Portr�t - Pontus Kjerrman

Som skabt af troldehænder

For billedhuggeren Pontus Kjerrman bliver kunsten først rigtig interessant, når han laver noget, der næsten ikke kan lade sig gøre. "Det er dér, det rykker. Man skal vove noget, og man kan ikke beregne sig til det" siger han om sin forunderlige 'mummitroldekunst'.

Af Lisbeth Bonde

Mit første møde med Pontus Kjerrmans skulpturer fandt sted på Sophienholm i 1987 på udstillingen 'Skulpturens tid', hvor han optrådte sammen med sine jævnaldrende kolleger, der dyrkede et mere teoretisk funderet, ofte abstrakt skulpturelt 'sprog', rundet af teorier om astrofysik og postmoderne, fransk filosofi. Synet af Pontus Kjerrmans dyremenneske-familie med hestemænd og kattekvinder - hvoraf nogle var forgyldte og i mægtige dimensioner som en slags gudefigurer - fik gulvet til at gynge under mig. De hidrørte fra et helt andet register af livet og kunsten, end de cool værker, som jeg normalt 'plejede omgang' med i egenskab af daglig leder af avantgardegalleriet Basilisk. De stillede spørgsmål til, hvad kunst var, de satte urinstinkter og følelser til skue, som på det tidspunkt stort set var ekskluderet fra kunsten, idet hovedparten af avantgarden arbejdede i kølvandet på konceptualismens og minimalismens praksisformer med et depersonaliseret værkbegreb. Var det virkelig muligt at give sig eventyret i vold? tænkte jeg, samtidig med, at jeg blev bjergtaget af figurernes inderlighed og metafysik. Pontus Kjerrman bruger tydeligvis sig selv som råstof, når han arbejder. For ham må kunsten vokse ud af nødvendigheden, men samtidig nyder han det håndværksmæssige arbejde, som får ideen til at tone frem undervejs. Hans skulpturer hviler først i sig selv, når de siger det, han selv vil sige - og altid iklædt nogle rå gevandter, for de må ikke fremstå forædlet eller pæne eller rigtigt klædt på.

Porcelænsfigurer udført på Royal Copenhagen i forbindelse med projekt "Det Hvide Guld"
i samarbejde med elever og lærere fra Kunstakademiets Billedkunstskoler og Royal Copenhagen 2002
foto: Per Bak Jensen

Kjerrmans dyrefigurer er idealvæsener. De er snarere billedtegn for den menneskelige natur end fabelfigurer. De er imødekommende over for den, der åbner sig nysgerrigt for dem, og de fortæller noget om menneskelige ur-erfaringer. Disse dyrelignende mennesker og menneskelignende dyr - nogle af dem er bevingede - er gjort af mytestof og synes at hidrøre fra et andet og dybere bevidsthedslag, der er forbundet med myterne. De er totemdyr, som formidler kontakten mellem mennesket og dets guder. Vi mindes ægypternes mytologiske dyremennesker, grækernes kentaurer og minotaurer og middelalderens basilisker og enhjørninger, når vi bivåner Pontus Kjerrmans forunderlige væsener, hvor menneske og dyr som noget naturligt glider sammen og bliver til et. Men der er sket en forskydning, for hos Pontus Kjerrman har hestemanden et hestelignende hoved og krop som en mand, hvor det omvendte er tilfældet for en kentaur. Hans figurer hidrører også fra drømmenes natlige virkelighed, og fordi de er der rent fysisk - taktile og stoflige rejser de sig med deres volumen i rummet - som når Artemis, en forgyldt kvindefigur, fremstilles som en fødende løvinde, eller en 'embedsmand' står som en oprejst sarkofag med et hoved som en sæl eller hund. Figurerne virker på en mere direkte, sansemæssig måde, end når vi betragter malede fabelvisioner som fx Max Ernst's fuglekvinder eller Salvador Dalí's elefanter på insektben.

Spisebord til Corner 2004, stentøj

Interessen for Pontus Kjerrmans kunst blev altså vakt i mig allerede i 1987, og i årene derefter, hvor han har raffineret og tydeliggjort sine intentioner stadig mere, er den for mit vedkommende vokset støt - kulminerende i en beundring for hans på en og samme tid bedårende, rørende og forførende vandkunster i Køge og Vejle. Det handler om at erkende den dyriske, ikke-rationelle side i sig selv, visualiseret som katte- eller englekvinder, der svæver i teatralske elskovskampe, og som holdes fast af en hestemand, der står med begge fødder solidt plantet i vandet eller på jorden. Der er også en del humor i Kjerrmans kunst, om han vil det eller ej.

