KunstOnline.dk - Portræt - Bjørn Nørgaard

Om noget har det været Bjørn Nørgaards projekt siden midten af 1960erne at diskutere. Diskutere samfundets indretning og kunstværkers udtryk og naturligvis den indbyrdes sammenhæng.

Bjørn Nørgaard er billedhugger. Han er også tegner, keramiker, filmmager og aktionskunstner og har tilmed - sammen med komponisten Henning Christiansen - skrevet en kammeropera. Men frem for alt er han et menneske, der er dybt engageret i sin omverden, hvad enten han arbejder med kunst eller sidder i et af de talrige udvalg, hvor han forsøger at påvirke udviklingen.
Bjørn Nørgaard skaber - og igen: hvad enten det er kunst eller alt muligt andet - platforme for demokratisk samtale. Disse platforme har antaget forskellig karakter fra tidlige forsøg på at finde et nyt, personligt og originalt skulptursprog gennem 1960ernes angreb på stivnede institutioner via aktioner som Hesteofringen og arbejdet med at opbygge et trykkeri over de mange udsmykninger til gobelinerne til Dronningen og boligbyggeriet på Bispebjerg.
Men formålet har været det samme. Og det er det også, når Bjørn Nørgaard har arbejdet inden for institutionens rammer som professor ved Kunstakademiet eller - for nu at tage blot et enkelt andet eksempel - Det særlige Bygningstilsyn, hvor han (atter med præcision og omtanke) har kæmpet for fredning af en række kulturhistorisk vigtige bygninger, og for at samfundet ikke mister sin historie.

Aktion. Nikolaj Kirke 1965

Skulpturel demonstration. Aktion, Galerie Schmela, Düsseldorf 1966

Hjem med holdning til kunst

Hvor begynder sådan noget? For Bjørn Nørgaard begynder det i et hjem med en holdning til kunst og kultur som noget afgørende for meningen med tilværelsen og herunder det politiske engagement.

Bjørn Nørgaard var ganske rigtigt - og her er ét punkt hvor han lever op til kunstnermytologien - god til at tegne i sin barn- og ungdom, og han fik tidligt færten af, hvor udviklingen i kunstlivet var. Han overvejede Akademiet, og det overvejede også ham - og forkastede ham, da han søgte optagelse. Hvilket set i sammenhængen viste sig at være udmærket, for som 17-årig kommer han i kontakt med Den eksperimenterende Kunstskole eller Eks-Skolen, et polemisk alternativ til Akademiet med anderledes bud på, hvad kunst kunne være med vægten lagt på processen snarere end produktet. Her møder han begavede folk som - for nu blot at nævne nogle få - Per Kirkeby, Troels Andersen, Peter Bonnén og Stig Brøgger samt Richard Winther, Peter Louis-Jensen og Poul Gernes, de tre sidste er alle nu desværre døde.

I de år træffer han også sin hustru, Lene Adler Petersen, og komponisten Henning Christiansen, og sammen med denne håndfuld mennesker har Bjørn Nørgaard haft (og har for de to sidstnævntes vedkommende fortsat) et frugtbart fællesskab i arbejdet med aktioner, happenings, udstillinger, protester, arkitekturkonkurrencer, tidsskriftsudgivelser, fælles værker og diskussioner, diskussioner, diskussioner. Det har ændret den danske kunsthistorie.

Et foredrag om arkitektur. Aktion, Kunstakademiet 1969

Fra gymnasiet til Eks-Skolen

Bjørn Nørgaard mente vist, at han skulle være billedhugger, da han midt i gymnasiet forlod det til fordel for Eks-Skolen. Han lærte da også at svejse, og det kom der såmænd ganske respektable halvabstrakte skulpturer ud af.

Det var blot en kunst, der ikke hang sammen med, hvad han opfattede som den politiske realitet. I de år var Bjørn Nørgaard med i praktisk taget alt, hvad der foregik på den del af venstrefløjen, som ikke var dogmatisk. Selvfølgelig var han det. Det var jo der, diskussionen foregik.

