|
Portræt - Kirsten Dehlholm |
|
Af Marie BĂĽchert
Freelanceskribent og stud.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling
|
Kirsten Dehlholm. Foto: Ralf Richardt Strøbech
|
Det sværeste er måske at forstå, at det er, som det er Kirsten Dehlholm |
Sansekunst om livets store spørgsmål
Kirsten Dehlholm (f. 1945) er ikke bare billedkunstner, instruktør, skribent og foredragsholder – hun er også kunstnerisk leder for performanceteatret Hotel Pro Forma, som nu i tyve år har beriget den danske kunstscene med værker i grænselandet mellem billedkunst, arkitektur og teater. Selvom Hotel Pro Formas mere end fyrre værker er fundamentalt forskellige, har de alle et meget rent – stramt komponeret – æstetisk udtryk. De er en form for rumlige billeder, som påvirker sanserne samtidig med, at de rejser livets store eksistentielle spørgsmål.
Som kunstner beskæftiger Kirsten Dehlholm sig ikke med hverdagspolitik og hjemlige detaljer, men med at iscenesætte komplicerede og abstrakte undersøgelser af emner som bl.a. perspektiv og tyngdekraft, genteknologi og skabelse, menneske og artefakt, hukommelse og digitale netværk, metafysik og virkelighed, kristendom og kultur, dannelse og identitet, penge og biometriske adgangskontrolsystemer – for blot at nævne nogle få.
Mine forestillinger er en personlig rejse gennem verden, de er mine undersøgelser af verden.
Rummet kommer dog altid først i Dehlholms arbejdsproces. Det er valget af en bestemt bygning eller et bestemt sted, der er afgørende for, hvilket udtryk og hvilke emner hun efterfølgende undersøger.
|
Hotel Pro Forma: Calling Clavigo, 2002. Foto: Roberto Fortuna
|
Fra tekstil til performance
Kirsten Dehlholm er uddannet som tekstilkunstner ved kunsthåndværkerskoler i Tyskland og Danmark. Det har imidlertid aldrig været tilstrækkeligt for hende at lave noget med materialer, et objekt eller en flade i sig selv.
Først arbejdede jeg med materialer til væggen, så med objekter, der enten kunne hænge eller stå i rummet, og siden med installationer, før jeg begyndte at sætte menneskefiguren ind. Allerede som helt ung var jeg optaget af mennesker og menneskelige udtryk. Egentlig har jeg vel altid haft det performative udtryk siddende på rygraden. Men dog kan jeg se, hvordan jeg stadig laver fletværk og komponerer i mønstre, bruger elementer, der kunne høre tekstilernes og materialernes verden til. Jeg bruger verden som stof.
Efter at have afsluttet sin uddannelse i 1969, var det derfor naturligt for Dehlholm at arbejde som scenograf i flere alternative teatergrupper, inden hun dannede Billedstofteater sammen med Per Flink Basse i 1977 og Hotel Pro Forma sammen med Willie Flindt i 1985.
|
Hotel Pro Forma: Calling Clavigo, 2002. Foto: Roberto Fortuna
|
Hotel Pro Forma: Calling Clavigo, 2002. Foto: Roberto Fortuna
|
Et billede af Kantor, et billede af Wilson
Selvom Kirsten Dehlholm gennem årene konstant har udfordret sig selv med nye emner og tankegange, kan man spore hendes grundlæggende kunstneriske metode helt tilbage til starten. Hendes metode er bygget op omkring i hvert fald to stærke impulser.
I 1960erne så Dehlholm et fotografi af en happening, der blev udført af den polske billedkunstner og teatermand Tadeusz Kantor. Som hun husker motivet, forestiller det Kantor selv, der står på en stol i vandkanten ved en strandbred og dirigerer et klassisk orkester. Musikerne sidder tilsyneladende upåvirkede ude i vandet og spiller på deres instrumenter, mens bølgerne slår om dem. Kantor flytter altså en typisk orkestersituation fra koncertsalen til helt andre – umulige – rumlige omstændigheder.
