KunstOnline.dk - Portr�t � Vibeke T�jner

Jeg maler, altså er jeg Af Lisbeth Bonde, kunstskribent ved Weekendavisen.	Vibeke Tøjner (Videostill: © Jesper Jargil).
Som kunstner giver man afkald på regelmæssighed, orden, fast arbejde og indtægt og indgår en uigennemskuelig og uforudsigelig kontrakt med fremtiden økonomisk, menneskeligt og karrieremæssigt. Men det, man får igen, er den ultimative frihed og lystfølelse ved arbejdet. Man bestemmer i sin egen verden, man er alene. Arbejdsgiveren er det tavse lærred eller papiret foran en, siger maleren Vibeke Tøjner.
Fald. Olie på lærred 200 X 450 cm. (i tre dele) 2002.
Interview Vibeke Tøjner er født i 1961. Hun er maler med en iøjnefaldende evne til at håndtere jordfarvepaletten og de store formater. Hun debuterede i 1987 med værker, der var svangre med begyndelser, som kunstneren siden hen har været inderligt optaget af at digte videre på. Rastløst, til tider furiøst, indædt og passioneret. Allerede de første malerier vidnede om en sikker penselskrift, ført af et spontant gemyt, der havde overladt det til hånden at styre slagene på lærredet. Tøjner besidder en forkærlighed for jordfarver. Det er det vrimlende grenværk, skønheden i mikrouniverserne, det store, monumentale i det små, som hun maler frem for vore øjne. Vi kigger ind i marginale rum af stor skønhed, og øjet får en mængde at græsse af. Tøjner standser skyttelen og giver os naturen - denne storleverandør af drømme og længsler - tilbage i et kort øjeblik. Stilen er abstrakt ekspressiv og nordisk i ordets bedste betydning. Naturmystiker ville nogle kalde hende. Romantiker andre. Og begge dele er lige rigtigt. Atter andre vil blot stille sig foran værkerne og forsvinde ind i dem uden at give mødet navne. De genkender noget af sig selv i dem. I 2003 åbnede en stor udstilling med nye værker af Tøjner i Kastrupgaardsamlingen. Udstillingen blev senere på året vist i Nordjyllands Kunstmuseum. I hendes atelier hænger store papirarbejder på rummets snavset-hvide vægge med mange strejf af en ivrigt ført pensel med farve på. De ligner en kæmpemæssig, abstrakt skitse, væggene. En ny begyndelse. Vibeke Tøjner gestikulerer og fortæller. Hun er brændende, når hun beretter. F.eks. om barndommen i Skanderborg, hvor hun tilbragte mange timer på bakken ved mosen, som hun iagttog gennem krattenes filter. Om hvordan det hele begyndte for hende. Da jeg var barn, læste jeg Kattehuset, en bog der var skrevet og illustreret af Ib Spang Olsen. Nogle baggårdsbørn løber rundt nede i gården og ved ikke, hvad de skal lave. Så går de op ad trappen til et andet hus, hvor alting raser. Det der billede at gå fra en virkelighed til en anden betog mig fuldstændig som barn. Det er det, der sker, når jeg maler. Jeg skaber en anden virkelighed. Vibeke Tøjner tog sig tid, inden hun sprang ud som kunstner. Først blev hun cand.mag. i fransk og kunsthistorie og rundede uddannelsen af med pædagogikum i begge fag.
Uden titel. Olie på lærred 150 X 162 cm. 1991.
Uden titel. Olie på lærred 162 X 150 cm. 1991.
Hvorfor forlod du en sikker, akademisk karriere til fordel for en usikker kunstnerisk? Hvad var det ved kunstens brogede verden, som trak i dig? Jeg er ud af en akademisk familie, hvor bogen altid har været i højsædet. Selv om jeg kunne tegne og male allerede fra barn, og det stod klart, at det var det medie, jeg trivedes bedst i, så var det bogen, det rationelle, der talte både for min familie og for mig. Det var derfor naturligt at gå videre i den retning. Jeg følte mig meget tryg i det intellektuelle rum. Vi hørte musik, vi læste, vi rejste, vi så på kunst, men der var ingen udøvende kunstnere i familien, men jeg har altid vidst, at jeg skulle være billedkunstner. Men først uddannede jeg mig på universitetet.
