|
|
|
|
Maleriets transgressor
Af cand.mag Lisbeth Bonde
|
Adam Saks
Foto: Hans Ole Madsen
|
|
Adam Saks arbejder sig frem til en ny skønhed hinsides det hæslige i sine hybride billeder. Han tilhører den unge generation af kunstnere, der har opdaget maleriets og grafikkens svimlende mange muligheder, og som maler billeder, som alle kan forholde sig til. Som det gælder for mange af hans jævnaldrende kolleger både i Danmark og i udlandet befinder hans kunst sig i en ’postmedial’ fase, hvor maleriet har fortrængt de nye medier. Men Saks skruer ingenlunde tiden tilbage til det abstrakt-ekspressive maleris uskyldstilstand, hvor man alene maler på følelsen og intuitionen, tværtimod integrerer han erfaringerne fra installationskunsten, videokunsten, computerkunsten på fladen, ligesom han inviterer omverdenen indenfor og bruger respektløst af de massemedierede billeder, herunder børnebogsillustrationer, tatoveringskunst, tegneseriernes fortællende universer. I det følgende har artiklens forfatter, Lisbeth Bonde, en samtale med Adam Saks i Berlin:
|
Adam Saks
Voie, 2007. Olie på lærred, 200 x 150 cm
Foto: Roman März
|
Man nærmer sig landingsbanens kæmpemæssige oval som en ørn i flugten, svævende hen over byens tage. Den danske maler og grafiker Adam Saks (f. 1974) tager imod i den varme morgendis i verdens ældste lufthavn, Tempelhof, "alle lufthavnes moder", som den britiske arkitekt Norman Foster har kaldt den. En lufthavn midt i Berlins sydlige centrum og en bygning, der straks minder den tilrejsende om byens nationalsocialistiske fortid. Sammen tager vi en taxa til bydelen Schöneberg et par kilometer derfra. Saks’ atelier ligger – traditionen tro - i en nedlagt fabriksbygning, men denne er lidt flottere end alle de andre. Den er i funkisstil, og man kan skimte dens farverige, kakkelbeklædte facade, dér hvor krigens bomberegn ikke har gjort det af med den. På tredje sal residerer Adam Saks og har gjort det i en årrække til sin store tilfredshed, for "Berlin er fortsat superspændende med masser af muligheder, og her er stadig billigt", konstaterer han. På gulvet har han strøet sine nye, meget farvestrålende akvareller rundt. Det er eksotiske landskabsmotiver, men blikkets vej ind i billedets dyb forstyrres af ord som ’Chasseurs d’hommes’ (menneskejægere), ’Cavalerie’, ’Etrangers’ (fremmede) og ’Body Crawling Insects’. Adam Saks har rejst meget. Sidst tilbragte han seks uger som eremit på en atol uden for Madagaskar. Han søger væk fra civilisationen og "alt det kunstgejl og genoplader i det fremmede." I sine billeder ’abonnerer’ han derfor på andre kulturformer: "Her har jeg brugt franske tatoveringer fra gamle fremmedlegionærers kroppe, så der indgår de i et stykke fransk kolonihistorie i akvareller. Det giver en eksotisk stemning og en vis distance at indføje sådanne fremmede elementer," forklarer han.
Akvareller fungerer ofte som en slags skitseforlæg for malerier – som nye, friske begyndelser – er det også tilfældet for dig?
"Ja, akvareller har en umiddelbarhed og spontanitet, fordi man påfører farven intuitivt og med en legende lethed. Jeg har tit tænkt på at overføre metoden til mit maleri, men jeg har opgivet det igen, for malerier fungerer bedst med en vis kompakthed, volumen og gennemførthed. Akvarellerne står mere åbne."
Akvarellerne rummer bjerglandskaber med kaktusser, øde ensomme vidder, som brydes af disse ’tatoverede’, ofte ildevarslende billedmeddelelser: Der er dødningehoveder eller natdyr som ugler. Det er en transgressor – en der overskrider forskellige barrierer. Det er en person, der er sin egen herre, og som bryder alle regler, fx i et fængsel. Men der er flere betydningslag i ordet, som også kan henvise til fx uglen, der lever om natten, hvor vi andre sover og således overskrider døgnrytmen: "I akvarellerne parrer jeg et mere kontemplativt landskab i baggrunden med de aggressive meddelelser i forgrunden. Der er et indre spændingsmotiv, vi er et stykke vej fra det ’nicy-nicy’, fra det risikofrie. Jeg forsøger at accelerere fladen og skabe modsætninger. Det gælder også i mine malerier. På den ene side maler jeg postkortskønne billeder, dvs. rolige og dekorative motiver, men på den anden side bryder jeg bestandigt med det pæne og lader billederne med et andet og mere dramatisk indhold."
|
Adam Saks
Anchorboy, 2007. Olie på lærred, 200 x 150 cm
Foto: Roman März
|
Kan du ikke nogen gange få lyst til bare at male smukke malerier og som en anden Matisse dyrke overfloden, roen og vellysten?