Når man møder Pontus Kjerrman, har han altid lidt gipsstøv i håret, som helt konkret vidner om hans daglige virke som leder af gipslaboratoriet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, men egentlig tænker man, at det må være englestøv fra hans eventyrlige verden. En verden, som han puster liv i, så ingen kan være i tvivl om dens eksistens. Der er ingen bånd, der binder, ingen afstand, ingen ironisk distance eller intellektuelt værn i hans kunst: Eventyret lever og ånder, og i tilfældet Kjerrman er der et sjældent sammenfald mellem hans liv og hans kunst - som hos andre fabulerende kunstnere fx H.C. Andersen og Seppo Mattinen. Jeg har mødt Pontus Kjerrmann mange gange og forundres hver gang over, at man i vore dage kan leve et parallelt liv som hans, der i den grad næres af hans fantasis overskud. Hans malerven Peter Martensen har forklaret sin fascination af hans værker, der startede med, at han så et lille væsen af cement på størrelse med et 7-årigt barn, et væsen med et katteagtigt ansigt: "Dér - lige dér - skete der en kortslutning inde i mig. Min opfattelse af, hvad skulptur er, gik i skred. Jeg tog mig selv i at føle empati med cementvæsenet og fik lyst til at tale med fyren." Pontus Kjerrmans sære figurer er i den grad plausible, de vinker os til og viser os helt konkret, at der findes mere mellem himmel og jord, end vores rationelt indrettede verden og logiske tænkemåde antyder.

Fontæne til Vejle gågade, 2001
Bronze og granit
foto: Allan Simonsen

Egentlig startede Pontus Kjerrman som maler, men under et ophold i New York i begyndelsen af firserne begyndte han at lave små tableauer med indtryk fra byens gadeliv. Det var bybilleder som en lille bil i gips og en mand, som læner sig op ad den etc. På denne tid - det var i halvfjerdserne - blev han også fascineret af Edward Kienholz' tableauer i fuld skala, fx et flytbart krigsmonument med hule uniformer, der rejser et amerikansk flag på et cafébord og den mærkelige oplevelse, da man opdager, at cola-automaten er en del af værket. For Pontus Kjerrman var det en vigtig erkendelse at opdage, at han kunne arbejde i fuld størrelse og i tre dimensioner, en erkendelse, som han har bragt stadig videre. "At se todimensionelle billeder er nemt nok, men at begribe en form og forstå et rum kræver lidt mere", som han siger.

Mit møde med Pontus Kjerrman finder sted i hans hus nord for København, hvor han har indrettet atelier, og hvorfra der er let adgang til både skov og strand. Han er fyldt med indtryk fra en netop overstået rejse til Mexico, og han taler henført om Diego Riveras store fresker, som han finder fremragende og aldeles gennemtænkte både motivisk og kompositorisk - og om José Guadalupe Posada, hvis satiriske, grafiske værker spidder det mexicanske samfunds paradokser. Hjemme hos Pontus Kjerrman vrimler det med væsener - både ude og inde, for vi befinder os i disse væseners arne.
I og omkring huset kan han boltre sig, når han vender hjem fra Akademiet. Her får han ideer, og her kan han strø sin figurverden rundt i den vildtvoksende have. Vi kigger på et gipsrelief af en kvinde, som ligger inde i en form. En mand læner sig ind over hende og ligesom bearbejder hende - eller er der tale om en erotisk situation? Pontus Kjerrman forklarer: "Det handler om en kæreste, jeg havde som ganske ung i Gøteborg. Hun følte, at jeg pressede hende ind i en form. Relieffet er en billedliggørelse af denne oplevelse. Det er lavet i 1977, og det er altså direkte selvbiografisk. Jeg lavede det, mens jeg endnu gik på den danske billedhugger og maler Børge Hovedskous skulpturskole i Gøteborg."

Fontæne til Vejle gågade, 2001
Bronze og granit
foto: Allan Simonsen

Hvorfor forlod du egentlig Gøteborg og slog dig ned i København?

