KunstOnline.dk - Portr�t � Paul McCarthy

Ego volontario
Paul McCarthy er en hermetisk kunstner, der på overfladen tilsyneladende skaber et uorganiseret anarki.
Med fækale krydderier og urinøse overstænkninger dekonstruerer han sig metodisk til perversion som en kunstart. Han performer sig gennem kunstneriske udtryk, der spænder fra amerikansk ekspressionisme til forsøg på at stille spørgsmål ved selve centralperspektivet.
Paul McCarthy er den mest markante kunstner på kunstscenen og har været det i mange år. Hans verden er et spejlingsfænomen, et troldspejl, hvori alting ser og føles anderledes.
McCarthy har et meget lille, men trofast publikum, der bestandigt udfordres af hans afsporede kunst, og for hvem oplevelsen er sublim. Derfor må enhver tekst om Paul McCarthy altid være skræmmende.

Paul McCarthy
Carribean Pirates, 2001-2005. Installation med sørøverskib

Med ketchup-massakren og majonæsen i paradis
Som hos Moses i hans vandundere springer her ikke kildevand, men der vælder frem majonæse og ketchup i så store mængder, at McCarthys tableauer bliver smurt ind i det fedtede stads.
Materialerne eller props kan som ketchup stå for blod, men alligevel nødvendigvis ikke. Ketchuppen behøver end ikke at repræsentere andet end sig selv. Det kan såvel være en barndomserindring om faderen, der hældte ketchup over alting samtidig med, at den er en bittersød kommentar til amerikansk madkultur, og udbrud af majonæse er udløsning, og ketchup er analt hæmorroidalsk. McCarthy refererer til private og fortrængte erindringer, der udspilles i det ubevidste og udtrykkes i filmet performance. Der ligger i værkerne en indre uro om dannelsen af en helt anden virkelighed. Majonæse er ikke længere majonæse, men udflåd. Videoens metonymi ses også i interpretationen af ketchup som viskøst, fænomenologisk blod. Majonæse og ketchup ophøjes til kropsvæsker. Det er en betydningsnedbrydning af fødevarer som substitueringer for ekskrementer, sperm og blod.

Paul McCarthy
The Garden. 1992. Installation
Collection Jeffrey Deitch, New York, NY

Performativer
Performance har en autenticitet som ingen andre udtryksmidler har. Det er en lille del af en konkret virkelighed, der hos McCarthy bliver videofilmet. Yilmaz Dziewior karakteriserer Paul McCarthys performance-rammer:

Paul McCarthys aktioner, som kunstneren dokumenterer på film og video, tematiserer igen og igen de komplekse sociale og psykologiske dimensioner af hierarkisk og repræsentativ art, såvel som fortrængte seksuelle fantasier. ¹

Performance bliver for McCarthy grundlaget for alle hans kunstneriske udtryk. Det er i performance, at ideer bliver gjort synlige, og video, tegninger, objekter og installationer bliver dokumentationer for disse performances. Uden performance intet kunstværk.

Paul McCarthy
Spagetti Man, 1993. Skulptur
Collection of FRAC

Lemlæstelser
Atelieret bliver både nødvendighed og tilsyneladende absurd i denne dvælen ved lemlæstelser og maltraktering. McCarthys action er på samme tid æstetik og meningsløshed og kræver kunstnerens egen fysiske tilstedeværelse som aktør. McCarthys kunst definerer sig selv som en alternativ kultur. Videoer dokumenterer traumatisering i et fysisk, mentalt misbrug af den enkelte optrædende. Han er klovnen, der bruger åbninger, klæbrige props og udstiller kropshallucinationer med ekstreme størrelsesforandringer, som al for store næser, hoveder eller en nedsunket livmor hos den tidligere engelske dronninge-moder ("Piccadilly Cirkus").
Videoen "Heidi" er om en alpefamilie i Bayern. I det hele taget har Sydtyskland og Østrig i de seneste 10 år været til stor inspiration for McCarthy. I "Heidi" er sønnen Peter offer for middelalderlig tortur udført af pigen Heidi og hendes bedstefar. Det er alt andet end idyllisk. Værket er udført i en sadistisk råddenskab midt i et overgearet landskab som et Salzkammergut fyldt med rå vold og ondskab og mageløs natur.
McCarthys tyske forbindelse får det ultimative udtryk for ondskab og depraveret skønhed ved at koble Walt Disneys sukrede verden med Adolf Hitlers 3. rige.

