Mørkt, lyst, hårdt og blødt - om Anita Jørgensens poetiske ladning af rum

Af LISBETH BONDE

Billedkunstneren Anita Jørgensen er en slags uortodoks arkitekt, der tilfører huse og rum noget andet – en særlig ambiance eller måske endog sjæl og poesi - selv om hun arbejder med nogle temmelig kølige og rå materialer som glas, bly, neon, kobber, gummi og jern. Ved siden af sine værker til rum maler hun nogle materialeundersøgende malerier, der på en og samme gang er konstruktive, minimalistiske og ekspressive. Men det er de stedsspecifikke værker, som tager stadig mere af hendes tid, og i de senere år har hun sat nogle tydelige spor med sine lydhøre interventioner, der føjer nyt til de offentlige rum. Senest og størst i omfang til Hovedbanegården (2008), hvis spredte og uoverskuelige sporarkitektur efter Anita Jørgensens ’intervention’ opleves som et unikt rum med et forløb, der kommenterer bevægelsens energi i kraft af de dynamiske, serielle billeddannelser. Herudover skal nævnes et monumentalt arbejde i rød neon på en stor gavl ud til Valby Station. ’Valbygavlen’, som blev indviet i 2009, er en slags port til storbyen: en glødende, rød væg, der synes at indvarsle den pulserende energi, som man nærmer sig på vej ind mod storbyen.



På RUC har Anita Jørgensen skabt seks skulpturer plus et neonobjekt på pladsen foran Henning Larsens universitetsbibliotek. Disse skulpturer samler det store rum foran bygningskomplekset og er trods deres formstrenghed en legende tilførsel til den ellers store og temmelig tomme plads. Til Københavns Universitet Amagers nye, lyse undervisningskomplekser i Njalsgade har hun endvidere skabt en række kalejdoskopiske, farverige glasobjekter med lys -en slags lyskasser, der lægger sig i feltet mellem skulptur og billede.

Også Nykredits imponerende domicil ved Christians Brygge, en kæmpemæssig transparent glaskube, som om aftenen forvandler den uskyldige forbipasserende til voyeur, har Anita Jørgensen givet nogle markante skulpturelle tilføjelser: Fra Langebro ser man lige lukt ind i dette kapitalismens lysende vækstcenter. Inde i glaskubens mægtige atrium har  Anita Jørgensen leveret to skulpturer: Dels ´Samurai´, en væg bestående af glasskår, der sekunderes af en halvmåneformet cirkel med hængende blyplader, dels en kunstnerisk tour de force, den monumentale vandkunst ’Sense and Sensibility’, der forbinder to af niveauerne i den 40 m høje bygning med vand, mat, grønt glas og irrede kobberrør. En to etagers høj vandvæg, der ender i et bassin, er en del af vokabularet i denne hypermoderne udsmykning, som spejler vejr, vand og lys udenfor. Det sorte granit i bassinet understreger nærheden af vandet i havnen lige udenfor. Det er et eksempel på et tæt parløb mellem arkitekt - partner i Schmidt, Hammer og Lassen - Kim Holst Jensen - og kunstner.


Anita Jørgensens kom sent i gang. Hun blev uddannet ved Skolen for Brugskunst (nu: Danmarks Designskole) i perioden 1977-81, men lagde også turen forbi Gerrit Rietveld Akademiet i Amsterdam. Hun er altid blevet draget af transparens og arbejder med mange lag i sine værker. Hun har fundet sit eget udtryk med sine poetiske ”fremmedlegemer" til nye bygningsværker. Hun debuterede som billedkunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1982 og indgik i 10 år i kunstnerværkstedet Leifsgade 22 på Islands Brygge. Disse kunstnere dyrkede den stedsspecifikke ruminstallation med forkærlighed for forfaldne områder og industrielle materialer i pagt med firsernes undergangsstemning. Senere hengav de sig til mere tøjlede og konceptuelle formeksperimenter. Anita Jørgensen har gået et skridt videre og har udviklet en skulpturform - til væggen og til rummet – der fører en dialog med moderne arkitektur.


