KunstOnline.dk - Portr�t � Sys Hindsbo

Traditionens dybe brønd
Sys Hindsbos værker er præget af melankoli og smerte. Hendes temaer synes evige, og hun benytter klassiske figurkompositioner som omdrejningspunkt.

Af Lisbeth Bonde

Til en svensk billedhugger, 1979. Radering 130 x 150 mm.

Fyn. Grafikeren og billedhuggeren Sys Hindsbo bor langt fra alfarvej. Man nærmer sig hendes bondeidyl ad en vej, der slynger sig gennem et bakket guldalderlandskab. Undervejs passerer man forbi store og små herregårde og ender til slut i hendes paradis. Herude på landet kan hun bevare sin sensibilitet og sit livsmod og kan svare verden igen med billeder. Frygtsomt reagerer hun på verdens dårskab, og kun når den doceres i små portioner, kan hendes kunst tage form.

Der hviler en evighedsfornemmelse over dette besjælede landskab, som stort set ikke har ændret sig i 200 år. Det kan undre den besøgende, at Hindsbo lever så idyllisk til trods for hendes dramatiske og dunkle motivverden.

I haven finder vi et tegn på de moderne tider: Et arkitekttegnet, enkelt atelier, der blev opført i 2002 af Niels Truelsen, som bl.a. også har tegnet Asger Jorn Museet i Silkeborg og udvidelsen af Faaborg Museum. Nu om vinteren buldrer den store Bekkasinovn indenfor og giver rummet en behagelig varme. Her smyger kattene sig op ad den besøgendes ben, mens fuglene udenfor pikker i de rynkede æbler, der stadig dingler i deres tynde stilke som en hilsen fra den grønne vinter. Vi bænker os i atelieret med en kop kaffe mellem Hindsbos mandshøje, gråsorte værker, der tårner sig op som en mur omkring os.

Den gule hyæne og lammet, 2006-07. Akryl på lærred. 300 x 780 cm.

Du har en gang sagt, at din kunst er nødvendig for at skabe balance i dit liv. Hvad mener du egentlig med det?

Jeg tror, dette gælder for de fleste kunstnere. Man søger efter et balancepunkt i tilværelsen. Jeg føler, at jeg skal betale et kontingent for at få lov til at være i tilværelsen sådan forholdsvis uantastet, som det er tilfældet. Jeg er et halvt og rudimentært væsen, der for at opnå en helhed i min tilværelse må benytte denne særlige kanal, som jeg er så heldig at have til rådighed, nemlig at skabe billeder. Jeg behøver ikke meget andet end min kunst for at eksistere.

Den angste hund, 1999. Akryl på lærred 196 x 325 cm.
Tilhører Ny Carlsbergfondet. Deponeret hos Bispebjerg Hospital

Høne og mand med kat, 1999. Akryl på lærred. 196 x 306 cm.

Hvad var grunden til, at du valgte billeder og ikke ord, for du har jo også ordet i din magt, ligesom du har læst stort set hele verdenslitteraturen?

Ja, litteratur betyder meget for mig. Så meget, at jeg fx betragter den centraleuropæiske litteratur fra mellemkrigstiden som en del af mit cellesystem. Litteraturen virker ganske sikkert ind på mit billedunivers. Men jeg har altid haft en særlig evne til at tegne, og da jeg var 10 år, fik jeg en stærk oplevelse, der med ét slag verfede mig ud af legaliteten. Det skete, da vi fejrede 10-året for befrielsen den 5. maj 1955 på min skole. Min lærerinde fejrede begivenheden hvert år som sin egen fødselsdag, for hendes mand havde været i koncentrationslejr. Det var en fantastisk fest, som jeg var besat af. Jeg malede det engelske flags farver ude på vejen. Min mor og min bedstemor forestod min opdragelse, fordi min far var forsvundet ud af vores liv. Den dag læste jeg et forsvarsskrift af min far, der som korrespondent i Berlin under krigen havde kollaboreret med tyskerne. Det slog ned som et lyn i mig, og fra da af følte jeg mig ikke længere værdig til at være i tilværelsen. Det gode var med ét blevet taget fra mig. Billederne det at tegne blev herefter en tilflugt for mig. Det var et godt sted at være. Min far, Viggo Jensen, var journalist og digter. Han var en fantastisk begavet charlatan, en forfængelig karakter, der ikke kunne modstå en pludselig gevinst. Efter krigen blev han bl.a. sat i forbindelse med Werner Best og fik en dom.

