KunstOnline.dk - Portr�t � Eske Kath

JLD: Din nye udstilling her i GL STRAND består både af maleri og installation, og ligesom i dine tidligere værker beskæftiger du dig med naturen som potentiel katastrofe. Udstillingen har titlen Hurricane Party. Hvor er du stødt på det fænomen?

EK: Det må have været en bog om vejrfænomener. Men man har også hørt om det her i forhold til de orkaner, der har været inden for den seneste tid. Det er altså et fænomen, hvor unge mennesker, når resten af byen bliver evakueret på grund af orkanfare, bliver tilbage og holder fest. Og det er jo et paradoks i sig selv nærmest en leg med skæbnen. I bogen er en bestemt fest beskrevet, hvor ca. 25 mennesker festede under orkanen Camille i 1969.
Huset de befandt sig i blev jævnet med jorden, og kun én person overlevede. Hun blev fundet i et træ 8 km væk. Faktisk er jeg stødt på påstande om, at den specifikke episode i større eller mindre grad er en myte. Men Hurricane Parties er under alle omstændigheder et fænomen, der er mere eller mindre udbredt, specielt i USA.

Descend, 2004. Akryl og collage på lærred. 320x250 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: A Party for Camille... det er også et sjovt fænomen, det der med at give orkaner navne.

EK: Ja, man giver dem skiftevis drenge og pigenavne, og så har man allerede på forhånd lagt en række navne ud på, hvad de skal hedde det kommende år, et navn for hvert bogstav i alfabetet. Det giver dem nærmest en personlighed, og gør fænomenet mere medgørligt i tanken. På den måde bilder man også sig selv ind, at man har kontrol over det ved oven i købet at give det et navn, inden det opstår.

Descending Arena, 2005. Akryl og collage på lærred. 230x300 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Dine værker handler tit om noget, der er ved at bryde sammen og om kaos og eksplosion. Er det en form for dommedagsbilleder anno 2006, du maler?

EK: Det kan man måske godt sige. Jeg har tidligere helt konkret arbejdet ud fra dommedagsmotiver fra barokken. I disse værker tog jeg udgangspunkt i nogle gamle kristne dommedagskompositioner, og så fjernede jeg de kristne ikoner og beholdt nogle af de kompositoriske træk i billederne, f.eks. de vertikale bevægelser.

Event, 2006. Akryl og collage på lærred. 280x230 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Hvad har du villet med de gamle kristne motiver?

EK: Jeg har på en måde forsøgt at tage fat i nogle af de samme grundlæggende temaer, som man har beskæftiget sig med i de ting: spørgsmål til livet, skrøbeligheden og vores egen dødelighed. Hvor man før har hængt dem op på kristne knager i vores del af verden og før dét nogle hedenske knager, så har de fleste af os ikke i dag religiøse motiver, som knytter spørgsmålene til sig. På den måde har jeg også villet vise i mine værker, at vi står i en mærkelig position i dag med en masse viden om, hvordan ting hænger sammen og så alligevel også utrolig megen tomhed og åbne spørgsmål.

Fireworks, 2006. Akryl og collage på denim. 35x35 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Det er jo karakteristisk, at dine dommedagsbilleder ikke indeholder religiøse figurer eller referencer, men mere visualiserer forskellige kaotiske, komplekse og overlappende rum, eller rum der bryder sammen under jordskælv, vulkanudbrud og flodbølger. Bliver disse naturkatastrofer så dine billeder eller symboler på de eksistentielle trusler, vi står overfor i dag.

EK: Ja, det kan man godt sige. Hvor der f.eks. i barokken fandtes en kristen metaforik med en billedliggjort opdeling af et himmel og et helvede, der blev afbildet med megen fantasi med alle mulige personificeringer i både himmel og helvedesscenariet. Jeg har for nylig arbejdet med et triptykon (et tredelt værk red.) ligesom de traditionelle altertavler. Det tredelte værk er bygget op over en klassisk triptykon, hvor man ofte havde opadstigningen til himlen til venstre og så havde man selve dommedagsscenen i midten og nedfarelsen til helvede til højre. I mine billeder er alle tre scenarier bare lige kaotiske, og alle religiøse ikoner er væk.

First Parquet, 2006. Akryl og collage på lærred. 160x125 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Dette er jo interessant, fordi på den måde er det som om, at det hele, at alle de her værdier, de alligevel bare bliver kørt rundt i en stor gryde, og så er der nogle formelle ting tilbage. Det er jo et meget typisk træk ved vores tid dette opgør med alle værdier og en form for grufuld værdirelativisme, der lader det op til den enkelte at definere sin mening i verden. Dine billeder virker på den måde også meget som opgør med tidligere fortolkninger af verden udfra en monolitisk og universel sandhed. I vores nuværende verdensbillede er det det fragmenterede mangefacetterede rum og det kalejdoskopiske perspektiv, der dominerer. Men i din malerstil kan man sige, at du også trækker på noget fra det moderne maleri. Kan man sige, at du kombinerer det abstrakte og det figurative i dit maleri?