"Jo, jeg kunne måske godt have lyst til det, men jeg kan ikke gennemføre det. Jeg bliver nødt til at bryde med det skønne, ellers lever maleriet ikke for mig. Mine billeder har et specielt energiniveau. Jeg forsøger at forstyrre fladen ved at gøre op med dens perfektion og indføre nogle skalaforskydninger og mange forskellige visuelle niveauer, der mødes på fladen. Dog undlader jeg at bruge tegn i mine nye oliemalerier. Men selv om mange af mine værker har ’hæslige’ eller ’beskidte’ temaer, så arbejder jeg vha. både mine kompositionsprincipper og min palet hen imod at skabe en skønhed hinsides det hæslige."
Hos Saks er vi på vej hen imod en ny form for æstetisk orden og dermed en ny form for sensibilitet. Han bestræber sig på at lave nogle spring mellem figuration og abstraktion og genererer nogle mindre former i ét maleri, som han blæser op og gør til hovedmotivet i et andet. Han zoomer ind og ud – arbejder med det store i det små og det små i det store.
På væggene hænger nye malerier. Farvestrålende interiørmalerier i syntetiske, bevidst artificielle farver, af hotelværelser, badeværelser og forskellige rum. Som mange af Adam Saks’ kolleger – også fra den berømte Leipzigerskole med efterhånden ubetalelige navne som Matthias Weischer og Tilo Baumgärtel - udtrykker han sig i et interiørmaleri, som integrerer erfaringer fra bl.a. installationskunsten. Adam Saks maler disse rumlige perceptioner ind i sine farvestærke og signalkraftige malerier med oliemalingens fluidum. Her og der bremser han vores synsfelt med nogle store, saftiggrønne planter, der giver billedet liv. Malerierne giver som helhed indtryk af at være velkendte konstruktioner eller drømte scener, selv om vi genkender elementer fra fx boligmagasinerne. Saks’ malerier består af mennesketomme rum eller landskaber, som er ladet med usagte betydninger og ugjorte gerninger. Fladerne gennemkrydses af tegn, naturfragmenter og arkitektoniske elementer, der løsrives fra deres vante sammenhænge, og som en anden DJ-sampler stykker Adam Saks dem sammen til en fragmentarisk, men dog harmonisk helhed, så man kan tale om visuel collageteknik med mange referencer. I billederne forekommer lyset af stråle inde fra billedet og ud mod betragteren. Indimellem forekommer objekterne flossede i kanterne, som var der tale om en computercollage. Det er et helt nyt billedsprog.
Så vidt jeg kan se, dekomponerer du dine billeder: Du skaber nogle regler, som du konstant bryder med, og på den måde kommer du hele tiden nye steder hen – samtidig med at du lokker betragteren ind i billedet, fordi du betjener dig af kendte objekter. Det er en subtil forførelsesstrategi.
"Jeg må hele tiden overskride mine egne begrænsninger og også forføre mig selv til at komme nye steder hen. Lad mig her nævne et eksempel: Sidste år lavede jeg fire omslag til det danske kunsttidsskrift ’Billedkunst’, som dengang endnu blev redigeret af idéhistorikeren Lars Morell. Her stillede jeg mig selv en særlig opgave: Jeg ville benytte fire forskellige teknikker eller medier for at tvinge mig selv videre. Der var ingen grund til at lave en ’serie-serie’, fordi der gik tre måneder imellem de enkelte udgivelser. Hvert omslag skulle kunne fungere 3-2-1, dvs. først ser man det på hylden hos boghandleren, hvor forsiden skal fungere som eyecatcher. Når du har læst magasinet og lægger det fra dig igen, skal bagsiden også være interessant, ligesom man skal kunne lægge det fra sig i opslået tilstand, hvis man fx skal tage telefonen. Jeg benyttede akvarellen, computertegningen – som jeg ofte tager i anvendelse som forlæg for malerierne – desuden ’Buntstift’, som det hedder hernede, altså farveblyant, og endelig raderingen. Alle udtryk skulle have en flosset karakter. Raderingen er skabt med en boremaskine og hammer, der afsætter små punkter i kobberpladen – det er primitivt og råt, og man skal holde ekstremt godt fast i boremaskinen, så den ikke skrider. Hermed opstår en helt særegen streg, som er umulig at frembringe med hånden. Den minder om et ar, en tatovering eller noget, der er syet på en symaskine. Hvad angår computertegningen, anvendte jeg det mest simple program – Paint – som fremstår naivt og ligefremt. Bagefter har jeg ’collageret’ computertegningen – dvs. printet delene ud og sat dem sammen som en collage. Med hensyn til farveblyantstegningen, så har jeg her tydeligvis mimet en tatovering. Altså fire vidt forskellige teknikker, fire forskellige sprog, der taler sammen."
