Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Picasso Keramik

1. februar - 27. maj 2018
Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

Louisiana website: www.louisiana.dk
Louisiana Channel: http://channel.louisiana.dk

Picasso keramik
Pablo Picasso
Installationshot
Credit: Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk
Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co
Udstillingen Picasso Keramik viser mere end 150 værker fra perioden 1947-1964.

Gennem årene har Louisiana haft et fornemt samarbejde med Picasso-familien, og det er med stor støtte fra familien samt Picasso-museerne i henholdsvis Paris, Antibes og Barcelona, at det har været muligt at indsamle og sammensætte et bredt og tematisk udvalg af kunstnerens keramiske værker.

Picasso og keramik
Efter 2. Verdenskrig vender Pablo Picasso (1881-1973) tilbage til Sydfrankrig, hvor han bor ved Middelhavet resten af sit liv. Her indleder han et samarbejde med Suzanne og Georges Ramiés pottemagerværksted Madoura i Vallauris, som fører til en produktion af omkring 4.000 unikke keramiske arbejder.

Arbejdet i værkstedet med de ældgamle teknikker inspirerer Picasso til at udforske og eksperimentere med former og dekorationer fra mere end tusinde års forskellige og mere eller mindre forbundne middelhavs-kulturer. Hans produktion spænder fra bemalinger og bearbejdninger af tallerkener, kander og fade, som allerede fandtes i produktion på Madoura, over mere skulpturelle objekter til arbejder, der tilfører værket en ekstra dimension ved at forbinde form og dekoration på helt nye måder.


Picasso keramik
Pablo Picasso
Poisson, 1951 (Fisk)
Fundación Almine y Bernard Ruiz-Picasso para el Arte
© Succession Picasso/ VISDA 2018
Foto: FABA / Marc Domage
Udstillingens tematiske nedslag
Udstillingen, som vises i Louisianas Vestfløj, er opdelt i en række tematiske nedslag i en løs kronologi, som tilsammen giver et indblik i de forskellige motiver og former, Picasso arbejdede med - samt de traditioner og inspirationskilder, han udforskede og kombinerede.

Picasso viste ikke interesse for selv at skabe keramiske former på drejeskiven. Han foretrak at tage udgangspunkt i de brugsgenstande, der allerede var i produktion. I begyndelsen blev han især tiltrukket af store aflange fade (plats longs) støbt i hvidt lertøj. På dem afprøvede han i samarbejde med værkstedet forskellige keramiske teknikker til bearbejdning af overfladen, og 21 af disse fade kan ses i udstillingen.

Kvinden er et kendt motiv i Picassos værk, og især kvinder, som han havde et nært forhold til, var hans foretrukne modeller. Udstillingen viser talrige eksempler på, hvordan Picasso forvandlede keramiske brugsgenstande til antropomorfe (menneskelignende) figurer - eksempelvis ved at vende en vase på hovedet og bemale den på en sådan måde, at kanden fremstår som en buste af en kvinde.

En særlig gruppe af Picassos kvindefigurer er inspireret af de antikke Tanagra-figurer - terrakotta -statuetter af stående eller siddende kvinder - som Picasso modellerede fra 1947 og nogle år frem. Med udgangspunkt i de høje, slanke flasker og vaser, som pottemagerne drejede, skabte Picasso nyfortolkninger af Tanagra-kvinderne.

Efter det første besøg i værkstedet i 1946 begynder Picasso at undersøge de skulpturelle, æstetiske og tekniske muligheder for at transformere keramiske enkeltdele til nye figurationer, og han nedfælder sine ideer på papir. I et lille kabinet på udstillingen vises et mindre udvalg af disse forberedende skitser.

Picasso keramik
Pablo Picasso
Tête de chèvre, 1956 (Gedehoved)
Privateje
© Succession Picasso/ VISDA 2018
Efter i en tid at have arbejdet med at dekorere standardprodukter begynder Picasso at kombinere den maleriske tilgang med en mere skulpturel udnyttelse af de keramiske former i en række menneske- og dyrelignende former, de såkaldt strukturelle krukker (pots structuraux). Objekterne er sammensat af traditionelle keramiske former - vaser og kander og deres enkeltdele, som f.eks. hals, fod, hank, tud og krop - samlet på nye måder som fugle, tyre, kvinder og andre figurer.