Anita Jørgensens værker kendetegnes af en sanselighed og poetisk kontrastrigdom: Lette og tunge materialer, transparente og lukkede, lyse og mørke materialer, der normalt ikke optræder sammen, giver værkerne en aura af fremmedartethed. Hun er fortsat fascineret af industriens cool og rå materialer, som hun twister i stadig nye retninger. I 2008 kunne et bredere publikum erhverve en af hendes mindre skulpturer som multiple, nemlig i Politikens Galleri. Det er ’et Plus’, en lille skulptur bestående af fem tykke glasplader, der spændes sammen af et stativ i båndjern. Denne fine lille skulptur rummer et interessant femdobbelt spejlbillede, der får den til at dirre mellem stativets formstrenge sorthed og de svagt grønne glaspladers sitrende ekko.

Vi mødes i Anita Jørgensens rummelige og lyse atelier på Nørrebro tæt ved caféerne på Sankt Hans Torv. Her har hun arbejdet siden 1992.

Din rejse igennem kunsten har været søgende, og du har været mange steder i din bestræbelse på at finde frem til dit eget genuine formsprog. Du er repræsenteret i mange institutioner, og du har arbejdet med mange kategorier og med allehånde materialer i tidens løb. Er der et sigtepunkt eller en særlig vinkel på stoffet?

"Jeg har hele tiden tilstræbt værker med mange betydninger, og derfor opererer jeg med mange lag. Altså på den ene side en form for minimalisme med det serielle som omdrejningspunkt, men på den anden side noget andet og mere. Et strejf af sanselighed og nærvær, kunne man sige. Ofte som en tilføjelse af et materiale, der giver en spænding til et andet materiale. Helt tilbage til min første separatudstilling i det kunstnerstyrede galleri A-gruppen har det handlet om at twiste nogle tilsyneladende ens figurer eller elementer i en lidt ny retning, så der sker en umærkelig forskydning, og de får tilført en individualitet. Denne første udstilling bestod af tre betonsøjler, hvoraf de to havde glaskasser med farvepigmenter indsat samt en ’tegning’ af søjlen i neon, der hang på væggen.


Altså en individuel differentiering af de enkelte serielle figurer!

"Jamen samtidig hang de jo sammen."

Hvorfor er du så interesseret i det serielle?

”Det serielle tiltaler mig og er nærmest blevet en metode for mig. På den måde understreger jeg både formen og betydningerne eller meningen.. Jeg synes, at figurerne bliver mere interessante, når de i første omgang forekommer at være ens, men at de så har nogle små forskydninger, som giver dem en individualitet, som man må være årvågen for at spotte. Jeg arbejder altid hen imod den enkle form - dog uden at fjerne det, der giver betydningen. Det har en værdi at kunne spejle sig eller fabulere over disse forskydninger. Ved at vælge nogle industrielle materialer har jeg jo fra starten sat mig ud over de klassiske materialer for en billedhugger som marmor og bronze - fordi jeg finder dem mere tidssvarende og for at udvide skulpturens felt – også betydningerne. Det er jo konstruktioner, jeg arbejder med. Jeg finder det umådeligt interessant at lade flere - to eller højst tre – figurer og materialer støde sammen. Det skal være meget enkelt, og hvis der er farver på spil, så er det næsten altid materialets originale. Mellemrummene er meget vigtige og nødvendige. - man kan mærke dem rent kropsligt. Der er forskellige typer mellemrum - både fysiske og mentale. Disse mellemrum opleves bevidst eller ubevidst, men de giver nogle kick til figurerne. Det er noget helt andet at møfle rundt med ler, der bliver til en stor sammenhængende krop, når det støbes i bronze/aluminium eller whatever.

Med de nye materialer til Hovedbanegården er der tale om nogle helt nye valg. Her er det vigtigt for mig, når jeg sammensætter standardplader med nye og helt andre typer af materialer, om hullerne i de nye stålplader er 1 cm. eller 67 cm. i diameter, for også mellemrummene skaber betydning. Jeg var meget interesseret i, at der skulle komme mere lys til det mørke område, men jeg ville ikke male det hvidt. I stedet har jeg valgt nogle stærkere farver og kontrasterer dem med materialernes oprindelige farver. Der skulle blive lys, uden at det blev skingert. Nogle gange har jeg måttet intensivere farverne, fordi værkerne simpelt hen skal klare at blive lidt uldne hen ad vejen pga. af den stærke trafik på sporene. Men farverne skulle også gerne give liv!”


De små forskydninger af materialet minder om at male. Kan man sige, at du maler med industrielle materialer?

