KunstOnline.dk - Portræt � Peter Land


Peter Land
Mand i knibe Billedkunstneren Peter Land undersøger manderollen i det postindustrielle samfund. Det ser sort ud Af LISBETH BONDE Peter Land (f. 1967) er billedkunstens svar på Gokke. I sine videos, som han selv spiller hovedrollen i, går det altid galt for ham; men til forskel fra Gokke har han ingen at skælde ud på. Som den evigt uheldige mand finder han sig stille og roligt i sin kranke skæbne: I videoen Pink Space (1995) er han entertaineren, der falder ned fra barstolen i ét væk, mens han i Step Ladder Blues (1995) styrter uendeligt mange gange ned fra sin stige med malerbøtten i hånden til tonerne fra Tannhäuser, eller han danser nøgen og beruset rundt i en rørende selveksponering af mandekønnet i al dets skrøbelighed i videoen Peter Land maj 1994. I The Lake (1999) skyder han sig selv og sin robåd i sænk ude på skovsøen under jagten på fuglevildt. Til sidst er han borte som boblerne i bækken, kun jægerhatten med gemsefjeren snurrer rundt på vandet som et sørgeligt sidste minde om den suicidale jæger. I første omgang opleves Peter Lands værker som gakkede numre med en kritisk replik til tidens kropskult og udviklingsoptimisme, men i videofilmenes uendelige loops bliver de til dystre sindbilleder på menneskets og især den metroseksuelle mands kontroltab. Sisyfos slider, så sveden drypper, men Peter Land giver ham ikke en jordisk chance for at få rullet stenen op på bjergtoppen. Lands videos er en hyldest til slapstick-komedien, til fluxus-happenings, til dada og det absurde teater, særligt Becketts. De er en slags forsøgstest, hvor han afprøver sine personlige pinlighedsgrænser i groteske iscenesættelser. Peter Land har gjort Asger Jorns berømte ord til sine: "Enten går du til yderligheder, eller også går du slet ikke."
Peter Land d. 5. maj 1994 Video for monitor or projection Duration 25 min.
Til forskel fra mange af dine samtidige holder du på, at kunsten skal have et emotionelt indhold og have en relation til din situation som kunstner og menneske? "Ja, jeg ville have meget svært ved at komme med et udsagn, der ikke tog udgangspunkt i min egen erfaring. Og jeg kan ikke forestille mig nogen som helst kunst, der kan det. OK hardcore minimalistisk kunst udmærker sig ved at rense afsenderens spor. Hvis du ser en Donald Judd, er det ikke meningen, at du skal stå og tænke, at denne her kasse kunne kun være lavet af Donald Judd. Den ser ud til at være seriefremstillet. Men jeg kunne ikke arbejde anderledes, end jeg gør. Det er en udbredt filosofisk tanke, i hvert fald gælder den for mig, at der ikke længere eksisterer nogen etisk mening bag tilværelsen. Videnskaben formår at besvare spørgsmålet hvordan, men aldrig hvorfor. Den allestedsnærværende kristendom er for længst fortrængt til fordel for en mening, jeg selv må skabe. En mening, der forskyder sig, fordi virkeligheden forandrer sig konstant. For mig fungerer mine værker både som en metode til at skabe mening og som en beskyttelse mod at gå mentalt i opløsning og falde hen i apatisk dvælen. De beviser, at det trods alt ikke er sket endnu," griner Peter Land.
Step Ladder Blues, 1995 Videoprojection Duration 7 min.
Hvordan fandt du oprindelig frem til videomediet? "Jeg anede ikke noget om video, da jeg var kørt fast i de mere traditionelle medier, men hvis jeg virkelig skulle skubbe mig videre i mit arbejde og i mit liv, var jeg nødt til at kaste mig ud i noget helt nyt. Her kom videoen ind, men da jeg startede, anede jeg ikke en gang, hvor optageknappen sad, og jeg var stjernenervøs. Jeg havde placeret mig selv i meget ukomfortabel situation, da jeg skulle lave min første video, 6. februar 1994, for den gik helt imod min gode opdragelse og det sociale billede, jeg havde af mig selv. Jeg kommer fra et semireligiøst hjem, og min mor, der var enlig, men selvstændig (Peter Lands mor er pensioneret øjenspecialist. LB), havde opdraget mig til, at kvinder er ligeværdige. Så det var meget grænseoverskridende at hyre to stripperpiger og kommandere rundt med dem. Det vendte sig inde i mig at fremstille mig selv som en gammel gris. Men det gav et psykisk spark bagi at stå med et helt nyt medie og et grænseoverskridende indhold. Enten ville jeg lære at svømme, eller også ville jeg drukne. Ideen viste sig at være bæredygtig, og videomediet blev i mange år mit foretrukne. Efter at jeg selv var begyndt på mediet, blev jeg imidlertid langsomt bevidst om video-kunstens pionerer, som Bruce Nauman, Vito Acconci, Poul McCarthey og Mike Kelley, som jeg har haft stor glæde af."