Graas, Uden titel. Olie på lærred 116 X 114 cm. 1995.
Skyldtes det, at du måtte leve op til dine forældres krav, at du således lod dig forsinke af dine universitetsstudier? Nej, det ville faktisk være urimeligt at sige det. For under mit første ophold i Paris, hvor jeg arbejdede som au pair pige, malede jeg kun to akvareller! Og inden da havde jeg frekventeret Det Jyske Kunstakademi og fulgt croquistegning hos Mogens Gissel. Men dér følte jeg mig ikke hjemme. Nej, den akademiske verden var mit rette element på det tidspunkt. Jeg fik faktisk meget ud af den. Der er også elementer af det lærte, som rækker ti år ind i mit malende liv. F.eks. skrev jeg en afløsningsopgave i oldfransk om Tristan og Isolde, og dermed fik jeg lejlighed til at beskæftige mig med alle afbildninger af Tristan og Isolde på skrin, gamle middelaldergobeliner m.v. Det kan bl.a. ses i et stort oliemaleri, som Nordjyllands Kunstmuseum erhvervede i 1997.
Landskabs variation, I. Olie på lærred 200 X 280 cm. 1997.
Landskabs variation, V. Olie på lærred 200 X 280 cm. 1997.
Hvordan fik du samlet kræfter til det store spring ind i kunstens verden? Det var måske mere lystfyldt at male? Det må jo være dejligt at gå rundt om sig selv og fylde lærrederne med det, du har i dig? Ja, i allerhøjeste grad mere lystfyldt. Men også mere alvorligt. Da jeg begyndte at male, kom alvoren ind. Livet fik en anden karakter. Uden at virke for patetisk hænger det naturligvis sammen med, at man som billedkunstner hudløst giver sig hen i den skabende proces. Man giver afkald på regelmæssighed, orden, fast arbejde og indtægt og indgår en uigennemskuelig og uforudsigelig kontrakt med fremtiden økonomisk, menneskeligt og karrieremæssigt. Men det, man får igen, er den ultimative frihed og lystfølelse ved arbejdet. Man bestemmer i sin egen verden, man er alene. Arbejdsgiveren er det tavse lærred eller papiret foran en. Farven er som ler. Ritualet, når man kommer om morgenen, er altid det samme. Man klæder om, tilbereder sin kaffe, stiller sig foran lærredet. Og fra det øjeblik er alt hver dag foranderligt. Man nedbryder og man nedbrydes. Man maler og svines til. Man glemmer sig selv, samtidig med at man aldrig har følt sig tættere på sig selv. Og når dagen er slut, tager man et bad er væk fra billedet for så med distancen den næste dag på ny at forholde sig til det, man har malet.
Landskabs variation, VIII. Olie på lærred 200 X 280 cm. 1997.
Landskabs variation, IX. Olie på lærred 200 X 280 cm. 1997.
Siden din debut i 1987 har du intensivt beskæftiget dig med, hvad vi kunne kalde livet på fladen. Du arbejder gestisk, og du opbygger dine malerier af et mylder af penselstrøg. Nogle har kaldt maleriet for en projektionsflade for begær, drømme og visioner. Hvad bruger du det til? Et maleri er en måde at forholde sig til virkeligheden på. Det er et forehavende, man har med maleriet, men det har intet med terapi at gøre. Det handler ikke om en selv eller om den situation, man er i. Ikke direkte. Naturligvis kan man aflæse nogle sindstilstande, men det er ikke interessant at krænge sjælen ud. Det, som er interessant, er billedet og det, som foregår på fladen, strukturen m.v. Billedet er et autonomt værk. Det er det klassiske værk olie på lærred eller papirarbejder den todimensionale flade, som jeg er optaget af. Er der er ikke en rest tilbage? Noget, som ikke kan fanges ind af analyserende ord? Ifølge Freud er drømmesymbolernes fortætningsgrad uendelig. Ja, sådan er det også med billederne. De er uudtømmelige. Men jeg har nogle motiver, som jeg dyrker igen og igen. Naturen f.eks. Den er et redskab for mig. Jeg bruger naturen, men jeg er ikke naturelsker. Jeg ser på naturen selektivt. Man ser billederne blive set. Det er en dialektisk proces. Jeg søger og vælger de steder, jeg vil male. Det er skæve steder. Det er ikke de horisontale, store panoramiske steder, som interesserer mig. Snarere krattet, hulen, hjørnet, det skæve. Jeg kan se lige så meget i træernes skygger i Beijings hutonger som i et menneskemylder eller en plasticpose, der bryder lyset på en interessant måde. Jeg søger med blikket, zoomer ind, ser og glemmer så det konkrete i det sete, slører mit blik og forestiller mig et indre billede. Derefter komponerer jeg billedet. Der er intet hierarki i min indoptagelsesproces. Øjet fungerer som et fotografiapparat, man indstiller blikket på en farvekonstellation. Jeg arbejder meget med blikket også inde i mit hoved.