Paul McCarthy
Painter, 1995. Video

Værkeksempler
I 1974 udfører Paul McCarthy sin performance "Sailors Meat" (sømandspik), som dokumenteres på video. Med dette centrale værk overskrider McCarthy en grænse for sømmelig optræden. Bukseløs og med en plasticslange i anus og smurt in i fæces overværer et måbende californisk publikum vantro kunstværkets tilblivelse.
Efter "Sailors Meat" bliver det i disse performances, at mange grænser bliver overskredet ved at arbejde med tabuiserede temaer. Vold, sodomi, masturbation, coitus, misbrug af børn, fødsel og død og en række fremmedgørende refleksioner over seksualitet, skyld, undertrykkelse og fortrængning giver både skabelse og ødelæggelse.
Ken og Barbie indgår i et masochistisk forhold, langt fra Mattels hensigt.
McCarthy dekonstruerer maleriet med sin falliske penetrering af lærredet. Det hele fremstår som et tilfældigt seksuelt møde mellem lærred og kunstner.
McCarthy stiller et grundlæggende spørgsmål: Hvornår er det beskidte beskidt?
I en parole eller statement skriver McCarthy og Kelley i en kommentar til deres fællesprojekt "Secession" som en forrykt udgave af Koreakrigen et MASH for psykopater.

Mennesker, der kommer ind i hæren lærer negative elementer og kun det negative, det er en slags racesadisme, hvor det negative vokser ved kommandoer, parader og uniformer og indøvede handlingsmønstre. ²

Påstanden er, at krigen er dér, hvor én retstilstand ophører og en anden, anarkiet, begynder. Sagt på en anden måde, krigens perversion overgår langt selv den mest syge fantasi.

Mike Kelley & Paul McCarthy
Secession (Sod and Sodie Sock Comp. O.S.O.), 1998. Installation
Wiener Secessionen
Foto: Jan Madsen

"Secession" emmer af seksualitet. Her er alt, food-fight, leg med maden, bøsseporno, der vises på monitorer i den kunstige teltlejr, latrinet hvor en nøgen McCarthy tværer rund i brun masse og lyssky seksualiteter florerer. Perversionerne bryder frem som forårsblomster og bliver i McCarthys verden næret af krigens og ondskabens tilstedeværelse. Det hele starter som flirt. Flirten holder ikke længe, da extraterrestrial ankommer og bemægtiger sig soldaternes endetarme. Sekvenser slutter med at de ultimative damer kommer ind på scenen. Hermafroditterne og de transseksuelle viser, at de har det hele og meget mere til.
Værket "Pirate Projec" blev påbegyndt i 2001 og har de tre grundelementer som Paul McCarthy bruger mange gange i sit billedsprog, Sigmund Freud, Wilhelm Reich og Walt Disney og dermed Hollywood. Det vil sige, minimalisme, abstrakt ekspressionisme og Pop er elementernes udtryk. Om piratprojektet siger McCarthy selv, at det handler om emnet sex og dens fortrængninger og tabuiseringer og er i handling masturbation.
På samme måde som hos Pier Paolo Pasolini får den dårlige smag med dybe ydmygelser og perversion sit helt eget udtryk. De har begge en stor fornemmelse for smertens anatomi. Hele Pasolini filmen "Saló" er bygget op omkring en opdragelsesanstalt for sex og seksualiteter udført på enhver tænkelig og utænkelig måde.
Men midt i volden og lemlæstelserne dukker en anden McCarthy op. Han er traditionalisten, der ser sig som en forlængelse af den amerikanske abstrakte ekspressionisme og refererer flittigt dens malere. Det, der i det ene tilfælde er grov ondskab, bliver i næste øjeblik til et maleri. Fællesskabet ligger i voldsakten hos Willem de Kooning, Jackson Pollock og Paul McCarthy, at de alle et sted i malingen udtrykker vold.

Jeg tænker på Cy Twombly og DeKooning. Med en hvid paryk ville jeg være Warhol og alligevel så jeg ud som DeKooning. DeKooning anvendte også majonæse i sin maling. ³

Paul McCarthy
Mechanical Pig, 2003-2005. Skulptur

Den amerikanske abstrakte ekspressionisme
Hvor Jackson Pollock "skrev" med pinde og dryppede til et all-over maleri, ligger der hos McCarthy det samme ønske om at fordele farve. Men hvor Pollock bevidst styrede malingen bliver selve maleprocessen hos McCarthy ren tilfældighed. Kunstneren går rundt på maleriet, og farven rammer lærredet helt utilsigtet som i værket "Up Down Penis Show" fra 1974, en to minutters video med kunstnerens penis dyppet i maling. Hans penis efterlader sig farvespor som var det tilfældigt som et erikolat, der sprøjtes ud.
"Shit Face Painting", 1974 er en performance på et hvidt papirunderlag, mens kunstneren især smører ansigtet ind i sine egne fækalier. Dette bliver det mest ekstreme, som McCarthy laver.
Det spontant abstrakte bliver tilfældighed og smøres ikke alene på lærreder, men også på genstande, på scenografien og props. Ketchuppen minder om Warhol, og at faderen hældte ketchup på al mad, selv Campbells Donut Soup.

