|
|
|
Portræt – Kirstine Roepstorff
|
|
|
Hvem bestemmer, hvem der skal bestemme?
Kirstine Roepstorff bor og arbejder i Berlin. Hun laver collager med politisk slagkraft.
Interview af Lisbeth Bonde
|
Kirstine Roepstorff
|
And the Untouchables, 2004
Mixed media collage – cutouts, glitter, plastic, glue on paper
83 x 83 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Lady Investigating, 2004
Mixed media collage – cut outs, glitter, glue on paper
60 x 70 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Kirstine Roepstorff er en af de mange danske kunstnere, som har valgt at bo og arbejde i Berlin. Da hun startede på Kunstakademiet i 1994, var det i egenskab af BILLEDHUGGER, men hun brød hurtigt med de traditionelle, mandsdominerede medier for i stedet at udvikle andre, mere magtkritiske, kunstneriske strategier. Hun er en kunstner, der benytter sig af appropriationen, dvs. hun genanvender massemediernes billeder i en ny og overraskende sammenhæng, der er æstetisk nyskabende og ofte meget spektakulær og farvestrålende. Undertiden indlægger hun kritiske tekster som ”Kun 1 ud af 10 personer mener, at deres regering repræsenterer folket i almindelighed” eller ”Madness is no madness when shared” altså galskab, der deles med andre, er ikke længere galskab. Hun vil gerne gøre os opmærksom på, hvordan vi styres af beslutningsprocesser, andre har taget, og af værdier, som vi ikke selv har nogen indflydelse på. Roepstorff har som en af de få unge kunstnere et politisk og kritisk sigte med sin kunst, og ofte arbejder hun med urgamle kvindelige brugskunstmaterialer som garn, broderi, pailletter og stof, som hun forlener med et slagkraftigt, politisk indhold. Hendes fine, skrøbelige værker forener således en traditionel feminin sysselsætning i stuens stille krog med et magtkritisk og udadvendt, globalt engagement. Dette clash mellem indhold og virkemidler kendetegnede også 1970Â’eres feministiske kunst, men Roepstorff har et bredere sigte end de gamle rødstrømper, der alene havde fokus på de kønspolitiske uligheder, og hun har ingen fikse og færdige ideologiske indfaldsvinkler til samfundsproblemerne endsige nogen skråsikre politiske løsninger på skævhederne og uretfærdighederne i verden. Men hun erkender dem og forsyner sine fremstillinger med en på en og samme gang poetisk, humoristisk og indigneret kulturkritik. Imidlertid lægger hun især vægt på det æstetiske udtryk, der bevæger sig fra det hviskende og diskrete til det råbende og farvestrålende.
Jeg møder Roepstorff en fugtig december eftermiddag i hendes smukt istandsatte herskabslejlighed, der vender ud mod en af kanalerne i bydelen Kreuzberg i Berlin. Der er blafrende stearinlys inde, og i-poden sender tyrkisk fusionsmusik ud gennem højttalerne. Her er elegant råhygge på tredje sal. Et ekstrakt af det bedste af Christiania tilført lidt Soho, N.Y., og lidt stjernedrys fra Hollywood, forekommer det mig. Roepstorff har nemlig star quality.
|
If Balance Stops and Asks Why, Balance Will Die, 2006
Mixed Media collage – cutouts, various papers, fabric, sequins, glitte, adhesive and paper mounted on aluminum
275 x 388 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
The Infinite and the Unknown, 2006
Mixed-media collage – silver foil, paper, mounted on aluminum
148 x 110 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Hvad er det egentlig, der foregår i dine værker?
”Det handler om identitet – det gør al kunst, uanset om man hedder Sol LeWitt, Elke Krystufek eller Hermann Nitsch. Når man starter på at lave kunst, skal man mælkeskumme sig frem til, hvem man selv er i forhold til alle de andre. Jeg stjæler, og jeg omarrangerer, og selv om der driver mange billeder og figurer i gennem mine værker bliver nogle dem hængende og former sig til deciderede karakterer, der går igen gennem flere værker over flere år. enten som hovedpersoner eller som bipersoner, som f.eks. en bestemt kvindefigur, balance. Hun er inkarnationen af min ide om en bevidstgørelse om balance eller mangel på samme i tingene, i verden. eller som hunden, der har navnet ”loss”, dens rolle er hovedsageligt at antyde et tab, et fravær eller det at give slip, den er Â’the precence of absence. Min kunst handler om politik, om dagligdag og om relationer mennesker imellem, mellem mennesker og institutioner, mellem mennesker og værdier osv.