|
Adam Saks
Resistor, 2007. Olie på lærred, 200 x 150 cm
Foto: Roman März
|
Hvorfor er du så optaget af tatoveringer?
"Jeg er mest interesseret i ’old school’ tatoveringer fra forrige århundredeskifte, som blev brugt af marginaliserede grupper. De var ofte afvigere uden fast job fx soldater, sømænd, prostituerede og havde stort set ingen materielle besiddelser. Tatoveringerne, disse tegninger, som de bogstaveligt talt bar rundt på kroppen. var de eneste vidnesbyrd om deres levede liv, og deres livshistorie lå således på huden og værdierne, de stod for, ligeså, og det synes jeg er uhyre interessant. Mange af dem er udført i fængslerne, og de har en primitiv ligefremhed og rummer en rebusagtig billedkombination. I virkeligheden var bærerne en slags omvandrende Rauschenberg-malerier med de mange lag og kombinationer. Jeg tager udgangspunkt i en særlig tematik, som dyrkedes af de franske fremmedlegionærer og i straffekolonierne i Fransk Guyana. I dag er tatoveringer blevet salonfähige, men de moderne tatoveringer interesserer mig overhovedet ikke."
Adam Saks voksede op i Klampenborg nord for København. Allerede som barn tegnede han meget - det var en naturlig udfoldelse for ham og langt at foretrække frem for fodbold. Efter studentereksamen skaffede hans arkitektfar ham ind som elev hos Svend Wiig Hansen i Helsingør, hvor han ’lagde op til’ Akademiet. Det var i den periode, hvor Wiig stod og baksede med den store skulptur ’Slægt følger slægt’ til Kulturministeriet på Gammel Strand. Adam Saks kom ind på Akademiet i en alder af 19 år efter et lærerigt år hos Svend Wiig Hansen: "Svend var ekstremt generøs følelsesmæssigt og havde en direkthed, når han kastede sig ud i malerakten, som tiltalte mig. Hans ekspressivitet, beslutsomhed og hurtighed gjorde indtryk, om end jeg selv arbejder anderledes – mere omstændeligt og med mere konstruerede og medierede billedverdener end han gjorde det. Men af Svend fik jeg modet til at angribe lærredet uden skrupler", siger Saks. På Akademiet fik han først maleren Elmer og billedhuggeren Øivind Nygård som lærere, "og det var to væsensforskellige, men inspirerende rollemodeller." Herefter blev han inspireret af nogle tyske gæstelærere, bl.a. Troels Wörsel og Jutta Koether til at komme til Tyskland og fik kontakt til Bernd Koberling i Berlin, som han studerede hos i et år, inden han vendte tilbage til Grafisk Skole på Kunstakademiet, hvilket var uvurderligt for hans kunstneriske uddannelse: "Det var paradisiske tilstande, et eldorado af spændende, grafiske muligheder. Jeg lærte alle teknikker: computertryk, serigrafi, litografi, træsnit, raderinger – you name it – du kunne veksle lige så hurtigt, du ville. Jeg lavede hovedsagelig serigrafier – silketryk - og eksperimenterede vildt med alle mulighederne. Jeg sluttede af med at male på Claus Carstensens malerskole, og han var også alle tiders. Hans udsyn er legendarisk, og hans foredrag var simpelt hen non plus ultra. Men mit ophold på Grafisk Skole har betydet meget for mig," siger Saks.
Hvilke kunstneriske valgslægtskaber har du?