Billedet gjorde stort indtryk på mig. Det velkendte fik nye synsvinkler. Det er i virkeligheden det samme, jeg selv gør: Jeg bringer det, man kender, ind i nye sammenhænge. Tilsyneladende uforenelige størrelser mødes, og der opstår en synenergieffekt, hvor virkninger forstærkes. Jeg definerer meget klart en forgrund og en baggrund, og når de så mødes, fletter de sig ind og ud ad hinanden og bliver til noget tredje.
|
Hotel Pro Forma: Site Seeing Zoom, 2001. Foto: Roberto Fortuna
|
Udover Tadeusz Kantor, har den amerikanske instruktør Robert Wilson inspireret Kirsten Dehlholm fundamentalt. Han gæstede København i 1973 med sin 12 timer lange forestilling ”The Life and Times of Joseph Stalin”, som skabte skandale blandt publikum og anmeldere, men som var en åbenbaring for Dehlholm.
Forestillingen var et billede i ekstremt langsom bevægelse. Det kunne tage en skuespiller to timer at gå hen over scenen. Der blev skabt et rum af tid, og da jeg overgav mig til det, oplevede jeg en følelse af uendelighed – en tilstand, der langsomt sprængte enhver fornemmelse for mening og umærkeligt flyttede mig nye steder hen. Det var som at drømme i vågen tilstand.
Kirsten Dehlholm betegner sig som billedkunstner, ikke som teaterinstruktør. Som Wilson skaber hun billeder i tid og rum, hvor tilskuerne oplever umærkelige forandringer i en tilstand af foruroligende ro.
|
Hotel Pro Forma: Site Seeing Zoom, 2001. Foto: Roberto Fortuna
|
Billedstofteater om det menneskelige
Billedstofteater (1977–1985) skabte forandringer i tilstande ved umærkeligt at ophæve grænsen mellem tilskuere og medvirkende. Teatret benyttede sjældent en central scene, men lod i stedet et stort antal medvirkende bevæge sig omkring blandt publikum. Det var derfor ofte vanskeligt for den enkelte tilskuer at skelne performere fra publikum, hvorved alle i princippet agerede på en fælles scene og optrådte – ikke bare for hinanden, men også for sig selv. Ved en forestilling i Rundetårn spurgte et barn sin mor, hvad det handlede om, hvortil hun svarede, at ”det handler om os selv”. Og ifølge Kirsten Dehlholm er det meget præcist udtrykt. Ved at ophæve grænsen mellem tilskuere og medvirkende, satte Billedstofteater fokus på menneskelige relationer og på mennesket i sig selv.
|
Billedstofteater: Projekt RundetĂĄrn, 1978. Foto: Torben Voigt
|
Billedstofteater: Projekt RundetĂĄrn, 1978. Foto: Torben Voigt
|
Billedstofteaters forestilling ”Påtrængende Slægtninge” udspillede sig på Glyptoteket i København (1979). Værket skabte en verden af forbindelser mellem 120 medvirkende og buster, torsoer og skulpturer i den antikke samlings atten sale.
Vi lod os inspirere direkte af, hvad der var i museets rum, og brugte det som udgangspunkt. Vi karakteriserede vejarbejde som en slags moderne arkæologi og bragte derfor elementer fra vejarbejde ind i museets kunstsamlinger. Samtidig gik vi i dialog med det kunstige som begreb ved at indsætte rigtige mennesker som figurer i tableauer, så de blev til i en blanding af det kunstigfærdige og det levende. På den måde fik både mennesker og genstande et slægtskab med museet og dets udstillingsgenstande, de blev til påtrængende slægtninge.
|
Billedstofteater: Påtrængende Slægtninge, 1979. Foto: Jan Rüsz
|
Kirsten Dehlholm karakteriserer Billedstofteater som sin egen uddannelse til det, hun siden har lavet med Hotel Pro Forma. Hvor Billedstofteater var stumt, inddrager Dehlholm både det talte og det skrevne sprog i Hotel Pro Forma i en stadig undersøgelse af, hvordan tekst og billede kan forstærke hinanden uden blot at udtrykke det samme. Hvor Billedstofteater bredte sig over mange rum, medvirkende, mennesketyper, kostumer, materialer og farver som et horisontalt værk, er den dybdegående, vertikale undersøgelse af et bestemt emne det væsentlige i Hotel Pro Forma. Rummet er imidlertid udgangspunkt for Dehlholms arbejde med begge teatre, og Billedstofteater er på den måde en platform for det, der er kommet efter.