|
Where the World Wander – the Road to Excelsior, 2006
Series of 12
Details #4
Silverfoil, photocopies, various paper on Herald Tribune
74.5 x 56.5 cm framed
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Where the World Wander – the Road to Excelsior, 2006
Series of 12
Details #9
Silverfoil, photocopies, various paper on Herald Tribune
74.5 x 56.5 cm framed
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
|
For mig drejer det sig om rummene in between. Når vi vandrer i en skov, definerer vi træerne som positive, mens mellemrummene er negative, dvs. DET ikke-definerede. Jeg insisterer på at have det hele med. Også det ikke-definerede. Mellemrummene. De er der nemlig hele tiden, men vi er ikke gode til at give dem betydning. Jeg insisterer på at ting, der ikke tilskrives betydning har en betydning. Når jeg klipper og klistrer – og det er ikke nogen speciel intellektuel aktivitet – så gemmer jeg det, jeg klipper bort. Det er ligesom en surdej, som man gemmer til senere brug. Alt det overflødige, alt overfladespace, spildet, som vi normalt kaster bort som affald, genererer for mig vigtig energi. Den negative form eller ikke-formen bliver således en positiv form, der åbner op for noget nyt, og som tillader mig at komme videre.”
|
Tchechenia on my Mind, 2006
Mixed-media collage – photocopies, colored paper, silver foil, enamel paint, adhesive on paper
237 x 160 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Burning Hearts and the Hands of Wrath, 2006
Mixed-media collage – silverfoil, various papers mounted on aluminum
137 x 100 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
|
Roepstorff er en af de få yngre kvindelige kunstnere, der er ved at finde internationalt fodfæste med gallerier i Berlin, New York og København. Herhjemme er hun i stald hos Galleri Christina Wilson på Islands Brygge. Hun er repræsenteret af flere værker i de danske museers faste samlinger, bl.a. af værket Â’The World Does Not ExistÂ’ i Esbjerg Kunstmuseum. Et forunderligt værk – en installation af stor og uforklarlig skønhed og skrøbelighed. I første omgang virker det som et tomt, kridhvidt rum, men langsomt, som øjnene vænner sig til lysets styrke, kommer rummets Â’inventarÂ’ til syne: Her en lampe og en armstol, dér et vindue og en dør. Konturerne er tegnet op af hvidt bomuldsgarn. Med dette pauvre materiale har Roepstorff formået at skabe poesi og refleksion om en verden, som står og vipper mellem at være synlig og at forsvinde. Som boblerne i bækken. I Statens Museum for Kunst er Roepstorff repræsenteret af et stort, signalkraftigt og farverigt banner Â’Desolation of the BeastÂ’ fra 2002. Det er et uhyre stort banner, syet af stof. Det indgik oprindelig i udstillingen Â’Desolation of the Beast and the Tears of the Crocodile, MADE IN CHINAÂ’ i Galleri Christina Wilson i 2002. Galleriet var indrettet som én stor installation, der udforskede de udtryk, som traditionelt knytter sig til det mandlige og det kvindelige univers. Banneret er en form for readymade-collage bestående af bannere, der syes i Kina, og som kan erhverves for en billig penge overalt i verden. De henvender sig som regel til mænd og pubertetsdrenge med motiver som Che Guevara, Bruce Lee, motorcykelemblemer, Iron Maiden og Black Panther, det amerikanske flag ved siden af sørøverflag. Også Christianias flag med de tre gule prikker er med som en kommentar til det udvandede engagement i fristaden, efter at venstrefløjens utopiske drømme for længst er bristet. Således er banneret et sammensurium af machosymboler og en parodi på den flittige ikon industri, der er opstået i kølvandet på forne tiders politiske modkulturer – og dermed også en kritik af den stigende identitets definering og vigende politiske engagement i tiden. Det er karakteristisk for Roepstorff, at hun hele tiden udfordrer det traditionelle værkbegreb og ”opfinder” sine egne, nye måder at lave værker på, ofte med en brug af pauvre materialer, som hun klistrer eller syer sammen på en ny måde.
|
Daughter of Dreams, 2005
From the Series “Hotel Europe”
Silkscreen and photocopies on paper
153 x 104 cm framed
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Eel of Unfortune (Trust Me), 2005
Mixed – media collage
124 x 114 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Du Â’abonnererÂ’ på en mængde andre billedkulturer, som du integrerer i dit eget collagebillede? Er der tale om nogle nye fetichobjekter?
