Per Højholt har sagt det, og mere rammende kan det ikke siges om Ingvar Cronhammars værker: ”Gispende genkender man det, man aldrig har set”.

Paradokset i udsagnet er på én gang præcist og uudgrundeligt – som et værk af Cronhammar. Selv finder kunstneren udsagnet rammende for de værker, som han ofte selv må stille sig noget undrende overfor. ”Værkerne dukker op af noget, som er så ukendt, at jeg ikke selv kan forstå dem. Jeg føler mig som en tilskuer til mine egne værker,” som han siger.
Forklaringer om de enkelte værker er han da heller ikke leveringsdygtig i. Overordnet er han dog ikke i tvivl om hensigten med sine værker: I et flygtighedens life light-samfund med alt for høj hastighed og rationalitet søger værkerne et kontrapunkt med deres indbyggede lavkadence, tyngde og permanens: De er hytter til eftertænksomhed.
Eller som han udtrykker det om sin og andres kunst: ”Kunsten giver mulighed for, at øjeblikket kan træde i en anden form for betydning”.

Cronhammar var svensker; en utilpasset én af slagsen, så han flygtede som ganske ung fra skabelonernes land over Sundet og blev dansker – det ene af de to afgørende sporskift i hans liv. Det andet var at blive kunstner.
”For mig er kunsten en måde at behandle de indtryk, som hverdagen, livet, virkeligheden giver mig. Kunsten er en sprogveksel, hvorigennem jeg udtrykker det, som jeg ikke kan formulere gennem gængs tale,” siger Ingvar Cronhammar.
Inspirationen kommer fra hverdagen. Han skanner dagligdagen ind, når han kører i bil med Dolly Parton i højttalerne, i selskab med sine yndlings-Hollywoodfilm med happy-ending, ved læsning af motorblade eller under overværelse af traktortræk - eller når han i øvrigt befinder sig i ”..lignende meditative monotone situationer af en kvalitet, der ikke kræver noget af min tilstedeværelse”.
Men hvorfra kommer værkerne? ”Ingen anelse”, erkender han og taler om ”meldinger”, der rammer ham som lynnedslag og i løbet af ganske kort tid dannes og lagres på den indre harddisk.
Sådan var det ikke i 60’erne og 70’erne. Cronhammar var politisk; hans værker nærmest illustrative, anekdotiske udsagn, båret af en demonstrativt anklagende fornærmelse på verden. Cronhammar troede, at han kunne lave verden om.

Springet fra de illustrerede konstruktioner til ”meldingerne” kom i 1983. Cronhammar begyndte at stole på egne fornemmelser. Lod værkerne komme til sig fra et sted derude. Gennembruddet fulgte i 1988 med ”The Gate”, en semimaskinel konstruktion, et mentalt kraftværk med denne særlige Cronhammar-dialektik: På én gang dragende og frastødende. Som ved alle Cronhammars senere værker rammes man i konfrontationen med ”The Gate” på én gang af ængstelse, undren og fascination.
Året efter, en lørdag over en kop eftermiddagskaffe lynede ”meldingen” om ”Elia” ned i en uforberedt Cronhammar. Han vidste straks, det var en strike, men der skulle gå 12 år, før mammutten havde rejst sig på heden ved Herning, titanisk i styrke og wagnersk i voldsomhed. Med sine 60 meter i diameter og 34 meters højde lever den op til forfattervennen Peter Laugesens karakteristik: En vorte på jordens hud.
”Meldingerne” er siden kommet til Ingvar Cronhammar i en overvældende strøm af nedslag. Og ligeså hastigt erhvervet af kunstmuseer og/eller skudt op i det offentlige rum.
Selv siger han, at han kommer rimeligt let til sine værker – i første omgang. Når de melder sig hos ham, er det som mere eller mindre færdige gestalter. Efterfølgende foregår tegnearbejdet ved computeren. Den fase er en ”..vanskelig klatring” – en kamp.
Den konkrete tilblivelse af det enkelte værk overlader han til ingeniører, håndværkere og andre fagfolk.

