Portr�t - Mona Hatoum

Af Jan Madsen

Ukendt sted mellem himmel og helvede - Mona Hatoum som æstetiker

Den historiske forudsætning
I 1919 blev Libanon grundlagt som selvstændig stat. Landets befolkning bestod af lokale arabere, palæstinensere samt kristne mindretal. Den palæstinensiske befolkningsgruppe voksede efter Israels oprettelse og udgør i dag 12% af indbyggerne.
I 1975 brød borgerkrigen ud mellem kristne, muslimer og palæstinensere og landet mistede sin økonomiske betydning. Mona Hatoum befandt sig i 1975 i England og fik som flygtning fast ophold som palæstinensisk libaneser i England. Her begynder Hatoum sin personlige muslimske diaspora.
Det er ikke første gang et folk er blevet splittet og måtte drage i eksil. Da kejser Vespasian i år 70 ødelagde templet i Jerusalem, var jødedommen inde i sin største eksistentielle krise og uden templet blev der kun eksilet eller diasporaen tilbage.
Efter 2000 år kom den israelske uafhængighedskrig og en jødisk stat blev dannet. Denne statsdannelse er historisk dybt rodfæstet i jødisk terminologi og står ikke til at ændre. Men blandt de fortrængte er Mona Hatoums forældre.
Hatoums egen diaspora giver hendes kunst overflade og tager udgangspunkt i en vestlig kulturtradition med elementer, der refererer tilbage til et islamisk univers.

Kort biografi
Født 1952 i Beirut, Libanon, bosat i London fra 1975
Beirut University College 1970
Byam Shaw School of Art, London 1975-79
Slade School of Art, London 1979-81
Repræsenteret på en lang række museer, bl.a.
Louisiana, Humlebæk
ARKEN, Ishøj
Astrup Fearnley Museum, Oslo
Hamburger Kunsthalle
Tate Gallery, London
Centre Georges Pompidou, Paris
Museum of Modern Art, New York
San Francisco Museum of Modern Art
UCLA Armand Hammer Museum of Art, Los Angeles
Art Gallery of Ontario
Vancouver Art Gallery

Mona Hatoum - Corps étranger, 1994 - Foto: © Hans Christian Andersen

Æstetik og Corps étranger
Corps étranger (1994) er en videoprojektion på gulvet i et cylindrisk rum. Det er en kortlægning, et selvportræt af kunstneren og optaget som en indre rejse set gennem endoskopiske optagelser.
Videoinstallationen Corps étranger kommenterer visuel kultur. Kroppen bliver medium for indre undersøgelser og resultatet af medicinsk fiberteknologi. Skopierne er kikkertundersøgelser af spiserør, mave og dele af tarmsystemet. Værket er kulturkritisk og handler om det, der har indflydelse på kunsten og dens autonomi.
Skopierne blotlægger nok kunstnerens indre, men reducerer samtidig personen til en anonym organisme. Mennesket begynder at kolonisere sin egen krop og studerer basale in vivo-funktioner.

Hatoum balancerer imellem visuelle kulturers teknologiske billeder, subjektive æstetikker, fænomenologien og legen med nye teknologier. Hatoum arbejder med det lille kik ind gennem endoskopet som et vulgært spiserørs-peepshow med mavesekreter. Her er synsfeltet smalt.
Hatoum arbejder med æstetisk fleksibilitet. Hun bringer Corps étranger ind i en kontekst af stadigt foranderlige relationer mellem virkelighedens verden og det virtuelle. I det postmoderne felt bliver kroppen ikke længere iagttaget ud fra klassiske grænser mellem objektverdenen og en indre subjektiv oplevelse. Kroppen bliver derimod en hybridzone mellem inderside og yderside. Denne neobarokke tænkning trækker i høj grad på Leibniz og hans monadeovervejelser. Verden består af monader, der har inderside og yderside. Det er gennem monaden, at verden skal iagttages og forstås.
Corps étranger kan ses ud fra Foucaults overvejelser om det, der ligger under overfladen. Corps étranger bliver en slagmark for betydninger og tolkninger.
Æstetikken genovervejer sociale og kulturelle konflikter. Dette bliver Hatoums æstetiske overflade.

Hatoum arbejder med en akse men aksen har et brud. Hendes æstetik bliver en restrukturalisering af relationer, der tager udgangspunkt i denne brudte midte. En genopbygning ud fra den ødelagte midte vil altid være smertefuld. Her er kunstens æstetik ganske vist ikke politisk, men den har politiske potentialer. Mona Hatoum bruger den politiske æstetisk til at lempe beskueren over i det, der er hendes egentlige mål, overvejelser om kunst altså æstetik i bred forstand. Hatoums kunst er på overfladen dybt personlige udsagn med en stille strøm af politiske undertoner, men er i virkeligheden redskaber til at komme med kunstteoretiske udsagn.

Hatoum skaber kreative rum for ny perception og overskridelse. Det bliver et Derridas differance fra det, der er det almindelige liv. Hatoum gør som Derrida, piller værkets elementer fra hinanden og sætter dem sammen på nye måder for at kunne fremdrage nye og ukendte tilgange.
Det postmoderne kan ses som en implosion af modernismens udvikling. En udvikling der hele tiden har stillet spørgsmål ved kunsten formsprog.
Det postmoderne rummer tre vigtige elementer, dets metakarakter, dets hæmningsløse brug af andre perioders udtryk og dets udtryk af en ny forståelse af omverden, hvori signifié og signifiant forsvinder. Semiotikken må forlade skuepladsen.
Det grundlæggende problem er: Hvorledes kan vi tænke det, som er anderledes end den tradition, der er vores kultur? Vi råder ikke over et sprog uden for denne tradition. Dekonstruktion læser sig ind i traditionen for at fremdrage skjulte forudsætninger, der igen forskyder grundlaget og bidrager til dislokering.