”Jeg tilstræber ikke at lave fetichobjekter, og i mine øjne er mine ting ikke smukke. Jeg flirter ganske vist med blikfang og æstetik, men jeg ville aldrig have mine egne ting hængende, for det ville være som at se ind i mit eget vrimlende hoved hele tiden (latter). jeg er så heldig, at jeg har skabt mit Â’collagehjørneÂ’, men jeg siger ikke, at jeg vil arbejde sådan i al fremtid, for jeg tror, tingene er i konstant flugt og at lave kunst, der bare bliver et brand for min Â’virksomhedÂ’, interesserer mig ikke. Men gennem mine værker kan jeg få stimuleret min umiddelbare interesse for min omverden. Jeg interesserer mig for de fleste forhold, om det er i Østtimor, Dafur eller i Grønland. jeg holder mig opdateret med hvad der foregår i forskellige verdensdele. Jeg har ikke noget fjernsyn – det har jeg ikke haft i lang tid - men jeg følger med gennem Der Spiegel, TIME, National Geographic, diverse aviser – eller går på nettet, og det er gennem disse medier jeg henter mine billeder. Disse billeder betyder måske mere for mig, fordi jeg ikke ser TV.”
|
The Will
Mixed-media collage – photocopies, poster paint mounted on aluminum in two parts
Each part: 207 x 85 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Måske fordi det er en viljesakt at finde frem til dem i modsætning til, når de bare strømmer ud til os fra Â’dummekassenÂ’, uden at vi har bedt om det?
”Måske har du ret i det. Når jeg klipper ud, bliver billederne til mine egne historier. Men i stedet for at læse artiklerne grundigt, sanser jeg dem eller skimmer jeg dem. I collagerne ombryder eller dekonstruerer jeg historierne, fordi jeg er vred over at få alle oplysningerne fortygget som mos – som om jeg var en fugleunge, der åbner næbbet og bliver madet. Man behøver ikke at agere eller at tænke selv, når tingene bliver serveret sådan for læseren. Mit første collageprojekt hos Christina Wilson i 2002 handlede om, hvordan National Geographic serverer de frygteligste hændelser i en lækker indpakning. I dette magasin møder vi det værste af den vestlige civilisations hegemoni. De fattigste mennesker i de mest golde egne fremstilles eksotisk. Det er en enøjet måde at tilegne sig verden på, når en fattig, tandløs kvinde fremstilles, som om hun levede i et eksotisk lykkeland. En æstetisering af problemerne.
|
Out of the Blue, 2001
Silkscreen and glitter on paper
68,.5 x 46.5 cm framed
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
|
Men jeg har nu lagt dette projekt bag mig. I stedet leger jeg i dag mere med billedsproget og indfører tilfældigheder, der opstår undervejs. Jeg tilstræber en form for politisk poesi, dvs. tilfører anden viden til mine udtryk, så der fremkommer en virkelighed, der ligger helt tæt på den reelle virkelighed.” Kirstine Roepstorff viser et værk skabt af papir: Â’If Balance Stops and Asks Why, Balance Will Die.” Her optræder ovenfor omtalte kvinde ved navn Balance som en instans, der holder sammen på hele det ellers disharmoniske billede, der er udspændt mellem forskellige former for modstand, som giver energi og uro. En brand er ved at opstå, en knytnæve er ved at ramme ind, og så er der en rytme, der gå igen i hele billedet. Den skrøbelige balance, der ligger i udsagnet, modsvares af materialernes skrøbelighed.”
|
All Possible Experiences, 2006
From the Series “The Inner Sound that Kills the Outer”
Mixed-media collage – various papers, fabric, sequins, cloth on paper
444 x 273 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Hvordan kan konservatorerne holde et sådant papirværk med pailletter og perler, der drysser og ryger af, ved lige?
”Her er det, jeg tager min frihed. Man skal nemlig passe hvad man finder vigtigt eller af værdi. det er vel en del af min pointe. mine produkter er som regel skrøbelige. det indebærer, at hvis man vælger at tage dem til sig må passe på dem – ligesom vi alle skal passe på demokratiet, kærligheden, relationerne til vore nærmeste.”
|
Fishing Sunday, 2002
print, glitter and pearls on paper
136 x 97 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Shark Economy, 2002
print, glitter and pearls on paper
136 x 97 cm
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Men hvis værkerne også skal kunne ses om 100 år?
