Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsb√łll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan S√łrensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita J√łrgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete S√łrensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte H√ły
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan S√łrensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars N√łrg√•rd
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bj√łrn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars N√łrg√•rd
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke T√łjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone H√łyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
 
Portræt - Pontus Kjerrman
Pontus Kjerrman - Foto: Thomas Bj√łrk√•, 2005
Pontus Kjerrman
Foto: Thomas Bj√łrk√•, 2005


Som skabt af troldehænder

For billedhuggeren Pontus Kjerrman bliver kunsten f√łrst rigtig interessant, n√•r han laver noget, der n√¶sten ikke kan lade sig g√łre. "Det er d√©r, det rykker. Man skal vove noget, og man kan ikke beregne sig til det" siger han om sin forunderlige 'mummitroldekunst'.

Af Lisbeth Bonde

Mit f√łrste m√łde med Pontus Kjerrmans skulpturer fandt sted p√• Sophienholm i 1987 p√• udstillingen 'Skulpturens tid', hvor han optr√•dte sammen med sine j√¶vnaldrende kolleger, der dyrkede et mere teoretisk funderet, ofte abstrakt skulpturelt 'sprog', rundet af teorier om astrofysik og postmoderne, fransk filosofi. Synet af Pontus Kjerrmans dyremenneske-familie med hestem√¶nd og kattekvinder - hvoraf nogle var forgyldte og i m√¶gtige dimensioner som en slags gudefigurer - fik gulvet til at gynge under mig. De hidr√łrte fra et helt andet register af livet og kunsten, end de cool v√¶rker, som jeg normalt 'plejede omgang' med i egenskab af daglig leder af avantgardegalleriet Basilisk. De stillede sp√łrgsm√•l til, hvad kunst var, de satte urinstinkter og f√łlelser til skue, som p√• det tidspunkt stort set var ekskluderet fra kunsten, idet hovedparten af avantgarden arbejdede i k√łlvandet p√• konceptualismens og minimalismens praksisformer med et depersonaliseret v√¶rkbegreb. Var det virkelig muligt at give sig eventyret i vold? t√¶nkte jeg, samtidig med, at jeg blev bjergtaget af figurernes inderlighed og metafysik. Pontus Kjerrman bruger tydeligvis sig selv som r√•stof, n√•r han arbejder. For ham m√• kunsten vokse ud af n√łdvendigheden, men samtidig nyder han det h√•ndv√¶rksm√¶ssige arbejde, som f√•r ideen til at tone frem undervejs. Hans skulpturer hviler f√łrst i sig selv, n√•r de siger det, han selv vil sige - og altid ikl√¶dt nogle r√• gevandter, for de m√• ikke fremst√• for√¶dlet eller p√¶ne eller rigtigt kl√¶dt p√•.

Porcel√¶nsfigurer udf√łrt p√• Royal Copenhagen i forbindelse med projekt
Porcel√¶nsfigurer udf√łrt p√• Royal Copenhagen i forbindelse med projekt "Det Hvide Guld"
i samarbejde med elever og lærere fra Kunstakademiets Billedkunstskoler og Royal Copenhagen 2002
foto: Per Bak Jensen


Kjerrmans dyrefigurer er idealv√¶sener. De er snarere billedtegn for den menneskelige natur end fabelfigurer. De er im√łdekommende over for den, der √•bner sig nysgerrigt for dem, og de fort√¶ller noget om menneskelige ur-erfaringer. Disse dyrelignende mennesker og menneskelignende dyr - nogle af dem er bevingede - er gjort af mytestof og synes at hidr√łre fra et andet og dybere bevidsthedslag, der er forbundet med myterne. De er totemdyr, som formidler kontakten mellem mennesket og dets guder. Vi mindes √¶gypternes mytologiske dyremennesker, gr√¶kernes kentaurer og minotaurer og middelalderens basilisker og enhj√łrninger, n√•r vi biv√•ner Pontus Kjerrmans forunderlige v√¶sener, hvor menneske og dyr som noget naturligt glider sammen og bliver til et. Men der er sket en forskydning, for hos Pontus Kjerrman har hestemanden et hestelignende hoved og krop som en mand, hvor det omvendte er tilf√¶ldet for en kentaur. Hans figurer hidr√łrer ogs√• fra dr√łmmenes natlige virkelighed, og fordi de er der rent fysisk - taktile og stoflige rejser de sig med deres volumen i rummet - som n√•r Artemis, en forgyldt kvindefigur, fremstilles som en f√łdende l√łvinde, eller en 'embedsmand' st√•r som en oprejst sarkofag med et hoved som en s√¶l eller hund. Figurerne virker p√• en mere direkte, sansem√¶ssig m√•de, end n√•r vi betragter malede fabelvisioner som fx Max Ernst's fuglekvinder eller Salvador Dal√≠'s elefanter p√• insektben.