Uden titel. Olie på lærred 3 X 200 X 150 cm. 1999.
I din nye udstilling tager du afsæt i nogle konkrete iagttagelser. Ophobninger. Til udstillingen i Kastrupgaardsamlingen og Nordjyllands Kunstmuseum havde jeg oprindelig planer om at tage til Mexico og New Mexico for at studere Frida Kahlos røde bjerge og Georgia OKeeffes ørkenlandskaber. Men så endte jeg ude i Vassingerød og blev inspireret af en grusgrav med en masse skidt og møg, men jeg fandt faktisk de samme farver. Inspirationen er en flygtig og usnobbet størrelse. Den er uindtagelig og udefinerbar, ler Tøjner. Hvis man skal se kunsthistorisk på din kunst, så er den abstrakt-ekspressiv. Du arbejder i sporene efter den amerikanske abstrakte ekspressionisme fra efterkrigstiden. Hvad er det denne stilretning kan?
Flux, variation, I. Olie på lærred 130 X 146 cm. 2000.
Flux, variation, IV. Olie på lærred 130 X 146 cm. 2000.
Når jeg selv oplever kunst, skelner jeg ikke selv mellem ismerne og mener, at en fresko fra 1400-tallet, en videoinstallation af Doug Aitken, et nyrealistisk eller konkret maleri etc. kan give de samme oplevelser. Men den abstrakte ekspressionisme tiltaler mig. At jeg ikke maler f.eks. nyrealistisk, hænger sammen med, at denne udtryksform påkræver en perfektionisme og et teknisk håndelag, der ikke tiltaler mig. Jeg ville blive hæmmet i mit udtryk. Jeg skal udtrykke mig gennem lærredet og lægger fortællingen ind i det øjeblik, den fødes, ligesom i et digt. Det udogmatiske tiltaler mig. Jeg vil hellere stille spørgsmålene end give svarene. Jeg kan godt lide skitseformen, som jeg blæser op til monumental størrelse og at vise sprækkerne og usikkerheden. Men den abstrakte ekspressionisme kan godt udarte til det mondæne. Den kan blive tynd og trendy, så på et tidspunkt kan det være, at jeg må forlade den.
Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Olie på lærred, 2001.
