|
|
Shirin Neshat – Women without Men
1. marts – 25. maj 2008
Tirsdag-søndag 10-17, onsdag 10-22, mandag lukket
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2
DK-8000 Aarhus C
http://www.aros.dk/
|
Shirin Neshat Makdokht, 2004
|
Kunstmuseet ARoS i Århus viser det store videoværk Women without Men af den internationalt anerkendte iransk-amerikanske videokunstner Shirin Neshat. Værket består af i alt fem store videoinstallationer – Makdokht, Zarin, Faizeh, Munis og Farokh Legha, der kan opleves i fem særligt indrettede ruminstallationer. Den samlede længde på installationen Women without Men er 1 time og 15 minutter. Udstillingen på ARoS er verdenspremiere på de fem store videoinstallationer.
Inspirationen til Women without Men har kunstneren hentet i en roman af samme navn fra 1989 af den iranske forfatter Sharhnush Parsipur. Romanens handling foregår i året 1953 – et vigtigt år i Irans nyere historie. Det er nemlig året, hvor demokratiske kræfter med premierminister Mohammad Mossadegh i spidsen blev styrtet i et kup ført an af amerikanske og britiske styrker. Kuppet genindsatte Shahen som enehersker.
Bogen følger 5 kvinder fra forskellige samfundslag i Teheran, der – med den politiske og militære uro og kaos som bagtæppe – ad snirklede veje forenes i en have i byen Karaj. Der er den ugifte lærer Mahdokht, den unge prostituerede Zarin, de to ugifte veninder Faizeh og Munis, og endelig den ikke helt unge middelklassekvinde Farrokhlaqa. Alle fortællinger kredser om seksualitet eller mangel på samme, om uvidenhed herom, og angst herfor, om tabuer og undertrykkelse. Om hvordan kontrollen med den kvindelige seksualitet fra samfund og på det nære plan fra mænd og ikke mindst fra andre kvinder bliver en vigtig parameter i magtudøvelse.
Romanen indskriver sig i den magisk realistiske tradition, og Shirin Neshat fastholder denne surreelle vinkel i sit store episke drama om de fem kvinders liv.
|
Shirin Neshat Zarin, 2005
|
Shirin Neshat er født i Iran i 1957. Som datter i en vestligt orienteret akademikerfamilie bliver hun 17 år gammel sendt på studieophold i USA. Hun slår sig ned i San Francisco i Californien, hvor hun i 1983 afslutter sine kunststudier med en MFA på Berkeley University. Neshat beslutter imidlertid at blive i USA i stedet for at vende hjem til Iran, hvor den islamiske revolution under ledelse af Ayatollah Khomeini i 1979 havde indført det islamistiske præstestyre, som stadig i dag har magten i landet. Derfor har Shirin Neshat i snart 30 år levet i eksil i New York og kun haft mulighed for at besøge Iran ganske få gange.
|
|
|