”Jeg ved ikke, om det er så vigtigt, at de bliver set om 100 år? Jeg er et samtidsmenneske, der ganske vist håber, at mine værker rummer en universalitet og tidløshed, som gør dem relevante indholdsmæssigt, også om 100 år. Men i mit billedsprog betjener jeg mig af tidens tegn, som folk om 100 år næppe vil kunne genkende, fordi jeg refererer til mennesker og begivenheder, som man ikke vil huske til den tid. Min kunst er tanker, materialiserede tanker, impulser og processer. Også tanker forsvinder jo efter et stykke tid og bliver glemt. Min amerikanske gallerist har gennemgået en periode af fortvivlethed. Når han f.eks. står på en messe og er ved at få fotograferet nogle af mine værker, mens ting drysser ned fra dem, i starten gik det ham på nerverne. det havde han svært ved at acceptere, men det er han nødt til. Skal han samle dem op? Klistre dem på? Spørger han. Men for mig er det ikke det væsentlige.”
|
“Scene two act one” (Head balancing the nothing), 2005
Mixed media collage,paper, fabric, glue, Indian Inc, candy paper, enamel paint, glitter, nappa
93 x 75 cm / 36.61” x 29.52”, plus frame
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
when you light a latern in the summernight many stange things comes flying, 2005
mixed media collage: confetti, photocopy, magazine cut out, ball pen, colour pencil, enamel paint, gouache, pencil, watercolour, headliner, tusch, charcoal, sequence on 300 g. paper
59 x 69 inches (149 x 174 cm) plus frame
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
|
Kirstine Roepstorff er en del af en nyfeministisk og aktivistisk bølge, som opstod på akademiet i midten af 1990Â’erne. Hun tog fx sammen med blandt andre Åsa Sonjasdotter, Marika Seidler og Andrea Creutz i 1997 initiativ til gruppen ”Kvinder på Værtshus”, som arrangerede udstillinger og aktivistiske happenings med kvindelig kunstnere, ligesom hun sammen med generationsfællerne John Kørner, Kaspar Bonnén og Tal R etablerede ”Kørners Kontor”, som på lignende vis tjente som en aktivistisk platform for kunst. ”Kørners Kontor” arrangerede udstillinger på utraditionelle steder i byrummet, seminarer og meget andet i et forsøg på at sprænge de traditionelle – og for mange fremmedgørende – rammer om finkulturen og den Â’høje kunstÂ’.
|
Gone (collection of once was), 2006
Mixed-media installation collage: wood, paint, halogen lamps, photocopies, colored papers
250 x 320 x 390 cm (98 x 128 x 153 inches)
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Gone (collection of once was), 2006 (detail)
Mixed-media installation collage: wood, paint, halogen lamps, photocopies, colored papers
250 x 320 x 390 cm (98 x 128 x 153 inches)
Courtesy Peres Projects, Los Angeles Berlin
|
Hvorfor blev du egentlig kunstner?
”Som barn var jeg ikke konventionelt begavet, hvilket jeg som teenager blev frustreret over, men jeg har altid gerne ville erkende verden. Jeg begyndte at læse for at bevise for mig selv, at jeg godt kunne tænke og opbyggede et system af tanker for at inddæmme Meningen med den hensigt at definere verden. Jeg forsøgte at finde ud af, hvem der er med til at definere den forståelse af verden, som vi får overdraget. Altså Who decides Who Decides, som også er titlen på en af mine bøger (en fantastisk klippe-klistre fotomontagebog med tekster om og af Kirstine Roepstorff, der udkom på det tyske forlag Revolver – Archiv für aktuelle Kunst i 2004, LB). Det handler om beslutningsprocesser. Jeg forsøgte i begyndelse at bygge en søjle af viden op som en slags udgangspunkt for min orientering i verden. Men i stedet for at deN voksede sig stor, solid og uangribelig, forsvandt den langsomt, fordi jeg efterhånden gennem for mange spørgsmål havde skudt så mange huller i værdierne og i min egen selvforståelse. Det, jeg havde troet var et absolut, viste sig at være så fragilt, så skrøbeligt, at det forsvandt, som i værket Â’my world does not exist.Â’
Tingene holder bedst, hvis de er i balance, Hvis man begynder at skubbe til dem, vælter de, men det betyder ikke at ubalance ikke har kvalitet, da det er her dynamik ligger. Jeg er en praktiker, der reflekterer over min praktik. Jeg blev kunstner, fordi jeg ikke kunne rumme alle disse tanker og måtte finde en for til at slippe dem, det blev kunstværkets form. Ideen om, at noget så pauvert som et stykke slattent bomuldsgarn kan generere et helt rum, at en enkelt tråd kan gøre en forskel og synliggøre magtstrukturen er fascinerende. Det er et stærkt billede på, at alting har en værdi. Man skal tage sig af og forholde sig til det mindste og mest skrøbelige. Jeg leger med magtens æstetik og uddrager en æstetik af kaos, og jeg søger samtidig dynamikken i konflikten.”
|
Interviewet har været bragt i Weekendavisen
|
|