"Jeg havde søgt ind på akademierne i Stockholm og Gøteborg uden held, men så tog jeg alle mine værker med i toget og søgte ind på Billedhuggerskolen i København, hvor jeg blev optaget og startede direkte på anden del hos billedhuggeren Willy Ørskov. Han var en inspirerende lærer, og jeg kom til at gå sammen med et godt team - der gik Lone Høyer Hansen, Troels Melin, Henrik B. Andersen, Bjørn Poulsen og Hans Pauli Olsen også. Disse kunstnere er mine gode venner den dag i dag."

Du har en særlig interesse for ældre indiansk kunst? Men i det hele taget kunne det være interessant at høre om dine kunstneriske inspirationskilder?

"Ja, især for den kvindelige shaman. Jeg har rejst en del i Mexico, hvor jeg har studeret nogle kvindelige aspekter af kunsten og livet. Jeg betragter det kvindelige og den mandlige tilgang som vidt forskellige: Kvinden er mere til stede i nuet og hviler i højere grad i sig selv end manden, der er mere udadvendt og resultatorienteret. I kunsten forholder det sig sådan, at de mandlige kunstnere er mere interesseret i at rejse store monumenter, mens kvinderne er optaget af nogle andre, mere processuelle praksisformer. Min kvindelige shaman, som jeg udstillede i Tranegården og i Göteborg, og som sidder i sit skur, havde nogle specielle kræfter, som jeg gerne ville udforske. I det lille skur ledsages hun af en række totemdyr og voodoo-dukker, som hun styrer virkeligheden med på afstand. For mig er hun indbegrebet af kvindelighed. Det er meget fascinerende.

Men kan også se mange spor fra mine rejser til Kina. Samtidig er jeg inspireret af de tyske ekspressionisters kunst - den primitive urkraft, som de arbejder med, tiltaler mig - og jeg nød derfor i den grad udstillingen 'Det genfundne paradis' i Arken i efteråret 2004, ligesom jeg er meget optaget af Paul Gauguin - lyset og de varme farver og hele den stemning, der hidrører fra det underlige, mytologiske liv, han opbyggede omkring sig selv. Skulle jeg pege på en moderne kunstner der - ud over nævnte Edward Kienholz - i særlig grad har inspireret mig til mine figurtableauer, så er det amerikaneren George Segal, der arbejder groft og i en lidt forstørret skala. Der er noget impressionistisk over hans figurer, som bl.a. fremkommer ved, at han lægger gaze oven på 'huden', og så evner han at skabe situationer vha. nogle meget enkle greb."

Drikkevandsbrønd til Vejle gågade, 2002
Bronze og granit

I 2003 lavede du et helt spisestel, som blev udstillet på Corner. Det var skulptur og husgeråd i keramik i en og samme form. Hanke af hestemænd og kattekvinder og deres børn, der bader i koppernes og fadenes bund. Hvad havde inspireret dig til dette store og spektakulære projekt?

"Der findes en bestemt type japansk keramik, nogle meget groft modellerede krukker og vaser i groft chamotterigt ler: De ser ud til at være lidt ubehjælpsomt modelleret ved første øjekast, og de fleste eller bedste er lavet omkring 1700-tallet, samtidig med at man også modellerede det fineste tyndeste porcelæn. Når man ser åbent og nysgerrigt på dem, indeholder de den balance mellem natur og kultur, som jeg selv tilstræber. De minder om de kinesiske haver med sten, som er omhyggeligt hugget ud af menneskehånd, for at se ud som om de er skabt af naturen. De indeholder den østerlandske tanke, som bl.a. optræder i buddhismen, at naturen er større os. Med vores bevidsthed kan vi ikke skabe ret meget, det er først, når vi kan koble den fra, at vi nærmer os naturen. På Corner udstillingen på Charlottenborg spurgte malerprofessoren Ursula Reuter mig: "Hvorfor er dine vaser så groft og grimt modellerede, de er måske udført af trolde?" "Bare de ikke ser ud, som de er lavet af menneskehånd," tænkte jeg. Jeg har altid syntes, at udtryk og indhold er vigtigere end form. Man omtalte tidligere mine figurer som firskårne og åbenbart ikke så elegante. Engang talte jeg med den svenske kunstner Sivert Lindblom om nogle af mine figurer. Han refererede til sin gamle lærer Bror Hjort, som havde lært 'god form' i Frankrig. Med 'god form' menes en form, sagde Lindblom, som ikke nødvendigvis er smuk, men som har en indre logik, der gør den mere interessant end alle mulige andre former. Det er noget i den retning, som jeg tilstræbte i mine vaser, service og bestik. Der er tale om en form, der er præcis på en anden måde, og som viser en vis naiv glæde ved tingene, der gerne må fremstå som værende gjort af troldehænder."