Da det gik op for ham, at han ikke kunne bruge den konventionelle kunstopfattelse til noget som helst, begyndte han at arbejde med noget, man kan kalde materialeaktioner. Han undersøgte, hvilke elementer der udgør en skulptur - i en kunsthistorisk berømt aktion, der imponerede Joseph Beuys, trampede han rundt med fødderne i gipsklodser - og disse undersøgelser, denne personligt tænkte, æstetiske grundforskning udstrakte han til også at undersøge myter og historiske billeder. Og det førte så igen til aktioner som Den kvindelige Kristus (1969) og Hesteofringen (1970).

Begge var udarbejdet i samarbejde med Lene Adler Petersen, som i den første gik nøgen med et kors gennem salen på Københavns Børs for - banalt sagt - at minde samfundet om Jesus og hans besøg i templet. Det afskaffede nu ikke kapitalismen, men handlen med værdipapirer blev da suspenderet resten af dagen.

I Hesteofringen blev en udtjent og misrøgtet arbejdshest, Røde Fane (tidligere kendt som Tulle), slagtet på en mark i Nordsjælland, parteret og fordelt på et par hundrede syltetøjsglas. Det skulle have været sket på Louisiana, der ligesom politimesteren i Helsingør imidlertid ikke ville høre tale om det - og derved - fordi aktionen blev flyttet fra en institution, museet, til en anden, pressen, kom fokus til at ligge på Bjørn Nørgaards protest mod krigen i Vietnam og sulten i Biafra, som værket også handlede om.

Hesteofringen. Aktion, Kirke Hyllinge 1970

Der rejste sig et ramaskrig i befolkningen. Hverken over Biafra eller Vietnam men over Tulles skæbne. Det var imidlertid ikke noget, Bjørn Nørgaard tog sig videre af. Hesteofringen var et farvel til det konventionelle værkbegreb i kunsten. Fremover, mente Bjørn Nørgaard, skulle kunstnere ikke producere genstande, de skulle tænke tanker. I de år trak han sig delvis tilbage fra kunstlivet for at eksperimentere med alternative bo- og samlivsformer som model for en anden samfundsindretning, ligesom han var medinitiativtager til den selvforvaltende arbejdsplads, Eks-Skolens Trykkeri.

Stars and Stripes. Aktion, Den Frie Udstillingsbygning 1970

Det var ikke nok, fandt Bjørn Nørgaard, at skrive artikler om, hvordan andre burde ændre samfundet. Man måtte selv eksperimentere med andre ledelsesformer på arbejdsmarkedet. I sidste halvdel af 1970erne sejrede universitetsmarxismen til Bjørn Nørgaards store fortrydelse over den bløde del af ungdomsbevægelsen. Marxisterne fik magten på venstrefløjen - og Bjørn Nørgaard indså, at det var på tide at begynde at skabe kunst igen og så at insistere på kunsten som et særligt sprog og dens institutioner som bastioner af særlig kvalitet.

I 1979 kom tilbuddet om at udføre den første af, hvad der skulle blive en meget lang række store monumentale udsmykninger i det offentlige rum - det var Gladsaxe Hovedbibliotek - og igen så Bjørn Nørgaard det som en mulighed for at etablere en platform for diskussion med sin omverden, hvor processen i lokalsamfundet, debatten i aviserne og blandt brugere og beboere bliver til en demokratisk samtale om indhold i kunst - og tilværelse. Senere kom som antydet andre værker til det offentlige rum, og i dag arbejder han tilsyneladende efter princippet: Hver by sin Bjørn.

Homage à Yves Klein, 2005
Jernramme, brosten, globus m. lys, 24 karat forgyldning,
Venus-afstøbning i gips, påskudt blå maling, bunsenbrænder

Det forjættede land, 2005
Stål, stentøjsplader, egestolper, cementpæle, jern, travertin fra Jerusalem,
de 10 bud på hebræisk, fåreblod, lerklinge, advarselsblink, pigtråd m. strøm,
Venus-afstøbning i gips, sort silke.
Fra udstillingen Venus spejler Venus, Galleri Susanne Ottesen

Skulpturer og tableauer

Sideløbende med de mange opgaver har han arbejdet med sine egne værker, og det vil sige skulpturer eller tableauer. Mindre i størrelse, de fleste af dem, om end intime næppe er ordet, når man betænker den gestiske voldsomhed og den ophobning af ting, der karakteriserer dem. Igen: De er af diskuterende art.