Igennem hele sin karriere arbejder Picasso med den klassiske genre stilleben, som han tilføjer en ekstra dimension med keramikken. På udstillingen vises vaser med blomsterbuketter, helt i tråd med den hollandske tradition. Fisk og skaldyr bliver ligeledes vigtige elementer med inspiration fra de sydfranske fiskemarkeder og strande og med referencer til en gammel spansk tradition, hvor drueklaser, figner eller andet spiseligt applikeres på tallerkener (platos de engaño).

Helt fra barndommen har Picasso tegnet dyr. Duen er et af de motiver, som vi forbinder med Picasso; men også uglen, geden og tyren, som han har gengivet i så mange sammenhænge, optræder i hans keramik. De findes både som maleriske motiver på de store runde eller aflange fade og som modellerede keramiske skulpturer.

Picasso følte sig forbundet med middelhavskulturen. Den antikke verdens mytologi og billedkunst lå som et reservoir af motiver og ideer i hans kunstneriske verden. Mytologiske figurer som fauner, ofte spillende på dobbeltfløjte, kentaurer, minotaurus og nymfer er malet eller modelleret på kander, vaser og fade.

Under sin opvækst i Málaga stiftede Picasso tidligt bekendtskab med tyrefægtning, som blev et tilbage-vendende motiv. I 1951 skabte han sine første tyrefægtningsmotiver på Madoura-keramikken. Ved at udnytte fadenes former forvandlede han dem til tyrefægterscener set i fugleperspektiv. I perioden 1953-1957 vendte Picasso ofte tilbage til dette motiv og eksperimenterede med at indfange dynamikken og bevægelsen i enkle sorte streger.


Picasso keramik
Pablo Picasso
Chouette, 27.3.1957 (Ugle)
Musée national Picasso, Paris
© Succession Picasso/ VISDA 2018
Foto: RMN-Grand Palais (Musée national Picasso-Paris) / Gérard Blot
Edition Picasso er en keramisk serie i et begrænset oplag, som muliggjorde Picassos drøm om, at alle skulle have mulighed for at eje en Picasso. Fra 1947 til 1971 designede Picasso over 600 forskellige keramiske editioner i samarbejde med Madoura-værkstedet. Editionerne kunne i begyndelsen købes meget billigt i Sydfrankrig, men efter Picassos død i 1973 begyndte priserne på editionerne at stige. Stemplerne i bunden indikerer, hvilken teknik der er brugt, samt genstandenes autenticitet og proveniens. I udstillingens sidste rum vises et lille udvalg af seriefremstillede editioner, heriblandt et helt service.

Udstillingen er organiseret af Louisiana Museum of Modern Art med særlig støtte fra Musée national Picasso-Paris.


Picasso keramik
Pablo Picasso
Installationshot
Credit: Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk
Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co
Biografi

1881:Pablo Ruiz Picasso bliver født i Malaga.

1900: Første rejse til Paris i forbindelse med Verdensudstillingen Picasso møder den spanske keramiker og guldsmed Paco Durrio og stifter gennem ham bekendtskab med Paul Gauguins keramiske værker.

1901-03: Den blå periode, hvor Picasso maler monokrome malerier i blå og blågrønne nuancer.

1902: Laver den første lerskulptur.

1904-06: Den rosa periode, der kendetegnes ved brugen af varmere farver og ved at figurer som harlekiner, klovne og andre artister optræder i malerierne.

1907: Maler han den store figurkomposition "Les Demoiselles d´Avignon".

1907-11: I denne periode udvikler han sammen med Georges Braque kubismen. 

1917-25: Picassos klassiske periode. 

1925-37: Den surrealistiske periode. Surrealismen kendetegnes hos Picasso ved bruddet med den verden, vi møder i neo-klassicismen. Figurerne befinder sig et sted mellem det figurative og det abstrakte.

1936: Besøger Vallauris for første gang og bliver fascineret af områdets rige tradition for keramik.

1937: Maler Guernica til den Spanske pavillon på Verdensudstillingen i Paris.

1949: Erhverver ejendommen Le Fournas i Vallauris til atelier og værksted. Arbejder på serier af keramik, og rejser til Italien, og besøger bl.a. keramikbyen Albisola. I forbindelse med den første fredskonference i Paris udvælges Picassos due som motiv på den plakat, der annoncerer konferencen, og siden bliver duen ikon og ledemotiv for de kommende fredskonferencer og et benyttet symbol for fred verden over.

1957: Maler parafraser af "La Meninas" af den spanske kunstner Velazquez. Daniel-Henry Kahnweilers bog "Picasso Keramik, Ceramic, Céramique" udkommer.

1959: Begynder på en serie parafraser af "Frokost i det grønne" af den franske maler Manet.

1973: Picasso dør i Mougins i Frankrig.