Spisebord til Corner 2004, stent√łj
Spisebord til Corner 2004, stent√łj

Interessen for Pontus Kjerrmans kunst blev alts√• vakt i mig allerede i 1987, og i √•rene derefter, hvor han har raffineret og tydeliggjort sine intentioner stadig mere, er den for mit vedkommende vokset st√łt - kulminerende i en beundring for hans p√• en og samme tid bed√•rende, r√łrende og forf√łrende vandkunster i K√łge og Vejle. Det handler om at erkende den dyriske, ikke-rationelle side i sig selv, visualiseret som katte- eller englekvinder, der sv√¶ver i teatralske elskovskampe, og som holdes fast af en hestemand, der st√•r med begge f√łdder solidt plantet i vandet eller p√• jorden. Der er ogs√• en del humor i Kjerrmans kunst, om han vil det eller ej.

N√•r man m√łder Pontus Kjerrman, har han altid lidt gipsst√łv i h√•ret, som helt konkret vidner om hans daglige virke som leder af gipslaboratoriet p√• Det Kgl. Danske Kunstakademi, men egentlig t√¶nker man, at det m√• v√¶re englest√łv fra hans eventyrlige verden. En verden, som han puster liv i, s√• ingen kan v√¶re i tvivl om dens eksistens. Der er ingen b√•nd, der binder, ingen afstand, ingen ironisk distance eller intellektuelt v√¶rn i hans kunst: Eventyret lever og √•nder, og i tilf√¶ldet Kjerrman er der et sj√¶ldent sammenfald mellem hans liv og hans kunst - som hos andre fabulerende kunstnere fx H.C. Andersen og Seppo Mattinen. Jeg har m√łdt Pontus Kjerrmann mange gange og forundres hver gang over, at man i vore dage kan leve et parallelt liv som hans, der i den grad n√¶res af hans fantasis overskud. Hans malerven Peter Martensen har forklaret sin fascination af hans v√¶rker, der startede med, at han s√• et lille v√¶sen af cement p√• st√łrrelse med et 7-√•rigt barn, et v√¶sen med et katteagtigt ansigt: "D√©r - lige d√©r - skete der en kortslutning inde i mig. Min opfattelse af, hvad skulptur er, gik i skred. Jeg tog mig selv i at f√łle empati med cementv√¶senet og fik lyst til at tale med fyren." Pontus Kjerrmans s√¶re figurer er i den grad plausible, de vinker os til og viser os helt konkret, at der findes mere mellem himmel og jord, end vores rationelt indrettede verden og logiske t√¶nkem√•de antyder.

Fontæne til Vejle gågade, 2001 - Bronze og granit - foto: Allan Simonsen
Fontæne til Vejle gågade, 2001
Bronze og granit
foto: Allan Simonsen


Egentlig startede Pontus Kjerrman som maler, men under et ophold i New York i begyndelsen af firserne begyndte han at lave sm√• tableauer med indtryk fra byens gadeliv. Det var bybilleder som en lille bil i gips og en mand, som l√¶ner sig op ad den etc. P√• denne tid - det var i halvfjerdserne - blev han ogs√• fascineret af Edward Kienholz' tableauer i fuld skala, fx et flytbart krigsmonument med hule uniformer, der rejser et amerikansk flag p√• et caf√©bord og den m√¶rkelige oplevelse, da man opdager, at cola-automaten er en del af v√¶rket. For Pontus Kjerrman var det en vigtig erkendelse at opdage, at han kunne arbejde i fuld st√łrrelse og i tre dimensioner, en erkendelse, som han har bragt stadig videre. "At se todimensionelle billeder er nemt nok, men at begribe en form og forst√• et rum kr√¶ver lidt mere", som han siger.

