsamlede energien og kraften fra spontaniteten og fantasien, og gjorde den til en stærk kunstnerisk manifestation. Det var Cobra-bevægelsen, med Carl-Henning Pedersens ven og kampfælle Asger Jorn i spidsen.
Havets sejler, 2000 Olie på lærred.
|
Tre vingeheste, 1961 Olie på lærred.
|
Bevægelsen eksisterede kun tre år før den sprængtes. Men det var tre år, der satte spor. Carl-Henning Pedersens vision om at kunstens udspring ikke er akademisk og tillært, men spontant og individuelt, fandt anerkendelse i det tiår, der fulgte den. Han modtog de første internationale priser i slutningen af halvtredserne, og derfra var kursen lagt. Han udviklede sin billedverden, sit maleri, og svang det op i størrelse, bl.a. med store udsmykningsopgaver.
|
Festlig skål, 1954. Akvarel.
|
|
|
Denne Carl-Henning Pedersen kender vi. Dét, der kan undre, er, hvordan han kan blive ved i alle disse år? Hvad er det, der driver en kunstner til stadig at forsøge sig med sin form, og at blive ved med at søge erkendelser i materien? Og hvorfor er værkerne så ens?
Svarene på disse spørgsmål er både enkle og komplicerede. Udgangspunktet for Carl-Henning Pedersens kunst er ham selv, hans spontanitet og fantasi. Værket bliver til på lærredet, i det øjeblik han sætter penslen på. Maleriet må følge sin egen logik, sin egen tilbliven, og dermed bliver hvert billede et afsæt af et kontinuerligt arbejde. Værkerne løber fra kunstnerens hånd som en levende strøm, og når man er så flittig som Carl-Henning Pedersen har været, så vil der være en stærk kontinuitet.
|
Mennesker - Island, 1948. Oliekridt.
|
|
|
Svaret på, hvordan kunstneren kan blive ved, utrætteligt, og hvad vi i virkeligheden skal med alle de billeder han laver, ligger måske i det menneskesyn, Carl-Henning Pedersen har. Mennesket er fra begyndelsen et skabende væsen. Alle kulturer skaber et udtryk for det liv, de lever, og det er i dette udtryk, vor menneskelighed kommer tydeligst frem. Carl-Henning Pedersen har lyttet til denne skabende kraft, og reageret på den. At skabe kunst er for ham det stærkeste udtryk for at eksistere som menneske.
Dér begynder vanskelighederne i spørgsmålet. For denne dimension i Carl-Henning Pedersens kunst stiller i sidste ende spørgsmålet om, hvordan man selv bliver menneske.
|
|
|