Pontus Kjerrman blev fast medlem af Corner i 2004, og det er formanden, Kjeld Heltoft, der har inviteret ham til at udstille på Sophienholm, hvor vi atter møder ham. Kjerrman er begejstret for denne sammenslutning, hvis oprindelige venstreorienterede politiske program han kan tilslutte sig. Desuden er han glad for den udveksling med britiske kunstnere som Frank Auerbach, Paula Rego m.fl., som sammenslutningen har haft i de senere år, ikke mindst i kraft af Heltofts intensive kurérvirksomhed. Men nu må vi tilbage til Kjerrmans fabelverden.

Bænk til Vejle gågade, 2003
Bronze og granit

Hvor kommer dine hestemænd og kattekvinder fra?

"Da jeg kom til København, ville jeg gerne lave noget realistisk kunst, der handlede om mennesker. De udtrykte deres smerte og ulykke, og de optrådte i alle mulige situationer. Jeg havde lyst til at lave en mand, der udleverede sig selv. Men det blev så tungt, at jeg ikke en gang selv kunne bære det. På en eller anden måde blev disse problemstillinger stille og roligt transformeret til dyr, hvilket gjorde det nemmere at bære. Der kom en afstand til, og det hele blev mere venligt. I lang tid blev jeg imidlertid sur over, at folk opfattede mine ting humoristisk, for det var ikke meningen. Det var faktisk alvorligt ment."

Men det skyldtes måske, at dine værker var så usædvanlige på det tidspunkt, hvor følelsen var ekskluderet fra kunsten, og det handlede om powerplays og cool attituder? Dine værker pegede i høj grad tilbage på Rudolph Tegner og andre teatralske, fabulerende kunstnere?

"Jo, det kan godt være. Men jeg var bange for ikke at blive taget alvorligt. Forudsætningen for virkelig humor er dyb alvor, men meget af min kunst udspringer af en underjordisk verden, som jeg kigger ud fra igennem et hul. Jeg ser på folk som nogen, der går rundt derude. Jeg kan ikke rigtig tage del i livet, jeg står ligesom udenfor. Det, der driver mig, er alt det, jeg mangler, alt det, der gør mig ulykkelig. Jeg vil gerne skabe rum omkring situationen, men ikke via humoren."

Nogen gange elsker dine figurer hinanden, andre gange har de konflikter. Man kan tydeligt se, hvordan de har det, og hvem der har magten. Er figurerne en slags talerør for dig?

"Ja, de er et billede på, hvordan jeg synes, verden er - med Eros som omdrejningspunkt. Jeg er meget besnæret af dette, for i virkeligheden er Eros - det erotiske - med overalt og spiller en overordentlig vigtig rolle mellem mennesker, både hvad angår magtforhold om dagen og om natten. Den maksimale åbenhed mellem mennesker finder sted i det erotiske møde, hvor man har smidt de sidste klude, og hvor man føler virkelig tillid. Det er i den erotiske relation, at relationen mellem mennesker brænder kraftigst igennem, fordi den er så betydningsladet. Eros kan løfte mennesker op og give dem livskraft. Og omvendt: har man ingen erotisk kraft, falder man sammen og mister selvtilliden. I virkeligheden er livskraften og Eros forbundne kar. Livskraften eller livslysten kan indimellem manifestere sig erotisk, og indimellem udtrykker den sig i den kunstneriske skabelsesproces."

Amor og Psyke
Bronze
Falkoneralle overfor Frederiksberg station

I din skulpturgruppe ved Falkoner Allé, 'Amor og Psyke' fra 2004, ser vi kattekvinden og hestemanden blive løftet op af Eros. De virker lykkelige?

