KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1300-1600

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Albrecht Dürer
Født 1471 Nürnberg, Tyskland; død 1528 Nürnberg

Albrecht Dürer blev født i Nürnberg, men hans familie kom fra Ungarn. Han var søn af en guldsmed og gudsøn af Koberger, der var en af Tysklands førende bogtrykkere og forlæggere. Albrecht var nummer to af en søskendeflok på 18. Som 15-årig kom han i lære hos byens førende maler Michael Wolgemut, hvor han ikke alene lærte at male, men også at skære i træ og gravere i kobber, og gennem Koberger fik han adgang til bøgernes verden. Han beundrede den store tyske grafiker Martin Schongauer, der fik stor indflydelse på Dürer og kom til at præge hans kunst livet ud.

I 1494-95 tog han på en rejse til Italien, for at studere de store italienske mestres værker. Han arbejdede derefter fast i Nürnberg indtil 1505, hvor han foretog endnu en rejse til Italien. Han kom ind i kredsen af de største venetianske mestre, og især Giovanni Bellinis og Mantegnas kunst gjorde et stort indtryk. Dürer blev stærkt påvirket af den venetianske renæssance, men fastholdt samtidig den nordeuropæiske karakter.

Blandt Dürers mange grafiske mesterværker hører "Apokalypsen", 1498; "Adam og Eva", 1504; "Den store Passion", 1510. Som maler udførte han mange mesterlige selvportrætter, og han var en af de betydeligste kunstnere i den nordeuropæiske renæssance og hans kobberstik overgås ikke af nogen.