Christian Vind

Ved første øjekast synes Christian Vinds kunstneriske værk beskedent, som det præsenterer sig som fotos og optegnelser nydeligt arkiveret i små uanseelige konvolutter. Men i udfoldet tilstand favner Vinds værk en hel verden, hvor referencer, relationer og henvisninger udgør en mindst ligeså betydelig del af værket som den konkrete genstand.

Bøf er stegt, 2007
Foto: Lars Bay

Christian Vind er billedakkumulator, tingsamler, arkæolog, maler, kunsthistoriker, og øjenåbner. Han har tidligere præsenteret sin kunstneriske produktion under navnet ”Tryktanken”, en betegnelse, som præcist beskriver det massive opbud af divergerende materiale, hvis komprimerede indhold af skjulte referencer, indlagte antydninger og spidsfindige henvisninger truer med at eksplodere ved førstkommende lejlighed. Christian Vind er født i 1969 og tog afgang fra Det kongelige danske Kunstakademi i 2003. Han arbejder med fotografi, tegning, collage, bogkunst, leporello, grafik, objets trouvées, maleri mm., i formater, der varierer fra værker i konvolutstørrelse til vægmalerier på adskillige kvadratmeter.

Hvidpapirfeber. Bog, 2004
Foto: Lars Bay

HVIDPAPIRFEBER
Christian Vind har løbende udforsket bogkunstens muligheder og særegne karakter og har på sit eget forlag ”Hvidpapirfeber” udgivet en række kunstnerbøger eller ”artists’ books”. Christian Vind har arbejdet med flere forskellige formater, bl.a. pop-up-bogen, leporelloen og den mere traditionelle bogform. Modsat det fysiske udstillingsrum opfordrer det intime bogformat ifølge Christian Vind til fordybelse. Som han beskriver det, er oplevelsen uforstyrret, uden barneskrål, kammermusik eller forstyrrende besøg i museumsbutikken. Selvom billederne er komponeret i et bestemt forløb, kan læseren vælge sin egen rute ned i stoffet, bladre, zappe og måske finde en ny bog frem. Af karakter er Christian Vinds bøger vidt forskellige. Pamfletten ”Guldhorn og Jysk Fadfest” (2003) fungerer som et langdigt til billedkunstneren Asger Jorn og udfolder en analyse af dennes mangesidede produktion, overfor hvilken Christian Vind udviser såvel undren som beundring. Den eksklusive, nummererede og æstetisk smukke ”Hvidpapirfeber” (2004) indeholder sort-hvide gengivelser af kunstnerens tegninger, fotografier og tryksager samt fotos af andre kunstneres værker.

Bøf er stegt. Bog, 2005
Foto: Lars Bay

Opslag fra bogen Bøf er stegt, 2005
Foto: Lars Bay

Den mere trash’ede ”Bøf er stegt”, med efterord af Jan Bäcklund og pedantisk værkregister, udkom i 2005 og kan måske bedst beskrives som et konglomerat, et fortættet billedbombardement med tre temaer: danskhed, fundne objekter og reproducerede kunstværker.
Tilrettelæggelsen af disse bøger er aldrig tilfældig eller letkøbt, men ofte resultatet af flere måneders redigering fra kunstnerens side og betragtes af denne som et stykke grafik. Den lange tidshorisont skyldes fortrinsvis, at der trækkes linier på tværs af bøgernes sider, så de enkelte opslag forbindes af et væld af referencer og krydshenvisninger.

Tre måneders støv, 2004
Foto: Lars Bay

HVERDAGEN VISUELLE ’STREAM OF CONSCIOUSNESS’
Christian Vind har gennem en årrække opbygget en samling af fundne objekter, der fungerer som brændstof, drivkraft og materialeressource i hans kunstneriske produktion. De fundne objekter omdannes ofte til formater, der i størrelse kan passe til små konvolutter, hvori fotos og diverse indsamlede genstande opbevares. Disse konvolutter indlemmes i Christian Vinds omfattende arkiveringssystem, men er også at betragte som selvstændige værker. Den sirligt påførte skrift, hvor hvert bogstav møjsommeligt er printet med et hobby-håndsætteri, beretter om indholdet, som spænder fra tre måneders støv over udklippede reklamer for mobiltelefoner til en samling af for længst forældede vejrudsigter. De enkelte objekter er udvalgt, indsamlet og arkiveret med en omhu og med et skarpt observerende kunstnerisk blik, der udpeger det særegne, det fortættede udtryk, det kuriøse. Disse visuelle og skriftlige udsagn anvender Christian Vind enten direkte eller modificerede i sin kunstneriske produktion, hvor han i en række værker præsenterer publikum for hverdagens billedbombardement i kunstnerisk nøje udvalgte doser.