Mit m√łde med Pontus Kjerrman finder sted i hans hus nord for K√łbenhavn, hvor han har indrettet atelier, og hvorfra der er let adgang til b√•de skov og strand. Han er fyldt med indtryk fra en netop overst√•et rejse til Mexico, og han taler henf√łrt om Diego Riveras store fresker, som han finder fremragende og aldeles gennemt√¶nkte b√•de motivisk og kompositorisk - og om Jos√© Guadalupe Posada, hvis satiriske, grafiske v√¶rker spidder det mexicanske samfunds paradokser. Hjemme hos Pontus Kjerrman vrimler det med v√¶sener - b√•de ude og inde, for vi befinder os i disse v√¶seners arne.
I og omkring huset kan han boltre sig, n√•r han vender hjem fra Akademiet. Her f√•r han ideer, og her kan han str√ł sin figurverden rundt i den vildtvoksende have. Vi kigger p√• et gipsrelief af en kvinde, som ligger inde i en form. En mand l√¶ner sig ind over hende og ligesom bearbejder hende - eller er der tale om en erotisk situation? Pontus Kjerrman forklarer: "Det handler om en k√¶reste, jeg havde som ganske ung i G√łteborg. Hun f√łlte, at jeg pressede hende ind i en form. Relieffet er en billedligg√łrelse af denne oplevelse. Det er lavet i 1977, og det er alts√• direkte selvbiografisk. Jeg lavede det, mens jeg endnu gik p√• den danske billedhugger og maler B√łrge Hovedskous skulpturskole i G√łteborg."

Fontæne til Vejle gågade, 2001 - Bronze og granit - foto: Allan Simonsen
Fontæne til Vejle gågade, 2001
Bronze og granit
foto: Allan Simonsen


Hvorfor forlod du egentlig G√łteborg og slog dig ned i K√łbenhavn?

"Jeg havde s√łgt ind p√• akademierne i Stockholm og G√łteborg uden held, men s√• tog jeg alle mine v√¶rker med i toget og s√łgte ind p√• Billedhuggerskolen i K√łbenhavn, hvor jeg blev optaget og startede direkte p√• anden del hos billedhuggeren Willy √ėrskov. Han var en inspirerende l√¶rer, og jeg kom til at g√• sammen med et godt team - der gik Lone H√łyer Hansen, Troels Melin, Henrik B. Andersen, Bj√łrn Poulsen og Hans Pauli Olsen ogs√•. Disse kunstnere er mine gode venner den dag i dag."

Du har en s√¶rlig interesse for √¶ldre indiansk kunst? Men i det hele taget kunne det v√¶re interessant at h√łre om dine kunstneriske inspirationskilder?

"Ja, is√¶r for den kvindelige shaman. Jeg har rejst en del i Mexico, hvor jeg har studeret nogle kvindelige aspekter af kunsten og livet. Jeg betragter det kvindelige og den mandlige tilgang som vidt forskellige: Kvinden er mere til stede i nuet og hviler i h√łjere grad i sig selv end manden, der er mere udadvendt og resultatorienteret. I kunsten forholder det sig s√•dan, at de mandlige kunstnere er mere interesseret i at rejse store monumenter, mens kvinderne er optaget af nogle andre, mere processuelle praksisformer. Min kvindelige shaman, som jeg udstillede i Traneg√•rden og i G√∂teborg, og som sidder i sit skur, havde nogle specielle kr√¶fter, som jeg gerne ville udforske. I det lille skur ledsages hun af en r√¶kke totemdyr og voodoo-dukker, som hun styrer virkeligheden med p√• afstand. For mig er hun indbegrebet af kvindelighed. Det er meget fascinerende.

Men kan ogs√• se mange spor fra mine rejser til Kina. Samtidig er jeg inspireret af de tyske ekspressionisters kunst - den primitive urkraft, som de arbejder med, tiltaler mig - og jeg n√łd derfor i den grad udstillingen 'Det genfundne paradis' i Arken i efter√•ret 2004, ligesom jeg er meget optaget af Paul Gauguin - lyset og de varme farver og hele den stemning, der hidr√łrer fra det underlige, mytologiske liv, han opbyggede omkring sig selv. Skulle jeg pege p√• en moderne kunstner der - ud over n√¶vnte Edward Kienholz - i s√¶rlig grad har inspireret mig til mine figurtableauer, s√• er det amerikaneren George Segal, der arbejder groft og i en lidt forst√łrret skala. Der er noget impressionistisk over hans figurer, som bl.a. fremkommer ved, at han l√¶gger gaze oven p√• 'huden', og s√• evner han at skabe situationer vha. nogle meget enkle greb."

