KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Charles Demuth
Født 1883 Lancaster, Pennsylvania, USA; død 1935 Lancaster, Pennsylvania

Den amerikanske maler Charles Demuth blev under et studieophold i Paris i 1904 inspireret af store europæiske mestre, som Cézanne, Matisse og Chagall. I de tidlige år arbejdede Demuth hovedsageligt i akvarel med motiver fra teater- og cirkusmiljøet.

Fra omkring 1920 var han påvirket af den syntetiske kubisme og blev én af de helt centrale figurer inden for præcisionisme. De præcisionistiske malere tog udgangspunkt i det moderne Amerikas arkitektoniske, industrielle og maskinelle formverden. Præcisionisme kaldes også for kubistisk realisme, og var den vigtigste udvikling af den amerikanske modernisme i 1920erne.

I 1928 skaber han det mest berømte præcisionistiske maleri: Tallet 5 i guld. Værket er på samme tid et portræt af hans ven, digteren William Carlos Williams og en fortolkning af Williams digt "The Great Figure". Dette mesterværk fik enorm betydning for den senere popkunst. Robert Indiana hyldede Demuth med værket "The Demuth 5" i 1963.