"Det er måske lidt populært, men jeg forstår godt, hvad du mener," ler Anita Jørgensen. ”Især når det drejer sig om Hovedbanegårdens lange panelvægge, som er udført i mange materialer – farver og mønstre og med store påskruede kobber - og gummifigurer, eller om ”glaskasserne” til KUA. Ved nærmere eftertanke kan man måske godt sige det."

Men det fysiske spiller også en stor rolle?     

 "Ja, fx i mit værk til udstillingen Clinch på Statens Museum for Kunst (2004, red.) ’Passage i Arkiv for skrøbelighed’ tilstræbte jeg en fysisk fornemmelse hos betragteren, der skulle passere igennem og forbi en række glaskasser fyldt med glasskår i alle tykkelser og størrelser, og som på en og samme tid indikerede stor styrke og skrøbelighed. Det enkelte arkiv i form af en glaskasse opfatter jeg som repræsentant for det enkelte menneske, der har en særegen individualitet.”


I værket til Hovedbanegården har Anita Jørgensen anvendt det gamle kobbertag som en direkte materialemæssig reference til den fine bygning fra 1847, der oprindelig blev tegnet af arkitekten Henrich Wench, som også stod bag Østerport Station. I 2009 blev de to underjordiske spor redesignet og lyssat af arkitektfirmaet Public arkitekter, der inviterede Anita Jørgensen til at udforme en æstetisk tilføjelse til det enorme rum. Det er blevet en meget vellykket totalløsning, der netop er blevet præmieret med Lysprisen 2009. Anita Jørgensens atelier er fyldt med modeller og skitser til større værker. En rulle kobber, som hun formede til et lidt krøllet forløb i værket til Hovedbanegården, ligger parat til at indgå i nye værker. Det forholdsvise tynde kobber er genstridigt, men bøjeligt.




Du har fået en del bundne opgaver i de senere år. Hvordan griber du sådanne monumentalopgaver an?

”Når jeg bliver bedt om at lave et værk til et offentligt eller privat rum, går jeg ud på stedet og opholder mig længe derude. Jeg fotograferer og fornemmer stedets ånd. Det er vigtigt for mig at komme der – også om aftenen og om natten. Jeg tager ofte derud undervejs for at afprøve, hvordan afstande og mellemrum fungerer. Der er stor forskel på at se et værk som en skitse på et stykke papir og det færdige, fysiske resultat, der fungerer i et givet rum. Jeg bliver altid overrasket og overvældet, når jeg ser det i virkeligheden. Det er meget vigtigt for mig at tilføre rummene noget godt. I begyndelsen laver jeg skitser og forsøger at sætte ting op med nogle brugbare mål. Enten arbejder jeg her på Nørrebro eller i mit atelier i Vejby i Nordsjælland.

Imens arbejder jeg med andre ting og holder øje med mit projekt. Proportionerne og målene er helt afgørende. Da jeg var blevet indbudt til at lave værkerne til Nykredit, måtte jeg stå 40 meter oppe i det store atrium for at få det rette indtryk af proportionerne. Det var uhyre skræmmende.”

Ja, din vandkunst er enorm og går igennem flere etager.

”Ja, jeg brød igennem bassinvæggen på auditorets loft/tag med en 9 meter lang kobberbjælke som hvilede i bassinet og hvis sidste m2 hænger frit ud i luften over kantinerummet. Det var modigt af Nykredit at give mig denne frihed, og desuden gav de mig en mulighed for at skabe yderligere en skulptur ’Samurai’ til den anden side af atriet mod det gl. Domicil og politigården, og der er således opstået en form for balanceret spænding og kontrast i hele skulpturkomplekset. Denne skulptur kan ligeledes ses udefra.”


Du synes uophørligt at bevæge dig ad nye veje – også mht. materialer. Senest med Valbygavlen, hvor du arbejder med solcelleenergi, der bliver en del af motivet?.

”Ja, ’Valbygavlen’ er skabt af solceller og er energineutral. Jeg gik ind og spurgte til materialerne og foreslog, at de skulle være sorte. Nogle af dem er reelle solceller, som forsyner neonskulpturen med elektricitet, mens andre er ’dummi’er’, som jeg bruger til at hænge neonrørene op på. En stor galvaniseret konstruktion holder solcellerne og neonrørene oppe, og solcellerne er hængt op lodret og vandret, så forløbet bliver mere dynamisk. Solceller er en kendt teknologi, men det var en ny måde at bruge dem på.