Drikkevandsbr√łnd til Vejle g√•gade, 2002 - Bronze og granit
Drikkevandsbr√łnd til Vejle g√•gade, 2002
Bronze og granit


I 2003 lavede du et helt spisestel, som blev udstillet p√• Corner. Det var skulptur og husger√•d i keramik i en og samme form. Hanke af hestem√¶nd og kattekvinder og deres b√łrn, der bader i koppernes og fadenes bund. Hvad havde inspireret dig til dette store og spektakul√¶re projekt?

"Der findes en bestemt type japansk keramik, nogle meget groft modellerede krukker og vaser i groft chamotterigt ler: De ser ud til at v√¶re lidt ubehj√¶lpsomt modelleret ved f√łrste √łjekast, og de fleste eller bedste er lavet omkring 1700-tallet, samtidig med at man ogs√• modellerede det fineste tyndeste porcel√¶n. N√•r man ser √•bent og nysgerrigt p√• dem, indeholder de den balance mellem natur og kultur, som jeg selv tilstr√¶ber. De minder om de kinesiske haver med sten, som er omhyggeligt hugget ud af menneskeh√•nd, for at se ud som om de er skabt af naturen. De indeholder den √łsterlandske tanke, som bl.a. optr√¶der i buddhismen, at naturen er st√łrre os. Med vores bevidsthed kan vi ikke skabe ret meget, det er f√łrst, n√•r vi kan koble den fra, at vi n√¶rmer os naturen. P√• Corner udstillingen p√• Charlottenborg spurgte malerprofessoren Ursula Reuter mig: "Hvorfor er dine vaser s√• groft og grimt modellerede, de er m√•ske udf√łrt af trolde?" "Bare de ikke ser ud, som de er lavet af menneskeh√•nd," t√¶nkte jeg. Jeg har altid syntes, at udtryk og indhold er vigtigere end form. Man omtalte tidligere mine figurer som firsk√•rne og √•benbart ikke s√• elegante. Engang talte jeg med den svenske kunstner Sivert Lindblom om nogle af mine figurer. Han refererede til sin gamle l√¶rer Bror Hjort, som havde l√¶rt 'god form' i Frankrig. Med 'god form' menes en form, sagde Lindblom, som ikke n√łdvendigvis er smuk, men som har en indre logik, der g√łr den mere interessant end alle mulige andre former. Det er noget i den retning, som jeg tilstr√¶bte i mine vaser, service og bestik. Der er tale om en form, der er pr√¶cis p√• en anden m√•de, og som viser en vis naiv gl√¶de ved tingene, der gerne m√• fremst√• som v√¶rende gjort af troldeh√¶nder."

Pontus Kjerrman blev fast medlem af Corner i 2004, og det er formanden, Kjeld Heltoft, der har inviteret ham til at udstille p√• Sophienholm, hvor vi atter m√łder ham. Kjerrman er begejstret for denne sammenslutning, hvis oprindelige venstreorienterede politiske program han kan tilslutte sig. Desuden er han glad for den udveksling med britiske kunstnere som Frank Auerbach, Paula Rego m.fl., som sammenslutningen har haft i de senere √•r, ikke mindst i kraft af Heltofts intensive kur√©rvirksomhed. Men nu m√• vi tilbage til Kjerrmans fabelverden.

Bænk til Vejle gågade, 2003 - Bronze og granit
Bænk til Vejle gågade, 2003
Bronze og granit


Hvor kommer dine hestemænd og kattekvinder fra?

"Da jeg kom til K√łbenhavn, ville jeg gerne lave noget realistisk kunst, der handlede om mennesker. De udtrykte deres smerte og ulykke, og de optr√•dte i alle mulige situationer. Jeg havde lyst til at lave en mand, der udleverede sig selv. Men det blev s√• tungt, at jeg ikke en gang selv kunne b√¶re det. P√• en eller anden m√•de blev disse problemstillinger stille og roligt transformeret til dyr, hvilket gjorde det nemmere at b√¶re. Der kom en afstand til, og det hele blev mere venligt. I lang tid blev jeg imidlertid sur over, at folk opfattede mine ting humoristisk, for det var ikke meningen. Det var faktisk alvorligt ment."