EK: Malerierne bliver i høj grad lavet på maleriets præmisser, men alle elementer i billederne er i virkeligheden som udgangspunkt figurative. Men de er alligevel abstrakte, i og med at de er lavet om til et malerisk sprog. Det er ikke tilfældigt, at det er hudfarve, jeg bruger i de der bølgende formationer. Det er vel nærmest menneskemasserne, der er skiftet ud med noget mere abstrakt. Det er blevet til sådan en draperingsagtig organisk form, der minder om hud og krop, og som derfor både er meget tæt på mennesket og kroppen men stadigvæk langt fra.

A Party For Camille, 2006. Akryl og collage på lærred. 280x260 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Der er jo aldrig rigtige mennesker afbildet i dine billeder, men der er mange ting, der er kropslige på en eller anden måde. Organiske former findes på forskellige måder i værkerne, og det betyder også, synes jeg, at man kan opleve dine billeder på mange niveauer. Man kan opleve dem som metaforer også på en indre, psykologisk tilstand som psykologiske scenarier. For den menneskelige psykologi bevæges jo også konstant mellem ekstremer og forskellige sindsstemninger. Og der ligger konstante trusler om kaos, sammenbrud og omvæltninger af tilstande.

EK: Ja, men det er også, fordi tingene i virkeligheden ikke handler særlig meget om selve den ødelæggelse, som skildres i værkerne. Men de handler meget mere om tanken om den eller om angsten og især fascinationen for det truende, det katastrofale og det kaotiske, end det egentlig handler om den direkte hændelse.

Residential Subversion, 2006. Akryl og collage på lærred. 160x230 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: I den titel du tager udgangspunkt i Hurricane Party der har vi i den grad et fænomen, som er menneskeligt og som rummer det kontrastfyldte imellem festen og ødelæggelsen. Fordi festen, det farverige osv. er jo også til stede i billederne. Man kan jo også fornemme en fascination af disse grufulde scenarier, hvor alt flyder ud, brænder op eller eksploderer, fordi det er jo også smukt. Dine billeder er jo virkelig nogle smukke billeder at betragte. Så man bliver både draget og samtidig frastødt af det, man ser.

EK: Ja, og det kan man sige netop er det, der er det grundlæggende udgangspunkt for det hele. Hele undersøgelsen og konfrontationen der ligger i det paradoks.

Standard Houses, 2006. Akryl og collage på lærred. 160x125 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Noget af det påfaldende ved dit udtryk er som nævnt også, at man både kan fornemme det moderne maleris præg, hvor det er farverne og formerne, der dominerer, og samtidig er der et lag af det klassiske, figurative og fortællende maleri. Og det indholdsmæssige giver jo en ekstra dimension til værket, hvor det abstrakte maleri for mange er lukket om sig selv og også uinteressant i forhold til den verden, vi lever i.

EK: Ja, for nogen kan det jo være interessant at arbejde udelukkende med former og farver og udforske maleriets muligheder som sådan. Men det synes jeg ikke er specielt spændende i sig selv. Det er ikke noget, jeg tror, jeg kunne dedikere mit liv til. Jeg har dedikeret nogle år af mit liv til det, men det kunne bare ikke rigtig holde ved der er for mange tanker udenfor maleriet, der trænger sig på. Det var ikke bare et spørgsmål om, at nu besluttede jeg mig for at proppe noget indhold ind. Det var mere en beslutning om at opgive maleriet for en tid, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne bruge det til ret meget. Men det, at jeg stoppede, har jo så også været grunden til, at mit nuværende udtryk overhovedet er opstået.

Ascending Arena, 2005. Akryl og collage på lærred. 230x300 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: I flere af de nye værker til denne udstilling er huset til stede. I et af værkerne skildrer du nærmest sådan et parcelhuskvarter ved at male en hel række af sådanne husikoner, der nærmest er placeret på en grund, der udgøres af et grid. Men grunden er ved at bryde sammen under husene, og der er huller i tagene. Du har på den ene side et overskueligt og afkodeligt korrekt perspektiv, men så har du grunden, der åbner sig under husene, som på mig virker stærkt inciterende i forhold til fornemmelsen af, at noget katastrofalt lurer. Samtidig har du de kulørte lamper, der er malet i et nærmest væltende perspektiv ind over husene, hvilket skaber en kontrast til den hyggespredende atmosfære. Med dét at du maler den her tydelige bærende struktur under husene, som bliver synlig skrøbelig, så minder du om, at intet kan tages for givet, ingen strukturer er sikre og ingen orden er immun over for sammenbrud. Der er altid nogle skrøbeligheder ved de elementer, som tingene er bygget op af.

