SVEND-ALLAN SØRENSEN –
EN ORNITOLOGISK HAGIOGRAFI
Alanna Heiss: You´ve been called a Conceptual artist. But Dennis, what does that really mean?

Dennis Oppenheim: My work comes from an idea, and therein lies its conceptual aspect. But it´s not the only root. You know, concepts always seem to be cerebral activities, located in the mind. But why not locate them in the stomach, the gut? Much of my work come from the ”eye of the gut”. It´s not mental, not visual, but somewhere in between.

Thomas McEvilley & Alanna Heiss: ”Dennis Oppenheim: Selected Works 1967 – 90”, New York, 1990


Af Mikkel Bruun Zangenberg

Sørensens solsorte: Living with birds
Tjirp, tjirp, tjirp. Skulle man finde en indgangsfanfare til mødet med den fynsk baserede billedkunstner, forlægger, digter, skulptør, fantast med en del mere, Svend-Allan Sørensen, SAS, ville gengivelsen af en solsorts forfløjne triller næppe være det mindst ringe valg.

For med solsorten – og alle de øvrige fugle hos Sørensen – er vi allerede dybt i hjertet af flere sammenflettede strenge, ærinder og linjer i Sørensens oeuvre. Solsorten er jo på den ene side en fugl, der spiller en ikke ubetydelig rolle i store dele af nyere dansk lyrik: fra Frank Jæger og Per Højholt, over Peter Laugesen til Thomas Boberg, kan man følge den lille, uanselige og prunkløse fugl hoppe fra digt til digt. Solsorten anser vi på den ene side for at være eminent dansk; men på den anden side, spiller Sørensen ironisk på spørgsmålet om de fremmede, idet han i sit foderbræt benytter det engelske ”BLACKBIRDS ONLY”, sådan at den bogstavelige udlægning – ”sort fugl” – kommer til at henvise til de uønskede, de fremmede, lige på grænsen til det venlige, joviale og bedragerisk gæstfri foderbræt.


Og det gælder også, at SAS hidtil selv i nogen grad har hoppet rundt som en munter solsort – dels her, der og alle vegne med et mægtigt aktivitetsfelt, dels samtidig en anelse excentrisk og forskudt i forhold til bestemte kunstmiljøers gravitationspunkt i København og omegn. På den led opretter omgangen med solsorten et veritabelt spil mellem at være inde og være ude, være insider og outsider, være i stuen og ude på græsplænen, bekendt og ukendt, ønsket og ugleset.

Men dette spil er karakteristisk for Svend-Allan præget af en god del humor. Man finder kun vanskeligt sammenbidt raseri, indædt vrede, eller fnysende indignation hos Sørensen. Sørensens humor er tvedelt mellem det underfundigt platte og det underspillet subtile – med et udtryk planket fra Frederik Stjernfelt1, kan man kategorisere hans værk som ”folkelig modernisme”. Værkernes humor er at finde et sted mellem Storm P og Marcel Duchamp, mellem revyen og collagen, sådan at beskueren som regel ved mødet med værkerne skramler rundt mellem latter og alvor.


Ligesom med fuglene, ved vi dog ikke altid hvem, det er, der taler hos Sørensen. Når linoleumssnittet et sted giver plads for det retoriske og ubesvarede spørgsmål – ”Does living with birds enhance my life?”, har vi ingen anelse om, hvem dette ”my” hidrører fra. Teksten er også berøvet en mikrokontekst, der ville tillade os at begynde at fortolke i alle retninger – hvad menes der fx med ”living with birds”? Taler vi om en Walden, der lever i skovene? Om en gammel kone med 718 kanariefugle hjemme i stuernes hørm af fuglefrø og afføring? Om eneboeren, der på toppen af en bjergtop er nabo til en skaldet havørn? Og hvad menes der med ”enhance”, ”forbedre”? Skulle man blive bedre til at pippe ved at bo sammen med fugle? Få en bedre appetit på frikadeller? Blive mere opmærksom på sine fuglelignende dun på den skaldede isse? Bedre kunne indtræde i en hakkeorden med skrig og skrål?