Men det skyldtes m√•ske, at dine v√¶rker var s√• us√¶dvanlige p√• det tidspunkt, hvor f√łlelsen var ekskluderet fra kunsten, og det handlede om powerplays og cool attituder? Dine v√¶rker pegede i h√łj grad tilbage p√• Rudolph Tegner og andre teatralske, fabulerende kunstnere?

"Jo, det kan godt v√¶re. Men jeg var bange for ikke at blive taget alvorligt. Foruds√¶tningen for virkelig humor er dyb alvor, men meget af min kunst udspringer af en underjordisk verden, som jeg kigger ud fra igennem et hul. Jeg ser p√• folk som nogen, der g√•r rundt derude. Jeg kan ikke rigtig tage del i livet, jeg st√•r ligesom udenfor. Det, der driver mig, er alt det, jeg mangler, alt det, der g√łr mig ulykkelig. Jeg vil gerne skabe rum omkring situationen, men ikke via humoren."

Nogen gange elsker dine figurer hinanden, andre gange har de konflikter. Man kan tydeligt se, hvordan de har det, og hvem der har magten. Er figurerne en slags taler√łr for dig?

"Ja, de er et billede p√•, hvordan jeg synes, verden er - med Eros som omdrejningspunkt. Jeg er meget besn√¶ret af dette, for i virkeligheden er Eros - det erotiske - med overalt og spiller en overordentlig vigtig rolle mellem mennesker, b√•de hvad ang√•r magtforhold om dagen og om natten. Den maksimale √•benhed mellem mennesker finder sted i det erotiske m√łde, hvor man har smidt de sidste klude, og hvor man f√łler virkelig tillid. Det er i den erotiske relation, at relationen mellem mennesker br√¶nder kraftigst igennem, fordi den er s√• betydningsladet. Eros kan l√łfte mennesker op og give dem livskraft. Og omvendt: har man ingen erotisk kraft, falder man sammen og mister selvtilliden. I virkeligheden er livskraften og Eros forbundne kar. Livskraften eller livslysten kan indimellem manifestere sig erotisk, og indimellem udtrykker den sig i den kunstneriske skabelsesproces."

Amor og Psyke - Bronze - Falkoneralle overfor Frederiksberg station
Amor og Psyke
Bronze
Falkoneralle overfor Frederiksberg station


I din skulpturgruppe ved Falkoner All√©, 'Amor og Psyke' fra 2004, ser vi kattekvinden og hestemanden blive l√łftet op af Eros. De virker lykkelige?

"Ja, men som du kan se, foreg√•r der et spil imellem dem. Det virker, som om kvinden vender sig lidt bort og g√łr sig kostbar, alt imens han fors√łger at forf√łre hende. Hun siger ligesom: "Det er godt med dig" og skubber ham lidt v√¶k. De er en slags Yin og Yang, der kompletterer hinanden. Manden kigger ind mod kvinden, som igen kigger ud p√• det myldrende gadeliv. I andre af mine skulpturgrupper ser de ud til at v√¶re meget gode venner og er lige ved at give sig hen til hinanden." Pontus Kjerrman peger p√• en lille figurgruppe i atelieret: "Det er jo nogen gange besv√¶rligt, men det handler om √¶rlighed og sandhed og om at flytte nogle gr√¶nser, men i virkeligheden skal der indimellem lidt vold til for at lave om p√• nogle ting. Det er ikke harmoni alt sammen," siger Pontus Kjerrman, der fort√¶ller om sin baggrund med en enlig mor og en far, der forlod familien til fordel for sin privatsekret√¶r kort efter lillebrorens f√łdsel. Sk√łnt hans opv√¶kst p√• mange m√•der var privilegeret, blev han opdraget med en form for skyldf√łlelse, der bl.a. kom fra moderen. Hun foreholdt ham, at man ikke kunne stole p√• m√¶nd: "Jeg havde heller ingen mand at se op til og m√•tte derfor udvikle min egen maskuline identitet. Deraf opstod ogs√• en tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var en mand - og det blev ikke bedre af, at jeg havde s√•dan en tynd, lille krop, der ikke egnede sig til gymnastik. Jeg lagde mig p√• klipperne ude ved vandet og t√¶nkte, at nu ville jeg v√¶re ligeglad med alt det, og nu m√•tte jeg selv finde ud af, hvem jeg var. Min kunst spejler disse tanker og oplevelser. Mine tynde og skr√łbelige figurer er langt fra billedsk√łnne, men jeg fors√łger at g√łre dem virkelige og forsyne dem med en personlighed, som m√•ske g√łr dem smukke. I mine krukker, vaser og service bliver figurerne stadig mere ranglede."