EK: Ja, og det værste er jo i virkeligheden, at jo mere tryghed vi bilder os ind, at vores rammer giver os, jo mere fantasifuldt bygger vi tanker op omkring, hvor mange farer, der står og lurer udenfor. Jeg synes, at den angst, som bl.a. disse tanker medfører, er meget tydelig herhjemme for tiden, og den ser ud til at føre en hel del protektionisme og skepsis med sig. Jeg har lige været i Japan, hvor folk bor på en form for tikkende bombe. F. eks. hvis du bor i Tokyo, så ved du, at inden for de næste ti år, så kommer der et jordskælv, og det kommer med den største sandsynlighed til at blive rigtig alvorligt. I Japan har det ligesom været givet altid, at sådan er det. Man dyrker det ikke. Der er f.eks. sådan nogle Memorialmuseer, som er bemærkelsesværdigt tomme. Noget af det eneste, som ikke er velholdt, det er de der museer, fordi det interesserer dem ikke særligt. Jeg snakkede med folk om emnet og blev overrasket over, at jeg vidste mere om jordskælvsrisikoen end de gjorde. Jeg vidste mere om, hvilken fare de lever med, end de selv gør. Og så tænker man på, hvor mange imaginære farer vi beskæftiger os med hele tiden i vores del af verden. Og måske netop fordi vi bor i sådan et smørhul, kan man måske argumentere for, at den meget direkte kontakt med katastrofen, som japanerne har, i historisk perspektiv kan have medført en vis kynisme. Og lige i forhold til husene i malerierne, så vil de fleste danskere sikkert opfatte dem som danske parcelhuse, men egentlig kunne det være typehuse hvor som helst i verden. Det er jo nærmest standardtegnet.

Organic Still (Ascending/Descending), 2004. Akryl og collage på lærred. 240x350 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Du har også fotografier med på udstillingen?

EK: Det er nogle fotos, som jeg har taget i Japan. De har udgangspunkt i en lille by ved navn Toshima, som blev næsten jævnet med jorden under et jordskælv for 10 år siden. Jeg besøgte byen og husene står fuldstændig som nye nu. Der er i byen sådan en form for IKEA stemning. Alt er pænt og rent. De er jo sindsygt dygtige til det med at rejse sig igen, fordi de har gjort det gennem hele deres historie. De rejser sig op i samme øjeblik, de falder. Det har de så også gjort her. Og byen står igen men uden synlig personlighed.

Red Arena, 2005. Akryl og collage på demin. 55x50 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Var det en af grundene til, at du ville rejse til Japan, at du var fascineret af den der påvirkning af den potentielle katastrofe?

EK: Ja, det var til dels det og også, hvordan de har billedgjort det igennem tiden. Tidligere havde de som resten af verden et religiøst syn på naturens kræfter. De havde shintoreligionen, hvor fænomener blev forklaret via myter. F. eks. blev jordskælv efter sigende forårsaget af en stor malle, der lå under Japan. Der var en gud, der holdt mallen i skak med en stor hellig sten, men når han en gang imellem blev uopmærksom, kunne mallen bevæge sig og skabe jordskælv. Fisken hed Namazu og der blev lavet en masse træsnit, som hed Namazue, som beskrev de forskellige historier om den. Og det sjove er, at den her fisk oftest blev beskrevet som ond, men den var også nogle gange god, fordi den også førte noget godt med sig. Ofte er det også sådan i dag med de steder, der bliver udsat for en katastrofe af en eller anden slags. De får ofte en stor økonomisk fremgang i tiderne efter. En af de ting som også har gjort, at Japan har udviklet sig som det har, er at de er så omskiftelige. Hver gang strukturerne brød sammen, så blev der arbejde til en masse mennesker, som så kunne bygge tingene op på ny, så de passede til den tid, de nu var i. De samme mekanismer gør sig gældende i forbindelse med Tsunamikatastrofen i Asien, hvor man kan se, at for flere af de berørte lande er der kommet et slags økonomisk boom siden hen, blandt andet på grund af den indsprøjtning, de har fået økonomisk. De der mekanismer har Japan jo levet med altid. Så det, der virkelig gør sig gældende i den del af verden, er en udbredt Fugl Fønix-effekt, hvor man rejser sig fra asken. Dette var også tilfældet for Japan efter 2. verdenskrig, hvor de fleste af landets største byer ikke var meget andet end en bunke murbrokker.
Jeg synes også, at disse indbyggede paradokser er utrolig interessante i en mindre skala. Hvordan vi har brug for nedture i livet for at opleve opturene. Og for den sags skyld i de helt store træk, hvor livet som helhed slet ikke kunne eksistere uden det, vi kalder naturkatastrofer.

