|
|
|
|
Kunst er kommunikation!
Lise Harlev har fokus på etniske og sociale problemstillinger, som hun fremstiller med lige dele kritik og humor i sin subtile kunst.
Af Lisbeth Bonde
|
Portræt Lise Harlev
|
Speak like Americans, 2007
Neonskilt
110 x 75 x 5 cm
Foto: Tommaso Mattina
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
|
Lise Harlev har boet og arbejdet i Berlin siden 2002. Hendes vej til den professionelle kunstnerkarriere med efterhånden flere internationale udstillinger og museumssalg gik over Det fynske Kunstakademi, efterfulgt af en uddannelse ved Kunstakademiet i København, hvorfra hun dimitterede i 2002. Undervejs har hun tillige uddannet sig ved Städelschule i Frankfurt am Main. Oprindelig ville hun være reklametegner, men efter som ganske ung at være startet på Århus Kunstskole åbnede kunstens uendelige verden sig for hende. I sine værker stiller hun ind på samfundsmæssige, etniske og sociale problematikker. Hun har udviklet et kunstnerisk sprog, der citerer de grafiske design, vi især kender fra de offentlige institutioners lidt stereotype og stive grafik. Som noget nyt inden for kunsten arbejder hun som en slags sociolog, der benytter sig af tekst og billeder og trænger ind i paradokser, dobbeltmoral og manipulationer, der siver ind fra samfundet, og som påvirker os, om vi ved det eller ej. Teksten er en del af det visuelle udtryk, og farve og komposition spiller også en vigtig rolle som blikfang.
|
More his place than mine, 2006
Emaljeskilt
90 x 68 cm
Foto: Anders Sune Berg
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
More his place than mine, 2006
Emaljeskilt
81 x 56 cm
Foto: Anders Sune Berg
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Hvad interesserer dig som maler?
I en årrække har Lise Harlev beskæftiget sig med temaet national identitet og kulturelle tilhørsforhold - om at være dansker i udlandet med udgangspunkt i sine egne erfaringer, især i Tyskland. "Det kan såre ens stolthed som udlænding, hvis en indfødt undlader at svare én på sit modersmål på trods af, at man har henvendt sig til vedkommende på dét sprog", hed det fx i plakatværket Det kan såre ens stolthed fra 2000. Lise Harlev påpegede her, hvordan en sproglig uformåenhed og dermed forbundet fremmedhedsfølelse ofte giver anledning til et ulige forhold samtaleparterne imellem. Sproget peger på et magtforhold, som kommer til udtryk, når den indfødte fx sænker sit intellektuelle niveau for at imødekomme den sprogligt handicappede. Det er noget, man skal igennem, hvis man skal lære en ny kultur og dens sprog at kende, hvilket Lise Harlev grundlæggende ser positivt på. Mødet med fremmede kulturer giver mulighed for at observere ting, som den indfødte i sagens natur ikke har blik for. Lise Harlev har benyttet disse observationer effektivt i sin kunst.
|
More his place than mine, 2006
Emaljeskilte
Størrelse variabel
Foto: Anders Sune Berg
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Det har du også selv arbejdet med.
Gennemgående lægger Lise Harlev mere vægt på spørgsmålene end på svarene. Hendes kunst er eksemplifikationer af hendes undersøgelser af mellemmenneskelige forhold, som hun anskuer fra nye vinkler. Det æstetiske og formmæssige underordnes emnet, men samtidig fornyer hun det grafiske formsprog. Hendes ordbårne, grafiske kunst ligger i forlængelse af 1960ernes anglo-amerikanske Art & Language-bevægelse og af 1970ernes politiserede ordbårne kunst, fx den tyske kunstner Klaus Staecks samfundskritiske plakatkunst, der spidder dobbeltmoralen i det senkapitalistiske samfund. Man kan også spore en påvirkning fra den amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiner, som er en vigtig eksponent for den ordbårne, kontekstrelaterede kunst, hvor udtryk og indhold spiller sofistikeret sammen, og fra fx amerikanerne Barbara Kruger og Jenny Holzer, hvis truismer (banale sandheder) kombineres med skulpturelle udtryk. I dansk kunstsammenhæng kan nævnes Poul Pedersen, hvis konkrete, malede bogstavkunst gør tegnet til både betydningsbærer og billede. Det nye hos Lise Harlev er, at der er en klar, æstetisk reference til publikationer, som cirkulerer i offentligheden. Hun approprierer offentlighedens grafiske sprog, hvilket giver værkerne et autoritativt og officielt præg. Dermed skabes en troværdighed omkring udsagn, der hyppigst ser sagen fra individets side. Hun benytter kunstinstitutionen som udstillingsramme, fordi hendes plakatkunst ellers ville blive opslugt af det massive informationsflow i offentligheden generelt. I galleriet eller i museet vier publikum værkerne mere opmærksomhed end ude i den pulserende virkelighed, og Harlevs plakater og skilte adskiller sig netop fra andre kunstværker ved at mime samfundets tale og udtryk.