Pavillon i stent√łj og tr√¶ fra udstillingen Hverdagens Templer p√• S√łller√łd Museum i samarbejde med S√łller√łds Kunstforening - foto: Jens Lindhe
Pavillon i stent√łj og tr√¶ fra udstillingen Hverdagens Templer p√• S√łller√łd Museum i samarbejde med S√łller√łds Kunstforening
foto: Jens Lindhe


Dine figurer insisterer p√•, at sk√łnheden er mangesidet!

"Ja, det mener jeg, den er. P√• samme m√•de havde jeg i udstillingen 'Spejlinger i gips', som jeg var med til at arrangere p√• Charlottenborg i 2004 i forbindelse med Kunstakademiets 250 √•rs jubil√¶um, betonet m√łdet mellem gr√¶kernes absolutte sk√łnhed, som datidens kunstnere hele tiden skulle konfronteres med, og den dekonstruerede sk√łnhed, som jeg selv tror p√•. Man kan ikke t√¶nke sig til, hvordan noget er sk√łnt, det er noget, man m√• k√¶mpe sig til ved bl.a. at pille formen fra hinanden - ligesom Buster Keaton, der laver alting forkert, og alligevel ender det rigtigt til sidst."

Pavillon og b√¶nk i stent√łj og tr√¶ til udstilling p√• Sophienholm 2005, fotograferet i egen have
Pavillon og b√¶nk i stent√łj og tr√¶ til udstilling p√• Sophienholm 2005, fotograferet i egen have

Du laver også en meget grov modellering!

"Ja, det er ligesom i jazzmusikken, hvor man indimellem springer en takt over eller spiller en forkert tone, og f√łrst da lyder det rigtigt. I skulpturen leder jeg ogs√• efter fejl, for det er dem, som giver skulpturen liv. Jeg kan godt lide den grove overflade, og jeg kan godt lide, at der m√łdes nogle mods√¶tninger i mine v√¶rker, som spejler sort og hvidt, maskulint og feminint, aggression og blidhed. De m√• gerne ligne et stykke natur ogs√• og vise, at helheden aldrig kan forst√•s helt. Jeg tilstr√¶ber, at min kunst unddrager sig teoretiske og akademiske l√¶sninger, og at den fremst√•r mere kompleks - som virkeligheden selv - med tydelige spor af mine h√¶nders arbejde i overfladen. Den forfinede, kunstfulde modellering for modelleringens egen skyld, byder mig imod. Jeg vil, at man skal kunne m√¶rke en god vilje, et godt form√•l eller en venlig sj√¶l bag figurernes overflade. M√•ske dyrker jeg den tilsyneladende grimme modellering af angst for, at den skal tage interessen fra indholdet."

Francis Bacon siger, at en akademisk kunstner aldrig ville have kunnet male hans billeder. Kan man sige det samme om din kunst?

"Ja, det d√łr, hvis det bliver for akademisk. Akademisme er at spille rent p√• klaveret, og det er jo ikke interessant. Det bliver f√łrst rigtig interessant, n√•r man laver noget, der n√¶sten ikke kan lade sig g√łre, og det er n√¶r ved at g√• s√• galt, at figuren er ved at falde sammen. F√łrst da opst√•r der noget nyt. Det er d√©r, det rykker. Man skal vove noget, og man kan ikke beregne sig til det."

Bænk og stukfriser til Mun-H-Center, Ågrenska, 2003
Bænk og stukfriser til Mun-H-Center, Ågrenska, 2003

Hvad ville du tale med H.C. Andersen om, hvis du m√łdte ham i dag?

