Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Warhol & Basquiat

3. september 2011 - 11. januar 2012
ARKEN Museum for Moderne Kunst. Skovvej 100, 2635 Ishøj
Tirsdag-søndag 10-17, onsdag 10-21, mandag lukket

http://www.arken.dk/

 


Andy Warhol & Jean-Michel Basquiat, Arm and Hammer II, 1984
Bischofbergersamlingen, Schweiz

 

Når store kunstnere mødes, sker det, at de skaber stor kunst sammen. Et af de mest legendariske og usædvanlige samarbejder i kunsthistorien opstod i mødet mellem den etablerede og verdensberømte Andy Warhol (1928-1987) og det unge stjerneskud Jean-Michel Basquiat (1960-1988). Sammen skabte de mere end 130 fælles værker. ARKENs store efterårsudstilling viser både et udvalg af disse samt kunstnernes egne værker. Det er den første udstilling af Jean-Michel Basquiats værker på et dansk kunstmuseum. Udstillingen viser 60 værker. Det drejer sig om malerier af henholdsvis Warhol og Basquiat og en lang række fællesværker, som de to kunstnere skabte i en kort, men intens periode fra 1983 til 1985.

Udstillingen viser også enkelte værker, som Warhol og Basquiat skabte i samarbejde med den italienske kunstner Francesco Clemente.

 


Andy Warhol & Jean-Michel Basquiat, Third Eye, 1985
Privateje

 

Warhol og Basquiat var begge del af New Yorks kunstscene i midt-firserne, hvor kunstnere, musikere og skuespillere eksperimenterede med kunst, forskellige identiteter, seksualitet og euforiserende stoffer. I dette miljø var fremtræden og iscenesættelse afgørende for en kunstnerkarriere og væsentlige ingredienser i det endelige kunstværk. Warhol skabte 'scenen', og Basquiat trådte ind på den som en ung graffitikunstner, der blev et feteret stjerneskud. De blev dyrket som stjerner i samtiden og mytologiseret i eftertiden. Med deres intense liv, store kunst og tidlige død var de af det stof, som myter skabes af.

 


Andy Warhol & Jean-Michel Basquiat, Eggs, 1985
Formidlet af Galerie Bischofberger, Zürich

 

Allerede som teenager var Basquiat stærkt betaget af Warhols arbejde. Siden 1980 havde han besøgt Warhols atelier The Factory flere gange. Warhols gallerist Bruno Bischofberger foreslog, at de to malede sammen, og et unikt samarbejde tog form. Fra 1983-1985 skabte de to kunstnere fælles værker, der blev til i en jævnbyrdig dialog og intens kamp på billeder. Warhol malede motiverne op, Basquiat malede dem over, ændrede dem og føjede nye motiver til. Værk efter værk blev til som samtaler i farve på lærred.

 


Andy Warhol & Jean-Michel Basquiat, Dollar Sign / Don't tread on me, 1985
Privateje

 

Udstillingens mange værker fra fortrinsvis private samlinger er en enestående chance for at få indblik i et usædvanligt samarbejde mellem to kunstneriske temperamenter, der på mange måder fremstår som hinandens modsætninger. Hvor Warhol for længst havde kultiveret masseproduktionen og popkunstens udtryk, slog den unge Basquiat igennem på New Yorks kunstscene som den første sorte kunstner. Det skete med en heftig og ekspressiv malestil, der i en rå blanding af symboler og skrifttegn mimede graffitiens upolerede udtryk.
Udstillingen er organiseret af kurator Dieter Buchhart i samarbejde med ARKEN Museum for Moderne Kunst.