Af Anne Lie Stokbro

Bringer navnet landskabsmalerier frem på nethinden? Ikke så sært, for Svend Engelund (1908-2007) er bedst kendt for sine skildringer af Vestvendsyssels flade landbrugsland. Han hørte til den kreds af malere, som op gennem 1900-tallet fandt en hel verden af motiver i de nære og velkendte omgivelser. I sine landskaber, figurbilleder, opstillinger og portrætter fastholdt han naturoplevelsen som sin primære inspirationskilde, og han skildrede det sete i et genkendeligt formsprog, der dog i sig rummer modernismens abstraktion, konstruktive iscenesættelse af billedrummet og frigørelse af koloritten.

100-året for Svend Engelunds fødsel markeres i år med en stor, retrospektiv udstilling, som vises på Sophienholm, i Kunstbygningen i Vrå og på Randers Kunstmuseum. Udstillingen, der er tilrettelagt af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, omfatter knap 100 værker, fra de tidligste mørke landskaber fra 1930’ernes begyndelse til de seneste ekspressive, farvefyldte interiører og opstillinger fra midt i 1990’erne. Der er således rig lejlighed til at opleve alle aspekter af det lange og frugtbare kunstnerliv, som blev Svend Engelund beskåret, før han døde i oktober 2007, midt i forberedelserne til sin 100-års fødselsdagsudstilling.

De tidligste år
I 1931 besluttede Svend Engelund at erstatte en lovende handelskarriere med det usikre liv som kunstner. Han havde tegnet, malet og modelleret i en årrække, og efter studier på Teknisk Skole og på Folmer Bonnéns malerskole, begge i København, følte han sig klar til at søge optagelse på Kunstakademiet på Charlottenborg. Der var ikke tradition for kunstnere i Engelunds familie, faderen var skrædder, og andre nære familiemedlemmer var beskæftiget indenfor handel. Svend Engelund kunne selv fortælle om omgivelsernes reaktion: ”Det var lidt ulykkeligt alt sammen. Jeg kan huske, at min mor var meget ked af det. … Når jeg kom til Vrå, syntes [folk] nærmest, at det var synd for mig, for de kunne godt lide mig. … Jeg kan huske, der var en kone, der sagde til min mor, da jeg hængte nogle billeder op derhjemme: ”Har Svend målt det der?” Jah, joh, det måtte mor jo indrømme. Ja, det havde han da. ”Åh, det er også synd for ham”, sagde den gamle kone. Men så købte pastor Elbek [byens valgmenighedspræst] et billede af mig i trediverne. Han fortalte mor, at jeg var talentfuld. Det hjalp jo lidt.” 1. På Akademiet var Svend Engelund elev af først Sigurd Wandel, senere af Kræsten Iversen. De to underviseres udtryk satte sig ikke spor i hans kunst, men Wandels opfordring til at arbejde med jordfarverne knyttede fra første færd Engelund til landskabsmotivet og banede vejen for den enkle kolorit, der skulle blive hans kendetegn: grøn, brun, grå og blå, isprængt accenter af rødt og gult.

Figurativt maleri i 1930’erne
Landskabsmaleriet og den øvrige figurative kunst havde gode kår i 1930’erne, og Svend Engelund følte fællesskab med både lyriske realister som Karl Bovin og Erik Raadal, hvis stilfærdige naturalisme passede til hans kunstsyn, og med mørkemalere som Jens Søndergaard og Niels Lergaard, hvis tunge kolorit og ekspressive arbejde med stoflighed genfindes i Svend Engelunds tidligste værker. Fælles for disse kunstnere var, at de trofast skildrede det landskab, de boede i. Bovin malede i Odsherred, Raadal omkring Gjern i Midtjylland, Søndergaard i Vestjylland og Lergaard på Bornholm. Hertil føjede Svend Engelund sine motiver fra Vendsyssel. Trods den lokale forankring handlede 1930’ernes landskabsmaleri imidlertid hverken om geografi eller topografi. Landskabsmotivet var afsæt for form- og farveeksperimenter, som ganske vist var bundet til det sete, men målet var ikke en repræsentation af landskabet, derimod en vision eller abstraktion over det.

