Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kandinsky
Centre Pompidou
Place Georges Pompidou, Paris
8 april – 10 august 2009
http://www.centrepompidou.fr

Af Flemming Jespersen

Impression III [Konzert], 1911
Olie på lærred, 77,5 x 100 cm
Städtische Galerie im Lenbachhaus, München
Gabriele Münter-Stiftung
© ADAGP, Paris 2009


Den russiske maler og kunstteoretiker Wassily Kandinsky var en af den abstrakte kunsts betydeligste skikkelser og en af de mest indflydelsesrige kunstnere i det tyvende århundrede. Frem til den 10. august er der i Paris mulighed for at se Kandinskys store maleriske livsværk i sin fulde udstrækning, den mest omfattende udstilling af kunstneren i 25 år. Udstillingen i Centre Pompidou omfatter 90 malerier fra kunstnerens nøgleperioder i årene fra 1907 til 1942 i München, Paris / München, Moskva / Weimar, Dessau, Berlin / Paris.

Kandinsky voksede op i Odessa i Rusland. Han havde studeret jura og økonomi på universitetet i Moskva, inden han i 1896 i en alder af 30 år rejste til den bayerske hovedstad München for at gå på malerskole. Forinden havde han set en impressionistisk udstilling i Moskva, hvor især Monet gjorde et stort indtryk på ham.

München, Paris
I München kom han under stor indflydelse af den dominerende kunstneriske retning Jugendstilen, som han blandede med elementer fra russisk folklore. I 1901 startede han kunstnersammenslutningen Phalanx, der blev et forum for Jugendstilen i München. Sammenslutningen arrangerede 12 udstillinger i årene 1901-04, og der blev endvidere oprettet en Phalanx-skole, som Kandinsky blev leder af. En af Kandinskys elever, Gabriele Münter, blev hans livsledsagerske indtil 1914.

Kandinsky udforskede farveteorier fra 1903 med inspiration fra Paul Signacs manifest ”Fra Delacroix til Neo-Impressionismen” fra samme år og Goethes farvelære fra 1793. Kandinsky arbejdede med farvers psykologiske virkning og mente, at farver besidder forskellige egenskaber. F.eks. oplevede han farven gul som urolig og energisk. Blå bringer ro og fordybelse. Grøn er rolig og passiv. Rød er en livlig og urolig farve. Orange bevæger sig ud i rummet. Violet trækker sig indad og hvid og sort er statiske.

I 1906-07 tog Kandinsky et års ophold i Frankrig, hvor han blev stærkt påvirket af fauvismen. Han arbejdede i Paris og Sèvres og udstillede på Salon d’Autumme i 1906. I Sèvres malede han det kendte billede “La Vie mélangée”, 1907.

München, Moskva
Kandinsky udviklede de ambitiøse serier:
Impressioner, baseret på indtryk af den ydre natur.
Improvisationer, spontane billeder.
Kompositioner, gennemarbejdede billeder.


I 1910 skabte Kandinsky det første rent abstrakt ekspressionistiske billede i et frit og spontant udtryk, og i 1911 malede han, inspireret af en Arnold Schönberg-koncert, visuelt atonale disharmonier i mesterværket Impression III (konzert). Kandinsky oversatte endvidere Schönbergs musikteorier til russisk.

Samme år startede han den ekspressionistiske gruppe Der Blaue Reiter sammen med vennen Franz Marc. Kandinsky har selv fortalt om hvordan navnet opstod: Vi holdt begge af blåt, Marc til heste og jeg til ryttere. Så navnet kom faktisk af sig selv. Gruppen, der stod i opposition til den anden betydelige ekspressionistiske gruppe Die Brücke, arbejdede ikke med nogen bestemt dogme eller stil, men stræbte efter et nyt kunstnerisk udtryk, hvor farven og de åndelige værdier var i centrum. Gruppen var større og løsere sammensat end Die Brücke. Gruppens øvrige medlemmer bestod af August Macke, Alfred Kubin og Paul Klee, sidstnævnte var dog kun løst tilknyttet gruppen.