Det er det, der er slående. Svend-Allan Sørensen – han giver os denne flade bestående af mindre, linierede kvadrater skåret ud i linoleum, og derpå påført fugle-spørgsmålets uanselige maske; masken stirrer os lige ud i fjæset, og vi aner ikke, hvad vi skal stille op. Måske udbryde ”tjirp-tjirp”?


Fuglene hænger også og ikke mindst sammen med Johannes Larsen og de fynske malere. Der er en tydelig, teknisk fascination af såvel træsnittet som af linoleums-trykket hos Sørensen, det rå, kantede spil med linjer og snit på en flade med sort og hvid. Og samtidig er der en stille, fin optagethed af naturen hos Larsen, som er lige milevidt fra en J. F. Willumsens ekstreme bjerglandskaber og svovlgule eksplosioner, som fra allehånde gengivelser af storbyens neonbelyste rum og passager. Vi møder hos post-naturromantikeren Sørensen fugle – kvidrende solsorte, men også jagtens gråænder, flyvende gæs, forbløffede kalkuner, undselige irisker, stolte fuglekonger, forfjamskede høns, martialske hærfugle, rødhalse, blåmejser, gulspurve, gråmåger (Vi skal i forbifarten notere os, at snittet ”Farvede fugle” med abrupt humor sætter rød, blå og gul op mod Sørensens insisterende og næsten konsekvente brug af sort, hvid og grå – mens derimod snittet ”Gråmåge” dydigt holder sig til sin artsbetegnelse).


Og hele den frapperende serie, der via præfikset ”sort” går fra sortand over sortklire, sortkrage, sortlærke, sortmejse, sortspætte, sortstork til sortterne. Fugle larmer, de skider, de flyver, de kopulerer, de vasker sig, de fløjter og kvidrer, de spiser, de sover; men de går ikke i krig, de ler aldrig (så vidt vi ved), og de har tilsyneladende ikke rådighed over mange abstrakte begreber og symboler. Det er hele dette naturfolk, hele denne mangfoldige sværm af flyvende væsener, Sørensen fynsk har kastet sin kærlighed på.

Hvorfor? Hvad ER det med alle de fugle? Ud over det neo-ornitologiske som en virkelig original og distinkt samtidskunstnerisk komponent hos Sørensen; ud over det slående ved den konstante brug af træsnittet og særlig linoleumssnittet i gengivelsen af alle disse fjerede væsener, der stiliseret flakser eller vralter os i møde på de todimensionale sørensenske flader – som fx ”Flyvende gås” og ”Kalkun” ­– ud over den indlysende humoristiske brug af fuglene som readymade og finurligt talerør for SAS’s mange para-engagementer med politik og livsfilosofi og lyrik – hvad ER der da på spil her? Hvorfor ikke hjortens flugt? Hvorfor ikke tigre eller skildpadder, okapier eller edderkopper, kaskelothvaler eller spidsmus?


Og hvordan rimer denne bemærkelsesværdige fugle-kærlighed med jagtens insignier hos Sørensen? Senest kan man se en forskudt selvbiografisk kunstner stå i fuld rank skikkelse med sin bøsse, parat til at plaffe fugle ned fra himmelhvælvet, lige som vi kan læse af biografien, at Sørensen tog jagttegn i 1992; og fotografiet af den ikoniske Larsen med sin jagthund gør også, at vi må afvise SAS som en sentimental bybo, der modsiger sig selv (fugleelskeren der skyder fugle).


Langt snarere er der tale om at iværksætte en fugle-serie, der går hele vejen – fra den udstoppede fugl, der stendødt stirrer på os med sine mørkegule, kunstige øjne; over alle disse råbende og kvidrende og politisk flirtende fugle; over til de døde fugle, der jo uvægerligt opstår som følge af jægerens raske gang ud i naturen. Hér har vi en insisterende omgang med naturen – ikke naturen som fimset naturlighed, som sentimental kitsch, som forloren inderlighed. Men naturen som hjemsted for død, humor og politik.