Uden titel, 2003-04
Foto: Lars Bay

Christian Vind anvender ofte det fundne materiale direkte, med minimal bearbejdning, men modsat eksempelvis Marcel Duchamps gestus med indsættelsen af industrielt fremstillede objekter i udstillingsrummet, er Christian Vinds ærinde snarere at skærpe vort blik for og fremhæve hverdagsobjekternes visuelle, tekstlige og tidskarakteriserende kvaliteter. Med udvælgelsen og udstillingen af disse objekter leder Christian Vind os til at se detaljer og pointer, som det ellers kan være svært at få øje på, når genstandene flygtigt præsenterer sig selv i gadebilledet.

Ørnens ret, 2006
Foto: Lars Bay

Det er ofte upåagtede detaljer eller intime banaliteter, der fanger Christian Vinds interesse, og som han giver samme opmærksomhed, som andre ofrer på et kunstnerisk mesterværk. I Christian Vinds univers indfanger fundne skriblerier, reklametekster og avisudklip måske vor tid bedre end finkulturen i form af et digt, et musikstykke eller et kunstværk. Christian Vind har blik for det banale og kitsch’ede og for værdien af hverdagens poetiske udtryk. Han indsamler postkort med personlige hilsner, digte, fotos af graffiti, ønskesedler og indkøbslister. Hver især giver de et på én gang komprimeret og fragmentarisk billede af personen bag.

Uden titel (Google Jorn), 2007
Foto: Lars Bay

Et andet yderst tilgængeligt reservoir for kunstnerisk udvælgelse finder Christian Vind i reklamer, tegneserier og avisudklip. Indsamlingen af trykte objekter tilbyder ham et materiale, som han ikke selv ville kunne udtænke eller opfinde, og når disse masseproducerede, anonyme henvendelser fremhæves og indsættes i kunstinstitutionen, opstår nye og overraskende erkendelser og indsigter. Den kunstneriske udvælgelse løsriver genstandene fra informationssamfundets massive billed- og tekstbombardament, som truer med at bedøve alle sanser, og tilbyder muligheden for nøjere studier; indplaceringen i kunstinstitutionen nærmest opfordrer til fordybelse i og udforskning af genstandenes ellers oversete æstetiske og indholdsmæssige kvaliteter.

Christian Vinds samling. To plastiklabyrinter
Foto: Lars Bay

Virvaret af uensartede, indsamlede objekter, der udgør Christian Vinds materialebank, kan betragtes som et tidsbillede, en form for statusrapport over dagligdagens kommunikationsmåder. Der er tale om en sjælden samling af trykte, håndskrevne og tegnede meddelelser; for af vor tids billed- og informationsstrøm bevares kun en brøkdel for eftertiden; flygtige e-mails erstatter det håndskrevne brev, reklamens levetid er yderst kortvarig, og graffiti overmales eller fjernes. Paradoksalt nok er det aftryk, vi i dag sætter, både fragmentarisk, sporadisk og mangelfuldt. For eftertiden er Christian Vinds kunstneriske udvælgelse således ikke uinteressant; den fastholder og forlænger objekternes levetid markant. Christian Vinds objektsamling fungerer således som et moderne passageværk, en mosaik af citater og visuelle meddelelser, der tilsammen udgør en imponerende og stædig udforskning, et ekstrakt af det 21. århundredes uoverskuelige, men altid nærværende visuelle ’stream of consciousness’.

Sauherad, Foto 2006
Foto: Lars Bay

DÆMONER OG LABYRINTER
Ansporet af to artikler, skrevet af Asger Jorn i 1946 og 1948, besøgte Christian Vind i sommeren 2006 den norske kirke Sauherad for ved selvsyn at beskue den usædvanlige dæmonvæg, som befinder sig på den side af korbuen, som præsten ser, når han står vendt mod skibet. Hen ved 2500 hornede dæmoner stirrer ned fra væggen i sort kontur og åbner døren til en for længst glemt og for os ganske ukendt verden. Besøget resulterede i en udstilling på Galleri Fung Sway i Valby (2006) og på Galleri Image i Århus (2007), hvor et sort, slynget ornament, malet direkte på gallerivæggen, dannede baggrund for en præsentation af Christian Vinds sort-hvide fotos af dæmonerne fra Sauherad.