Han må ikke kysse hånden, 2002. Akryl på lærred. 196 x 325 cm.

Mand holder sig for næsen, 1999. Akryl på lærred. 195 x 287 cm.

Når jeg laver billeder, forfølger jeg et spor. Det begynder som en slags kim, og så spørger jeg, hvad vil billedet mon fortælle mig? Billedet er således et forsøg på at fange en indsigt, jeg ikke har i forvejen. En tekst ville ikke kunne forløse dette for mig, derfor blev det billeder og ikke ord.

Hindsbo læser ofte i sit atelier, for bøgerne fører hende helt væk fra billedernes rasende krav, men i et ubemærket øjeblik tager hun et tigerspring frem og tilføjer, hvad der manglede. Hun skiftevis tegner og visker ud. Hendes værker bliver således til i små, spontane ryk, i en pendlen mellem fravær og fuldstændigt nærvær og intensiv seen.

Bæring med rødt, 1991. Akryl på lærred. 99 x 143 cm.

Fugl holdes for, 2002. Akryl på lærred. 120 x 180 cm.

I dine billeder har du ofte en løs ende, noget der ikke går op, noget ufærdigt. Hvad skyldes det?

Når jeg har fået færden af, hvad disse mærkelige væsener vil mig, forsvinder spændingen. Det ville blive en mærkelig gentagelse og føles ligesom at ri eller lukke ender, hvis jeg fuldendte billedet helt. Jeg må forlade billedet i en lidt rå form, dvs. når jeg har fundet ud af, hvad billedet vil mig. Så har jeg har nået det punkt, hvor billedet dør.

Mand bærer okse, 1998. Akryl på lærred. 151 x 100 cm.

Har du nogen anelse om, hvad du vil lave, når du går i gang?

Jeg har nok en stemning, og der er en nysgerrighed efter at vide, hvad det nu vil fortælle mig. Men nogen gange forsker jeg videre i en person i et nyt billede. Når konditionerne for en person ændrer sig i en ny komposition, åbner den sig for en ny betydning. Det er surdejs-princippet, dvs. man tager noget, der stadig lever i ét billede, og får det til at gære og vokse i et andet. Ofte bebrejder jeg mig selv, at jeg bliver ved med at skabe disse personer, som nogen med en lidt overbærende humor har kaldt tre mand og en hund, men jeg er kommet til den erkendelse, at jeg ikke kan leve uden dette.

Fugl holdes for, 2003. Bemalet radering. 980 x 1620 mm.

Mand bærer okse, 2002. Bemalet radering. 1330 x 1120 mm.

Hvor kommer disse syner fra? Fra drømme?

"Nej, hverken fra drømme eller fra litteratur. Men fra omverdenen. Jeg gik og tænkte over det i morges, inden du kom. Man kan jo vælge at glæde sig over sådan en opmærksomhed eller at blive skræmt fra vid og sans. Det må være mærkeligt sådan at komme udefra, som du gør det, og se mig gå rundt og trykke mig i dette guldalderlandskab. Men indimellem kommer et klarsyn, der slår ned pludselig midt om natten. Det bliver ikke nødvendigvis til et billede, men det slår ned i mig som et lyn. Som da konflikten i Eksjugoslavien brød ud, som om en sten blev løftet, og det myldrede ud med bænkebidere og udyr.

Lad os lige vende tilbage til den arvesynd, der hjemsøger dig.

Lad mig lige præcisere. Jeg er ikke noget offer, for jeg har haft ultimative betingelser som kunstner. Jeg har aldrig følt mig overset og har altid kunnet gøre, hvad jeg ville. Jeg har aldrig været bange for mandlige autoriteter, for jeg har fra starten skullet klare mig i forhold til mine to storebrødre. Jeg kom tidligt på Akademiet, og min familie har hele tiden stået bag mig. Faktisk har jeg følt mig sært urørlig, måske fordi mit sted i verden så akut blev skiftet ud.