|
Billedstofteater: Påtrængende Slægtninge, 1979. Foto: Jan Rüsz
|
Den almene appel
Kirsten Dehlholm er overbevist om, at hendes værker kan appellere til alle uanset alder, social og kulturel baggrund. Det skyldes ikke mindst, at de både fungerer på et umiddelbart sanseligt plan og samtidig åbner for betydning på flere niveauer. Et eksempel er det skelsættende værk ”Hvorfor bli’r det nat, mor” (Århus Rådhus, 1989), som beskæftiger sig med tyngdekraft, perspektiv og perception.
I ”Hvorfor bli’r det nat, mor” befinder tilskuerne sig på balkoner i op til femte sals højde, hvorfra de i fugleperspektiv ser ned gennem en skakt, der er to meter bred og tyve meter lang. På det hvide, oplyste gulv i skaktens bund bevæger seks personer sig som tegn, som former og figurer. Fra den store højde virker det som om, tyngdekraften er ophævet, som om figurerne flyder gennem luften og stiger opad i rummet.
Figurerne befinder sig i et rum, der optisk skifter mellem det to- og det tredimensionelle. Gulvet bliver en væg, som skikkelserne er suget fast på. Mens vi ser ned gennem en lodret skakt, falder perspektivet sammen med tyngdekraften. Med andre ord kan det udtrykkes som livets dragning mod det fjerne og dødens dragning mod dybet.
Tilskuerne ser de medvirkende som mystiske tegn med hemmelig betydning, mens skakten bliver en grav eller et dødsrige i vægtløs tilstand.
|
Hotel Pro Forma: Hvorfor bliÂ’r det nat, mor, 1989. Foto: Roberto Fortuna
|
Den optiske illusion i ”Hvorfor bli’r det nat, mor” optræder på andre måder i Hotel Pro Formas værker generelt. Gennem sådanne billeddannelser henvender Dehlholm sig direkte til tilskuernes sansning for at etablere forståelsesformer, der opstår i kroppen uafhængigt af hjernen.
Som mennesker forsøger vi at forstå, hvad alting betyder. Men den oplevelse, der sætter ind i splitsekundet, før den rationelle betydning opstår, er en helt anden form for forståelse. Det er en oplevelse, vi aldrig glemmer, den sidder i kroppen hele livet.
Det er imidlertid også centralt for Dehlholm, at tilskuerne kan tolke hendes værker på mange forskellige måder.
Det vigtige er, at beskueren bliver berørt og får noget ud af værket. Om det så er noget helt andet, end jeg nogensinde havde tænkt, er jeg fuldstændig ligeglad med. Det vigtige er, at værket er åbent og indbyder til fortolkninger.
Hotel Pro Formas værker er komplekse og fungerer på mange niveauer for forståelse. Derved kan den enkelte tilskuer danne sin egen erkendelse.
|
Hotel Pro Forma: Hvorfor bliÂ’r det nat, mor, 1989. Foto: Roberto Fortuna
|
PĂĄ kant med traditionen
Et andet betydningsfuldt værk er ”Operation: Orfeo”, som for første gang gav Hotel Pro Forma adgang til den store traditionelle teaterscene (Musikhuset Aarhus og Det Kongelige Teater, 1993).
NĂĄr jeg bliver bedt om at lave en forestilling til en traditionel teaterscene, stĂĄr det mig klart, at her skal jeg ikke lave teater. Her skal jeg lave noget andet.
Forestillingen beskæftiger sig dels med den græske myte om Orfeus og Eurydike og dels med selve teatret som institution.
|
Hotel Pro Forma: Operation: Orfeo, 1993. Foto: Roberto Fortuna
|
”Operation: Orfeo” er en opera-tion, der dissekerer operaen som traditionel genre.
Enkel som et kirurgisk snit og kompliceret som en stor operation.