Rising Ground, 2003. Akryl og collage på lærred. 240x360 cm
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Ja, det er som om, at vi i vores kultur nærmest synes, at man har en ret til at have udryddet alle former for farer og trusler. At man heller ikke rent psykisk kan rumme at leve med nogle usikkerhedsmomenter. Der kommer jeg også til at tænke på det fænomen, som du så tager udgangspunkt i; de her hurricane parties, som selvfølgelig er et meget smalt fænomen, ligesom det også er relativt smalt, at nogen dyrker ekstremsport og lignende. Det at man bevidst udsætter sig selv for farer, og at det er dét, der giver intensitet. Det er ligesom den anden side af det. Selve fænomenet hurricane parties, må jeg sige, at jeg synes er helt ekstremt dumt. Jeg ved ikke, hvad det er for mennesker, som dyrker det og hvorfor.

EK: Jo, men det er jo nok fordi, at folk... jeg ved ikke, hvad jeg egentlig skal mene om det. På mange måder synes jeg jo også, det er dumt, men på den anden side giver det også mening. På en måde er vi jo skabt til, at livet er farligt, og at vi bliver udsat for farer. Og med det for øje kan man jo spørge sig selv, hvor mange der har brug for at dyrke ekstremsport i f.eks. Irak lige nu. Det er sikkert ikke ret mange. Det er nok fordi vi er så overbeskyttede i vores del af verden, at man har brug for at udfordre sådan nogle grænser specielt som ung. Nogen føler vel en trang til at udfordre sin egen dødelighed.

Hurricane Party (1), Gl. Strand 2006
Foto: Anders Sune Berg

Hurricane Party (2), Gl. Strand 2006
Foto: Anders Sune Berg

Hurricane Party (3), Gl. Strand 2006
Foto: Anders Sune Berg

JLD: Der tænker jeg også på forholdet mellem os selv og naturen. Vi er kommet så langt væk fra naturen og det naturlige, hvor det naturlige netop er en kraft, som arbejder imod os nogle gange, som tvinger os til at bruge os selv på en anden måde. Vi bliver ikke udfordrede på samme måde, og det kan vel være sådan noget som det, der også gør, at folk får lyst til at kaste sig ud af et fly fra 5 kms højde og vente til sidste øjeblik med at åbne faldskærmen.

EK: (...) Naturen står også som noget, vi på mange måder har afskrevet. Vi har jo sådan en kontroldrift og det gør egentlig, at vi ser naturen som noget unaturligt. Det er meget mærkværdigt, og det er også det, naturen bliver i mine værker. Naturen står som noget unaturligt.

My Tsunami (1), Galerie Mikael Andersen 2003, Foto: Anders Sune Berg

My Tsunami (2), Galerie Mikael Andersen 2003, Foto: Anders Sune Berg

My Tsunami (3), Galerie Mikael Andersen 2003, Foto: Anders Sune Berg

My Vertical Zero, Galerie Schuster, Frankfurt 2004, Foto: Anders Sune Berg

JLD: Jeg synes godt nok på mange måder, at vi lever med et hårdt verdensbillede, det ikke religiøse om man vil. Er dine billeder ikke også et udtryk for det tab af centrum, der præger vores liv? Man kunne se billederne af sammenbrud som et symbol på overlapninger af forskellige rum: de fysiske, de mentale og det virtuelle, som kan virke kaotisk på os, og som vi har svært ved at orientere os i forhold til. Eller et billede på det fragmenterede personlige rum, som præger den globaliserede tidsalder og et billede på den forskydning i forståelsen af, hvad er et subjekt og hvad er et rum, som er sket inden for de seneste år.
Mange teoretikere peger på, at ikke blot subjektet er en konstruktion styret af kaos dvs. fravær af meningsrelationer, men det gælder også for hele den kontekst, vi er omgivet af. I den mediedominerede tidsalder, vi er en del af, er der også opstået nye opfattelser af rum. Der er f.eks. opstået nye grænser mellem fysiske og virtuelle rum. Overlapninger mellem det personlige rum og det offentlige rum.

EK: Mine billeder kan både ses som mentale og fysiske rum. Husene og bygningsfragmenterne er elementer i billederne, som man kan sige skal henvise til den måde, vi danner vores eget centrum på. Nogle strukturer og en orden, som skal danne et værn mod verden udenfor og dens mange virkelige og imaginære farer. Farer som kan være alt for store katastrofer, sygdom eller måske bare noget fremmed, som man ikke forstår og derfor frygter. For mig hænger de små personlige katastrofer, angsten og den personlige skrøbelighed metaforisk sammen med de store katastrofer i naturen.