Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsbøll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan Sørensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita Jørgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete Sørensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte Høy
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan Sørensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
06:2008 : Svend Engelund
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars Nørgård
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
03:2007 : Henry Heerup
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bjørn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars Nørgård
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke Tøjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone Høyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
Portræt – Per Bak Jensen  


Livet selv

Samtale mellem Per Bak Jensen og Gitte Ørskou




Portræt – Per Bak Jensen
Per Bak Jensen
Du har givet din udstilling på ARoS titlen Genkomst. Hvorfor lige denne titel? Er det naturens cyklus, du konkret hentyder til, eller handler det i højere grad om, at du, mennesket i naturen, har mødt en eller anden form for genkendelse eller en genkomst af noget, der i forvejen lå indlejret i dig?

Det er begge dele. Jeg plejer som regel at finde frem til titler, der er flertydige. Og jeg kan godt lide ordet Genkomst, fordi der er så mange forskellige betydninger af ordet. Det kan selvfølgelig handle om, at naturens forekomster altid kommer igen, men det kan også være en slags genkomst inde i dig selv. Jeg prøver altid ordene af på folk, og mange føler, der er noget religiøst over det – Kristi genkomst – og det synes jeg er fint, men for mig er det slet ikke entydigt. Hvis man fx som barn hver sommer er blevet taget ind i Tivoli, ja, så kan ordet Genkomst for den enkelte handle om den tivolitur hver sommer. Jeg synes også, der er noget vemodigt over ordet Genkomst. Når man forventer, at noget kommer igen, så er det jo fordi man har en længsel efter det. Uanset om man skal i tivoli eller venter på vintersæden.

Spor, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Spor, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Du har engang sagt følgende: ”Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig del af os selv, som de tilbagegiver til os, når vi vandrer i dem”. Det er vel dette møde med dig selv, du i sidste ende forsøger at fastholde med dit kamera. Er det derfor, du laver billederne så store – over 2 x 2,5 m? For at holde fast i menneskets møde med naturen?

Ja, det er det faktisk. Hvis jeg kunne, ville jeg lave billederne endnu større. Når jeg laver dem så store, så er det fordi, at jeg gerne vil have, at de ligner virkeligheden. Jeg er meget interesseret i livet, i virkeligheden. Og fotografi egner sig jo godt til at gengive virkeligheden, for det ligner jo virkeligheden så utroligt godt. Når man fx ser på et Guldaldermaleri, som jo også kan forestille virkeligheden, så er jeg sikker på, at man ikke kan se bort fra, at det også er noget andet. At det også er et stykke maleri, selvom det naturligvis samtidig er et landskab og et stykke virkelighed. Man kan ikke undgå at se farvepigmenter, der danner skyer og marker, og det er bl.a. fordi Guldaldermaleriet i hovedreglen er lille. Men fotografiet kommer tæt på, selvom det er forfærdeligt fladt. Man kan næsten forestille sig, at man hænger et stykke virkelighed op, når man monterer sit fotografi.
Jeg vil gerne lave fotografierne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget så muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt. Så selvom jeg ikke er interesseret i det fotografiske som sådan, er det vigtigt for mig at perfektionere teknikken, netop fordi den er mit redskab til at komme tæt på virkeligheden.
Vindue, 2005, 160 x 200 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Vindue, 2005
160 x 200 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Tidsler, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Tidsler, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Meget af det såkaldt ”trashede” fotografi af fx Richard Billingham er netop defineret ved at være uskarpt, dårligt belyst og tilfældigt beskåret. Alligevel bliver den slags fotografi betragtet som særdeles virkeligt, mens det knivskarpe fotografi, som både du og fx Thomas Ruff er rundet af, næsten bliver betegnet som uvirkeligt qua perfektionen. Hvilket fotografi er for dig mest ”virkeligt”?

Fotografiet har jo to sider. Det er både et billede af noget og et billede på noget. Hvis jeg betragter et fotografi af Richard Billingham, der viser hans mors tykke ben på et beskidt gulv med en forkommen hund, så er det jo både et billede af noget fysisk i verden og samtidig et billede på noget, så der dannes en idé om fattigdom i mit hoved. Og det, som fotografiet er et billede på, er jo afhængig af, hvem man er. Så for mig er det vigtigt at sprogliggøre denne distinktion i fotografiet: at det både er et billede af noget og et billede på noget. I virkeligheden kan man ikke adskille det. Fotografiet er jo altid begge dele.

Plastik, 2005, 160 x 200 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Plastik, 2005
160 x 200 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Hvis vi skulle sætte ord på denne dobbelthed i dine billeder, er de så mest billeder af eller billeder på noget?

De er naturligvis begge dele. Når jeg tager et billede af et stykke plastic på en mark, ja, så er det selvfølgelig et stykke plastic på en mark. Men for mig er det også et billede på noget. Jeg ser mange mærkelige symboler, når jeg ser plasticen ligge foldet på denne måde. Symboler, som opstår, fordi jeg er mig, og fordi mit møde med det motiv er foregået på en helt særlig måde.