Dehlholm bruger første sats på at ophæve tilskuernes vante forventninger til operaen. I 17 minutter sidder de i mørke og hører a capella sang fra scenen, hvorefter lyset langsomt fremkalder en monumental trappe, der strækker sig mod himlen eller underverdenen, uden at afsløre, hvor den slutter. Ved hjælp af belysningen skifter trappen konstant karakter fra en lodret flade til et vandret rum, hvor tretten sangere og en danser langsomt bevæger sig i stramt koreograferede mønstre. Et maleri i langsom bevægelse opstår, de medvirkende indgår som penselstrøg. Intensiteten stiger mod en forløsning i forestillingens sidste sats, hvor et hav af blågrønt laserlys bølger ind over teatersalen.
Myten siger, at mænaderne – de vilde kvinder i skoven – flåede Orfeus´ krop fra hinanden og kastede hans hoved i floden, men hovedet flød syngende på vandet. Dette ville jeg gerne skabe som billede.
Operationen åbner tilskuernes sind med dvælende præcision, så de til slut oplever deres egen undergang i det blågrønne hav – side om side med Orfeus.
|
Hotel Pro Forma: Operation: Orfeo, 1993. Foto: Roberto Fortuna
|
Kirsten Dehlholms værker overskrider de velkendte genrer og adskiller sig fra det traditionelle teater ved ikke at bruge psykologiske problemstillinger som grundmateriale.
Jeg bruger kun antydninger, fragmenter af en historie, et tema eller en metafor, så den selv kan vokse og blive større i tilskuerens bevidsthed. Det psykologiske univers findes jo allerede, vi er omgivet af det, vi er en del af det, så vi kan slet ikke undgå det. Derfor starter jeg aldrig med de psykologiske aspekter. Jeg går ad mange omveje for at komme andre steder hen end forventet. For hele tiden at komme længere ud, snyde mig selv, blive overrasket. For hele tiden at gøre tingene større.
Værkerne giver aldrig entydige forklaringer, men en myriade af muligheder og svar – selv på helt enkle spørgsmål.
|
Hotel Pro Forma: Operation: Orfeo, 1993. Foto: Roberto Fortuna
|
Hotel Pro Forma: Operation: Orfeo, 1993. Foto: Roberto Fortuna
|
Kommunikation og forandring
Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma har lavet mange andre signifikante værker end ”Hvorfor bli’r det nat, mor” og ”Operation: Orfeo”. Det sidste, der skal nævnes her, er ”jesus_c_odd_size” (Malmø Høgskola, 2000 og Nikolaj Udstillingsbygning, 2002). Værket gentager en række af de kunstneriske greb, Dehlholm arbejdede med i Billedstofteater, men udnytter også de erfaringer, hun har gjort med Hotel Pro Forma. Således inddrager ”jesus_c_odd_size” stedets arkitektur i en overordnet ramme for menneskelig kommunikation, mens den samtidig fokuserer på Kristus-figuren, kristendommen og det religiøse.
|
Hotel Pro Forma: jesus_c_odd_size, 2002. Foto: Richard Sandler
|
”jesus_c_odd_size” er både en udstilling af nutidskunst og en forestilling med mere end halvtreds medvirkende. Om dagen oplever publikum udstillingen i sig selv, og om aftenen udgør den forestillingens scenografi. Billeder, installationer, tableauer, performance, samtale, film, foredrag, interaktive medier, kaffestue, lydkunst og orgelspil indgår side om side. Til forestillingen er de medvirkende valgt på baggrund af deres type, livshistorie, kunnen og viden, og de fremtræder både som sig selv og som bibelhistoriens kendte figurer. Der er utallige rum, men ingen afgrænset scene og ingen sammenhængende handling. Den enkelte tilskuer bevæger sig blandt medvirkende og objekter på en vandring gennem Bibelens optrin uden mulighed for at overskue det hele. Ingen ser og hører det samme. Værket selv fortolker ikke de kristne legender, men overlader det til tilskueren at skabe forbindelser mellem det, de møder, og deres egen baggrund.
|
Hotel Pro Forma: jesus_c_odd_size, 2002. Foto: Richard Sandler
|
Hotel Pro Forma: jesus_c_odd_size, 2002. Foto: Richard Sandler
|
”jesus_c_odd_size” fungerer på mange niveauer og etablerer et særligt socialt spil, som den enkelte kan påvirke og ændre. På deres vandring kan tilskuerne frit vælge, om de vil acceptere eller udfordre spillets præmisser, og principielt har de derfor forandrende kraft i forhold til det samlede værk. Tilsvarende er Kirsten Dehlholm overbevist om, at kunst kan sætte dagsorden og være med til at skabe forandring. Det er dog ikke alene grunden til, at hun skaber sine værker.