Efter overkalket kalkmaleri i Ørbæk Kirke, 2007
Foto: Lars Bay

I et andet værk har Christian Vind møjsommeligt aftegnet et kalkmaleri, der forestiller en person, som ved hjælp af en kniv tapper en form for væske fra enden af et djævlelignende væsen. Kun kanden, der opsamler væsken, er i dag at se i Ørbæk Kirke på Fyn. Da kirkens kalkmaleri blev afdækket i 1932, valgte menigheden at genovermale resten af billedet, som de fandt af særlig obskøn og frastødende karakter. Indtil for nylig var et gammelt sort-hvid foto i Nationalmuseets arkiv det eneste vidne om dette famøse kalkmaleri, som Christian Vind nu levendegør i en gentegning, hvormed fortidens visuelle verden atter kan studeres. Et yndet motiv for Christian Vind er det ældgamle, universelle symbol, labyrinten, som Asger Jorn bl.a. studerede i kalkmaleri, stensætning og træudskæring, mens Christian Vind genmaler motivet, sporer det i nutidens visuelle udtryk og optager det i nye konstellationer i egne værker.

Hesselager, 2006
Foto: Lars Bay

Christian Vind anvender bl.a. labyrinten fra Hesselager Kirke, hvis form genfindes i ni andre danske middelalderkirker. Også gribedyret eller den selvslugende slange er et universelt symbol, som Christian Vind bl.a. sporer i apotekerforeningens logo. Den nordiske folkekunst fastholder glimtvis vor fælles fortid i en magisk spejling af datidens verdenssyn og visuelle udtryk.

Clean, 2007
Foto: Lars Bay

KUNSTHISTORIENS BILLEDRESERVOIR
Christian Vinds værk er gennemsyret af kunsthistoriske referencer. Motiviske, kompositoriske eller tekstlige elementer trækker tråde tilbage i historien, ofte med et humoristisk twist, som en konstatering af at alting altid allerede er afprøvet. Med vid, humor og en enorm referenceramme reproducerer eller parodierer Christian Vind store internationale mestre i kunsten, men ofte i en ”light” udgave, en særlig provinsiel, dansk fortolkning af de internationale kunststrømninger. Det er på den måde, et foto af tre pakker svinefedt stablet oven på hinanden som en social skulptur med titlen ”Fett nok” bliver til et fordansket Beuys-værk i bogen ”Bøf er stegt”, eller ti kulørte skuresvampe på stribe bliver til et minimalistisk kunstværk i Donald Judd-stil. Christian Vinds genbrug af kunsthistoriske highlights og glemte kuriosa må ses som en hyldest til værkernes udsøgte kvaliteter, men også som en humoristisk og skarp kommentar til den danske kunstscenes provinsialisme. Med fotografiet ”Nabo Mette - descending staircase” gentager Christian Vind et velkendt motiv i det 20. århundredes billedkunst: Den nøgne kvindelige model på vej ned ad en trappe. Ikke mindst grundet Marcel Duchamps berømte kubistisk-futuristisk malede gengivelse heraf, ”Nu descendant un éscalier n° 2” fra 1912 og Gerhard Richters oliemaleri ”Akt auf einer Treppe. Emma - Nu dans un escalier” fra 1966, står dette motiv som et kunsthistorisk ikon. Gengivelsen af den nøgne kvindekrop er i århundreder blevet fremstillet som guddommelig, æstetisk, ikke-erotisk, et billede af generaliserede, anonyme skønheder. Hos Christian Vind afanonymiseres modellen til en vis grad via titlen ”Nabo Mette…”, der trækker billedet ind i et hverdagsligt, velkendt miljø, men som samtidig oppebærer en vis anonymitet; der er blot tale om en tilfældig ”naboens datter”, en langlemmet, lyshåret pige. Christian Vinds fotografi tilbyder således mange lag af henvisninger og skjult viden, det refererer til et helt tema indenfor kunsthistorien, nemlig nøgenstudiets historie, både før og efter avantgardekunstens bearbejdning heraf.

L’avant-garde s’est survécu á elle-memes, 2007
Foto: Lars Bay

Fotografiet af en gammel kone med tegnet overskæg og titlen “L’avant-garde s’est survécu á elle-memes” refererer blandt andet til Marcel Duchamps modificerede Mona Lisa fra 1919. Duchamp har tegnet skæg på et postkort af Mona Lisa og tilføjet bogstaverne: L.H.O.O.Q. som på fransk udtales ”elle a chaut au cul” – ”hun har ild i røven”. Duchamps værk blev hurtigt et ikon for den internationale dadaist-bevægelse, og kan ses som et eksempel på, hvordan avantgarden overskrider kunstens grænser og ved minimal indgriben gør fundne objekter til kunst. Senere har Asger Jorn, i 1962, malet modifikationen ”L’avant-garde se rend pas” (Avantgarden overgiver sig ikke), hvor et portræt af en smuk ung pige har fået påmalet gedebukkeskæg, og titlen er indskrevet i billedets baggrund. Ved siden af pigen ses en stregtegnet menneskeskikkelse, som Christian Vind genanvender som baggrund i sit værk. Her er den unge pige forvandlet til en gammel rynket og slidt kone, der rækker tunge, og værket bærer nu titlen: ”Avantgarden har overlevet sig selv”.

