Enegang

Anne Vilsbøll lever et liv udspændt mellem Danmark, Indien og Sydfrankrig. Hun maler fortrinsvis abstrakte former på sit eget håndgjorte papir, så farverne får et rigt, vibrerende liv

Af Lisbeth Bonde

Saint Jeannet. Anne Vilsbøll (f. 1951) forsker i og eksperimenterer med papiret som kunstnerisk basismateriale. Fra Østen fÃ¥r hun bastfibre, fra Europa bomuld og lokale plantefibre. Hver plante har sin særlige tekstur, der drikker grÃ¥digt af malingens fluidum. Jo kortere fibre, des grovere teksturer. Efter en tur i ‘hollænderen’, en maskine, som findeler fibrene med skarpe knive, kan papiret støbes. NÃ¥r det er tørt, gÃ¥r Anne Vilsbøll i gang med at bygge sine til tider store papirbunde op som et puslespil af papirarkene, der med deres vidt forskellige teksturer spiller med i og former hendes rytmiske billedopbygninger. De stoflige variationer og de mange lag, hun maler pÃ¥ papiret giver hendes malerier et rigt farvespil. NÃ¥r maleriet er færdigt, bliver det ført ind i et vakuumbord og overføres pÃ¥ et lærred. Denne omstændelige proces har Anne Vilsbøll udviklet og raffineret igennem Ã¥rtier. Hun er en af de fÃ¥ kvindelige, danske kunstnere, der i kraft af sin kunst – som hviler lige sÃ¥ meget pÃ¥ hendes skønhedssans som pÃ¥ hendes flid - har evnet at skabe nogle ultimative rammer omkring sit værk og sit liv. I dag bor og arbejder hun dels i Sydfrankrig uden for Nice i en et gammelt vineri med en vidunderlig udsigt over bjergene og det turkisblÃ¥ Middelhavet, dels i et stort, et helt lille palæ, ud til en sø med to paladser i den hvide by Udaipur i den nordindiske stat Rajasthan, og dels i København.

Anne Vilsbøll er næsten besat af papirets muligheder. Med fÃ¥ undtagelser er der tale om nonfigurative motiver, hvor Vilsbøll afsøger farven og formen – ofte geometriske former, der overlejrer hinanden, sÃ¥ der opstÃ¥r nogle vibrerende farveklange med forkærlighed for stærke, intense og mættede farver fra gul over orange og rød til grøn og blÃ¥, som hun ofte henter i sit hus i Udaipur i Indien. Men papiret og den lange proces at fremstille det manuelt rangerer lige sÃ¥ højt for Anne Vilsbøll som selve maleriet. Grund og bund og maleri er et og det samme – de bliver “én hud” – eller ligeværdige samtalepartnere. Papirets lange vej fra klude eller plantefibre er en fortælling om et gammelt hÃ¥ndværks genopstÃ¥en i kunstens gevandter. Det er en veritabel papirvirus, der spredes i atelieret under Vilsbølls arbejde. Atelieret i Sydfrankrig kan minde om en grotte med en langvæg, der bestÃ¥r af dekorative, rÃ¥ kalksten, som buler ud i rummet. Foran stenene hænger hendes malerier til tørre pÃ¥ en metalstang. Hun gÃ¥r til og fra atelier og terrasse og overvejer det næste skridt i processen. NÃ¥r hun ved det, tager hun malerierne ned og maler dem over med et nyt lag maling. I samme rum stÃ¥r den berømte ‘hollænder’, som findeler papirmassen og lader den rotere rundt i en smal passage fyldt med vand. Udenfor pÃ¥ den solrige terrasse stÃ¥r vandkarret og silketryksrammerne, hvorpÃ¥ Vilsbøll gusker (dvs. at overføre papir fra støbeformen til fx en silketryksramme) det færdigstøbte papir til tørring. Herude i solen sætter vi os til rette med hver sin croissant og en kop café au lait.