Jeg laver først og fremmest forestillinger for at kommunikere med verden og med den enkelte. Jeg kommunikerer ved hjælp af mennesker og bruger ting og begreber, der har en stor udsigekraft. Jeg tror på den enkeltes kraft. Jeg tror, at verden må forandres ud fra den enkelte.
|
Hotel Pro Forma: jesus_c_odd_size, 2002. Foto: Richard Sandler
|
Grundlæggende er også den kommunikation, Dehlholm selv er del af, mens hun gennem to-tre år udvikler et værk. Her arbejder hun tæt sammen med andre kunstnere og professionelle fra forskellige fag og discipliner.
Jeg vælger mine samarbejdspartnere for hver ny forestilling. En udveksling mellem nogle få personer er uhyre vigtig for at udvikle det koncept, der ligger til grund fra starten. På den måde vider begreberne sig ud og antager former, jeg aldrig selv kunne have tænkt mig til. Altid handler det om at komme derhen, hvor vi ikke på forhånd vidste, hvad vi skulle opleve. Nye erkendelser henne om hjørnet er ofte de sværeste at tilegne sig.
|
Hotel Pro Forma: jesus_c_odd_size, 2002. Foto: Richard Sandler
|
Det er, som det er
Der er utroligt mange temaer og æstetiske principper at analysere i Kirsten Dehlholms værk. Der er utroligt mange tanker og sansebedrag og stemninger at opleve. Kompleksiteten betyder ofte, at mange leder bag overfladen efter skjulte betydninger, for virkeligheden kommer altid bag på os, som filosoffen Michel Serres skriver. Men faktisk er der ikke anden mening end den, man ser og hører umiddelbart – i Dehlholms værker er alt, hvad det udgiver sig for at være.
Jeg ønsker, at livets kompleksitet afspejler sig i mine værker. Denne kompleksitet behøver ikke altid at være meget vanskelig, den kan også være en selvfølgelighed. Det kan endda ske, at den er så selvfølgelig, at man begynder at lede efter andre betydninger. De er altid skjult eller forklædt i det mest synlige, det mest konkrete. Dér ligger hemmeligheden, den ligger lige for.
Alle muligheder er åbne, når man overværer et værk af Hotel Pro Forma. Man kan nyde, hvordan Dehlholm skaber billeder ved hjælp af lys og farver, eller man kan gå mere analytisk og fortolkende til værks. Formen er indholdet, og indholdet er formen. Forandringerne opstår under alle omstændigheder i een selv – værkerne er, som de er.
|
Hotel Pro Forma: Navigare, 1996. Foto: Roberto Fortuna
|
Hotel Pro Formas kommende værker
I den nærmeste fremtid er det muligt at opleve to nye projekter af Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma.
|
Hotel Pro Forma: Jeg er kun skindød, 2005. Foto: Roberto Fortuna
|
Det ene projekt er en musikforestilling om H.C. Andersen, som Hotel Pro Forma opfører i Køln i april 2005, inden teatret viser den i Christiansborg Ridehus i København i august 2005. Forestillingens titel, ”Jeg er kun skindød”, henviser til en seddel, H.C. Andersen havde liggende på sit sengebord om natten af angst for at blive levende begravet, og forestillingen giver tilsvarende et indblik i den mørke og tvivlende side af digterens karakter, hvor indre dæmoner hersker. Værket er skabt i et eksperimenterende og humoristisk sprog af billeder og lyd, hvor en lang smal scene (28 meter lang, 4 meter bred) vidner om Hotel Pro Formas umiskendelige formverden.
Det andet projekt, ”Stedets Algebra”, er en installation og performance om den arabiske kunst og kultur. Premieren er i februar 2006 i et ukendt rum midt i København.
|
www.hotelproforma.dk
|
|
|