Cai-Ulrich von Platen

Billedfryd

Billedkunstneren Cai-Ulrich von Platen skummer skæve og poetiske billeder fra sin fantasis nærende suppe - og masserer os ind i venlighed og varme.

Af LISBETH BONDE

I en tid med grønne bønnemøder med forkyndelser om glødende CO2-kvoter og nedsmeltende poler, er det vederkvægende at træde et par skridt tilbage og tilbringe noget tid i selskab med god kunst, der sætter tanken fri uden nogen snærende dagsorden: Fornylig vistes en scenograferet udstilling, egentlig en maleriinstallation bestående af et stort antal sprudlende oliemalerier og akvareller, der tilsammen udgør en fortælling om tilværelsen over, under og i øjenhøjde med verden. Ophavsmanden er billedkunstneren Cai-Ulrich von Platen. Med barnets åbenhed slår han dørene op til sin dybt personlige, malede parallelverden, der er fyldt med uventede syn og anelser. Det er malerier i et udvidet felt, såkaldt postkonceptuelle malerier, der inkorporerer alle de nyopdagelser og brud på det traditionelle maleri, som kunstnerne har udsat det for fra impressionismen og frem. På udstillingen oplever vi associationsrige og undertiden herligt urimelige og usandsynlige malede visioner, og værkerne ter sig vildt og sprænger Clausens Kunsthandels snævre, gamle rum med de knirkende gulve og de sprossede vinduer, som von Platen til lejligheden har blændet for at gøre illusionen fuldendt. I stedet for andægtigt at betragte de udstillede malerier er vi selv performere, der indgår i fiktionen. Vi vandrer fra ’lysthuset’ videre til ’kunstsamlingen’ og ’museet’, hvor malerierne hænger tæt og danner et landkort over en frit fabulerende fantasi. Vi lægger os i tankerne ved siden af en halvnøgen mand på en sofa og nyder solen uden for lysthuset. Udstillingen, der bærer titlen Tal til mig, indbragte kunstneren Statens Kunstfonds udstillingspræmie og en check på 50.000 kr.




Gik man og troede, at der var tale om en kunstner, der tænker sig frem til sine idébårne værker, så skal man tro om igen, for værkerne kommer et helt andet sted fra og bevidner i øvrigt en maler, der evner at male, hvad end hans (h)ånd befaler ham. Cai-Ulrich von Platen har ellers i årtier udtrykt sig ved hjælp af højst forskellige medier, materialer og kategorier fra træstammer med påmalede motiver over sort/hvide fotos til absurde skulpturer, dannet af kasserede møbler. Hver ting til sin tid, men lige nu byder tiden åbenbart op til en dans med maleriet. Han har igennem årene dels arbejdet solo i sit værksted i Valby, hvor Deres udsendte møder ham en kølig december formiddag, dels har han med forkærlighed søgt inspiration og udfordring i kunstneriske fællesskaber, først og fremmest i TAPKO, en mobil udstillingsplatform, der også talte billedkunstnerne Kerstin Bergendal og Jørgen Carlo Larsen. Dette interessante forum tog oprindelig navn efter det forladte og lettere forfaldne Tappe Kompagniet i Sundkrogsgade i Københavns Nordhavn, hvor man i fordums tid havde tappet petroleum. Her kunne vi fra 1991 og et par år frem opleve en række øjenåbnende udstillinger med nogle for det måbende københavnske kunstpublikum ganske anderledes, stedsspecifikke, overvejende tredimensionale værker, skabt af så store navne som Sarkis, Jaroslaw Kozlowski, Richard Wentworth foruden af TAPKOs egne medlemmer, der brillerede i denne industriruins smuldrende og iskolde rammer. En større TAPKO-udstilling kunne ses i 1998 på Brandts Klædefabrik. I dag arbejder de tre TAPKO-kunstnere hver for sig, om end de indimellem træder sammen, som det sås i udstillingen Housewarming på Amager i 2007, men de har alle forkærlighed for kunsten i det offentlige rum ved siden af deres mere værkorienterede produktion. I sensommeren 2007 indgik Cai-Ulrich von Platen atter i et fællesskab, nemlig i SOUP – kort for Sol over Urban Planen – hvor billedkunstnere sammen med Overgaden Institut for Samtidskunst bidrog med en række kunstneriske interventioner i denne almene boligbebyggelse på Vestamager – i samarbejde med beboerne i Urbanplanen.


Jeg må spørge kunstneren om, hvad der sætter ham på sporet af de sære motiver, han begår, og hvad der specifikt har drevet ham frem i den nye udstilling?