I øvrigt er det morsomt at tænke på, at man inde i bygningen, der siden 1922 har fungeret som en prøvehal for porcelænfabrikken Norden og senere Bing & Grøndahl, testede porcelænisolatorer til højspændingsmaster. Man skabte nogle kunstige lyn, for at afprøve, om de kunne holde. Denne forhistorie har inspireret mig, så min gavl udstråler en masse power. Prøvehallen har siden 2005 fungeret som kulturhus, og bygningen er led i bydelens bestræbelse om at dække 15 % af elforbruget med solenergi i 2025. Jeg fik opgaven af Københavns byfornyelse (nu KUBEN, red.) med Stadsarkitektens medvirken - helt tilbage i 2003, så det har taget seks år at gennemføre projektet.”

Det må være svært at holde styr på alle de teknikere og håndværkere, når man eksperimenterer med det uprøvede?

”Ja, man skal være lidt af en diplomat og samtidig være god til at overbevise dem om, at visionen er fantastisk. Det er også vigtigt at fastholde dem på det, de lover, så de ikke springer fra undervejs, fordi det er vanskeligt. Man kan ikke være den pæne pige hele vejen igennem, og når jeg ikke kan styre mit temperament, må jeg gå afsides og vende tilbage og undskylde, og så om igen. Sådan er det også. Men man kommer langt med at fortælle, hvorfor og hvordan tingene skal være. Det er vigtigt, at alle bidrager, at alle føler, de er med til at skabe det ultimative, at den faglige stolthed får plads.”


Du suser rundt fra fabrik til fabrik?

”Ja, man bliver nødt til at bevæge sig ud, hvor tingene bliver produceret, og jo mere teknikerne og håndværkerne lærer en at kende, des bedre går det, jo sjovere og mere interessant bliver det” ler Anita Jørgensen.

Hvordan har dine Â’medarbejdereÂ’ det med Valbygavlen?

”De er meget stolte af den, og selv er jeg meget glad for, at den befinder sig ude i virkeligheden – løsrevet fra kunstverdenen – at den er synlig og tilgængelig for rigtig mange mennesker, og det er fint. Den bliver langt oftere reproduceret i lystekniske blade eller i klimateknologiske blade end i fx kunsttidsskrifter.”

Hvordan tænker du over farverne, når du arbejder med værker til det offentlige rum?

”Jeg tænker meget over signalværdien, og her spiller farverne en væsentlig rolle. ’Valbygavlen’ skulle fx have tyngde, og det har den fået i kraft af den stærke rød-sorte kontrast. Den måtte også godt referere til fx Irmahønen ved Søerne, som alle kender. Det er den ultimative reference her i København, der jo ellers ikke har så mange neonlysreklamer som mange andre storbyer. Samtidig skulle den udstråle energi, og den glødende, røde farve er jo meget signalkraftig og udstråler energi. Farven giver også en tyngde, der forstærkes af det store format, idet ’neon-maleriet’ jo er ca. 25 m højt og ca. 12 m langt.”

Ovnhallen og Maskinhuset blev i 2004 ombygget til folkeskole, mens Prøvehallen altså fungerer som kulturhus. De klassiske, smukke industribygninger er oprindelig tegnet af arkitekten H.P. Jacobsen i 1916-19 med porcelænsfabrikken Norden som bygherre, og i 2002 stod RIA for en ombygning. Resultatet er en lys, venlig og åben plads i Valby, som hermed har fået et nyt smukt kvarter i hvidt og lysegult.

”Det er spændende, at man på en togrejse frem mod Københavns centrum først passerer Bjørn Nørgaards ’Thors Tårn’ ved Høje Taastrup station, og når man nærmer sig centrum, passerer man først Valbygavlen og til sidst min udsmykning af Københavns Hovedbanegård. En tredje ’port’ er Olafur Eliasssons skulptur ’The movement meter for Lernacken’ fra 2000 på Øresundsbroen, som man kan se fra toget.”


Hvem står du på skuldrene af?