Svend Engelund fandt sit revir i Vestvendsyssels landskab, indenfor kysten fra Slettestrand i syd til Kandestederne i nord. Hans ”kubistiske syn” fandt næring i landskabets iboende geometri af markfelter, grøftekanter, læhegn og småveje. Opfattet som linier, flader og planer blev landskabet løftet ud af virkeligheden og over i en kunstnerisk sfære, hvor forenkling, konstruktion og selve maleriet som udtryksform blev det afgørende. ”Jeg har altid haft en vis tilbøjelighed for det, man kalder det kubistiske syn. Det har jeg altid holdt meget af, og jeg har aldrig haft brug for andet end den opfattelse, der bygger på de dér flade-forskydninger. Det egner det [vendsysselske] landskab sig jo knaldgodt til. Her er felterne.” 2. For Svend Engelund handlede maleriet om at fastholde genkendeligheden indenfor modernismens abstraktion. Hans mål var ”spænding på fladen”, som han formulerede det, og helt fra de tidligste værker i 1930’erne kan man spore arbejdet med på den ene side at frisætte form og farve og på den anden side at sikre forankringen i det sete.

Skildringen af Vendsyssel
I 1937 blev Svend Engelund gift, og sammen med hustruen Bertha og de fire børn, der efterhånden kom til, boede han fra 1942 til 1952 i Vrå. Konturerne af en egentlig kunstnerkarriere havde allerede tegnet sig: I 1934 debuterede Svend Engelund på Kunstnernes Efterårsudstilling og deltog dér frem til 1938. I 1935 havde han afsluttet sin uddannelse på Kunstakademiet, og i 1939 var han blevet medlem af sammenslutningen Kammeraterne, hvor han udstillede frem til 1953. Da blev han medlem af Den Frie Udstilling og deltog dér frem til sin død. En separatudstilling i Kunstforeningen, København i 1936 markerede hans navn i det københavnske kunstliv, og da han var flyttet hjem til Vrå og viste sine værker på Højskolen, lagde han grunden til det, der efter 2. Verdenskrig udviklede sig til sammenslutningen Vrå-udstillingen.

Flytningen tilbage til fødeegnen betegnede et meget væsentligt skifte i Svend Engelunds kunstneriske udtryk. 1930’ernes muldede mørkemaleri blev afløst af en lysere kolorit og en intensivering af arbejdet med stoflighed og de rent maleriske værdier. Samtidig blev kompositionen lidt efter lidt mere kompleks. Det kubistiske, som det er lejret i det dyrkede landskabs linier og geometriske former, fik stadig større betydning, og Engelund skabte den stil, som gennem 1950’erne og 1960’erne cementerede hans ry som modernistisk, traditionsforbunden kunstner. To landskaber fra henholdsvis 1942 og 1950-51 viser, hvordan Engelund tog Vendsyssels linier, farver og lys til sig og brugte de landskabelige elementer i sin stræben efter spænding på fladen. I begge billeder har kunstneren lagt synspunktet højt, så man ser ind over landskabet. I Landskab, 1942, bygges motivet op af vandrette bånd, der er lagt ovenpå hinanden helt op til lige under horisonten, mens en vej fører blikket ind ad i billedrummet/op ad på billedfladen i Landskab, 1950-51. De to forskellige kompositionsprincipper, som betegner henholdsvis et panoramisk-bredt og et rumligt-dybt blik, vendte Svend Engelund tilbage til gentagne gange i sine værker fra 1940’erne og frem.

Geometrien, som den kendes fra landskabsmalerierne, finder også vej inden døre, som i dobbeltportrættet af datteren og sønnen Hanne og Peter, 1944, hvor de to små barnekroppe er bygget op ad flader, placeret parallelt med og diagonalt på billedfladen, akkurat som det ses i periodens landskabsmalerier. Også landskabernes kolorit blev hentet ind i stuerne: Blåt, grønt, gråt og brunt, med varme, røde accenter hørte til de foretrukne farver.
Selvom Svend Engelund flyttede til Århus i 1952, fandt han stadig inspirationen i det nordjyske, og i 1950’erne og 1960’erne fortsatte han sin kunstneriske udvikling, så både kubistiske og konstruktivistiske træk blev stadigt tydeligere. Han udtalte sig sjældent om mekanikken i sin kunst eller om de underliggende intentioner, men ind imellem blev han alligevel aflokket en form for kunstsyn. I 1958 hed det: ”Foran staffeliet er det for mig først og fremmest om at gøre at faa tingene til at ligge rigtigt i rummet samtidig med, at billedet beholder sin flade. Himlen i billedet er jo ikke luft, men skabt af et farvet materiale, og for at understrege billedfladen gør jeg himlens farvestof ligesaa fyldigt og mættet som forgrundens pløjemark. … Selvfølgelig abstraherer man fra virkeligheden — ogsaa naar man maler et landskab, strammer linierne op, flytter om paa gaardene og prøver at faa det hele til at virke som en mekanisme.” 3.