Det er mellem disse tre teltpæle, det er mellem disse tre rungende skud og hvinende slogans, Sørensens engagement med naturen og fuglene og Larsen og Laugesen og alle de andre folder sig ud.


Sørensen, serialitet, sekvens

Hertil kommer et fjerde, vigtigt træk. Nemlig Sørensens omgang med serien, serialitet og repetition. SAS er jo ikke – så vidt vi er orienteret – seriemorder, men tværtimod en slags serie-skaber: Vi kan gang på gang hos Svend-Allan bevidne oprettelsen af serier med diskrete og minimale variationer i et finit kontinuum – som når ”sort” står forrest i serien af fugle. Vi ved ikke helt, hvorfor de begynder og ender, som de gør – hvorfor begynder vi med ”sortand” og ender med ”sortterne”? Vi ved ikke altid, hvad anstødsstenen præcis er, og konklusionerne står meget sjældent entydigt frem. Som med fuglenes frenetiske kvidren sker der blot en raffineret repetition med subtile forskelle indlagt; hver gang får vi et skred eller en bølge, en bevægelse i en linjeføring, en underfundig modulation eller undergravning af en sætning eller et slagord, sådan at en fugle-gørelse af betydningsenheden opstår; meningen flyver af sted, den danser, vipper og hopper på seriens endeløse triller og våger.


Det virkeligt pudsige og skægge hos Sørensen er her, at dette altid sker i form af en bedragerisk simpel og enkel konfrontation med billedets tableau. Man står hver gang foran et af disse snit, og tænker ”nå”. Eller tænker vel ikke, registrerer blot, at ”nå, der er en fugl”. Ja, og der er en sætning; og der er et foderbræt; og der er en jæger; og der er en Stetson-hat. Og i en af SAS’s sjældne skulpturer er der en effektiv og vittig henvisning til Jesper Christiansens næsten identiske forgænger-figur, der iscenesætter en mise-en-abyme logik hentet fra pakkerne med OTA-solgryn. Men så er det netop, ar trillerne begynder, musikken spiller, og betydningen hæver og sænker sig i diskrete eller utilslørede bølger eller hvirvler. For hov, i gentagelsen er der indtruffet en variation, en forskydning, fx ser vi bag Christiansen/Sørensen-skulpturen de delvise omrids af den beskæggede, biografiske personage Sørensen, komplet med viltert hår, og enorme næsebor, der snusende stikker frem under jægerens fremskudte lår – og latteren bobler en smule op, klaveret spiller, komfuret koger, og pludselig er vi i Schwarzwald og ikke længere i Dyrehaven.


Bemærk: Svend-Allan undgår – stort set – maleriet (Undtagelsen er det konceptuelle “End-All, Svend-Allan“). Der er overhovedet ikke tale om at deltage i ny dansk samtidskunsts livlige genopfindelse af maleriet. Sådan er det slet ikke her. Der er lukket, blackbirds only. Denne afvisning eller blokade er dog aldrig gnaven eller karrig, det er slet ikke det. Der er blot en stille, vedholdende og glad fascination af hele det lille og modulerede betydningsspil, som seriens og gentagelsens figurer kan indstifte på træsnittets og linoleummets brune, materielle flade.