Værkerne er harmoniske, symmetriske – altid i slående balance. Cronhammar er nærmest manisk i forhold til symmetri og balance. Han erkender risikoen for rigiditet i symmetrien og er med egne ord i stadig højere grad opmærksom på at indarbejde forskydninger i forhold til det symmetriske. ”Der skal være noget, som accentuerer symmetrien; jeg indfører et kaotisk emblem eller noget, der vrider sig væk fra symmetrien for at få den til at træde igennem”.
Så altså: Harmoni og balance. Men også uafladelig denne lurende uro. Skulpturerne spiller på publikums forventning om, at der lurer mægtige kræfter under den ofte sortblanke overflade. Med sin spejlende inddragelse af beskueren pointerer værkerne, at her er ingen unddragelse mulig.
”Værkerne får betydning og tilstedeværelse, når de spændes ud mellem livets to poler: Mellem den basale skønhed, hvor vi næsten henfaldne oplever Guds skaberfinger på den ene side og på den anden det mørke, smerten, alvoren, melankolien. De er de to poler, der danner klangbunden i livet”, siger han.
Dialektikken igen. Som man også finder den i farveholdningen i Ingvar Cronhammars værker: Polerne sort og hvidt har i mange år været de foretrukne; fraværet af farver, som han siger. ”Jeg bilder mig ind, at det har noget at gøre med denne tilbagevendende cirkelbevægelse mellem lys og mørke: Døgnets, årets, livets. Med de mærkelige overgange mellem lys og mørke falder noget særligt i greb.
Noget som jeg også har fornemmet hos den svenske filminstruktør Ingmar Bergman. I disse overgange sker der en transformation med mine værker: Om dagen ligner de funktionelle konstruktioner som fastbrændselsfyr eller ventilationsanlæg, men om natten sker der et eller andet, de transformerer sig og bliver til .. - noget andet.”
Også Cronhammars tredje foretrukne farve, rød har referencer til Bergman. Sidstnævnte opfatter sjælens inderside som rød og klæbrig. Et udsagn der rammer Cronhammar klokkerent. ”Den røde farve er rummelig: På én gang kærlighedens farve og red alert med pulsende blod, der dunker gennem årerne. Jeg har ikke kunnet vriste mig fri af den farve”.
På det seneste har Ingvar Cronhammar dog udvidet sin palet. ”Ja, jeg er nærmest blevet helt kæk”, konstaterer han. ”F.eks. har jeg lavet grå ting. Og nogle cremeagtige. Og lyseblå”.

Også forholdet til visse materialer tenderer det maniske: Ædelt træ, strækmetal, gummi. Cronhammar er følelsesmæssigt til stede i materialerne; deres egenskaber og fornemmelser betyder meget for ham. Rationelt kan han ikke forklare hvorfor og hvordan, men materialerne er ikke tilfældigt valgt.
Det er bearbejdningen heller ikke. Den volder ofte leverandørerne hovedbrud, for Cronhammar udfordrer ikke sjældent industrien og bringer samarbejdspartnerne på kanten af deres formåen. ”Ja, jeg gør sindssygt meget ud af det med materialerne”, som han udtrykker det.

Ingvar Cronhammar er noget af en slagterhund; han ved det selv. Men tilføjer, at han har let – ja, af og til nærmest pinligt let – ved at blive rørt. ”Jeg er ikke ene om det, men jeg har måske bare sværere ved at holde masken end så mange andre mennesker”.
For ham er patos i orden, og han henviser til, at de færreste mennesker er uberørt, når de ”..stiller sig ved oceanet og ser ud over den store krumning. Der kommer nogle dønninger tilbage, som ikke bare er bølger…”
For ham er kunsten en måde at forholde sig til eksistensen på. Selve livet er på spil. Det er alvor. Der er ikke langt mellem smilene; han slår gerne en latter op. Men melankolien og smerten lurer altid, sammen med tvivlen. Han citerer gerne en ven for, at ”.. tro er retten til ikke at forstå”.
”Der er en reel ondskab til stede i verden, den må vi forholde os til; ligesom vi må forholde os til Vorherre som det lyse,” siger han og betegner kampen med kunsten som ensom. ”Man er fand’me godt nok alene - til syvende og sidst er der kun dig”. Personligt opfatter Cronhammar det som en positiv belastning, som man aldrig må vænne sig til.

Tal betyder utroligt meget for Ingvar Cronhammar. Selv erklærer han sig som en idiot udi matematikken, men han er alt andet end talblind.
Tværtimod har han en nærmest overjordisk sans for tal. ”Jeg finder altid løsninger, så der kommer nogle smukke talrækker ud af det”, siger han og henviser til Albert Einsteins udsagn: ”Lav en smuk formel, så passer resten”. Det er, hvad Ingvar Cronhammar efter eget udsagn søger: Smukke formler.
Konfronteret med dem genkender vi andre gispende noget, som vi aldrig har set.