Asger Jorn, L’avant-garde se rend pas, 1962
Foto: Lars Bay

Christian Vind iagttager verden gennem såvel billedkunstneriske highlights, reklamer og fundne sentenser og billeder. Han udtaler: ”Det at se er forbundet med erindring og sprog. Vi ser gennem billeder, om vi vil det eller ej, det kan være gennem kunsthistorien eller en almindelig sendeflade på tv eller Kodak moments”. For Christian Vind optræder kunstværker, reklamer, avisannoncer, huskesedler og kalkmalerier som en visuel billedstrøm, der tilbyder sig som materiale for kunstnerisk udvælgelse og viderebearbejdning. Med sin kunsthistoriske genbrugspraksis udpeger Christian Vind endvidere optagetheden af det originale kunstværk, den unikke idé, som en af grundpillerne i det moderne kunstbegreb.

Guldsvinet, 2006
Foto: Lars Bay

ARABESKE UENDELIGHEDSFIGURER
Christian Vind har udført en række leporelloer; små eksklusive notesbøger med lukning i sort elastik, som, når de åbnes, udfolder et helt univers, en billedverden, som strækker sig på såvel for- som bagside af den ofte flere meter lange, sammenfoldede papirstrimmel. Nogle gange er Christian Vinds leporelloer ekspressivt malet som en eksplosion af farvelag og streger, andre gange er ornamentet sirligt optegnet med præcis linieføring, skarpe konturer og omhyggeligt udført penselarbejde. Men han har også udført leporelloer, der fungerer som sarkastiske og humoristiske kommentarer til forbrugssamfundet, som når leporelloens sider består af det ultimativt værdiløse: brugte skrabelodder uden gevinst. Endelig rummer Christian Vinds produktion også stribede leporelloer, udført af serpentiner, hvis kvalitet vel fortrinsvis ligger i øjeblikkets festligheder og ellers i deres skrøbelighed og udsøgte evne til at falme smukt.

Road to Xanadu, 2005
Foto: Anders Sune Berg

I Christian Vinds leporelloer synes ornamentets arabeske slyngninger at fortsætte i det uendelige som en fraktal struktur, hvor den synlige del blot er et udsnit af et uafsluttet hele; zoomer man ud, vil man opdage, at det nærværende ornament er en del af et uendeligt mønster, og zoomer man ind, åbnes en hel verden af nye, identiske ornamenter. Der er således tale om et uendeligt, selvrefererende system, som kan sættes på kompleks matematisk formel, men som findes i tilnærmet form overalt i naturen, bl.a. i snefnug, krystaller og bjergkæder.
På lignende vis synes Christian Vinds samlede kunstneriske produktion struktureret efter et bagvedliggende, usynligt system, et netværk af sammenhænge, strukturer og krydsreferencer.

Konvolut betegnet Højere Lys, 1991, 2007
Foto: Lars Bay

Ved første øjekast synes Christian Vinds kunstneriske værk beskedent, som det præsenterer sig som fotos og optegnelser nydeligt arkiveret i små uanseelige konvolutter, der uden problemer kan opbevares i en passende, æske. Men i udfoldet tilstand favner Christian Vinds værk en hel verden, hvor referencer, relationer og henvisninger udgør en mindst ligeså betydelig del af værket som den konkrete genstand.
Uden at skele for meget til strømninger og tendenser på samtidskunstscenen fastholder Christian Vind sin egen form, en mangefacetteret, komprimerende og akkumulerende kunstnerisk praksis, som bringer fortid og nutid, stor kunst og tilfældigt nedskrevne skriblerier sammen i et vældigt sammensurium, en kalejdoskopisk præsentation af noget af dette og hint.

Udstillingen ’Tegn og underlige gerninger. Christian Vind og Asger Jorn’ kan ses på Gl. Holtegaard, 6. juni – 10. august 2008. Desuden kan Christian Vinds værker ses på udstillinger på Galleri Rebecca Kormind, 8. maj – 14. juni og Galleri Veggerby, 30. maj – 28. juni.

(Portrættet er en beskåret version af artikel i kataloget til udstillingen ’Tegn og underlige gerninger’, Silkeborg Kunstmuseum / Gl. Holtegaard.)