Een ting er givet: SAS er aldrig asket! Vi kan frit finde eksempler på collager med foto og tekst, baseret – i øvrigt – på et dybt slægtskab med folk som Albert Mertz og måske især Sven Dalsgaard, men også yngre og i højeste grad nulevende skikkelser som Svend Danielsen, Knud Odde, Jesper Fabricius og Jesper Christiansen. Men det er i denne egenskab, i dette register, at Sørensen laver covers til cd’er, forsider og omslag til digtsamlinger, forsider til bøger udgivet på det egne, og nu desværre hedengangne 1-mands foretagende adressens forlag. Cowboyderen Sørensen er i så henseende i slægt med de store drenge: Kenn André Stilling med Victor B. Andersens Maskinfabrik, Warhol med sin Factory. Der er ingen gnattet, neglebidende melankoli her, ingen kuldslået kostforagtende monomani, langt snarere og helt modsat en frejdig og energisk og driftig og fuldstændig UBÆNDIG evne og vilje til at brede sig og sprede sine ting ud på alverdens felter og flader og radiobølger og omslag.


Det er meget muligt, at Sørensen arbejder med de små variationer og de subtile forskydninger på sine klæbrige træsnit og sine fugtige linoleumsplader – men denne selvvalgte træskodans om træ og linoleum (frem for fx akryl og olie, tekstil og glasperler, foto og video), er nært allieret med al den aktivitet, der er knyttet til forlag og musik- og lyrikforsider. For der er hver gang tale om en fætter-kusine fest: solsorten kvidrer i titlen på Olesen-Olesens cd-cover til ”Solsort og forstærker” (Melodika 2005) og fjerkræsaksen klipper blodigt, men stramt hen over Lone Hørslevs ”Lige mig” (Gyldendal 2007). Og det er alt sammen momenter i en integreret fabrik – det næsten ikoniske snit af Lone Hørslev fra hendes ”Fjerne galakser er kedelige”, coveret til Olesen-Olesen, hvor mælkebøtter trasker karsk gennem sidens kvadrat.

Forbindelserne til forlag, lyrik og musik er afledt af en elementær trans-æstetisk aktivitet, der kobler togkupeer sammen og arrangerer overgange og forbindelser. Når vi et sted kan betragte de enigmatiske ord ”Run/chicken/run”, hjælper det at vide, at teksten er nappet direkte fra den amerikanske guitarist Link Wrays melodi af samme navn; men ”nappet” er allerede forkert, for der er aldrig rigtig tale om enten lån eller tyveri, men langt snarere om at arrangere møder og serier og overgange – som hér, hvor sangens frenetiske og underdrevne sydstatshumor skvulper direkte over i Sørensens nedbarberede træsnit.


En Sørensen er en Sørensen er en Sørensen

Svend-Allan Sørensen er en institutionel naturmaskine. Men en interessant en af slagsen. For denne forfinet og næsten genert tilbagetrukne mand – det er vanskeligt at finde en mindre selvpromoverende karakter – er på samme tid indlejret i en forhandling af det selvbiografiske og det politiske.

Det selvbiografiske er umuligt at tænke her uden i rekurs til Magritte; det er lige som med Magrittes slipseklædte habitmænd; Magritte er overalt i sine billeder, men kun som et renset, filtreret og ligesom fint udtyndet fluidum. Ikke som en groft anmassende bølle, der med lilla rasende ansigt, opspilede næsebor og buldrende bas råbte sin egenart ud i hovedet på den lamslåede tilskuer. Der er i stedet tale om en gentagen, legende indsættelse af bestemte elementer fra kunstnerens eget liv, fra naturmaskinen Sørensens raritetskabinet og familiære pulterkammer.


Vi kan måske med nogen ret tale om en inter- eller intragalaktisk serie af referencer til egne, tidligere værker, og i tilgift også – her optræder det selvbiografiske atter – om en nært beslægtet forbindelse mellem den egne kunstsamling hjemme, og den galakse af værker, Sørensen slynger ud i verden. Hele værket kunne i den forstand siges at være planetarisk, at være intimt sammenknyttet i kraft af et antal ikke-narcissistiske interne henvisninger, ekkoer, overlapninger og fordoblinger.