Det modne værk
I en række udsmykningsopgaver fra 1950’erne og 1960’erne, til bl.a. Vrå Hovedskole, Aarhus Katedralskole og Frederikshavn Gymnasium, brugte Svend Engelund kubismens kantede og facetterede formsprog til at tøjle de store formater. Kompositionerne blev bygget op af logiske planer og synlige linier, hvorpå de enkelte motivelementer fandt en naturlig placering, og udsmykningerne har en monumentalitet over sig, som ikke kun skyldes formaterne, op til 100 m2 på Aarhus Katedralskole, men i lige så høj grad den enkelhed og spændstighed, Svend Engelund skabte i disse værker.

Det kubistiske smittede af på staffelimalerierne. I Vinterlandskab, 1964, pointeres landskabets udstrækning af de lange indadførende linier, som leder blikket fra forgrundens figurer op til horisonten, mens landskabet er splittet op i utallige små - i virkelighedens verden udyrkbare - lodder, der som en mosaik fylder lærredet. Svend Engelund tilgang til landskabsmotivet var rent malerisk, og på sine gamle dage hævdede han gerne, at motivet kun var noget man brugte, at kunsten ikke handlede om at genskabe virkeligheden, men om at skabe – kunst. Derfor var han heller ikke glad for prædikatet ’landskabsmaler’, og han var livet igennem også meget optaget af figurbilleder, opstillinger og interiører. Også i disse motiver ses trangen til forening af figuration og abstraktion, hele tiden med fokus på maleriet, og med det billedlige indhold som noget sekundært.

I Figurer i interiør, 1965, er motivet fuldt genkendeligt, de to børn sidder og læser lektier ved bordet, men figurerne er snarere dele af det maleriske problemkompleks, som billedet skal undersøge, end de skal opfattes som skildringer af familielivet. Maleriets tværformat er opdelt i fire lodrette felter, et hvidt, et gult, et rødt og et blåt/brunt, som hver repræsenterer forskellige måder at arbejde med stoflighed, malerisk virkning og penselskrift. Over hele billedfladen varieres der mellem laserende, udglattede malelag og pastose partier, der giver næsten håndgribelig stoflighed. Den hjemlige scene med børnenes stilfærdige syslen, stuens røde gardin og markerne lige uden for vinduet, er gjort til genstand for rent kunstneriske overvejelser, billedets mål er ikke at skildre livet i det lille kunstnerhjem.

Det sene værk
Svend Engelund var livet igennem bevidst om, at han tilhørte en traditionsforbundet retning i dansk kunst. Han sagde: ”Der er saa mange, der taler om, at der skal ske noget nyt i kunsten, at den maa vise frem til nye udtryk, ikke? De ser alt for meget paa den ydre karakter. Hver maler skal sgu opfinde malerkunsten paa ny. Det er jo ikke meningen. Der er ikke ret mange, der kan opfinde noget nyt ved malerkunsten, vel? Det kan man ikke forlange af saadan nogle smaafolk som os … det er jo helt vanvittigt. Men hvis man kan skabe noget, der peger frem i det enkelte billede, en vis indre ekspansion i det enkelte billede, saa det lige som har en drift i sig, saa er man sikker paa, at man har lavet et godt billede.” 4.

Lysten til eksperimenter og undersøgelser, som ses i landskaber og interiører fra 1960’erne og 1970’erne, foregriber den udvikling, der fra 1980’erne og indtil de sidste værker i midten af 1990’erne kom til at præge Svend Engelunds kunst. Den indre ekspansion var drivkraften, og i sit sidste aktive årti frigjorde Engelund sig fra det forventede, som havde han skabt ”Engelund’er” nok, og brugte friheden til at undersøge nye muligheder: ”Sjovt, at man kan stå i en vis frihed og male på sine gamle dage — at man ikke er bundet”, som han sagde. 5.

Maleglæden og nysgerrigheden overfor mediet sendte kunstneren ud i en hidtil uset ekspressivitet og heftighed, og med en næsten ”ung vild” kraft løste han op for det velkendte med en helt ny malemåde.
I Landskab, 1991, er markernes traditionelle felter skildret i ren malerisk gestik. Hver farve har sin egen stoflighed, rumlighed angives af antydede, løst malede diagonaler mellem for-, mellem- og baggrund, og den faldende horisont markerer en bevidst afstandtagen til virkeligheden. Som en af de få konstanter i en foranderlig verden kan man tage for givet, at horisonten er vandret. Blot ikke i Svend Engelunds maleri, hvor bruddet med det forventede skaber spænding på fladen.

Svend Engelund elskede ”at male damer”, som han kaldte det, og den kvindelige nøgenmodel var et genkommende motiv fra midten af 1950’erne. Model i interiør, 1993, er et af de sidste modelbilleder, Svend Engelund fuldførte, og trods det statiske stillingsmotiv, er hele billedet præget af dynamik, bevægelse og i sidste instans maleglæde.