Pink Space, 1995 Video for monitor and projection Duration 4,45 min, Looped
Folk kan umiddelbart identificere sig med dig, når du optræder som klovn!! . "Ja, der er noget slapstick over mine videoer, men på et eller andet tidspunkt holder det sjove op. Jeg hørte ganske vist om en børnehave, der syntes, det var lige sjovt alle 28 gange, manden faldt ned fra sin barstol, men på et eller andet tidspunkt kommer der et element af tragik ind over det." Den højstemte musik er med til at betone det tragiske? "Ja, Wagners Tannhäuser og Beethovens Pastorale Symfoni tilfører værkerne en vis patos."
Untitled (Self-portrait in Lake), 1997 Colour Photo 24x17 cm
Du begyndte at lave videos i halvfemserne, fordi du var gået død i maleriet, mens du gik på Akademiet? "Ja, i midten af halvfemserne stødte jeg ind i en situation, hvor det pludselig syntes helt irrelevant at male, og hvor maleriet blev erklæret for dødt. Nu har jeg taget det op igen, for der foregår atter en masse eksperimenter i maleriet. For 5-6 år siden sprang en række stærke malere ud af Akademiet fx John Kørner, Tal R., Christian Schmidt-Rasmussen - og jeg føler igen stor glæde ved at male. Men min tilgang til maleriet er en anden end deres. Mit maleri udspringer af mine videos en bearbejdning af tilværelsens grundlæggende absurditet, at stå med en substansløs virkelighed, som man ikke ved, hvad man skal stille op med, og som man hænger og svæver frit i luften i forhold til. Hverdagen, der bliver til en daglig kamp om at fylde tomrummet ud og arbejdet med at give sin egen gøren og laden mening. Det har jeg visualiseret i videoerne ved at fremstille faldene, der bare gentager sig selv i det uendelige uden begyndelse og slutning. Det er meget morsomt de første gange, men hen ad vejen bliver det ulideligt. I mine malerier og akvareller forfølger jeg dette spor og fokuserer på det groteske. I en stor todelt tegning, som hænger på Statens Museum for Kunst, har jeg tegnet nogle børn i den øverste del, der ligger i en hospitalsstue, mens man i den underste del ser dem blive slagtet og brændt af sygeplejerskerne. Den form for groteskhed bearbejder jeg i mine tegninger, men de udspringer af videoerne. Der er et moment af narrativitet i alle mine værker, men mine akvareller antager dimensioner af kæmpemæssige bogillustrationer."
The Staircase, 1998 Double video projection Duration 5 min. Looped
Hvorfor er det så grotesk? "Der er en form for hallucinatorisk skrækvision. Jeg ser nødvendigvis ikke dagligdagen sådan. Nogle af mine inspirationskilder er illustrationer fra eventyr så som Brdr. Grimms og Henry Dargers farvelagte tegninger. I disse finder man ofte grotesk ondskab, som ikke er ulig den, jeg behandler i tegningerne af hospitalet. Jeg ser således i høj grad tegningerne som en parallel til den iscenesatte vold og blodsudgydelse, som vi møder i fiktionen (tegneserier, bøger film o.s.v.), og tegningerne har for mig et stærkt element af ironi og sort komedie i sig." Sidste år erhvervede Statens Museum for Kunst et af Lands skulpturelle arbejder sådan må man nødvendigvis kalde et værk, der ikke er en egentlig skulptur i bronze eller sten, men en mand, iklædt nattøj og nathue, med ekstremt lange arme og ben, som hænger ned langs siderne og når ud i rummet som plantestængler, der har fået for meget substral. Det er en slags søvngængerfigur i glasfiber, en tro kopi af dens ophavsmand. Men samtidig en surrealistisk monstermand, et offer for Morfeus hårde medfart. Skulpturen indgik i Lands udstilling Nemo on the Borderline i Galleri Wallner i 2004, hvor han undersøgte grænsen mellem fornuft og vanvid. Hvor kommer disse monstermænd fra? "Den umiddelbare inspiration kom fra en tegneserie der udkom omkring århundredeskiftet som hedder Lille Nemo i Drømmeland. Den blev lavet af Windsor McCay, og samtlige striber handlede om en lille drengs oplevelser på grænsen mellem søvn og vågen tilstand."
The Cellist, 1998 Videoprojection & video installation Duration 9 min 30 sec.
Hvad fik du med fra Akademiet? "Jeg var rundt på de forskellige skoler, men jeg begyndte først at slå mig rigtigt løs på Grafisk skole hos Vibeke Mencke Nielsen og til allersidst på Mediekunstskolen hos professor Torben Christensen, hvor jeg blev lært op i videoteknik, for her var der adgang til det store og dyre redigeringsudstyr. I dag har alle, der arbejder med video, et redigeringsprogram til deres pc. Men ellers vil jeg sige, at Akademiet først og fremmest gav et fremragende netværk. Vi var en kreds af kunstnere, der forlod Akademiet nogenlunde samtidig, og vi havde lært Nicolai Wallner at kende og forsynede ham det første år (1993, LB) med 500 kr. om måneden, så han kunne drive sit galleri fra et fugtigt kælderlokale i St. Kongensgade. I begyndelsen havde han lavet udstillinger i sin mors vaskekælder i Ingerslevgade, så det var virkelig et lift!! I denne kreds indgik Jens Haaning, Joachim Koester, Jonas Maria Schul, Henrik Plenge Jakobsen, Christian Schmidt-Rasmussen. Jeg har stadig et fortrinligt samarbejde med Nicolai i dag, hvor han klarer sig glimrende. Det har været værdifuldt at kunne vokse op sammen i stedet for at komme i stald hos et allerede etableret galleri."