Jeg kunne nævne de russiske konstruktivister, især El Lissitzky og Kazimir Malevitjs, men også en amerikansk billedhugger som Richard Serra og så naturligvis minimalisten Donald Judd. Af yngre folk er der Mona Hatoum, Rachel Whiteread, og Rebecca Warren. Alle disse kunstnere har inspireret mig. Går vi lidt længere tilbage i tiden, så finder jeg også Jugendstilen interessant. Der er faktisk mange væsentlige kunstnere fra mange forskellige tider, som har vist mig nogle veje. Men jeg er også inspireret af de nye medier, der ikke nødvendigvis har noget med kunst at gøre. Og så interesserer jeg mig meget for arkitektur, især den amerikanske arkitekt Louis Kahn, der har denne rå, klassiske og uhyre moderne formbevidsthed. Bl.a. undsagde han modernisternes brug af rammekonstruktioner. En arkitekt som Henning Larsen finder jeg ligeledes uovertruffen, og jeg er meget glad for mine værker foran hans bibliotek til RUC. En af de mere interessante arkitekturoplevelser, jeg har haft på det seneste, er imidlertid Tadao Andos vellykkede ombygning af Punta della Dogana i Venedig, som blev indviet i juni som ramme om den franske rigmand Francois Pinaults store samling af samtidskunst.”


Hvilken rolle spiller dine malerier i dit samlede oeuvre? Hvordan forholder de sig til dine værker til det offentlige rum?

”Egentlig startede jeg som abstrakt ekspressiv maler. Men senere indarbejdede jeg nogle konstruktive elementer i maleriet som reference til de skulpturer, jeg så småt var kommet i gang med. Så tog jeg en pause fra maleriet i nogle år for at hellige mig skulpturerne – det blev en meget lang pause – for jeg vendte først tilbage det i 2006 med udstillingen Sammensatte malerier i Galerie Asbæk. Her skruede jeg malerier i forskellige formater sammen og betonede dermed maleriernes objektkarakter. Nogle af dem var stærke i farven – de var meget signalkraftige. Jeg har taget tråden op igen i år på gruppeudstillingen Arena i Aarhus Kunstbygning, en udstilling hvori også deltog mine gode kolleger Viera Collaro, Malene Landgreen og Milena Bonifacini.”

Du tilstræber en indre spænding i dine værker. Materialerne skal gløde, ulme eller clashe - med andre ord, de skal gøre noget ved hinanden?

”Ja, det er noget af det vigtigste – men det er mellemrummene som nævnt også. Der kommer en anden betydning ind, når fx glasset suger lys til sig og så afgiver det igen. Det immaterielle rum i mellemrummene afføder et særligt, mentalt rum, der står og sitrer og får både tyngde og krop, som forplanter sig til betragteren, der forenes med værket via en fysisk puls. Vi har alle en klang, en svingning inde i os, og vi når vi møder sådanne værker, opstår der en undren, som igen avler nogle spørgsmål.”


Hvor går grænsen mellem dekoration og kunst?

”Det er en svær grænse, men jeg forsøger at sætte nogle grænser for mig selv og arbejder i dybden. Jeg mener, at der er nogle lag i mine værker, som den lidt mere facile dekoration ikke rummer. Jeg kan på den anden side heller ikke løbe fra skønheden, som jeg finder nødvendig. Men ikke mindst i brugen af materialerne forsøger jeg at nå langt ud over dekorationen. Generelt om mit arbejde kan jeg sige, at jeg kan lide at springe ud i det ukendte. Det enkelte værk ’fodrer’ det næste, således at noget af den gamle bagage går med over i det nye værk på en ny måde, eller jeg bliver optaget af at undersøge noget helt andet, der så integreres i et nyt værk. Det primære for mig er, at der både ligger energi og viden i mine ting. Mine værker handler altid om at forføre.”

At forføre vil sige at få folk til at gøre noget, de ikke vidste, at de ville.

”Lige præcis. Jeg vil gerne give betragterne en oplevelse og få dem til at få øje på noget nyt, så de tænker nogle tanker, de ellers aldrig ville have tænkt. Lad mig komme med et eksempel: En af ingeniørerne havde det meget vanskeligt med mit værk til Københavns Hovedbanegård. Han mente, at det var helt overflødigt. Faktisk var det ret ubehageligt, for han tog kraftigt afstand fra det. Men da det var færdigt, sagde han: ”Jeg startede med at synes, at det var helt omsonst, men nu kan jeg se, at der er skabt et helt andet og smukt sted.” Det var herligt at få sådan en tilbagemelding fra en rigtig skeptiker,” ler Anita Jørgensen.

Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen.