Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Jannis Kounellis – La Libertá o Morte

9. september 2009 – 21. februar 2010
Tirsdag-søndag 10-17, torsdag 10-22. Mandag lukket

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Birk Centerpark 8
7400 Herning
www.heartmus.dk



Jannis Kounellis
Foto: Steen Gyldendal


HEART Herning Museum for Contemporary Art åbner med en retrospektiv udstilling af den italienske kunster Jannis Kounellis. Det er den første større præsentation af Kounellis værker i Skandinavien og til udstillingen har kunstneren skabt en række nye arbejder.

HEARTs udstilling af Jannis Kounellis tager sin titel, Frihed eller døden, fra et værk fra 1969. Ja streng taget er titlen på objektet ikke La Liberta o Morte. Som de fleste af Kounellis værker er det uden titel, men udsagnet eller udråbet er selve værkets essens. Uden tital, 1969 består af en jernplade i et klassisk malerisk højformat. Pladen er som et maleri ophængt på væggen. I jernet er der ridset Liberta o Morte W Marat W Robespierre. Under skriften er der påsat en lille jernhylde, som bærer et tændt stearinlys. Et af den slags korte slanke lys, man tænder ved helgenbilleder i katolske kirker. Uden titel 1969 refererer med sin tekst til Den Franske Revolution og to af revolutionens stærkeste forkæmpere. Både Marat og Robespierre blev ofre for deres egen fanatisme, men i løbet af deres korte karrierer lagde de også fundamentet for det vesteuropæiske demokratis frihedsidealer. Som sådan fortæller Kounellis’ værk os, at friheden er det væsentligste i vores liv, men også at frihedsidealet og vores borgerrettigheder blev skabt ud af et blodigt og selvmodsigende kaos. Begge dele er værd at huske.


Jannis Kounellis
Rosa Bianca, 1969
Tekstil på lærred, 207 x 135 cm.
HEART Herning Museum for Contemporary Art


Rosa Bianca (Hvid rose på lærred) fra 1969 er et af de sidste værker, som Kounellis skabte på lærred. Her introducerer han malerens lærred som et skrøbeligt og åbent element. Kounellis’ intention med Rosa Bianca er en renselse af maleriet. Han vil skabe en ny begyndelse, hvor al mening fjernes. I lighed med en række andre italienske kunstnere opgav han helt maleriet i løbet af 1960’erne. Han har siden hen fastholdt betegnelsen ”maler”, men i realiteten arbejder han med virkeligheden i et 1:1 forhold, hvor de poetiske og historiske dimensioner i det enkle og dagligdags reetableres.

Modstand er et kodeord i Kounellis kunst. Modstand mod kunstinstitutionen, mod kommercialiseringen, mod det kollektive historiske hukommelsestab, men hans kunst er ogsĂĄ en kamp for den poesi og fantasi som historien og dagligdagen indeholder.


Jannis Kounellis
Uden titel, 1967
Lærred, 200 x 200 cm.
Deponering
Courtsey of Claudia Alberte


Jannis Kounellis er født i 1936 i Piræus, Grækenland, men har boet og arbejdet i Italien det meste af sit liv. Han blev optaget på Accademia degli Belli Arte i 1956. I 1967 tilslutter han sig gruppen Arte Povera, der samme år åbnede udstillingen ”Arte Povera e im Spazio” i Genova. Udstillingens værker var skabt af 6 kunstnere: Alighiero Boetti, Luciano Fabro, Jannis Kounellis, Giolio Paolini, Pino Pascali og Emilio Prini. Senere samme år skrev udstillingens tilrettelægger, den 27-årige kunsthistoriker Germano Celant manifestet: Arte Povero: noter til en Guerilla krig. Arte Povera var født. Hvor betegnelsen end er blevet anvendt siden, er den stort set aldrig blevet oversat. På dansk betyder udtrykket ”Fattig kunst”, men ”povera” betyder også ”sparsom”, ”stakkels” eller ”afdød”, og kun på italiensk bibeholder betegnelsen sin flertydighed.

Udtrykket Arte Povera henviste til de materialer kunstnerne anvendte: ild, jern, træ, frugt, korn, kul, basale fødevarer og oprindelige elementer med stærke historiske og sociale referencer. Man talte om det åbne værk, som hverken havde begyndelse eller slutning, som åbnede sig mod beskueren og verden. Et værk som overskred grænsen mellem liv og kunst.

Arte Povera var et opgør med maleriet og særligt mod den ekspressive tradition. Der var derfor tale om et oprør mod en vesteuropæisk kunst, som var domineret af maleriet og en kultur, som var defineret af synet. Arte Povera kunstnerne bevægede sig ud i rummet og inddrog de øvrige sanser og mennesket selv i skabelsen og oplevelsen af kunstværket. I den forstand foregreb Arte Povera installationskunsten.


Jannis Kounellis
Uden titel, 2002
Sejl, stĂĄl, 217 x 196 x 58 cm.
Courtsey Galleria Franca Mancini, Pesaro