Gentagelsens glæde og mystik
Af Karin Hindsbo Cand. mag; kunstfaglig medarbejder på Overgaden og redaktør af tidsskriftet Øjeblikket.
|
Milena Bonifacini
(Foto: Hanne Børsen).
|
Det er vanskeligt at indkredse maleren Milena Bonifacinis produktion. Man kan fristes til at kategorisere hende under betegnelsen "abstrakt maleri", med hvad der dertil hører af konnotationer og bagage. I denne henseende tilføjer man hendes malerier en vis modernistisk historie, hvor højdepunktet findes i en total frigørelse fra rummet; maleriet eksisterer her snarere kun i kraft af sig selv og ikke mindst sig selv som flade.
|
Installations view fra udstillingen ”stjerne sok blis”, OVERGADEN, dec. 2003. Akryl på MDF-plade og aluminium, olie og akryl på lærred, gouache, print på textildug.
|
Installations view fra udstillingen ”stjerne sok blis”, OVERGADEN, dec. 2003. Akryl på MDF-plade og aluminium, gouache, plastic folie på papir.
|
|
Men det ærinde Milena Bonifacini er ude i, forekommer langt fra det autonome (uafhængige) maleri. For det første benytter hun sig ikke kun af maleriet som medie, men spiller ofte dette op imod farvede mønstrede voksduge, der hænger side om side med hendes malerier. På det seneste har hun yderligere suppleret med fotos. For det andet benytter hun sig ofte af udskårne plader, hvorved den bemalede flade selv indgår i det maleriske udtryk. Disse forskellige udtryk vises side om side, og resultatet bliver en suverænt farvestrålende, til tider næsten lysende, visuel symfoni; en symfoni hvis forskellige toner implementeres i de foregående og i de efterfølgende, til en flerstemmig harmoni indtræder i rummet. På flere planer bryder Bonifacini hermed med det autonome maleri og dets lovmæssige overholdelse af sin egen flade.
|
Uden titel. Olie på lærred. 92 x 92 cm. 1999.
|
Fra udstillingen ”stjerne sok blis”, OVERGADEN, dec. 2003.
Akryl og plastic folie på aluminium, print på textildug, gouache, akryl på lærred.
|
|
Et eksempel på dette kunne man i december sidste år se på hendes udstilling stjerne, sok, blis på Overgaden – Institut for Samtidskunst. I Overgadens store lokaler havde hun rig mulighed for at boltre sig, og det gjorde hun: Gennem lærred på blændramme, bemalede og udskårede træ- og aluminiumsplader, voksduge samt tegninger på papir skabte hun et farvestrålende og omsiggribende værk - en på samme tid stringent og strukturløs totalinstallation af maleriet og dets muligheder.
|
Installations view fra udstillingen ”stjerne sok blis”, OVERGADEN, dec. 2003.
|
Fra udstillingen ”stjerne sok blis”, OVERGADEN, dec. 2003.
Akryl og plastic folie på aluminium 146 x 132 cm. 2003.
|
|
Via denne totalinstallation i og med rummet kan man sige, at hun snarere sigtede mod at skildre maleriet i et udvidet felt end at lukke det maleriske udtryk om sig selv, inden for sin egen ramme. Via en sporadisk placering af de mange malede objekter etableredes en slags elastisk effekt mellem mønstrene i malerier, duge og tegninger; en uhåndgribelig, svingende, farverig bevægelse frem og tilbage manifesterede sig - som et enormt samlet mønster, der boltrede sig i de store lokaler. Det visuelle mylder af roterende former og farver antog hermed en ornamental karakter, der ”sprængte” rammerne. Ornamentet har altid en potentiel forlængelse i sig, og via dette potentiale blev maleriets fysiske grænser overskredet.
|
Dug og vasketøj. Foto 2003.
|
|
Det ”ornamentale” er en figur, man ikke kun finder i Milena Bonifacinis totalinstallationer af det maleriske udtryk; det er ligeledes til stede i de enkelte arbejder hver for sig. Hendes malerier er oftest opbygget over en enkel form, der repeteres og muteres til den i flere tilfælde ligefrem synes at kravle ud over rammen - som ornamentet gør det.
I reglen er grundformen en enkel farvestrålende organisk form, hvilket bevirker at malerierne bærer visse ligheder med et mikrobiologisk univers – eller med et rodnet der forgrener sig: som Gilles Deleuzes udlægning af ”rhizomet” er Bonifacinis rodnet uden centrum, uden begyndelse og uden ende; rodnettet knopskyder og producerer stadigt flere grene, flere veje, flere muligheder. Hermed kan man sige, at hun virkeliggør nogle bestemte fundamentale strukturer, gør dem farvestrålende og påtrængende.
|
Gouacher på mit arbejdsbord. 2003.
|
Plastic folie og akryl på aluminium. 138 x 118 cm. 2003.
|
|
Et kendetegn ved Bonifacinis malerier og bemalede objekter er netop en bestemt og metodisk insisteren på denne spidsfindige, organiske form; en form der bevæger sig lige så langt væk fra såvel regelmæssige geometriske konfigurationer som målrettede abstrakte kompositioner. I hendes arbejder insisteres der på en organisk og amorf leg, som om billedernes motiviske elementer er ved at skride ud over deres ramme, ud i rummet.
Denne effekt opnår hun blandt andet via den skæve asymmetriske placering af de motiviske objekter på såvel lærred, papir som udskåren plade. Hermed bringes en konstant ubalance ind i hendes arbejder. En anden måde, denne rammeoverskridelse finder sted på, er ved hendes uhyre konsekvente brug af gentagelsen internt i hvert enkelt billede og sammenfattende i hendes maleriske installationer. Et element der ikke kan og bør underkendes i hendes arbejde.
|
Plastic folie på papir. 21 x 28 cm. 2003.
|
Gouacher på papir på dug, 2003.
|
|
I Bonifacinis malerier bliver gentagelsen aldrig mekanisk. Der er ikke tale om en seriel repetition af den samme form, nærmere om en konstant transformation - en muterende knopskydning. Hendes gentagelse rummer altid en forskydning, den optræder som en metamorfose og er i konstant forvandling.
Man kan i forlængelse af dette spørge sig selv om det overhovedet giver mening at tale om den rene gentagelse. Findes der noget som en ren repetition, to identiske elementer? Forekommer der ikke altid en forskydning, når noget gentages? Det synes som Milena Bonificinas produktion entydigt svarer nej til førstnævnte og ja til sidstnævnte.
|
Akryl og plastic folie på aluminium.130 x 148 cm. 2003.
|
”mønter”. Installations view fra udstillingen ”Esplanaden”, Charlottenborg 2002.
Akryl på MDF-plade, 2002.
|
|
Det giver mere mening at tale om forskel end om lighed i denne henseende, og det er da netop hvad Milena Bonifiacini arbejder med i sine malerier. Hun arbejder ikke med imitationen, med den gode kopi der ligner virkeligheden; hun arbejder snarere med et simulakrum, noget der truer den gode kopi med sin iboende forskel. I hendes arbejder finder vi mutation og forskel frem for lighed; et brud med den rene gentagelse og alt hvad der dertil hører af bagage.
|
Installations view fra udstillingen ”Farvevolume”, Kunsthallen Brandts Klædefabrik, 1999. Olie på lærred. 1999.
|
|
|