Paul McCarthy
Carribean Pirates, 2001-2005. Installation med sørøverskib
Foto: Jan Madsen

Processer
Paul McCarthy indfører nye termer i kunsttraditionen i en proces påbegyndt for længe siden af Marcel Duchamp.
Poul McCarthy skaber en distance mellem video og publikum. Han bliver ved alt for længe, og publikum ækles ved hans fremtoning. Det eneste kunstpublikummet kan få lov til er at lugte ind i kunstneren bare anus (videoen "Painter").
Han udfordrer det autentiske i kunstnerrollen til grænsen af, hvad der kan accepteres som god kunst og anstændig opførsel. Han er Hollywoods svar på kunst.

Paul McCarthy
Michael Jackson Black, 1997-99. Skulptur
Hauser&Wirth Schweiz

Hos McCarthy dukker der skridt for skridt, ganske langsom en vis orden op i kaos. Grænsen mellem klicheer og stereotypi bruges skamløst, og der opstår på mystisk vis, hvor der i virkeligheden sker en åbning mellem det kunstige og det kulturelle imaginære. Det er en sårbarhed, der findes i alle drømme også i alpedrømmene og om Amerika.

Paul McCarthy & Damon McCarthy
F-Fort Party, 2005. Installation
Foto: Jan Madsen

Paul McCarthy har i 6 år arbejdet sammen med sønnen Damon McCarthy. Det er blevet til nye forestillinger og mareridt om Amerika. Militæret er i Nordstaternes mørkeblå uniformer og gule tørklæde. Det de gør sammen kan beskrives som mænd, der har sex med mænd og gerne under indflydelse af alkohol. "F-Fort Party" fra 2005 i nordstatskostumer er et udtryk for denne heteroseksuelle afsporing hos soldater i krig.
Krop, opløsning og traumer og Wal-Mart props.
McCarthy er på overfladen let at forstå. Tingene er, hvad de er. Så når kunstneren tisser i en urtepotte, smører sig ind i lort på et gammeldags lokum og bruger karnevalsfigurer, så er vandstrålen et resultat af en fyldt blære og amerikansk kultur er gennemsyret af Mickey Mouse og Pluto.
Den kunstneriske handling hos Paul McCarthy involverer altid kroppen. Kroppen udfører en handling ud til det overdrevne. Hans søger en tilnærmet, symbolsk opsprætning af menneskets krop. I denne proces opstår kunsten:

Det afspejler en orden, en kulturel orden. Handlingen er primær og involverer kroppen. Handlingen bliver et sted for åbning til det indre og det menneskelige sprættes op som en sæk og sækken er huden. ⁴

Videoerne dvæler ved kropsvæskerne og er en modkultur til klichefigurer i amerikansk mainstream-underholdning. McCarthy vender opmærksomheden over på de amerikanske traumer udstillet i teatralske tabudramaer.
Al det grimme eksisterer i forvejen og Paul McCarthy gør blot opmærksom på, at det findes. "Texas Cane Saw Massacre" koblet til "Saló". Publikum bliver "Peeping Tom" med en voyeurisme, der gøres til en dødssyg leg. Det er skatologi som læren om det virkeligt grimme. Det er ondskab, gru og fæces i lige dele.

Paul McCarthy
Piccadilly Circus, 2003. Performance, foto, videoprojektioner
(En dronningemoder før håndgemæng)
Foto: Jan Madsen

Paul McCarthy
Piccadilly Circus, 2003. Performance, foto, videoprojektioner
(En tilsølet dronningemoder, der slås)
Foto: Jan Madsen

Kartesianske koordinater i "Piccadilly Circus"
"Peeping Tom" er løs. McCarthys pantomime er over temaet en ny McCarthy-isme. "Piccadilly Circus" er hverken vertikale eller horisontale lineariteter.
Der er uacceptable afbrydelser, brud og dyslektiske påhit.
Installationens figurer som Præsident George W. Bush, Osama Bin Laden, sirup, HP Sauce, kunstige legemsdele er et selskab værre end The Buston Tea Party, og al tale om etikette bliver umulig. Piccadilly Circus er et autistisk udtryk i dets mangfoldige valens, værket har. Det er lige til, og en fest med særlig karakteristika. Det er konceptioner om bordmanerer, materialets flux.
Bush og Dronningemoder udlever en slags skatologisk Grand Guignol, en legeplads og møder forskellige former for fysisk vold. Denne performance blev videooptaget og projiceret op på en husfacade på Piccadilly Circus i London.