Hvorfor blev du oprindelig kunstner? Det er jo en usikker levevej, som kræver et meget stærkt jeg og en god portion held, meget arbejde og et stort talent?

“Det har altid forekommet mig naturligt at give udtryk for mine følelser og tanker gennem at skrive og tegne. SÃ¥dan har det været, lige siden jeg var ganske lille, hvor min far forærede mig et dukkehus, som jeg konstant dekorerede med billeder. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville bruge mit liv til at male/tegne – men som barn skrev jeg ogsÃ¥ mange digte. Da jeg som 15-Ã¥rig blev invalideret af en lastbil, troede jeg, at jeg aldrig kunne komme til at gÃ¥ igen, og da voksede min drøm om at blive kunstner. Da vÃ¥gnede min vilje til at skabe min egen verden. Jeg blev nærmest religiøs i den fase, for jeg sÃ¥ livet som en gave, der bliver os givet, og som vi skal bruge godt, ellers bliver den taget fra os. At jeg fik min førlighed tilbage, beror pÃ¥ et usandsynligt held,” siger Vilsbøll, der elsker at fortælle. Denne dobbelte oplevelse af dødens nærværelse pÃ¥virkede Anne Vilsbøll i retning af kunsten. NÃ¥r man er fysisk indisponeret, kompenserer man typisk ved skabe sig sin egen indre verden. Kulturhistorien rummer mange eksempler pÃ¥ dette: Frida Kahlo, Klaus Rifbjerg og Marcel Proust – vi nævner i flæng. 

Men hvorfor valgte du papiret og farverne som dit medie? 

“Jeg er gÃ¥et igennem flere faser. I begyndelsen tegnede og malede jeg pÃ¥ alverdens forskellige materialer. Jeg søgte efter en metode, der ikke var logisk i forhold til traditionen. Jeg brugte megen tid pÃ¥ at arbejde med tynde trÃ¥de og plasticstrimler, som jeg spændte ud i rummet. Jeg undersøgte, hvordan solens strÃ¥ler ramte ned pÃ¥ disse trÃ¥de og dannede skygger pÃ¥ lange papirbaner og pÃ¥ stof. Det handlede om lysets transformation og om at fange de motiver, som slagskyggerne kastede. I den tidlige periode var jeg meget optaget af astrofysik og forsøgte fx at genskabe overfladen af Mars i modelling paste og ved hjælp af gamle telefonpresenninger. I det hele taget eksperimenterede jeg med alskens materialer – ogsÃ¥ glasfiber, som jeg hamrede løs pÃ¥ for at fÃ¥ indmaden ud. Det drejede sig om bÃ¥de at fÃ¥ ‘indmaden’ og ‘huden’ med pÃ¥ en og samme tid. Jeg søgte efter en metode, hvormed jeg kunne skabe min egen bund Men efterhÃ¥nden blev farver og former og rum det centrale. Det udforsker jeg til stadighed. I 1980'erne sÃ¥ jeg den britiske billedhugger Anish Kapoors eksperimenter med pigmenter, og jeg blev betaget af renheden og stilheden i hans værker. Pigmenterne skabte i sig selv skulpturens form – det gjorde indtryk pÃ¥ mig.”

Hvordan kom du til papiret?