|
A secret life, 2006
Pigmenteret inkjet på Hahnemühle-papir
75 x 63 cm
Foto: Jiri Thyn
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Where people don't know you, 2006
Offset-tryk
68 x 48 cm
Foto: Gabriella Csoszó
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Den unge kunstner arbejder i Berlin Mitte i et lyst atelier med udsigt til en lille dam og en lund. Sådan åbenbarer Berlin sig igen og igen som en by med menneskelige dimensioner. Selv midt i dens pulserende, menneskevrimlende centrum er der ofte et grønt epicentrum.
Dine billeder er nærmest piktogramagtige. Hvordan finder du frem til denne knappe og koncise form?
"Jeg søger længe på nettet andre steder, indtil jeg fx finder en høne, der gør det ud for en prototype-høne eller en standard-høne, som alle straks kan nikke genkendende til. Jeg er fascineret af, hvordan alle særtræk og unødvendige detaljer er sorteret bort fra disse billeder, så de nærmest bliver til et koncentrat af alle tidligere billeder. Fx kan visse logoer og piktogrammer være næsten abstrakte, men vi ved med det samme, hvad de betyder: At her må vi ikke krydse gaden, eller der skal man være agtpågivende, for der færdes fx hjortevildt i trafikken. Jeg forsøger at lege mig frem til de rette billeder og at underordne dem efter nogle strenge formprincipper. I en serie af emaljeskilte med titlen More His Place Than Mine har jeg fx kredset om, hvordan individualiteten trues, når man flytter sammen med sin. Her bliver intime, psykologiske problemstillinger blæst op til at ligne reklameskilte for ejendomsfirmaer. Lise Harlev fremviser nogle smukke, farvede emaljeskilte, der virker autoritative og objektagtige.
|
Wins and losses, 2001/2006
Selvklæbende foliebogstaver
57 x 16 cm
Foto: Søren Lose
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
(Tekst på foto: "Her har folk en mening om dig")
Her kender folk dig, 2005
Selvklæbende foliebogstaver
8 x 19 cm
Foto: Søren Lose
|
|
"Rytmen i teksten og placeringen af billedet spiller op til hinanden, modsiger hinanden eller foreslår forskellige ting, så beskueren må reflektere over den negative eller positive betydning lige såvel som det flerfold af betydninger, som opstår i konfrontationen mellem billede og ord. Temaerne i mine værker er ofte af følelsesmæssig karakter. Følelser er altid meget komplekse og flertydige, men vi bliver altid aftvunget én fortolkning, én udlægning af, hvordan vi har det, og hvordan vi har det med hinanden. Især når man udtrykker sig offentligt - via en pamflet, et skilt eller en offentlig tekst. Jeg sætter lup på, hvordan man bruger tekst til at meddele sig med i det offentlige rum. Her er man i allerhøjeste grad fremmedgjort. Mine værker er min måde at sørge for, at tvetydigheden også bliver repræsenteret i det offentlige rum."
|
My own country, 2005
Offset-tryk
59,4 x 84 cm
Foto: Ildikó Hermann
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
(Tekst på foto: "I don't always agree, 2004
Lamineret inkjet, pvc, træ
Størrelse variabel
Foto: Henriette Berg-Thomassen
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Men din grafik er meget streng og entydig?