Den visuelle syntaks hos McCarthy bliver snyd, den er visuel fake. Det er et mareridt af polymorfe seksuelle perversiteter og fysisk opløsning og forrådnelse, der udleves. Hollywood-massakren bliver udpenslet, når Dronningemoderen skal hugge benene af Bush, så strækkes hendes stædighed over tid, før det lykkes.
McCarthy er en halvnøgen, gør-det-selv maniker og en autistisk machomaler, der kombinerer abstrakt ekspressionisme og skatologiske riter. Der er cartoon over værket. Imens går en forvildet Dronningemoder med sin stor gabende vagina, hvor indholdet er faldet under ud i kunsthistoriens største livmoder prolaps.
En tolkning af "Piccadilly Circus" bliver kompleks, fordi den først og fremmest forholder sig til koordinatsystem, som René Descartes udtænkte i barokken.
Det vil sige, McCarthy søger at problematisere det klassiske koordinatsystem, det som Descartes udviklede og vendte vrangen ud på det. Det gør han i installationsudførelsen, der transmitteres til en gigantisk videoprojektion og får samme funktion som den nedsunkne livmoder. Publikum ser det, der er indeni og det kartesianske koordinatsystem brydes og får ikke længere et fælles nulpunkt.
Et sidste betydningslag i "Piccadilly Circus" er for McCarthy en kritik af USAs imperialistiske handlinger. Derfor optræder præsident Bush som en figur og får til sidst hugget det ene ben af. En simpel og let fattelig måde at kommentere aktuel politik på.

Paul McCarthy
The Dreamer, 2005. Skulptur
Hauser&Wirth Schweiz

Kliche
Paul McCarthy arbejder i mange forskudte betydningslag. Nogle mere skjulte og indforståede end andre. Når vrangen bliver vendt ud på Descartes, bliver McCarthy kompliceret.
Når anomalierne fører sig frem på scenen, og general Custers soldater dyrker bunkepul frem for krigskunst. Når fødevarer smøres med rund hånd på installationerne og på dem, der udfører performance, så har det rødder tilbage til store øjeblikke i den amerikanske kunst. Så er det Californien på godt og ondt. Det er amerikansk, og det er dens politik, McCarthy om noget afskyr. Men midt i afskyen bliver tilbage, at krigen avler perversion og hos McCarthy bliver denne perversion interessant.

Litteratur:
¹ Grange Hill Gold: Paul McCarthy Interview, Bomb Magazine, Summer 2003.
² Mike Kelley / Paul McCarthy, Secession, 23.9 8.11.1998 Galerie Hauser & Wirth, Zürich, 1999, Secession und die Künstler, 1999.
³ Lane Relyea: A Few Words for DEAD H, Parkett, Parkett-Verlag AG, Zürich Mai 2005.
⁴ Paul McCarthy; Ralph Rugoff: Piccadilly Circus, Hauser & Wirth, London, October 16 to december 20, 2003, Tailand Scalo, 2004. Yilmaz Dziewior; Ulrike Gross; Johannes Lothar Schröder: Paul McCarthy: Videos 1970 1997, Kunstverein in Hambrug, Verlag der Buchandlung Walter Köenig, Köln.
⁵ Graham Ramsay; John Beagles: Paul McCarthy interviewed, 2001, Tate Gallery, Liverpool, 18th October.
⁶ Paul McCarthy: lala land: parody paradise, Hatje Cantz, Hausderkunst.
⁷ Eva Meyer-Hermann: Paul McCarthy: Brain Box Dream Box, Van Abbebuseum Eindhoven June 19 October 24, 2004, Richter Verlag Düsseldorf 2004.
⁸ Paul McCarthy; Robert Storr: Bunker Basement, Performance at Paul McCarthys Studio, Los Angeles August 26 to 29, 2003. Hauser & Wirth London, October 16 to December 20, 2003, Scalo, Thailand 2004.
⁹ Paul McCarthy; Ralph Rugoff: Piccadilly Circus, Hauser & Wirth, London, October 16 to december 20, 2003, Tailand Scalo, 2004.
¹⁰ Vanessa Cortez: Theater of Bloody Horror, October 24, 2003, 27.12.2006.
THEATER OF BLOODY HORROR. by Vanessa Cortez, staff writer. [October 24, 2003]. Maurey ditched all pretense of a "scientific theatre" for pure gore.
¹¹ WowEssays.com: Decartes Method, Descartes´ Method of Doubt, history Contributions in physiology, psychology, optics, and especially mathematics Introduced analytic geometry.