Græs, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Græs, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Rødder, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Rødder, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Hvis man betragter fotografiet fra et eksistentielt perspektiv, så kan fotografiet jo netop skildre længslen efter virkeligheden i dens mest usminkede form. Spørger man de store eksistensfilosoffer, findes alt det, der i virkeligheden betyder noget, jo ikke ude i en eller andet fjerde galaktisk dimension. Erkendelsen af, at man er en del af en sammenhæng, kommer derimod i sansningen af det allermest nære. Roland Barthes, der var optaget af både livet og fotografiet, kaldte det for fotografiets ”punctum” – erkendelsen af, at det virkelig har været der! Er det også denne erkendelse, du søger, når du fotograferer?

Jeg tager billeder, fordi jeg vil forsøge at finde ud af, hvad livet er. Jeg vil ganske enkelt prøve at finde ud af, hvem jeg er, og hvad det her er for et sted, og hvad i alverden jeg laver her. For skifter man ordet ”virkelighed” ud med ”livet selv”, så er det jo det, jeg gør: tager billeder af livet selv. Selvom det umiddelbart lyder patetisk.

Blå, 2005, 240 x 180 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Blå, 2005
240 x 180 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Når du tager et billede, standser du tiden. Du standser livet, der jo konstant bevæger sig. Men i den standsning af livet lærer du os at se. Vi ser virkelig målepinden i dit billede med titlen Sten, fordi du har fastfrosset øjeblikket. På sin vej gennem livet ville man vel blot passere målepinden.

Når man betragter et landskab, så ser man træer, buske, marker og måske skyer. Når man kører på en vej, ser man det samme, men man ser det i forhold til vejen. Man kan ikke lade være med at se træer, buske, marker og skyer i forhold til den vej, man bevæger sig af, og det ændrer ens syn, selvom det er det samme, man ser. Det samme sker, når man fotograferer. Der findes ikke én form for virkelighed, som automatisk ledes ind i kameraet. De ting, man oplever som virkelige – fx målepinden, der ligger væltet i mit billede – betyder jo, at livet har gjort, at pinden ligger her. Nogen er kommet forbi og har skubbet til pinden. Det levende har bevæget sig. Livet finder sted. Og virkeligheden i et fotografi er spor af livet selv.

Sne, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Sne, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Sten, 2005, 160 x 200 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Sten, 2005
160 x 200 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Et udtryk, du har brugt meget i dit arbejde, er ”stedets væsen”. Hvad er det for et væsen, og hvordan opstår det? Opstår det i det øjeblik, du er derude, på stedet, eller har stedet et væsen, også når du ikke er derude?

Jeg lavede engang en bog, der hed Stedernes væsen. Jeg ville undersøge, hvad et sted kunne være for mig. Og jeg fandt ud af, at stedets særlige væsen for mig er en tone – en tone, der er selve livets tone. Denne tone bliver så indlejret i alle steder og i alle mennesker. Og hvis stedets tone kan genhøres i ens egen tone, opstår det her udefinerbare sammenfald. Nogle steder har mere entydige toner end andre. Tag nu for eksempel kirken – eller synagogen eller moskeen for den sags skyld. Her er ro, og det betyder for mange mennesker, at de her bliver hilst velkommen af stedets tone på en måde, der rammer deres egen tone lige med det samme. Uden for meget forvirring. Det er jeg sikker på, at alle mennesker har oplevet. Man kan også bruge en anden metafor end en tone. Det kan være en vind, der blæser. Det er ikke Helligånden, der puster denne vind ind, men livet selv. Jeg kan derfor møde den samme vind et andet sted end i mig selv. Når jeg går i landskabet, oplever jeg tit følelsen af genkendelighed. Træernes indbyrdes forhold, den måde, som bladene er faldet af, den måde, vinden blæser på – alt dette minder mig om et eller andet. Men det kræver, at jeg er opmærksom. Alle mennesker kan opleve disse forhøjede opmærksomhedstilstande. Men bruger man den forhøjede opmærksomhedstilstand til at fastholde erkendelsen af livet selv i et materiale – i ler, i maling, i fotografi – er man jo tilbage ved dét, der driver kunstneren. Ikke fordi kunstneren oplever det stærkere, livet. Kunstneren kanaliserer bare erkendelsen ud, mens eksempelvis landmanden mærker sansningen i sin reneste form. Uanset om han vil det eller ej. De bestanddele af livet selv – livet, døden, kærligheden – er så kraftigt til stede i verden, at ens krop vil reagere på det. Det er jo i grunden simpelt og samtidig enormt indviklet. Og jeg kan ikke forklare det. Det er derfor, jeg laver billeder. Kunsten er jo ét udtryk for livet selv.