The Lake #2, 1999 C-print Each 49x49 cm/75x75 cm framed From a series of 12 C-prints
Du arbejder i dag meget med det maskuline køns sårbarhed? "Ja, da jeg gik på Coldsmith College i London i 1994-95, blev jeg mere og mere bevidst om den nye manderolle. I England og USA bliver kunstnerne uddannet på universiteterne, og man læser sammen med psykologistuderende, antropologer, sociologer m.fl. Man skriver opgaver, og der er mødepligt. Man får også tildelt en tutorial. Jeg valgte sociologen Victor Seidler som tutor, hvis bog, Recovering the Self, jeg havde læste med interesse. Han skrev i det hele taget om kønforskning især om mandens rolle i det postmoderne samfund. Hans pointe var, at mens minoriteterne - som de sorte i USA, jøderne, bøsserne, men også kvinderne har fundet deres identitet, så står mændene tilbage uden at være sig deres nye rolle bevidst, selv om deres gamle status som magthavere tydeligvis er eroderet væk de seneste 30-40 år. Det har betydet, at de er blevet åndeligt impotente. Mandens nødvendighed er ikke synlig længere, når kvinderne selv kan klare sig. Det har jeg så arbejdet videre med i min kunst. Tydeligst måske i Peter Land maj 1994, hvor jeg danser rundt i mit soveværelse og viser den kiksede mand, der så utrolig gerne vil, men som overhovedet ikke kan, om jeg så må sige. Manden, der gerne vil danse, kan ikke, manden der gerne ville være stærk, har overhovedet ingen muskler, manden der gerne ville se godt ud, ser slet ikke godt ud. Manden er faldet på halen." Der skal meget mod til at eksponere sig selv sådan. Meget få mænd har gjort det, hvorimod flere kvindelige kunstnere som fx Carolee Schneemann, Elke Krystufek ( henh. amerikansk og østrigsk perfomance kunstner, LB) og herhjemme Kirsten Justesen har gjort det. "Ja, men de er jo pæne og slanke. Det er jeg ikke!! Men jeg ville også gerne skabe balance i tingene efter min første video med stripperpigerne."
Copenhagen 11. December 1999, Hurricane I, 2000 Water-colour on paper 160x139 cm
Har din kunst en katharsisk virkning på dig, når du involverer dig selv så direkte? "Ja, det har den, men måske ikke så meget i selve fremstillingsprocessen, snarere i visningssituationen, hvor der pludselig står 50 mennesker omkring mig, som ser mig hoppe rundt nøgen eller kommandere rundt med de to piger. Det var en overvældende positiv reaktion, for en del mennesker grinte, og jeg oplevede, at folk blev ved med at kikke, selv om der ikke sker så meget. Folk fokuserede på detaljerne og de små forskydninger, og jeg fik meget feed-back på disse tidlige værker, som blev forstået metaforisk. Det var en forunderlig oplevelse, der glædede mig, for min hensigt er, at de skal kunne læses på mange niveauer. Man kan også anlægge en vinkel, som betoner den narcissistiske kropsfetichisme i vores tid, fx".
Copenhagen 11. December 1999, Hurricane III, 2000 Water-colour on Paper 160x139 cm
Vi sidder en formiddag i Peter Lands atelier på Amager og misser med øjnene, fordi januarsolen skærer sig igennem lokalet, mens træerne tegner deres grå silhuetter på de hvide vægge. De spiller rollen som grafiske arbejder i manglen på værker, der for tiden er ude at spadsere på udstillinger rundt omkring i verden. I år repræsenterer Peter Land Danmark ved Venedig Biennalen sammen med Eva Koch. Joachim Koester, Ann Lislegaard og Gitte Villesen. I efteråret bragte det prestigefyldte, tyske kunsttidsskrift Kunstforum et stort interview med Peter Land og anbragte en af hans søvngængerskikkelser på forsiden. Men det med at være kendt ønsker han at gøre så lidt ud af som overhovedet muligt, for "jeg vil meget nødigt påduttes et syn på mig selv udefra," siger han og understreger, at han befinder sig fint i sin Amageridyl, for det er af mindre betydning, hvor man bor i dag, for "hvis man laver en knaldgod udstilling i Nuuk, hører de om den i Sidney et øjeblik efter." Det er ikke længere nødvendigt at være bosat i en metropol for at blive kendt. Især ikke, når man arbejder med de meget rejselette videos, "der er lidt lettere at eksportere end marmorskulpturer (latter) - så er den kunstneriske aktionsradius meget stor, og budskabet spredes med lynets hast. Men man skal samtidig holde lidt igen, så det ikke udvandes, budskabet," siger Land.