Optegnelser, 2005. Marmorridsning 1,90 x 10 m.
Tønder Gymnasium

Optegnelser, 2005. Detalje. Marmorridsning 1,90 x 10 m.
Tønder Gymnasium

Det bedste, Sys Hindsbo ved, er at tegne motivet op. Hun arbejder med en meget tynd streg og altid i 1:1, idet hun føler, at billedets elementer skal fødes i den størrelse, som de ender med at have. Hun starter med at tegne en figur op, som angiver skalaforholdene i resten af billedet. Denne figur ender måske med at forsvinde ud af billedet igen. Indimellem ved hun, at den skal slettes, selv om den er tegnet minutiøst op. Men den skal have været der, føler Sys Hindsbo. Hvis det drejer sig om et arbejde i marmor, tegner hun det først op, og dernæst ridser hun det ind i marmoret med en såkaldt ligesliber. Det går rasende hurtigt, men det er uhyre vanskeligt og fysisk krævende. Derefter indgnides marmoret i en sort masse, som efterfølgende slibes af. Resultatet er, at stregerne bliver sorte, og at de kommer til at ligne en flygtig tegning på marmor.

Mand danser for hund, 1989. Radering 140 x 135 mm.

Oksedanser, 1976. Radering 170 x 130 mm.

I Kunsthallen Brandt Klædefabrik kan man for tiden se et stort antal af hendes værker fra de seneste tre årtier, det være sig malerier, marmorfriser eller grafiske arbejder. Disse værker sætter en stum og gådefuld handling i scene. Der er sket noget slemt, forekommer det. Nogle figurer segner, mens andre trøster. Hindsbo indhyller optrinnene i evighedens gevandter, kigger så at sige i fortidens dybe brønd. De stumme optrin emmer af uhygge og er angstfremkaldende. Ofte optræder der hunde, sjakaler eller rovfugle. Mennesker foretager handlinger med mennesker. Undertiden handler de ondt. De drømmer og dømmer, de agerer eller ser passivt til, de dør eller begærer, eller de hader. Nogle er gode og forsøger at bære andre oppe. Disse bærestykker minder om Pietaer. Nogle af menneskene tager måske tilløb til at tilgive, men når de det? Sys Hindsbos figurer fremstår mærkeligt undervejs med at blive til eller forsvinde. Afgørelsen lader vente på sig, angsten stivner og resten af historien fortsætter i betragterens bevidsthed. Under arbejdet med disse dystopier hører Sys Hindsbo musik. Musik fra hele verden, såsom jødisk folkemusik, arabisk musik, Don Carlos, Beethoven, jazz m.v. Det skal være lidt kompliceret og rytmisk, for det giver et flow og befordrer inspirationen.

Blind ledes, 1991. Radering 155 x 265 mm.

Mand med visir gemmer sig bag skærm, 1976. Radering 140 x 120 mm.

Hindsbos tegnede kroppe er klassisk smukke, muskuløse og helstøbte. Man fornemmer tydeligt hendes formsans og skønhedsvilje. Men harmonien brydes af mareridtet, det uforudsete og unheimliche,, som tyskerne siger, inviterer sig selv ind og omstøder idyllen. Handlingerne foregår i et gådefuldt, infinit rum. Selv føler Sys Hindsbo sig paradoksalt nok livstruende lykkelig på grund af sine arbejdsbetingelser og sine kunstneriske projekter og de stærke sansninger, der gennemsyrer hendes liv i dag. Den klassiske by Rom, som Sys Hindsbo har boet i sammenlagt i fem år de tre i egenskab af leder af Skandinavisk Institut - har hun lagt bag sig, ligesom hendes tre år som formand for Statens Kunstfonds billedkunstneriske udvalg, som hun afsluttede for nogle år siden. Nu har hun tid til sit eget arbejde.

Interviewet har været bragt i Weekendavisen den 23. februar 2007

Sys Hindsbos CV