Der Blaue Reiter arrangerede to store udstillinger i München i 1911 og 1912 med deltagelse af et stort antal internationale gæster. Den første udstilling havde deltagelse af bl.a. David og Vladimir Burliuk, Rousseau, Schönberg og ikke mindst den unge franske kunstner Robert Delaunay, hvis farveteorier øvede enorm indflydelse på gruppens medlemmer. Den anden udstilling koncentrerede sig udelukkende om grafik, tegninger og akvareller med deltagelse af 31 kunstnere, bl.a. Kirchner, Nolde, Pechstein, Heckel, Picasso, Braque, Arp, Malevich, Goncharova og Larionov. Udstillingerne blev sendt rundt til flere store byer i Tyskland.

I 1912 udgav Kandinsky det indflydelsesrige manifest Über das Geistige in der Kunst, om det åndelige i kunsten, som nærmest blev en bibel for unge kunstnere. I bogen beskriver Kandinsky sin farveteori med tæt reference til musikken. Kandinsky var også optaget af Rudolf Steiners antroposofi og for parapsykologiske spørgsmål.

Samme år udgav han sammen med Franz Marc en almanak, som de kaldte Der Blaue Reiter, med essays af malere og komponister. Almanakken viste bl.a. kunstnernes interesse for mysticisme og indeholdt billeder af gruppens medlemmer sammensat med billeder af folkekunst, kunst fra Asien og Afrika, børnetegninger og af kunstnere som Cézanne, van Gogh og Rousseau.

Første Verdenskrig 1914-18 bragte imidlertid Der Blaue Reiter i opløsning ved at sprede kunstnerne i forskellige retninger og ved at kræve nogle af dem som ofre; August Macke faldt i krigen i 1914 og Franz Marc i 1916.

Kandinsky vendte tilbage til Rusland, hvor han i krigsårene og under revolutionen næsten ingenting malede. Han engagerede sig i undervisning og administration for den russiske stat.

Weimar, Dessau, Berlin
I 1921 vendte Kandinsky tilbage til Tyskland med ophold i Berlin det første år.
Han bosatte sig derefter i Weimar, hvor han blev tilknyttet Bauhaus-skolen som lærer sammen med bl.a. Paul Klee. Kandinsky afholdte vigtige teoretiske kurser om farver og form. I 1925 flyttes Bauhaus til Dessau og skolen udsættes for de første politiske angreb fra Nationalsocialisterne. Endelig flyttes Bauhaus til Berlin i 1933, hvor Nazisterne afskediger Kandinsky som lærer på skolen.

Kandinsky kom i 1920’erne stilmæssigt under påvirkning af konstruktivismen, billederne blev mere geometriske og mindre spontane og lyriske.

I 1924 indledte han udstillingssamarbejde med gruppen Die Blaue Vier, der var en fortsættelse af Der Blaue Reiter. Gruppen øvrige medlemmer bestod af Klee, Jawlensky og Feininger, alle med tilknytning til Der Blaue Reiter. Gruppen eksisterede i ti år og udstillede især i Tyskland og USA.

Blandt Kandinskys mange elever på Bauhaus hører den danske kunstner Vilhelm Bjerke-Petersen i årene 1930-31. Bjerke-Petersen bragte de nye ideer med hjem til Danmark til stor inspiration for hans to kammerater i Linien Richard Mortensen og Ejler Bille. I 1934 arrangerede Linien en stor international udstilling i København med deltagelse af bl.a. Kandinsky, Klee, Mondrian, Miró, Arp og Max Ernst. Kandinsky var repræsenteret med 20 malerier.

Paris
I 1933 flytter Kandinsky til Frankrig, hvor han fortsatte sit arbejde i Paris. Han fik kontakt til Abstraction-Création og blev tilknyttet det anerkendte Galerie Jeanne Bucher. Kandinsky blev venner med kunstnerne Hans Arp, Joan Miró og Alberto Magnelli, men blev også mere isoleret.
I 1937 var flere af hans beslaglagte og konfiskerede værker med på Nazisternes udstilling Entartete Kunst i München. Kandinsky døde i 1944 i Neuilly-sur-Seine, 78 år gammel.