"Ja, men som du kan se, foregår der et spil imellem dem. Det virker, som om kvinden vender sig lidt bort og gør sig kostbar, alt imens han forsøger at forføre hende. Hun siger ligesom: "Det er godt med dig" og skubber ham lidt væk. De er en slags Yin og Yang, der kompletterer hinanden. Manden kigger ind mod kvinden, som igen kigger ud på det myldrende gadeliv. I andre af mine skulpturgrupper ser de ud til at være meget gode venner og er lige ved at give sig hen til hinanden." Pontus Kjerrman peger på en lille figurgruppe i atelieret: "Det er jo nogen gange besværligt, men det handler om ærlighed og sandhed og om at flytte nogle grænser, men i virkeligheden skal der indimellem lidt vold til for at lave om på nogle ting. Det er ikke harmoni alt sammen," siger Pontus Kjerrman, der fortæller om sin baggrund med en enlig mor og en far, der forlod familien til fordel for sin privatsekretær kort efter lillebrorens fødsel. Skønt hans opvækst på mange måder var privilegeret, blev han opdraget med en form for skyldfølelse, der bl.a. kom fra moderen. Hun foreholdt ham, at man ikke kunne stole på mænd: "Jeg havde heller ingen mand at se op til og måtte derfor udvikle min egen maskuline identitet. Deraf opstod også en tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var en mand - og det blev ikke bedre af, at jeg havde sådan en tynd, lille krop, der ikke egnede sig til gymnastik. Jeg lagde mig på klipperne ude ved vandet og tænkte, at nu ville jeg være ligeglad med alt det, og nu måtte jeg selv finde ud af, hvem jeg var. Min kunst spejler disse tanker og oplevelser. Mine tynde og skrøbelige figurer er langt fra billedskønne, men jeg forsøger at gøre dem virkelige og forsyne dem med en personlighed, som måske gør dem smukke. I mine krukker, vaser og service bliver figurerne stadig mere ranglede."

Pavillon i stentøj og træ fra udstillingen Hverdagens Templer på Søllerød Museum i samarbejde med Søllerøds Kunstforening
foto: Jens Lindhe

Dine figurer insisterer på, at skønheden er mangesidet!

"Ja, det mener jeg, den er. På samme måde havde jeg i udstillingen 'Spejlinger i gips', som jeg var med til at arrangere på Charlottenborg i 2004 i forbindelse med Kunstakademiets 250 års jubilæum, betonet mødet mellem grækernes absolutte skønhed, som datidens kunstnere hele tiden skulle konfronteres med, og den dekonstruerede skønhed, som jeg selv tror på. Man kan ikke tænke sig til, hvordan noget er skønt, det er noget, man må kæmpe sig til ved bl.a. at pille formen fra hinanden - ligesom Buster Keaton, der laver alting forkert, og alligevel ender det rigtigt til sidst."

Pavillon og bænk i stentøj og træ til udstilling på Sophienholm 2005, fotograferet i egen have

Du laver også en meget grov modellering!

"Ja, det er ligesom i jazzmusikken, hvor man indimellem springer en takt over eller spiller en forkert tone, og først da lyder det rigtigt. I skulpturen leder jeg også efter fejl, for det er dem, som giver skulpturen liv. Jeg kan godt lide den grove overflade, og jeg kan godt lide, at der mødes nogle modsætninger i mine værker, som spejler sort og hvidt, maskulint og feminint, aggression og blidhed. De må gerne ligne et stykke natur også og vise, at helheden aldrig kan forstås helt. Jeg tilstræber, at min kunst unddrager sig teoretiske og akademiske læsninger, og at den fremstår mere kompleks - som virkeligheden selv - med tydelige spor af mine hænders arbejde i overfladen. Den forfinede, kunstfulde modellering for modelleringens egen skyld, byder mig imod. Jeg vil, at man skal kunne mærke en god vilje, et godt formål eller en venlig sjæl bag figurernes overflade. Måske dyrker jeg den tilsyneladende grimme modellering af angst for, at den skal tage interessen fra indholdet."

Francis Bacon siger, at en akademisk kunstner aldrig ville have kunnet male hans billeder. Kan man sige det samme om din kunst?

"Ja, det dør, hvis det bliver for akademisk. Akademisme er at spille rent på klaveret, og det er jo ikke interessant. Det bliver først rigtig interessant, når man laver noget, der næsten ikke kan lade sig gøre, og det er nær ved at gå så galt, at figuren er ved at falde sammen. Først da opstår der noget nyt. Det er dér, det rykker. Man skal vove noget, og man kan ikke beregne sig til det."