Uforligelighed skabes ved at underminere de traditionelle regler for komposition og orden. Resultatet bliver mangfoldighed, flertydighed, uorden, urenhed og manglende perfektion. Formålet er at give fornemmelse af dissociering og vanvid. Her er ingen orden eller kausalitet. Sprog bliver meningsløst og kunsten opløses indefra.
Virkelighed bliver en mental konstruktion. Enhver forståelse eller interpretering bliver falsk.
Oplevelse og sansning genererer kunstværket. Fænomenologisk er oplevelsen af værket mellem beskuer og værk. Beskueren oplever værket indefra uden at blive fuldstændigt absorberet i værket. Heri ligger fænomenologiens ambivalens.
Hatoum tager beskueren med for at se verden gennem hendes øjne og opmuntre til at følge egne intuitioner og følelser, der bliver vækket til live med værket.
Beskueren af Corps étranger får serveret Hatoums indre. Beskueren går ind i en zone, der er et andet menneskes private domæne. Hermed giver installationen et forsøg på transformation eller en anden form for syn og en ny æstetik. I dette nye æstetiske felt er opmærksomheden af forskellig form og en anden æstetik transponeret til en anden erfaringsmodus. Den indre kerne hos Hatoum er fænomenologisk at nå nye æstetiske udsagn.

Udvalgte værker

Mona Hatoum
Measures og Distance, 1988

Measures of Distance, 1988, video på monitor

Værket er blevet læst feministisk, men handler ikke om frigørelse af den arabiske kvinde. Kvinden er delvist skjult bag et slør af arabiske bogstaver. Teksten bliver visuelt til et pigtrådshegn mellem kvinden og beskueren.
Videoen handler om forholdet mor og datter. Hatoums mor blev filmet medens hun tog brusebad. Det handler om hjemmets intimitet og om brevene fra moderen, der udtrykker sin længsel efter datteren. Videoen fader langsom ud i sort som en reference til, at familiens eneste kontakt med omverdenen bliver posthuset. Videoen har et freudiansk islæt over sig, hvor die Unheimliche er det foruroligende.

Mona Hatoum - Light Sentence, 1992 - Foto: © Hans Christian Andersen

Light Sentence, 1992

Værket består af stålstativer, elektrisk lyspære og elektromotor. En lyspære hæves og sænkes ganske langsomt. Skyggerne fra stålstativerne bevæger sig i takt med lyspæren. Rummet undergår en kontinuerlig forandring ganske langsomt alt efter om pæren er oppe eller nede:
I find it exciting when a work has several meanings and paradoxes. Art has two aspects: the physical in manipulation and shape to the cultural and unconscious in the art. (2004).
Light Sentence undgår enhver form for politisk demagogi. Hatoum placerer beskueren i en særlig position midt i et komplekst fænomen, der kunne have været taget ud af dagliglivet og undersøger strukturer i disse fænomener.

Mona Hatoum - Homebound, 2002 - Foto: © Hans Christian Andersen

Homebound, 2002

Værket består af stole, borde, lamper, legetøj og husholdningsmaskiner. Stålrørsben på stole, bliklegetøjet og metaldele blev forbundet med 10.000 volt og en elektrisk afspærring hindrer publikum i at komme ind til værket. 50erstilen er barndommens møbler og et forstærkersystem dramatiserer værket med høje elektriske gnistudladninger. Beskueren er bag et strømførende trådhegn, tingene er uopnåelige, de er farlige at komme i nærheden af og letale.
Værket handler om det ambivalente forhold til hjem og familie og om at trygheden ikke findes inden for hjemmets fire vægge.

Nye værker fra 2005

Mona Hatoum
Untitled (Mirror), 2005
Courtesy the artist & Jay Jopling / White Cube, London
Foto: © Hans Christian Andersen

Untitled (Mirror). En stram krum, blankpoleret stålufo, der med sit centriske hul bliver en stålform af de tidlige endoskopiske undersøgelser og optagelser. Gulvskulpturen reflekterer og kommenterer beskueren. I rundingen forvrides spejlbilledet.

Mona Hatoum - Untitled, 2005 - Foto: © Hans Christian Andersen

Untitled. Blandt de seneste er papirklip lavet over ideen om at klippe en fortælling på samme måde som H.C. Andersen gjorde. Hvert klip er sirligt udført, som traditionen foreskriver, men motivet er anderledes. Hvor Andersen klippede danserinder og møllemænd laver Hatoum snigskytter. Det bliver vist en anden og langt mere bestialsk virkelighed. Det er en livsfarlig verden hun beskriver. Hatoum når med sine snigskytter ubehageligt længere end Roy Lichtenstein i As I open Fire, der blot er fascination af maskingeværets teknologi. Hendes snigskytter er autentiske.

Afslutning
Mona Hatoum arbejder på overfladen med temaet landflygtighed, men under overfladen findes mange forskellige diskurser. Hatoum dekonstruerer værket til små delfortællinger eller kommentarer og arbejder med selve kunstværkets fænomenologi om, hvordan kunsten bliver sanset og forstået.
Hatoums kunst nærmer sig neokonceptualismen med dens kunstsyn, hvor ideen er det bærende i værket og ikke nødvendigvis værkets materielle manifestation. Kunsten bliver metakunstneriske udsagn om kunstens basale sammensætning af komplekse filosofiske og strategiske overvejelser.
Mona Hatoum bliver dermed en af de førende praktiske teoretikere i samtidskunsten og fører værkerne ud over et personligt univers til almene overvejelser om kunst.