“Som ung kom jeg til Grafisk Afdeling ved Buffalo College of Art, Paper and Prints (Anne Vilsbøll uddannede sig fra 1981-84 pÃ¥ forskellige akademier i USA, red.). Ved siden af det grafiske værksted var der et papirværksted. Man fremstillede her det papir, der skulle anvendes til ens grafiske udtryk ud fra det princip, at det, man maler pÃ¥, er lige sÃ¥ vigtigt, som det, man maler. Vi kunne selv bestemme, hvorledes arket – bunden, skulle se ud. Det var en Ã¥benbaring for mig. Endelig havde jeg fundet det medium, hvormed jeg kunne konstruere alt fra grunden. Man kan lave papir af alle plantefibre. Jeg kunne tage mit tøj af nu og lave papir af det om lidt, hvis du ville se hvordan (latter). Dekonstruktion, konstruktion og transformation interesserer mig At alle materialer dybest set kommer fra jorden, og at vi forarbejder tingene, bruger dem og smider dem ud til slut, sÃ¥ de ender i jorden igen. Som i hinduismen, der opererer med den store cyklus om nedbrydning og opbygning. Det ligger i selve papirprocessen. Jeg har fra begyndelsen mÃ¥ttet forklare mine omgivelser, hvorfor det i den grad har optaget mig og taget sÃ¥ meget af min tid. Men det skyldes denne interesse for transformationsprocesser – det er ligesom fødeoptagelsen. Vi tygger maden og udskiller den til slut. En af mine brasilianske kunstnervenner, der ogsÃ¥ arbejdede med papir – han er død i dag – forsøgte sig med at fremstille papir pÃ¥ et hotelværelse ud af en tøjserviet, som han klippede i smÃ¥ strimler og tyggede. Det færdige papir pressede han pÃ¥ en tændstik, og pÃ¥ den mÃ¥de fik han et lillebitte træ. Han skabte en kæmpemæssig installation bestÃ¥ende af disse 2000 smÃ¥ træer ud af sit gennemtyggede papir.”

Dine værker er blevet købt af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design, mens du har fået legater af Billedkunstudvalget, ligesom du udstiller i gallerier for billedkunst. Er du mere kunsthåndværker end billedkunstner?

“Jeg er bÃ¥de og. I dag er det nemmere, end da jeg kom hjem fra USA og begyndte at udstille. Ingen kunstnere i Danmark arbejdede pÃ¥ det tidspunkt med papir som kunstnerisk udtryksmiddel. Kunstnere pÃ¥ Kunstakademierne i Danmark lærte – og lærer stadig – intet om papir, som man gør det i USA og i Tyskland og pÃ¥ kunstinstitutioner rundt om i verden. Ofte ser man pÃ¥ udstillinger herhjemme, hvordan smukke tegninger bliver tegnet pÃ¥ kvadreret papir, der egner sig til at regne pÃ¥. Der var en skeptisk holdning til, hvem jeg var, og hvad det var jeg lavede. Dels havde jeg jo ikke taget min kunstneriske uddannelse i Danmark – dvs. jeg havde ingen kollegaer, der rigtigt kendte mig. Dels mente nogle, at det nok bare var et modefænomen eller en fiks ide! For mig bundede mange af de holdninger pÃ¥ uvidenhed og et forældet akademikersyndrom. Der er jo andre steder i verden, man kan uddanne sig til kunstner end i Danmark! Men til sidst oplevede jeg ikke mere denne animositet og skepsis sÃ¥ udtalt som i begyndelsen. Det væsentlige er, at jeg har en passion. At tro pÃ¥ sig selv og blive ved med at arbejde. Andres holdninger er til syvende og sidst ikke det, livet handler om. Det tog 10 Ã¥r, før jeg blev jeg kaldt pioner indenfor omrÃ¥det hÃ¥ndlavet papir som kunstnerisk udtryksmiddel.

Jeg har haft mange museumsudstillinger og samarbejdet med mange gallerier, der i mere eller mindre grad har gjort noget for at markedsføre mig. Ind imellem kunne jeg have foretaget bedre valg, men jeg har mest ladet mig lede af folk, jeg mente var sympatiske pÃ¥ det menneskelige plan. Helt fra begyndelsen har jeg været sÃ¥ heldig at modtage bestillinger udefra, ligesom gallerier generelt har kontaktet mig for at indlede et samarbejde.”

Du lever et nomadisk liv udspændt mellem Indien, Sydfrankrig og Danmark. Hvad tilfører disse yderpunkter og din pendling imellem dem din kunst?