"Den amerikansk-britiske maler Malcolm Morley har påvirket mig meget. Han maler fx efter en akvarel ved at kvadrere den op på lærredet. Derved opnår han spontaniteten fra akvarellen i det store format, samtidig med at hvert enkelt kvadrat udgør et selvstændigt maleri. Han spænder således mellem et mikro- og et makrokosmos, og de små kvadrater bliver rene Monet-malerier. Først når man træder fire skridt tilbage, opstår billedet. Samtidig dyrker han en spændende eksotisk motivverden og opbygger billedrummet på en interessant måde. Han var pioner inden for amerikansk neoekspressionisme i 1970’erne, ligesom han var pioner inden for fotorealismen lidt tidligere, så han har en stor spændvidde – og er vitterlig meget spændende. Også Los Angeles-kunstneren Larry Pittman – især hans billedkompositioner, der er meget grafiske - har betydet meget for mit eget virke, selv om hans homoseksuelle motivverden ikke interesserer mig."
Vi kan tydeligt se, hvad dine billeder forestiller, men dels er der ingen mennesker i dine landskaber og rum – det er ofte transitrum, anonyme offentlige eller semioffentlige rum - dels mødes flere virkelighedsplaner på dine flader. Hvorfor vil du ikke dyrke den totale fiktion?
"Jeg arbejder med hybride malerier og bryder fiktionen op. Jeg maler tingene, så de fremstår umiddelbare, henkastede og konstruerede på fladen. Bl.a. maler jeg store palmeblade, der fungerer som abstrakte elementer. Hvis du ser efter, er der en hvid kant, som jeg har malet for at få det til at ligne en computertegning. Jeg bruger forskellige malemetoder – nogle af elementerne er malet med stor akkuratesse og meget glat, mens andre er mere abstrakte. Jeg forsøger at accelerere spændingen i billedrummet og veksler mellem det mere ekspressive og det mere præcise og detaljerige. Hvis man bruger den samme ’håndskrift’ over det hele, så dør det ud, synes jeg."
|
Adam Saks
Pazi S, 2007. Olie på lærred, 200 x 150 cm
Foto: Roman März
|
Har du også noget emotionelt i klemme i dine billeder?
"Ja, det har jeg faktisk. Jeg maler en masse biografiske spor ind i malerierne, som betyder noget ganske særligt for mig. Men jeg gør det indirekte og diskret. Når jeg fx maler en seng, er det fordi den er særlig betydningsfuld for mig: Her er man inaktiv og kontemplativ, her er alle det vågne livs hierarkier suspenderet, her flyder tilværelsen sammen i tankerne, og her er man taget ud af den sociale kontekst og er ekstra sårbar – og nøgen. Men jeg renser mine interiører og gør dem så tidsubestemte som muligt, ligesom jeg blander flere stilarter fra flere årtier sammen for at løfte dem ud af den specifikke tid, som billedet er blevet til i."
Hvorfor maler du aldrig mennesker?
"Jeg kan ikke arbejde så åbent, som jeg gør nu, når jeg maler mennesker, fordi det hele lukker sig om og fikseres i en entydig fortælling, synes jeg. Hvis jeg ville skildre mennesker, måtte det blive i en film."
Hvorfor har du valgt at male? Hvad betyder maleriet egentlig for dig, hvor drømmer du om at blive ført hen af maleriet?
"At male er for mig som at føre en udvidet dagbog. Mine motiver er velkendte og alligevel tilpas fremmede, og de kan aflæses på mange niveauer af publikum. At male har en simpelhed og enkelhed. Jeg kan bare gå rundt om hjørnet og købe for 500 kr. materialer og gå i gang med det hvide lærred. Det er en frihed, og jeg elsker at skabe et nyt rum og give plads til et nyt drama. Jeg har efterhånden konstrueret mit eget alfabet. Men for at svare på dit sidste spørgsmål, så har jeg næsten ingen drømme mere. Det vigtigste for mig er at have en helt almindelig dag i mit atelier. Another day in the office vekslende mellem de langsomme oliemalerier og de hurtige papirarbejder og mine kunstbøger."
Adam Saks viser mig sine kunstbøger. De er lavet på mange forskellige typer papir, og de udgør en lille, transportabel udstilling i bogform.
"I bøgerne mikser jeg computertegninger, monotypier, håndtegninger, papirklipsornamenter og kropstatoveringer. Det er et idékatalog, der rummer mit ’alfabet’. Bøgerne er den nederste del i den visuelle fødekæde, der ender i malerierne. De forskellige teknikker mimer hinanden og nærer hinanden."
|
|