”Når jeg kaster mig ud i en ny udstilling, har jeg sjældent noget fast endemål. Denne gang stod det mig imidlertid klart, at det skulle være maleri. Sidst, jeg udstillede hos Clausen, handlede det om installationer, så denne gang sagde jeg til mig selv, at på dette klassiske sted – Clausens Kunsthandel – skulle jeg udstille klassiske malerier. Men hvad malerierne skulle handle om, det anede jeg ikke.”



Det er da noget af en tilsnigelse at kalde malerierne klassiske?

”Ja! (latter). Men jeg troede et stykke tid, at jeg kunne gennemføre det ved simpelt hen at stille mig her på værkstedet og så bare male helt almindelige billeder, og når jeg var kommet så langt, at de skulle hænges op, så skulle jeg bare fordele dem rundt om på væggene. Men det gik ikke. Ret tidligt i arbejdsforløbet begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg kunne skabe ro i rummene. Jeg tænkte over, hvad jeg skulle gøre ved vinduespartierne og ved hele den tradition, som det gamle hus med den lange historie bærer på. Der skulle skabes plads til at udfolde maleriet. Det er en interessant proces, hvor udstillingen langsomt bygger sig op inde i hovedet sideløbende med, at jeg producerer billederne. Det bliver en ping-pong mellem et malerisk og et rumligt udtryk. I dette tilfælde havde jeg heldigvis lang tid til at udvikle projektet – halvandet år – hvilket betød, at jeg kunne afprøve en masse muligheder for at nå frem til en enkelhed – også i måden at udføre det hele på – inklusive de ombygninger, som rummene skulle have. Det skulle ikke holde op med at være en maleriudstilling, men blive en meget tydelig maleriudstilling.”




Det er blevet en fortælling også om et hus og et liv. Vi går fra samlingen til havehuset m.v. ind til et lille appendiks, hvor du viser nogle nonfigurative mini-akvareller, der tager sig ud – bare i lille format – som en ”rigtig” maleriudstilling.

Ja, jeg valgte at formindske det sidste udstillingsrum til en slags model af en moderne kunsthal, hvor mine små akvareller på 25 x 30 cm ser ud som storformat malerier.”

De vokser klart i betydning og bliver monumentale i al deres lidenhed. Hvad vil du med dette?

”Det er en rendyrkning, kan man sige. Der kommer malerierne til deres ret, men de er også løsrevet fra fortællingen og fra enhver kontekst - modsat resten af udstillingen, hvor jeg på den ene side forandrer på huset, og på den anden side vedkender mig husets lange historie og arkitektur, som jeg ønsker skal spille sammen med malerierne. Den form for indlevelse i de eksisterende rum eller den realitet, som man udstiller i, synes jeg er utrolig interessant og grundlæggende. Hele mit TAPKO-engagement har været en undersøgelse af, hvad der sker med kunsten, når den kommer ud i virkeligheden – altså uden for den hvide kube eller the white cube, der jo altid tager sig ud som et neutralt sted. Når man udstiller i Clausens Kunsthandel, så udstiller man med stedets lange historie.”


Von Platen blev optaget på Kunstakademiet allerede som 17-årig, og i årtier har han eksperimenteret med kunst i både to og tre dimensioner. Han har også haft en række betroede hverv for sin stand, således sidder han pt. i Statens Kunstråd, ligesom han i en årrække var formand for billedkunstnernes fagforening BKF. Inden for de seneste år har han desuden gjort sig bemærket ved at forsyne to bøger med billeder, begge på det fornemme forlag Vandkunsten, nemlig H.C. Andersens Fodreise (2005), som han billeddigter kongenialt med H.C. Andersens beretning, og hvilken han også blev præmieret for. En udstilling, der byggede videre på Fodreise-motivet blev vist ligeledes i Clausens Kunsthandel i 2006. Og sidste år udgav han sammen med den svenske maler Jan Håfström bogen The Club, der handler om deres kunstneriske interventioner i en forladt klub uden for Warszawa, som det bedre polske borgerskab i tiden før kommunismen frekventerede, indtil nazisterne rykkede ind og anvendte den som kasino. Da de to kunstnere rykkede ind, havde huset stået tomt og forladt i 12 år. Af bogens billeder fremgår det, hvordan de to kunstnere bearbejder det forfaldne hus til én stor installation – poetisk ladet med dette ekstra, der også indebærer en hel del melankoli, dvælen og drømmeri – tilstande, som i høj grad nærer Cai-Ulrich von Platen, når han arbejder.