Et objekt fra midten af 1970erne, da Bjørn Nørgaard genoptog arbejdet med værket i kunsten, stillede spørgsmålet: Kan rugbrød være socialistisk? Kan kunst? Andre arbejder forholdt sig til livet i parcelhuskvarteret eller til Marat som revolutionær set i lyset af vor egen tid - og op til i dag har Bjørn Nørgaard (bl.a. i samarbejde med Henning Christiansen) skabt store environments, hvor han diskuterer kapitalismen eller Europa eller ulandenes gældsbyrde. Ikke entydige værker. Et kunstværk må indeholde flere modsatrettede bevægelser og opfattelser, for, som han så klart udtrykker det, et kunstværk er aldrig solidarisk og aldrig kritisk, og et kunstværk er altid solidarisk og altid kritisk. For Bjørn Nørgaard har det derfor i en række skulpturer været væsentligt at tage elementer fra kunsthistorien og fra kulturarven og arbejde med allegorier på en sådan måde, at de diskuterer dagens virkelighed. Gobelinerne til Dronningen - den store gave fra dansk erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter og adskillige fonde ved Dronningens 50 års fødselsdag for ti år efter at blive ophængt i Riddersalen på Christiansborg - er blevet til ud fra samme tankegang.

Fra udstillingen Atypia Mickeys Opera, 2006, Galleri Susanne Ottesen

Opgaven, der blev overdraget Bjørn Nørgaard blandt meget andet fordi han er i stand til at forholde sig reflekteret til historien, havde visse givne regler. De 11 gobeliner - og dertil kommer seks mellemstykker - skulle fremstille de danske kongers og dronningers saga. Men det er også blevet Bjørn Nørgaards personlige fremstilling af danmarkshistorien. Det er derfor, man et sted i den gobelin, der beskriver vort århundrede, finder en lille gengivelse af et kolonihavehus. Foran det står Bjørn Nørgaards forældre og Bjørn Nørgaard selv i barnestørrelse. Her begynder en drøm om et bedre Danmark. Den drøm diskuterer Bjørn Nørgaard stadig.

Artiklen har været bragt i Berlingske Tidende.

Gobelin 1, 1988-2000, Gobeliner til Danmarks Dronning

Udstillingsudsnit, 1988-2000, Gobeliner til Danmarks Dronning

Gobelin 10, 1988-2000, Gobeliner til Danmarks Dronning

Tekst og billeder fra udstillingen En lystrejse gennem skulpturens forunderlige verden - con amore Bjørn Nørgaard på Gl. Holtegaard

Wiedewelt m.fl.
Foto: Hans Ole Madsen

Hver skulptur er kommenteret af fire genstande; spejlet, kvadratnettet, kuben og det formløse: Spejlet er den præcise og ubearbejdede refleksion af virkeligheden, som samtidig inddrager omgivelserne i oplevelsen af skulpturen.
Kvadratnettet er den mest simple kortlægning af en genstand. Ved hjælp af kvadraterne bliver man i stand til at se genstanden på ny. At se ind i et enkelt kvadrat og fokusere på detaljen på den helt abstrakte form - som kun i konteksten er med til at skabe det endelige værk.
Kuben og det formløse refererer til skulpturen som en konkret genstand spændt ud mellem det geometriske og det organiske, orden og uorden, de elementer som kunstneren har til rådighed.
Den klassiske modernismes progressivitet og kulturelle Darwinisme tilsiger os, at alt nyt forudsættes at være bedre og det gamle dårligere, at mennesket derfor hæver sig i sin tid fra et lavere til et højere niveau og historien derfor principielt er en skraldespand for kasserede værker. Påstanden nu er at denne lineære progressivitet er relativ, at der både gives positive fremskridt og historiske erfaringer, der i samtiden har en ligeværdig betydning.
Ved på den måde at bringe skulpturerne ud af deres kendte historiske sammenhæng og løsrive dem i selvstændige, abstrakte enheder skaber Bjørn Nørgaard, hvad han selv kalder et skulpturelt alfabet. Ligesom man ved hjælp af det latinske alfabet til stadighed kan skabe nye ord kan det skulpturelle alfabet fortsat udvikle og redefinere den skulpturelle form.

Johan Tobias Sergel, Faunen, ca. 1770
Foto: Hans Ole Madsen