Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


<
Kunstnerindeks
Louise Bourgeois
Født 1911 Paris, Frankrig; død 2010 New York, USA

Louise Bourgeois betragtes som en af de vigtigste og mest indflydelsesrige kunstnere i vor tid. Fra 1960erne og frem har hun været en af de centrale figurer i opgøret med den abstrakt modernistiske kunst. Hun har alligevel måtte affinde sig med en outsiderrolle i kunstlivet. Den store anerkendelse lod vente længe på sig. Anerkendelsen kom først i 1982, da Museum of Modern Art i New York arrangerede en retrospektiv udstilling af hendes værker; på dette tidspunkt var Louise Bourgeois 71 år gammel.

Louise Bourgeois blev født i 1911 i Frankrig, hvor hun som ung oplevede det moderne Paris. Hendes forældre havde et kunstgalleri i Paris, der specialiserede sig i ældre gobelinkunst. Senere flyttede familien til forstaden Choisy-le-Roi, hvor moderen arbejdede som restaurator af antikke gobeliner.

Bourgeois blev optaget på universitetet i Paris, hvor hun fulgte studier i filosofi, matematik og geometri, men afbrød studierne ved moderens død i 1932. Herefter valgte hun kunstens vej; hun frekventerede forskellige kunstskoler i årene 1933-38, bl.a. hos den kendte kubistiske maler Fernand Leger.

I 1936 flyttede hun ind i en lejlighed i 31 rue de Seine. Samme ejendom husede året efter det surrealistiske kunstgalleri Galerie Gradiva, som blev ledet af André Breton og bistået af Marcel Duchamp, der stod for designet. Galerie Gradiva eksisterede dog kun i et enkelt år. Mødet med de surrealistiske kunstnere gjorde et stort indtryk på den unge studerende og fik afgørende indflydelse på hendes kunstneriske udvikling.

I 1938 åbnede Bourgeois et lille galleri, hvor hun viste grafiske værker af bl.a. Matisse, Picasso, Redon og Bonnard. Her mødte hun Robert Goldwater, en amerikansk kunsthistoriker. De giftede sig samme år i Paris og flyttede kort efter til New York, hvor hun fortsatte sine kunstneriske studier. I New York kom hun snart i kontakt med den banebrydende franske kunstner Marcel Duchamp, der emigrerede til USA i 1915.

I 1940erne og 1950erne var kunstscenen i New York domineret af den abstrakte ekspressionisme med Jackson Pollock, Willem de Kooning, Mark Rothko og Barnett Newman som frontfigurer. Bourgeois beundrede de nye amerikanske mestre og arbejdede i flere år under stor indflydelse af dem. Hun slap dog aldrig inspirationen fra surrealismen og udviklede i stedet et sjældent personligt og bredspektret udtryk, baseret på surrealismens automatisme og sine egne rødder i Paris. Der har altid været en nær sammenhæng mellem hendes eget liv og hendes kunstneriske udtryk. Hun har selv beskrevet sine værker som en bearbejdning af sin egen familiemæssige baggrund med en kærlig og omsorgsfuld mor og en dominerende far med elskerinder.

Hendes symbolske og selvbiografiske billeder har også intime og seksuelle referencer, den moderne kvindelige seksualitet og begær var et af de helt centrale temaer i hendes kunst. Også forholdet mellem kønnene og mangel på ligestilling var et velkendt tema.

Hendes mangefaceterede œuvre gør det imidlertid vanskeligt at rubricere hende i kunsthistorien. Bourgeois lader sig ikke uden videre putte i en eller anden kasse, hun arbejdede på tværs af flere retninger: surrealisme, abstrakt ekspressionisme og feministisk kunst.

I de sidste år fra 2002 til 2010 udførte Bourgeois utallige tekstilværker. Netop stof spillede en vigtig rolle i hendes liv. Hun voksede op omgivet af tekstiler i hendes forældres værksted. Bourgeois vendte i det sene værk tilbage til udgangspunktet, da hun som ung pige sad side om side med sin mor i familiens værksted. Ringen er sluttet på smukkeste vis.