Din totalinstallation forekommer at være en drøm? Hvordan arbejder du? Hvilke mentale registre ’abonnerer’ du på under dit arbejde? Det virker, som om du ’skywalker’ i alle tider og alle steder og tillader dig alt.

”Det har jeg slet ikke styr på. Eller man kan sige det sådan, at igennem mange, mange år har min metode været at starte ud i den blå luft. Dette kan man disciplinere sig til. Det kræver en viden om, hvornår jeg er parat, opmærksom og til stede, hvornår jeg kan kaste mig over noget nyt, eller hvornår jeg evt. skal kaste mig over et gammelt lærred, som jeg kan nusse lidt med, fordi det fx skal males over eller lignende, når jeg ikke er parat. Denne selvindsigt i arbejdsparathed er en metode, som jeg stadig udvikler, og som gør det muligt for mig at sætte en hel masse billeder i gang. Men når først processen – der et langt stykke henne af vejen handler om helt formelle ting – er i gang, så går det derudaf. I begyndelsen handler det slet ikke om et motiv, og jeg har ikke nogen plan. Der er en helt formel nydelse ved stoffet, hvor det ikke handler om budskaber eller komposition, men om noget så fundamentalt som penslen, der møder lærredet. Det er en fryd! Når jeg føler denne tilstedeværelse, så ved jeg, at der er noget på vej, for da er maleriet stadig et levende og lystfyldt felt, og jeg er nærmest lykkelig.”



Har det noget at gøre med automatisme, altså en ubevidst strøm af indfald, dvs. du har en dialog med dit indre, der får direkte afløb? Inspirationen og intuitionen, der går hånd i hånd med erfaringen?

”Jeg ser det mere som et rigtigt sjovt manuelt forløb. Der kommer nogle indskydelser, som ofte griber tilbage og minder mig om arbejdet med et tidligere maleri. Det kan også være en kropserfaring, en erindring eller en kunsthistorisk association. Med andre ord: Det kan være mange ting, der affødes undervejs i form af indskydelser. Jeg ser det, som nogle parallelle spor, der følger mig undervejs i processen, og som jeg så har lært mig at hoppe rundt imellem.”

Men der er nogle genkommende figurer – mennesker og natur?

”Ja, i høj grad. Især er der mange træer. Hvis figurerne kommer ind på den rigtige måde, da vil tingene det, de nu vil, og så må jeg give efter og lade dem indgå i billedet.”


Men du arbejder jo med alle mulige medier – som fx en bronzegren, der vokser ud af en dør – en readymade, som du har fundet, ligesom du kan finde på at male et maleri af fx et arbejdsværelse for enden af en stor, oversavet træstamme. Hvor kommer disse absurde idéer fra?

”En meget væsentlig periode for min praksis var, da vi begyndte at lave TAPKO-udstillingerne. For da skete der det, at maleriet hoppede ud i rummet. Jeg erfarede, at jeg lige så godt kunne lade den mandsfigur, som jeg så ofte havde malet ind på et lærred, stå ude i rummet som en lerskulptur foran fx en dør. Der var ingen begrænsninger, da den rumlige dimension blev aktiv, og rummet blev til lærred eller omvendt. Det hele blev åbnet op, og det var en befrielse at begynde på denne tredje dimension. Sideløbende har jeg fotograferet. Det startede jeg med længe inden jeg begyndte at male. Mine fotografier er i høj grad bundet til det dokumentariske, mens mine skulpturer specielt tidligere var bundet til den arkitektoniske oplevelse. Da jeg begyndte at arbejde med hele rum, kunne jeg pludselig sætte alle disse medier og oplevelser i spil på en gang, og det flyder på en efterhånden meget naturlig måde i min associationsstrøm. Men på udstillingen Tal til mig renser jeg altså lidt ud igen for at prøve at nå nye steder hen med maleriet.”


Hvad er der sket?

”Alle malerierne har bevæget sig fra noget kaotisk til noget renere, klarere og enklere.”

Efter devisen, at når man satser, bliver udsagnet stærkere, mere fuldtonende? Men tilsammen er det jo et polyfont kor af stemmer – med de mange formater, farver og udsagn, som malerierne har, samtidig med at hvert enkelt maleri kan stå alene.

”Ja, det er meget sjovt, at du siger det. For nogle år siden lavede jeg en udstilling, der hed Enemaleri i Overgaden, altså ligesom man taler om et eneværelse eller et enebarn. Det har aldrig interesseret mig at lave serier eller suiter, det er ganske enkelt for kedeligt. Hvert enkelt billede skal blive sig selv og have sin egen historie. Jeg vil ikke påstå, at jeg altid ved, hvad historien går ud på, det afgørende er, at billedet taler til mig.”