Peter Mandrup har en konceptualistisk og analytisk tilgang til maleriet. Nedenstående portrættekst er af professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, maler og fotograf Erik Steffensen.

Overgaden, Kulturministeriets Udstillingsbygning 2002.

Kys mig længere nede - kys mig hvor du vil, China Blue og Solaris hedder filmene på det avisudklip der ligger inde i Peter Mandrups katalog fra Kastrupgaardsamlingen 1985. Kataloget har stået på min reol lige siden. Avisudklippet er fra dengang biograferne i København hed City, Delta og Saga. Og selvom ordenes storby-poesi måske virker noget fortidig er det rum som anmeldelsen bevæger sig i - på samme gulnede avispapir - hentet endnu længere tilbage: Et blidt kammermusikalsk udtryk af ord, der forsøger at forme sig og svøbe om den kunst, der er emnet for anmeldelsen. Det er lutter bevægelse, nuancer i det sarte grå uden for mange kontraster endsige overraskende kontrapunkter. Jeg forstår skribentens problem - med sig selv og sin følsomhed - og med den kunst der er udgangspunktet: Peter Mandrups maleri.

Uden titel, 2002. Olie på lærred

Så jeg starter et andet sted. På et kunstakademi i Tyskland havde man for år tilbage udset sig maleren A.R. Penck som professor, og som en sidste formalitet inden tiltrædelse bad man om en helbredsundersøgelse fra maleren. Jeg starter med øjnene, tænkte han, for han var jo maler! Da resultatet fra øjenundersøgelsen forelå viste det sig at maleren både var farveblind og havde kraftigt nedsat syn på det ene øje. Det siges at kunstneren blev ganske rasende især på lægevidenskaben efter denne episode. For Penck er en mester med rødt og blåt såvel som sort som hvidt - hans primitive figurkaligrafi stiger op over lærredet som bristefærdige saftspændte planter. Men han blander aldrig farverne!

Uden titel, 2002. Olie på lærred

Peter Mandrup blander farver - ja tilsyneladende roder han rundt på lærredet som en dinosaur i mudder - men han ender altid i samme svævende sikre virtuose leje: Et organisk fuldbyrdet maleri med en tonal sikkerhed der vidner om stor beherskelse af netop farve og farvens bæreevne på fladen. Mandrup er mand for de store størrelser. Det organiske penselarbejde gror over lærredet, fortaber sig i sorte netformationer, hvid, grålig og beige tåge, forskyder sig ved liniernes fedme og hvirvler sig opad som en orientalsk drage på vej mod billedets top. Nok driver malingen fra penselstrøgenes følelsesfulde flader, men den driver som skyer i et vægtløst univers. Grænserne er udviskede, men stoffet, materien eksisterer. Og materien er traditionel - olie på lærred, selvom fremtrædelsesformen giver mindelser om slemmet kridt og kalk, ler og flodlejets fineste mudder. Af jord kom du, oliemaling, men du er transformeret til ånd.

Uden titel, 1989. Litografi

Det er svært at tale om Peter Mandrups maleri uden at tale om natur. Halvtreds meter fra mit vindue er syrenbuskene i blomst, og jeg forestiller mig deres tunge duft alene ved synet af de klumpede formationer af violet og hvid midt i det dunkelgrønne bladhang. Peter Mandrups maleri forestiller ikke naturen selvom den ligner. Det er natur for sig. Menneskets bevægelse. Kroppens rolige eller heftige rytme foran lærredets skærm. Armen, hånden og penslens intuitive forsøg på at erstatte selve åndedrættet. I den forstand er kunst liv. Og bemalingen et synligt mærke på eksistens. Sådan fungerer det øjensynligt også for den amerikanske maler Brice Marden. Som for amerikaneren er Mandrups målestok ikke synlig. Ikke et tåget koncept. Der er en form at forholde sig til, et naturligt målbart udgangspunkt for skaben, en verden uden for: Værket bliver midtpunkt, men ikke uden størrelser hentet udefra: En linie, en pensel, farve, flade og de forhold og associationer materien danner undervejs.

Uden titel, 1993. Olie pĂĄ papir

Strukturen i Peter Mandrups maleri er som løst grus. Bedst som man tror at finde fodfæste skrider verden - der er ikke et punkt på billedfladen, hvor man kan hænge sin hat og få frisk luft til sit kloge hoved imens. Således er maleriet nok følelsesfuldt, poetisk men ikke modtageligt for intellektuel fastlåsning. Det er et maleri uden programerklæring og tidtagning. Måske deri ligger en afstand til Mandrups professor Richard Mortensen, hvis værker havde størrelser, farve, linie og flade: Maleriet er et syn - og ikke kun for guder. Den højeste form for sanselighed sker - længere nede.

Uden titel, 1993. Olie pĂĄ papir