To værker kan opfattes som afrundinger af et langt kunstnerliv, før et tiltagende svagt syn satte en stopper for Svend Engelunds kunstneriske arbejde: Opstilling i atelier, 1992, og Interiør med aftenlandskab, 1995. I den store opstilling med staffeli og arbejdskommode samles Engelunds motivverden: landskabsmaleriet på staffeliet er en hilsen til det lange kunstnerlivs betydeligste motivkreds, afstøbningen på kommoden reflekterer modelbillederne, og opstillingen af malerekvisitter i forgrunden er — i fraværet af kunstneren selv — at tolke som midlet til det hele.

Interiøret med aftenlandskab er med sit glødende, røde farvemotiv en kulmination på de koloristiske eksperimenter. Røde, brune og blå farver, kombineret med cyklamen, turkis, ultramarin og en tiltagende interesse for violet, spænder kolorismen ud i hele spektret. Forgrundens ternede dug reflekteres i de kølige farvefelter, der omgiver det røde aftenlandskab, en Venus-figur danner passage mellem for- og baggrund, springer så at sige mellemgrunden over, og blikket kan fortabe sig i rødt. Om det er en solnedgang udenfor atelieret, eller en rød vision af landskabsmaleriet, vil vi aldrig få at vide. At begynde at tolke stemning, mystik og symboler ind i de to værker, vil vi i denne omgang afstå fra: ”Det der romantiske har aldrig været mig. Jeg vil ikke fortælle historier, men give verden, som jeg ser den.” 6.

Svend Engelund 100 år
Det blev Svend Engelund forundt at male gennem otte årtier. Hans lange liv med kunsten synes nu, hvor værket er afsluttet, at besidde en stabilitet og logik, der afspejler hans rolige, men også stædige væsen. Han ville kunsten, og det valg han traf på en tid, hvor verden syntes ustabil og kunsten som noget af det mest ufornuftige, man kunne give sig til, viste sig at blive det rigtige.

Selvom Engelund tilbragte sine sidste godt 20 år i Mårslet syd for Århus, tæt på børn og børnebørn, forblev Vendsyssel omdrejningspunktet for hans kunstnerliv. Derfor skænkede han også i 1992 Engelundsamlingen, en stor samling af egne værker, til Kunstbygningen i Vrå, som i dag råder over omkring 600 af kunstnerens værker. Men Vendsyssel var i Svend Engelunds kunst ikke begrænset til Danmarks nordligste egn. Vendsyssel var hele verden, hele tilværelsen, for her var den inspiration, som gav ham stof, lys og farver til et helt livs kunst — ikke om Vendsyssel, men om det at være menneske: ”Kunsten skal skabe et Handlingsgrundlag i Mennesket, give det en Indstilling, det kan leve paa og handle ud fra. Idealet er, at et Kunstværk er saa stærkt, at det kan paavirke og præge Beskueren, uden at han i samme Øjeblik føler, at han paavirkes af det, men saadan at det lidt efter lidt gror i ham og forandrer hans Indstilling. Det sande Kunstværks Kendetegn er jo netop, at det kan grave op i alt det, der sløver os i det daglige, og stemme de fine og rene, oprindelige Toner an i os. Billedet skal frigøre og forandre Mennesket, og heri ligger der noget aktuelt i videre Forstand.” 7.

Udstillingen Svend Engelund 100 år kan ses på Sophienholm indtil 8. Juni, i Kunstbygningen i Vrå fra 15. juni til 27. juli og på Randers Kunstmuseum fra 10. august til 19. oktober. Til udstillingen er udgivet et gennemillustreret katalog på 97 sider med tekster af kunsthistorikerne Anne Lie Stokbro, Kunstbygningen i Vrå og Sine Kildeberg, Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring.

Anne Lie Stokbro er mag.art. i kunsthistorie og kunstnerisk leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen

1. Waagner Nielsen: Han skabte en ny måde at se Vendsyssel på, Vendsyssel Tidende, 19.3.1978
2. Som note 1
3. Sing.: Jeg var meget forarget over de moderne Malere, Jyllandsposten, 30.3.1958
4. M: En kunstner med Vendsyssel i baade kroppen og sjælen, Vendsyssel Tidende, 24.3.1968
5. Jens Erik Høegh (Hawk): Århus-bugtens bølger er ham for nationale, ukendt dagblad, foråret 1981
6. Anne Lie Stokbro: Interview med kunstneren, marts 2005
7. Johs.: Mine Billeder lister sig ind paa Folk, Vendsyssel Tidende, 21.5.1949

Svend Engelunds CV