SAS, kan man sige, investerer fragmenter af sin person i værkernes serielle registre. Først ved at sætte splinter af sig selv ind i billedverdenen. Men dernæst også ved vedblivende at råbe det politiske op. Eller rettere: artikulere det politiske som råben. I linoleumssnittet ”Words and birds” står der fx underfundigt ”Words express/ideas and while/words and/birds both migra-/te only ideas/can enslave/or liberate” – bemærk den dejligt hjemmegjorte bindestreg efter ”migra-”; hér afbryder arkets grænser og de snittede bogstavers størrelse uimponeret sætningens salve.


De store, vaklende blokbogstaver i linoleumssnittet er næsten kejtet skåret frem med kniven; de højlydte, politiserede fugleskrig er alt sammen ekkoer af et ikke-narcissistisk egos finurlige anvendelse af fuglene som talerør for en desavouering af det politiske systems tænke- og talemåder. Sørensens arbejde med readymades hviler på slagord og slogans; på klicheer og banaliteter; på fladtrampede greb og blege gespenster – der alle til hobe udsættes for fuglenes og seriens forvanskende og humørfyldte omkalfatring.

Jeg tør næsten ikke sige det, men her er det: Svend-Allan Sørensen er digter. Måske ikke helt som P. Sørensen-Fugholm, eller Halfdan Rasmussen, men der er hos denne folkelige fynmodernist en helt egenartet evne til at manipulere med sætninger og ord; ikke blot fysisk, grafisk og typografisk, men også i kraft af de varierende forandringer, der saboterer den politiske ytrings krav på at være omgærdet af salvelsesfuld andagt og demokratisk alvor: ”Velfærd eller skattelettelser?”, ”Venstre ved du, hvor du har”. Hele den idiotiske pomp, der klæber til det politiske livs produktion af det, man uden blusel kan kalde for dumme sætninger – bliver hos Svend-Allan udsat for blide, men dødbringende karatespark. ”Fugleelskere er revolte”? Jamen hvad i alverden betyder det præcis? Det aner vi ikke, men det punkterer effektivt de politiserede flydeballoners oppustede og glinsende floskler. Solsorten slår spindoktoren ihjel; bøssen knalder og journalisten ligger tot. Sørensen går glad fløjtende hjem fra skovbrynet med bøssen over skulderen, og alle flovserne og fraserne hængende med de bøvede, dumme og døde hoveder dinglende ud over kanten på sin bugnende jagttaske.

Sørensen er også en grafisk og typografisk poet. Et godt eksempel er opstillingen på linoleumssnittet ”Overdog/underdog”, eftersom der straks oprettes et bogstaveligt meta-niveau, hvor overhunden helt konkret står placeret oven over underhunden, der pænt må finde sig tilrette under førstelinjens dominans.


Og SAS er en sprogpoet – måske mest slående ved næsten altid at benytte sig af engelsk. Det er egentlig mærkværdigt: For skulle ikke denne fynsk-baserede jagtglade, dansk-joviale digter holde sig til det nationale tungemål alene? Sådan er det bestemt ikke. Og man kan vanskeligt undgå at fornemme, at mange af de engelske tekster er readymades udstyret med et sørensensk twist, fx den længere sag:

REASONS TO BECOME A BIRDWATCHER:

• - no batteries required
• - no regrets
• - birding gets you out of the house
• - 81.000.000 birders can’t be wrong
• - Cheep cheep

Hvor det ikke overraskende er den sidste linje, der er den sørenske signatur, hans indsnittede variation over den allerede fundne ansamling af sætninger.

Men der er også mere stilfærdige og tilsyneladende hjemmegjorte, men i realiteten ofte citerede sætninger, som fx ”De trætte fugle vender hjem”, der hidrører fra 70’ernes skatkammer (i sig selv et frodigt retro-ekkorum for SAS) i form af reference til en linje fra RØDE MORs sang ”Lil’ Johnnys mund”; det gyldne ”guld-hveps”, eller det saftspændt enigmatiske Laugesen-citat ”Nu er det tid at fodre fugle”, det blidt indskudte ”d” i titlen ”Svendsk nutidskunst”, eller endelig blot det prunkløse og blanke ”Sortbrun/solsort”.