Halm, 2005, 160 x 200 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Halm, 2005
160 x 200 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Brændt, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Brændt, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
I dine nye billeder er du virkelig kommet tæt på verden. I mange af dine tidligere billeder var du på afstand – både konkret i forhold til motivet og i din bearbejdning af billedet, som når du eksempelvis lavede landskabsbillederne små. Men nu er de lange vidder og perspektiver erstattet af en helt anden nærhed. Der er ikke angivet nogen retning i billederne. Tidligere kunne man hænge sin hat på noget i motivet, der trådte frem, og så derefter udforske billedfladen. I de nye billeder synes mulighederne at være blevet indsnævret. Selv horisontlinien er opløst i skygger og tåge. Hvad er der sket?

Jeg er meget glad for mine nye billeder. Ikke fordi de er bedre billeder, men fordi de viser livet så utrolig tæt på, idet de kredser om årets cyklus. Den nærhed, der er i de billeder, skyldes jo, at jeg selv træder i baggrunden. At billederne driver omgang med livet selv. Jeg har altid gerne villet styre fotografiet, indtil jeg fandt ud af, at jo mere jeg styrede, jo mindre kom livet selv frem. Nu har jeg lært at givet lidt mere slip. Selvfølgelig går jeg ikke bare ud og åbner apparatet, og så strømmer livet ind. Men i princippet vil jeg helst ikke være det filter, der styrer billederne. Jeg vil hellere lade livet selv komme til. Og det har jeg forsøgt at få ud på billederne ved at lade kompositionen træde mere i baggrunden, så stoffet kan træde i forgrunden. Billederne er ikke så stramt kompositorisk opbygget med linier og diagonaler som tidligere.

Vand, 2005, 160 x 200 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Vand, 2005
160 x 200 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Der er tre slags billeder med på udstillingen: der er dels landskabsbillederne, dels billederne med et religiøst motiv, og dels de næsten farveløse billeder af majsmarker. I majsbillederne er du så tæt på majsene, at de bliver uvirkelige. Man har jo aldrig set en majs på den her måde før.

Netop majsbillederne viser, at et fotografi både er et billede af og et billede på noget. Jeg er selv gået forbi de her majsmarker masser af gange og set, at majsene tegnede et mønster op mod himlen. Jeg blev fascineret af tanken om, at man måske kunne afkode de tegn, som majsens stængler i forhold til dens blade skrev op mod himlen. Mødet med dette syn var som at få et brev på et sprog, jeg ikke beherskede. Motivet henvendte sig til mig med en slags indlejret betydning, som jeg ikke var i stand til at afkode. Vi oplever hele tiden, at livet taler til os gennem forskellige fremtrædelsesformer. Og jeg prøver at afkode livet, for hvad betyder det, når majs svinger på dén måde op mod en aftenhimmel? Jeg ved ikke, hvad livet vil os. Men den længsel efter at finde ud af det holder mig ved ilden.

Dis, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Dis, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
De to billeder med et religiøst indhold synes i højere grad at være billeder på noget, fordi selve motivet i forvejen er så ekstremt symbolladet. Det er eksempelvis næsten umuligt at tage et nøgternt billede af en Jomfru Maria figur og fratage hende sin betydning. Hvorfor skulle disse billeder med på udstillingen?

Troen er for mig at se en del af livet selv. Når man oplever sorg eller glæde, så mærker man jo virkelig, at livet river i én. Når man får et barn, så bruser overskuddet ud i, at livet selv faktisk kan noget! Og det er ofte her, at troen bliver en del af livet selv. Det religiøse rum er jo gennemsyret af livet selv. I princippet kunne billederne være fra en synagoge eller en moske. De to ikoner, der faktisk ikke er fotograferet i en kirke, står jo ikke alene. Den store kasse – det er vist en affugter – er jo også en del af billedets udsagn, som derfor ikke kun er religiøst. For mig handler billedet også om alt det andet. Den måde, figurernes kåber er udskåret på, minder mig om noget. Foldens bevægelse, hvad enten det er i udskåret træ eller i pløjejord, gemmer på en masse hemmeligheder.
Når jeg tænker på kunst, så ser jeg et billede for mig. Jeg ser et menneske, der står og kigger på et øde og ufremkommeligt landskab. Der er en vej, der fører ind i det landskab, og den vej er kunstens vej gennem livet. Man kan gå ad kunstens vej igennem livet, eller man kan vælge en anden vej, fx troens. At følge kunstens vej er jo blot en af måderne, livskraften kan komme ud på. Det er denne drift, der får os til at reproducere os selv og verden. Når livet puster os i nakken, så indtræffer der en uro, der får livet til at udfolde sig gennem os, uanset om man går til badminton eller bygger et svømmebassin eller tager billeder. Så simpelt ser jeg på det.

Majs Nr. I, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Majs Nr. I, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Majs Nr. II, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Majs Nr. II, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Majs Nr. III, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Majs Nr. III, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard

Majs Nr. IV, 2005, 180 x 240 cm, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard
Majs Nr. IV, 2005
180 x 240 cm
Courtesy Galleri Bo Bjerggaard