"Ja, der er et spil mellem det formstrenge udtryk og det mere nuancerende indhold. I forbindelse med More His Place Than Mine har jeg fx hentet inspiration i reklameskiltene, der altid fremstiller samlivet som idyl og harmoni, hvilket jo står i grel kontrast til realiteterne. Men det svarer jo ganske godt til de stereotypier, som jeg også selv bærer rundt på. En ting er, hvordan det opleves personligt at leve i et parforhold, noget andet er, hvordan vi tror det er. Det er et stort pres at leve under denne modsætning, når vi har fået tudet ørerne fulde af, hvordan det skal være. Det havde jeg lyst til at undersøge. Det handler grundlæggende om identitet, om man ser sig selv som en del af den anden eller ej Det er igen forholdet mellem det kollektive og det individuelle, der er på spil - altså om jeget konstitueres ved hjælp af gruppen eller i opposition til den eller i opposition til den, ligesom dette også er en rød tråd i mine værker om national identitet.
|
I don't always agree, 2004
Lamineret inkjet, pvc, træ
Størrelse variabel
Foto: Henriette Berg-Thomassen
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Du drejer hele tiden din kunst ind på oplevelser fra dit eget liv? Du fremstiller det gennem et generaliseret jeg, der erkender visse ting?
"Ja, for mit vedkommende er det en sammensmeltning mellem, hvad der sker i mit eget liv privat, og senere overvejelser over, hvordan disse mine oplevelser tager sig ud i et overordnet, mere samfundsmæssigt perspektiv. Jeg tester, om tingene kan være kollektivt interessante. Det må man jo altid overveje, når man tager afsæt i noget privat. Den tone, som værket slår an, er jo subjektiv, men jeg forsøger at generalisere og fjerne de personlige fingeraftryk fra værket."
|
I am here and you are there, 2003
Selvklæbende foliebogstaver
Størrelse variabel
Foto: Jiri Thyn
Courtesy Galleria Maze, Torino
|
Hvordan forholder du dig til den øvrige tradition med at bruge ord og bogstaver i kunsten - Art & Language m.v.?
"Det tog mig noget tid at se mig selv som et led i denne lange tradition. Jeg vidste hele tiden, at den var der, men først, da jeg for alvor fandt mit eget udtryk, begyndte jeg at betragte mig selv som en del af denne verbale billedkunsttradition, men der er store forskelle. Hvor fx Barbara Kruger er sprogligt mere aggressiv i sine værker, anlægger jeg altid et personligt perspektiv på tingene, men samtidig sørger jeg for at anonymisere teksterne, så de fremstår så nøgternt som muligt. Teksten skal ikke være et portræt af mig, men et tilbud til beskueren om selv at træde ind på jegets plads."
|
Findig him exotic, 2002
Textilbanner
279 x 461 cm.
Foto: Lise Harlev
|
|
Lise Harlev læser skønlitteratur for at skærpe sin bevidsthed om sproget og for at få nye emner. Fx har hun hentet inspiration i Max Frisch Fragebuch, hvor han leger med spørgeskemaet som en ny form for litteratur: "Der er en vidunderlig humor i hans tekster, som jeg gerne ser i mine egne værker. Fx siger han et sted "Udvikler der sig en fælles konsensus, når De og Deres kone ser på møbler til Deres fælles lejlighed, når der skal købes lamper eller stole, eller er der tale om en stille kapitulation?"
|
Har du nogensinde løjet om hvor du kom fra?, 2002
Fotokopi på kulørt papir
Størrelse variabel.
Foto: Bent Ryberg/Planet Foto
|
Er der stadig en risiko for at miste mere identitet som kvindelig kunstner ved at indgå i et parforhold end for en mandlig?
"Det er svært at svare entydigt på, men der er i hvert fald frygtelig mange normer for, hvordan mænd og kvinder skal opføre sig over for hinanden. Man ryger lynhurtigt ind i bestemte roller, og det synes jeg er meget skræmmende. Det er vigtigt at diskutere det forventningspres, som ligger på vores adfærd som køn, og at vi deler problemerne med mændene - i stedet for at blive ved at kridte fronter op, som mange feminister og postfeminister har gjort det. Jeg forsøger af samme grund selv i mine værker at problematisere nogle af alle dogmerne for vores omgang med hinanden og hele tiden spørge til de værdier, vi bygger den på."
|
Interviewet har været bragt i Weekendavisen
|
|