“Først og fremmest en større refleksion over, hvad det egentlig er, jeg beskæftiger mig med. Hvis man forbliver det samme sted, kan man havne i en falsk rutine eller tryghed. Det er som en centrifuge, der slynger mig ud i alle retninger, nÃ¥r jeg sÃ¥dan skifter sted og kultur. Og sÃ¥ er jeg meget nysgerrig efter at vide, hvad mine oplevelser undervejs kan gøre ved mig. Det er meget spændende. I gamle dage rejste jeg altid nye steder hen. Jeg skulle hele tiden se nyt. Men jo ældre, jeg er blevet, og jo mere, jeg har rejst, des mere har jeg fÃ¥et lyst til at vende tilbage til det samme sted, for det giver mig mulighed for at drømme pÃ¥ en anden og dybere mÃ¥de. Det har jeg især mÃ¥ttet konstatere, efter at jeg købte mit hus i Indien i 2001. I Indien løsrives mine tanker fra alle tillærte vaner, og rammerne for alt det kendte sprænges. Jeg skal ikke gøre sÃ¥ meget, men jeg kan tænke og skrive og male pÃ¥ en ganske anderledes mÃ¥de. I Indien ser jeg mig selv udefra. Jeg vil i dag gerne kunne vende hjem til det samme sted – og jeg føler mig lige sÃ¥ meget hjemme i Udaipur som jeg gør i Frankrig og Danmark. Jeg bliver visuelt stimuleret i Indien. Hver eneste gang, jeg er der, Ã¥bner der sig nye rum bag rummene. Det er lige som i mit eget maleri, hvor jeg opbygger rum i rummene.

Inderne siger “Hota Hai”. Det betyder “Det sker,” og hermed mener de, at det, der vil ske, bliver bedre, end det, der er sket. ”

Hvilke kunstnere har du som forbilleder?

“jeg vil nævne en pioner som Geogia O'Keeffe, som jeg var sÃ¥ heldig at besøge i New Mexico. Jeg har ladet mig inspirere af hende, dog mere af hendes person end af hendes kunst. At hun først var uddannet lærer som jeg selv og dernæst blev kunstner og i en sÃ¥dan grad, at hun flyttede ud i ørkenen og rendyrkede sin egen kunst, er stærkt – ligesom det er interessant at se, hvordan hendes liv fik indhold i kraft af hendes kunst. OgsÃ¥ en skikkelse som Karen Blixen har inspireret mig – i det hele taget kvindelige kunstnere, der – som jeg selv – har haft styrke nok til at kunne være alene med sig selv og deres tanker.”

Hvilken retning tager dine værker i dag?

“Min kurs ændrer sig og forskyder sig hele tiden undervejs i arbejdsprocesserne. Jeg ønsker ikke at blive sat i en bestemt bÃ¥s. Det skal først og fremmest være interessant og spændende for mig selv at arbejde. Det er jo hele mit liv! Det har taget mig lang tid at finde frem til, hvordan det kunne lade sig gøre at anvende papiret, som jeg ønskede. Da jeg trÃ¥dte tilbage som præsident for IAPMA – International Association of Hand Papermakers and Paper Artist i Ã¥r 2000, havde jeg brugt 17 Ã¥r pÃ¥ at eksperimentere og formidle og været meget aktiv globalt med at studere og indgÃ¥ samarbejder med papiret som omdrejningspunkt. I dag er kunstens vifte Ã¥ben, og alt er tilladt i modsætning til tidligere, hvor man blev begrænset af en masse æstetiske dogmer. Jeg har en kolossal frihed til at vælge, og jeg er altid i gang med at undersøge verden og dens mangfoldighed. Det vil jeg fortsætte med, sÃ¥ længe jeg kan.”

Interviewet er en forkortet version af et interview i den netop udkomne bog Anne Vilsbøll – the language of paper. Edition Heede & Moestrup. 352 s., rigt illustreret. Med tekster af Dr. Bogomila Welsh-Ovcharov og Rachel Stella.