Bænk og stukfriser til Mun-H-Center, Ågrenska, 2003

Hvad ville du tale med H.C. Andersen om, hvis du mødte ham i dag?

"Jeg tror, jeg ville gå over og tale med nogle andre (latter). Jeg er lidt træt af al den nationale digterdyrkelse især i dette jubilæumsår, men jeg er faktisk glad for eventyrdigteren, og jeg har brugt hans tegninger til mine figurer til Odense - 'Hyrdinden og skorstensfejeren' fra 1995, ligesom jeg ofte er blevet inspireret af hans brug af ting, som han menneskeliggør. Jeg elsker hans gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergent, som jeg føler mig lidt i familie med!!! Jeg kom i ekstra god kontakt med eventyrdigteren under arbejdet med netop denne skulptur, hvor jeg brugte en del af rekvisitterne fra eventyret: stigen, kineseren, og altså træfiguren med det omstændelige navn. Det er herlig læsning. Men én forfatter, som i særlig grad har gjort indtryk på mig, er Tove Jansson, som desværre døde i 2001. Hende ville jeg gerne have mødt. De rigtige bøger - ikke de illustrerede børnebøger og tegnefilm - er fantastiske. De viser hendes frodige fantasi og vidunderlige digtning. Hendes verden er selvbiografisk og tager afsæt i hendes opvækst i Finland, og den finske stemning og familien, der bor i en dal, virker med hele vejen igennem. Hendes far var billedhugger, der dyrkede jugendstilen, og hendes mor var designer, og handlingen foregår omkring det tidspunkt, hvor Finland netop var blevet selvstændigt. Familien havde en lille ø ude i den finske skærgård, og faren stikker af med hele familien og bliver fyrvogter. Alt det går igen i Janssons fortællinger. Det er et hyggeligt fantasiunivers, der dog også sparker lidt til konformiteten og småborgerligheden. Hendes stornæsede figurer og søde humor har inspireret mig meget. Man kan sige, at mine hestemænd og fabeldyr er en slags mummitrolde. Men også en forfatter som C.S. Lewis, der jo var teolog og forsker i Oxford, har været inspirerende for mig, selv om det gik op for mig, at hele hans litterære univers er rundet af kristendommen, hvor jeg som stærkt venstreorienteret for en tid måtte tage afstand fra det. Hans romaner rummer nogle spændende ekstra virkelighedsniveauer. I Narnia findes en række fantastiske, talende dyr, der minder meget om mine egne menneskedyr eller dyremennesker."

Bænk i keramik til Tovshøj Daghjem i Brabrand, 2003

Hvis vi vender blikket mod dine kunstneriske aner, så står det klart for mig, at den danske symbolist Rudolph Tegner, der med sine teatralske og stærkt gestikulerende skulpturer, ser ud til at have inspireret dig?

"Det har du helt ret i, men jeg lærte ham først at kende, da jeg var kommet til Danmark. Faktisk var det Nina Sten-Knudsen, som jeg gik på Akademiet med, som en dag tog mig med op til Nordsjælland og viste mig hans museum. Det var forunderligt pludselig at stå i en betonbunker midt i naturen og blive plantet midt i hans egen verden. Men svenske Carl Milles, som har fulgt mig lige siden min barndoms skolegang, har betydet endnu mere. Jeg gik i mange år forbi hans Poseidon Fontæne i Göteborg med dens kumme med myldrende najader, der holder fiskene, som sprøjter til højre og venstre. I det hele taget ægger jugendstilens svulstighed mig. Jeg kan lide jugendkunstnernes ide om 'Gesamtkunstwerk' - en kunst, der virkelig griber fat i folk og ikke lader sig nøje med et lille billede, som kan afbildes i en bog eller hænge på et museum. De ville ud på facaderne og ud i gaderne og præge byen og lave service og husgeråd. På Kunstakademiet hos Susanne Ussing gjorde vi noget i den retning, da vi skabte en række bløde rum, som åbnede op for en anderledes virkelighedstilgang.

Det er afgørende for mig, at mine figurer er overbevisende, og at de ser ud til at kunne bevæge sig. Mine figurer findes ikke i den virkelige verden, så de har per definition deres egen anatomi, som jeg er ved at udforske. Jeg kan godt lide tanken om, at man vil finde en lille krukke eller en hestemand om 5000 år, og at min besked går videre."

Lisbeth Bonde er forfatter og kunstskribent ved Weekendavisen