"Jeg tror, jeg ville g√• over og tale med nogle andre (latter). Jeg er lidt tr√¶t af al den nationale digterdyrkelse is√¶r i dette jubil√¶ums√•r, men jeg er faktisk glad for eventyrdigteren, og jeg har brugt hans tegninger til mine figurer til Odense - 'Hyrdinden og skorstensfejeren' fra 1995, ligesom jeg ofte er blevet inspireret af hans brug af ting, som han menneskeligg√łr. Jeg elsker hans gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergent, som jeg f√łler mig lidt i familie med!!! Jeg kom i ekstra god kontakt med eventyrdigteren under arbejdet med netop denne skulptur, hvor jeg brugte en del af rekvisitterne fra eventyret: stigen, kineseren, og alts√• tr√¶figuren med det omst√¶ndelige navn. Det er herlig l√¶sning. Men √©n forfatter, som i s√¶rlig grad har gjort indtryk p√• mig, er Tove Jansson, som desv√¶rre d√łde i 2001. Hende ville jeg gerne have m√łdt. De rigtige b√łger - ikke de illustrerede b√łrneb√łger og tegnefilm - er fantastiske. De viser hendes frodige fantasi og vidunderlige digtning. Hendes verden er selvbiografisk og tager afs√¶t i hendes opv√¶kst i Finland, og den finske stemning og familien, der bor i en dal, virker med hele vejen igennem. Hendes far var billedhugger, der dyrkede jugendstilen, og hendes mor var designer, og handlingen foreg√•r omkring det tidspunkt, hvor Finland netop var blevet selvst√¶ndigt. Familien havde en lille √ł ude i den finske sk√¶rg√•rd, og faren stikker af med hele familien og bliver fyrvogter. Alt det g√•r igen i Janssons fort√¶llinger. Det er et hyggeligt fantasiunivers, der dog ogs√• sparker lidt til konformiteten og sm√•borgerligheden. Hendes storn√¶sede figurer og s√łde humor har inspireret mig meget. Man kan sige, at mine hestem√¶nd og fabeldyr er en slags mummitrolde. Men ogs√• en forfatter som C.S. Lewis, der jo var teolog og forsker i Oxford, har v√¶ret inspirerende for mig, selv om det gik op for mig, at hele hans litter√¶re univers er rundet af kristendommen, hvor jeg som st√¶rkt venstreorienteret for en tid m√•tte tage afstand fra det. Hans romaner rummer nogle sp√¶ndende ekstra virkelighedsniveauer. I Narnia findes en r√¶kke fantastiske, talende dyr, der minder meget om mine egne menneskedyr eller dyremennesker."

B√¶nk i keramik til Tovsh√łj Daghjem i Brabrand, 2003
B√¶nk i keramik til Tovsh√łj Daghjem i Brabrand, 2003

Hvis vi vender blikket mod dine kunstneriske aner, så står det klart for mig, at den danske symbolist Rudolph Tegner, der med sine teatralske og stærkt gestikulerende skulpturer, ser ud til at have inspireret dig?

"Det har du helt ret i, men jeg l√¶rte ham f√łrst at kende, da jeg var kommet til Danmark. Faktisk var det Nina Sten-Knudsen, som jeg gik p√• Akademiet med, som en dag tog mig med op til Nordsj√¶lland og viste mig hans museum. Det var forunderligt pludselig at st√• i en betonbunker midt i naturen og blive plantet midt i hans egen verden. Men svenske Carl Milles, som har fulgt mig lige siden min barndoms skolegang, har betydet endnu mere. Jeg gik i mange √•r forbi hans Poseidon Font√¶ne i G√∂teborg med dens kumme med myldrende najader, der holder fiskene, som spr√łjter til h√łjre og venstre. I det hele taget √¶gger jugendstilens svulstighed mig. Jeg kan lide jugendkunstnernes ide om 'Gesamtkunstwerk' - en kunst, der virkelig griber fat i folk og ikke lader sig n√łje med et lille billede, som kan afbildes i en bog eller h√¶nge p√• et museum. De ville ud p√• facaderne og ud i gaderne og pr√¶ge byen og lave service og husger√•d. P√• Kunstakademiet hos Susanne Ussing gjorde vi noget i den retning, da vi skabte en r√¶kke bl√łde rum, som √•bnede op for en anderledes virkelighedstilgang.

Det er afg√łrende for mig, at mine figurer er overbevisende, og at de ser ud til at kunne bev√¶ge sig. Mine figurer findes ikke i den virkelige verden, s√• de har per definition deres egen anatomi, som jeg er ved at udforske. Jeg kan godt lide tanken om, at man vil finde en lille krukke eller en hestemand om 5000 √•r, og at min besked g√•r videre."


Lisbeth Bonde er forfatter og kunstskribent ved Weekendavisen