For et par år siden løste du en portrætopgave, som påkaldte en del opmærksomhed i offentligheden, nemlig et højst kontroversielt portræt af kronprins Frederik? Det hænger i dag på Frederiksborg Slot. Vil du fortælle om denne fase i din kunst.? Allerførst var det jo en opgave, som blev stillet af et galleri. Derefter blev billedet erhvervet til den moderne samling på det Nationalhistoriske Museum i Frederiksborg. Det skete på en forunderlig måde. En aften så jeg en udsendelse fra Christiansborg med en banket, hvori kronprinsen deltog. Der fik jeg øje på hans ansigt. Han har et flot ansigt, og der var et lidt melankolsk drag over det den aften, hvor en skygge faldt ind over det. Det tiltalte mig meget, og jeg besluttede mig til at male ham. Det forunderlige skete, at jeg dagen efter fik en henvendelse fra et galleri om et portræt af kronprinsen! Jeg kiggede dernæst hundredvis af fotografier igennem i avisredaktionernes elektroniske arkiver og besluttede at male ansigtet som et landskab. Det skulle være i close up. Jeg bredte det ud som en kornmark på et meget stort, næsten kvadratisk format, 116 x 114 cm når det er et par cm højere, end det er bredt, opleves formatet mere kvadratisk. I 14-15 år havde jeg malet abstrakte billeder med arke-motiver, så det var virkelig en ny udfordring for mig. I maleriet vil jeg imidlertid hele tiden give mig selv nye udfordringer og ansigtet som motiv interesserer mig. Når jeg betragter et ansigt, sidder jeg ofte og tegner eller maler det. Jeg forsøger at finde det mest nøgne sted på mennesket. Spændingen i arbejdet med på den ene side at male et portræt frit, dvs. benytte min egen abstrakte malemåde med løse strøg altså et udtryk, der ikke forråder mig selv kunstnerisk - og på den anden side at finde frem til en portrætlighed - en genkendelighed - var en udfordring. Jeg havde kun haft få portrætopgaver en enkelt borgmester osv., så det var en stor udfordring. Ansigtet er en slags 1800-tals fotokliché dér hvor ting falder ind og aftegnes. Samtidig er kronprinsen så menneskelig, at det interesserede mig at fremstille ham med hele hans følsomhed som menneske, ikke som monark. Men beskæringen antyder, at han kunne være kronet. Karnation og form det kødelige er fuldstændigt anderledes i dette maleri end i mine øvrige malerier. Kødets og hudens farve er i det hele taget voldsomt fascinerende derfor min fascination af Bacon og Freud. I mit portræt af kronprinsen betragter jeg ikke landskabet som hud, men huden som et landskab.
Landskabets rum. Olie på lærred 200 X 280 cm. 2002.
Ophobninger. Olie på lærred 240 X 200 cm. 2002.
Når jeg arbejder nonfigurativt, bruger jeg en anden teknik, som jeg har udviklet for nylig. Jeg overmaler gamle motiver og tatoverer linjer af oliepastel ned i den våde gouache eller tusch og lader det hele tørre. Linjerne går visse steder igennem, og andre steder står de åbne. Det kan ikke blive mere gestisk og stofligt. Dønninger af farve opstår omkring linjerne og skaber en plastisk virkning. Som en slags omvendt træsnit opbygger jeg papirarbejdet igen og arbejder med de negative og positive linjer, så farvefladerne støder ind i linjerne. Nogle gange danner linjerne linjer, andre gange danner de skygger og rum. Der opstår en inside-out-virkning, hvor linjerne går ind og ud af papiret, og en ny plastisk stoflighed bryder frem. Jeg har forsøgt at gøre det flygtige papir tungt. Man åbner op for farven, og lyset kommer fra alle sider også inde bagfra. Som i en kirkemosaik. Jeg forsøger på en måde at fossilere øjeblikket. Man fastfryser det, og døden venter lige om hjørnet.
Linie over linie. Tegning 46 X 46 cm. 2002.
Linie over linie. Tegning 46 X 46 cm. 2002.
Der er meget død natur, efterårsliv, forfald, fravær og afsked i dine værker. De er dybt sørgmodige! Man mindes Nordbrandts digte om Regnvejrs- og Efterårsdanmark, når man møder dine malerier. Ja, landskabet indeholder de strukturer, som mit bevidst styrede organiske maleri skærper. Man kan godt tale om arkemotiver. Krattet har f.eks. været der hele tiden. Det har været en måde at se verden på fra min tidligste barndom. I min barndom sad jeg ofte inde i et krat på en bakke, der hedder Lerbjerget, og så ud på en mose. Krattet var den membran, som adskilte dig fra motivet? Ja, men i dag ønsker jeg at nå frem til det rene billede, til billedet bagved. Hvis maleriet er en form for iscenesættelse, så kan jeg godt tillade mig at afskrælle nogle lag, for der må være et billede, et rent og enkelt pastoraleagtigt billede derinde bagved, som jeg må male. Men måske formår jeg det ikke. Måske vil jeg male konflikten eller afstanden? Det er paradoksalt, at anagrammet for rum er mur! Maleriet er både et rum og en mur.
Landskabets rum. Nordjyllands Kunstmuseum 2002. (Foto: © Esben H. Thorning)