Komposition VIII, 1923
Olie på lærred, 140 x 201 cm
Solomon R. Guggenheim Museum, New York
Solomon R. Guggenheim Founding
Collection, by gift
© ADAGP, Paris 2009


Udstillingen er arrangeret i et samarbejde mellem tre museer, Centre Pompidou, Städtische Galerie im Lenbachhaus, München og Solomon R. Guggenheim Museum, New York. Tre museer, der alle huser imponerende samlinger af Kandinskys vigtigste værker.
Udstillingen, der startede i Städtische Galerie im Lenbachhaus i München den 25. oktober 2008 afsluttes på Solomon R. Guggenheim Museum i New York, hvor den vises i perioden 18. september til 31. januar 2010.

Biografi

1866
Født i Moskva, forældrene tilhørte Moskvas højere borgerskab.

1871
Forældrene blev skilt og Wassily flyttede med faderen til Odessa. Hans ugifte og kultiverede tante Elizaveta læste russiske og tyske eventyr for ham og opmuntrede hans tegne- og malerinteresse.

1886 – 1892
Studerede jura og økonomi på universitetet i Moskva.

1892
Blev gift med hans kusine Anya Shemyakina; de blev skilt i 1911.

1896
Flyttede med Anya til München.

1897
Blev optaget på Anton Azbés malerskole, Azb-23, hvor han studerede i to år sammen med bl.a. Aleksej von Jawlensky og Marianne Verefkina. Derefter på Kunstakademiet i München hos Franz von Stuck.

1902 – 1907
Rejser rundt i Europa sammen med Gabriele Münter, hans elev og kæreste.

1906
Et års ophold i Frankrig, arbejdede i Paris og Sèvres. I Sèvres malede han La Vie mélangée, 1907.

1908
Opholdte sig i Schwabing, kunstnerkvarteret i München, og bosatte sig i landsbyen Murnau syd for München.
Udviklede de ambitiøse serier Fornemmelser, Improvisationer og Kompositioner.

1911
Inspireret af en Arnold Schönberg-koncert malede han visuelt atonale disharmonier i mesterværket Impression III (konzert).
Samme år tog Kandinsky sammen med Franz Marc initiativet til oprettelsen af kunstnergruppen Der Blaue Reiter.

1912
Udgav sit opsigtsvækkende manifest Über das Geistige in der Kunst, som han dedikerede til sin kultiverede tante Elizaveta.
Samme år udgav han sammen med Franz Marc en almanak med essays af forskellige skribenter, som de kaldte Der Blaue Reiter.

1914
Krigen 1914-18 bragte Der Blaue Reiter i opløsning ved at sprede kunstnerne i forskellige retninger og ved at kræve nogle af dem som ofre
Kandinsky vendte tilbage til Rusland. I krigsårene og under revolutionen malede han næsten ingenting.
Han engagerede sig i undervisning og administration. Han etablerede et system for provinsmuseer i Rusland og blev leder af afdelingen for Monumental Kunst.

1917
I februar blev han gift med Nina von Andreevsky i Moskva.

1919
Han begyndte igen at male.

1921
Vendte tilbage til Tyskland med ophold i Berlin.

1922
Bosatte sig i Weimar og blev tilknyttet Bauhaus som lærer sammen med bl.a. Paul Klee og Josef Albers.

1924
Stiftede gruppen Die Blaue Vier sammen med Klee, Jawlensky og Feininger, som alle var tilknyttet Der Blaue Reiter.

1925
Bauhaus flyttes til Dessau og skolen udsættes for de første politiske angreb fra Nationalsocialisterne.

1926
Får udgivet Punkt und Linie zu Fläche, en lang afhandling, som startede i 1914.

1927
Begyndte samarbejde med det Parisiske kunstmagasin Cahiers d’Art.

1928
Vassily og Nina Kandinsky fik tysk statsborgerskab.

1929
Første udstilling i Paris, hos Galerie Zak.

1933
Nazisterne afskediger Kandinsky som lærer på Bauhaus.
Wassily og Nina Kandinsky flytter til Neuilly-sur-Seine i Frankrig.
Blev venner med Hans Arp, Joan Miró og Alberto Magnelli.

1936
Udstilling hos Galerie Jeanne Bucher i Paris.

1939
Vassily og Nina Kandinsky opnår fransk statsborgerskab.

1944
Udstilling hos Galerie Jeanne Bucher i Paris.
Kandinsky døde i Neuilly-sur-Seine, 78 gammel.