Og her er det ikke stedet at glemme at Sørensen overalt har iværksat lege med sit imponerende og prægtige dobbelte fornavn, ”Svend” og ”Allan”. SAS iværksætter som ovenfor nævnt, i flere henseender et spil med det selvbiografiske, men i forbindelse med navnene sådan, at det individuelle træder i forbindelse med det kollektive.


Kaster vi et hastigt blik på biografien, afslører den allerede i 2001 udstillingen ”Svend-Allan”, hvor hele 7 svender og 7 allaner deltager et dristigt forsvar for de navne, der for de fleste i dag nok ville konnotere jysk provins og ældre mand. I 2002 får vi dannelsen af ”The Svend-Allan Society” i København, ligesom det på Fyns Kunstmuseum samme år hedder, at: ”Man kan ikke ha’ en Svend uden også at ha’ en Allan”, i 2003 efterfulgt af et spil på Lars og Svend: ”Har man sagt Svend-A, må man også sige Lars B” (bemærk den alfabetiske leg). Denne navneleg er en helt integreret del af digteren Sørensens inklusion og forhandling af det selvbiografiske eller selv-ikonografiske – langt hinsides narcissisme og fetichisme.

Men disse meget nationaldanske skvulp, der karakteristisk er mere afdæmpede end deres anglomane fætre og kusiner, er helt overordnet indlejret i et engelsksproget netværk af spil mellem tekst og billede hos Sørensen. Engagementet med det engelske, Sørensens square-dance, er dog bestemt ikke uden ironiske gnister, de er fx tydelige i country-sangens ”Oh, my land/is like a wild/goose” (courtesy of Gram Parsons). Her affyres der, parallelt med sætningens blide, næsten canadiske humor, en umiskendelig patron mod særlig amerikansk patriotisme og dens undertiden vel svimlende og kitschede selvforelskelse. Og samtidig – med det andet løb i jagtgeværet – mod det danske land, der ikke så meget har ørnen, men måske snarere gåsen som sit sindbillede.


Det påtrængende aspekt af Sørensens arbejde, der er beslægtet med konceptuel kunst, er – som også det foranbragte Dennis Oppenheim-citat antyder – lokaliseret et mobilt og lattermildt sted mellem hjernens grå vindinger og kroppens energiske og sanselige spændingsfelt. Det cerebrale er aldrig hos Sørensen et tyndt, anæmisk ringvrag. Der er altid tilkoblet en fed, glinsende materialitet, enten i form af træsnittets rå linjer, eller også som pastose farver, eller også som knortede, konkrete formationer, som fx jægeren med bøssen ”Jæger”, ”Jagthund”, Stetson-hatten (selvportrættet) helt oppe foran – det er tykke og sitrende og kødelige elementer der skyder sig ind gennem og ind i det konceptuelle. Ja, vi har ideer og begreber, men de stinker af blodtørstig hund, af gammelt kødben, og mølædt hat, af ormespisende solsort, af mågelort, af indtørrede fuglefrø på foderbrættet. Og når vi møder den hakkende spætte koblet med den tautologiske tekst ”Spætten hakker”, er det naturligvis (natur-ligvis) på et bræts årede flade. Dermed er sprogdigteren Sørensen og den korporlige koncept- og appropriationskunstner Sørensen forenet i en fælles gestus, der hver gang insisterer på, at begreber og dufte, krop og idé er æltet sammen i en beskidt og kompakt enhed.

Men som også taktfuldt viger tilbage fra at vise os tilblivelsesprocessen, for som det ganske rigtigt hedder:
”Dogs and/politics are/fine as long/you don’t/watch/them being/made”.
Tilbage er der kun at konstatere: Tjirp, tjirp, tjirp.

1. I lederen til Kritik, nr.185, Kbh., Gyldendal 2007.